Jeg har en fornemmelse af, at det her kommer til at gå lidt hurtigt.
Altså, lad mig sige med det samme, at vi jo stemte ja til lovgivningen om stiftsråd i 2009, skønt vi nok havde en del kritiske bemærkninger i forhold til det.
Og det gælder sådan set stadig væk, men det angår så bare ikke lige det her meget lille lovforslag, som jo bare drejer sig om at ophæve en revisionsklausul, som blev udsat på grund af kirkereformen.
Men jeg vil godt så alligevel, når jeg nu er heroppe, benytte lejligheden til at sige, hvad jeg forholder mig kritisk til.
Altså, først og fremmest er det jo afgørende, at det er sognemenighederne og menighedsrådet, der står i centrum, og det nævnte Venstres kirkeordfører så fint, så det kan jeg sådan set fuldstændig tilslutte mig.
Og den der overbygning med et stiftsråd ved jeg egentlig ikke rigtig hvad skulle til for, men fred nu være med det.
Det, som så er bekymrende, er selvfølgelig, at der er blevet lagt nogle magtbeføjelser ind i stiftsrådene, og det, der så har bekymret mig, er, at de magtbeføjelser jo faktisk blev udvidet i 2012, fordi Københavns Stiftsråd – temmelig selvbestaltet, vil jeg sige – gav sig til at udpege kirker til lukning.
Og det var jo altså en sag, som optog mig meget, fordi jeg hele tiden har været af den observans, at det skal være menighedsrådene selv, der lukker deres kirker, altså at hvis de skal lukkes, skal det ske med tilslutning fra menighedsrådet.
Så derfor er det jo altid sådan, når man etablerer de her råd, at der sker en form for knopskydning, hvor de lige pludselig kommer til at beskæftige sig med noget, som ingen havde tænkt over, da de blev etableret, og det gælder så også stiftsrådene.
Men det er jo noget, som vi så løbende må diskutere, altså om vi mener, at stiftsrådene er den rigtige løsning.
Så vi stemmer i hvert fald for den her ophævelse af revisionsklausulen, og så må vi se, hvad tiden bringer, og hvilke diskussioner der kommer, for det er jo ikke stiftsrådene, vi tager stilling til i det her lovforslag.