By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 97
Offentligt
1485186_0001.png
Dato:
13. januar 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 1 ad forslag til
lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om
tvungen administration af udlejningsejendomme og lov om byfornyelse og udvikling
af byer (Forenkling og modernisering af lejelovgivningen) (L 97).
Spørgsmål nr. 1:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 13. oktober 2014 fra Interesseorganisation for udlejere
af fast ejendom. jf. L 97 - bilag 1.
Svar:
Danske Udlejere anmodede den 13. oktober 2014 om foretræde for By- og Boligudvalget med henblik
på at fremsætte dels organisationens primære indvendinger mod det udkast til forslag til forenkling og
modernisering af lejelovgivningen, som på daværende tidspunkt var i høring, dels alternative
løsningsforslag. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har den 14. oktober 2014 modtaget et
høringssvar fra Danske Udlejere, der i vidt omfang indeholder samme synspunkter om
fraflytningssynet, som er anført i henvendelsen til By og Boligudvalget af 13. oktober 2014.
Organisationen henviser til, at det er svært at konstatere, hvornår fristen for afholdelse af
fraflytningssyn begynder, at det er uklart, hvad udlejeren skal gøre, hvis lejeren ikke oplyse sin
adresse ved fraflytning, og at det er problematisk, at flyttesynsrapporten skal udleveres til lejeren ved
synet. Organisationen foreslår, at fristen for afholdelse af flyttesyn i stedet skal begynde, når udlejer
har modtaget alle nøgler, og lejer har oplyst sin nye adresse.
Danske Udlejeres bemærkninger er kommenteret i det høringsnotat, der er fremsendt til By- og
Boligudvalget den 19. december 2014.
Jeg kan tilføje, at lovforslagets regler om afholdelse af fraflytningssyn og udlevering af
flyttesynsrapport til lejeren svarer til reglerne på det almene område. Der er efter min opfattelse ikke
grundlag for at gøre forskel på almene og private lejere ved at indføre regler om, at fristen for
afholdelse af flyttesyn i private lejemål ikke skal begynde før, lejeren har afleveret alle nøgler og har
oplyst sin nye adresse, som Danske Udlejere foreslår.
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
En sådan regel kan i øvrigt indebære, at fraflytningsopgøret sættes i stå, og at lejemålets stand først
fastlægges længe efter, lejeren er flyttet. Det vil stride mod formålet med de foreslåede regler om
obligatoriske fraflytningssyn, der skal sikre, at lejemålets stand fastlægges ved fraflytningen, så
parterne undgår unødige konflikter.
Udlejeren skal efter lovforslaget, som tilfældet også er på det almene område, syne
beboelseslejligheden senest 2 uger efter, at udlejeren er blevet bekendt med, at fraflytning har fundet
sted. Det vil typisk være, når lejeren afleverer nøglerne og dermed ikke længere kan disponere over
lejemålet, men det kan også være på andre tidspunkter, fx hvis udlejeren konstaterer, at lejemålet er
rømmet. På det almene område har fristberegningen ifølge ministeriets oplysninger ikke givet
anledning til problemer.
Private lejere skal efter de gældende regler senest 8 dage før fraflytning opgive den adresse, som
meddelelser, herunder krav om istandsættelse, kan sendes til. Reglen er ikke sanktioneret. Der findes
tilsvarende regler på det almene område.
Selvom det ikke fremgår af loven, kan lejeren ikke påberåbe sig for sen reklamation fra udlejerens
side, og at udlejers krav om istandsættelse bortfalder, hvis årsagen hertil er, at lejeren ikke har givet
besked om sin ny adresse. Udlejeren kan dog ikke forholde sig passivt og undlade at fremsende sit
krav i den situation. Udlejeren må forsøge at finde frem til lejerens adresse. De samme betragtninger
vil være gældende i forhold til udlejerens indkaldelse af lejeren til syn, og udlejerens fremsendelse af
fraflytningsrapport.
Med venlig hilsen
Carsten Hansen
2
af
2
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk