I Naturstyrelsens notat om ”Retsvirkningen af et Grønt Danmarkskort som foreslået i L94” af 11. december 2014 står følgende: ”I afvejningen af hensynet til flere interesser indgår det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, det vil sige, at den vægt, som det Grønne Danmarkskort tillægges, skal være proportionalt i forhold til andre interesser i arealanvendelsen. Det må normalt antages, at der skal foreligge aktuelle planer om gennemførelse af naturgenopretningsprojekter el. lign. af en vis tyngde i kombination med det Grønne Danmarkskort, før der kan lægges væsentlig vægt på dette.” Kan ministeren bekræfte, at dette betyder, at en udpegning til potentiel natur i medfør af det Grønne Danmarkskort, ikke vil have nogen betydning i forbindelse med kommunernes administration af anden lovgivning med mindre, der foreligger aktuelle planer om naturgenopretningsprojekter el. lign., og at kommunerne derfor ikke må tage dette forhold med i deres sagsbehandling med mindre, der foreligger aktuelle planer om naturgenopretningsprojekter eller lign. (jf. svar på MIU alm. del spørgsmål 135)?
Dato: 20-01-2015
Status: Endeligt besvaret
Emne:
naturbeskyttelse og kystsikring