Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 93:

Forslag til lov om fremtidsfuldmagter.

Af justitsministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 10.12.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Preben Bang Henriksen som Venstres ordfører.

Tak. I dag er det sådan, at den, der frygter ikke længere at kunne varetage sine interesser, sine økonomiske og personlige forhold siden hen, kan skrive en generalfuldmagt. Den er såmænd anerkendt i teorien, i juraen osv., men den er bare sjældent anerkendt i praksis. Når fuldmægtigen står henne i banken med en sådan generalfuldmagt, og når fuldmagtsgiveren lider af demens, ja, så viser det sig jo, at bankdirektøren alligevel sjældent respekterer den. Så det er ikke et godt og praktisk fænomen, man har i form af en generalfuldmagt. Den anden mulighed er ikke at foretage sig noget. Så vil der alt andet lige ske det, at man bliver umyndiggjort, og at der så bliver udpeget en værge via statsforvaltningen. Det har også sine minusser. Dels er det en lidt kompliceret affære, dels, og det er jo næsten det værste, bliver der udpeget en person, som vedkommende ikke kender, ikke kendte, da vedkommende var ved sine fulde fem, og det er også meget betænkeligt.

Så på den baggrund er det forslag, vi skal behandle i dag, om generalfuldmagter faktisk et af de bedre fra regeringen. Jeg fristes til at sige, at det er et af de allerbedste. Det er et glimrende forslag, som Venstre støtter fuldt ud. Med forslaget her får fuldmagtsgiver, mens vedkommende er ved sine fulde fem – hvis jeg må sige det på den måde – en indflydelse på, hvordan der skal forholdes sig i forhold til de personlige og økonomiske forhold siden hen, og ikke mindst hvem der skal forholde sig, hvem der skal repræsentere vedkommende, hvem der skal være fuldmagtsgiver. Det er et ualmindelig godt forslag.

Jeg har noteret, at der i § 3 er en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte nærmere regler herom, og jeg har også noteret, at der i bemærkningerne er fastsat, at den, der ikke har adgang til den digitale fremgangsmåde – som jo i øvrigt er foreskrevet i loven – eller måske ikke lige magter den, kan søge assistance hos statsforvaltningen. Det synes jeg er meget vigtigt, for hvem vil i praksis udarbejde disse fremtidsfuldmagter? Det er jo sjældent unge mennesker på 20 år, der tænker så langt. Det er jo nok mest ældre mennesker, hvem digitaliseringen måske er kommet en smule bag på, og som i hvert fald ikke har fuldt udstyr til det. Så jeg lægger meget vægt på, at de kan søge den fornødne assistance.

Den anden og sådan set vigtigste bemærkning, man kan tilføje, og som vi er nødt til at gøre noget ud af i udvalgsbehandlingen, er forholdet omkring oprettelsen af selve denne fuldmagt. Det er jo en oprettelse, der pr. definition skal ske, mens man er ved sine fulde fem og kan varetage sine interesser og har mulighed for at udpege den, der skal varetage ens interesser, når først man er blevet dement, eller hvilken tilstand man nu måtte være kommet i. Men igen gælder jo dette: Hvem er det i praksis, der vil skrive under på det her? Det er jo sjældent unge mennesker på 20 eller 30 år. Det er jo som oftest ældre mennesker, der måske forudser en demens komme.

Netop derfor er det rimelig nødvendigt, at vi får klarhed over omstændighederne, hvorunder sådanne fremtidsfuldmagter underskrives. Jeg tænker på den situation, at der – for nu at skære det ud i pap – kan komme en tvivlsom personage forbi og overbevise den ældre om, at vedkommende skal have en fremtidsfuldmagt, og vedkommende kan så selv ordne det digitalt og kan indsende den til registeret osv. og på den måde sikre sig at få fuldmagt over den ældre fuldmagtsgivers formue. Det skal vi passe på ikke sker, og hvordan gør vi det?

Det gør vi ved at overveje, om ikke der i oprettelsessituationen skulle lægges et par garantier eller i hvert fald en større sikkerhed ind, og det kunne man gøre ved at henvise til reglerne i arveloven om oprettelse af testamenter – enten et vidnetestamente, hvor der skal være to vidner til stede, eller et notartestamente. Formedelst 300 kr. påser notaren, at man er ved sine fulde fem. Altså, man burde måske overveje at lægge disse ventiler ind og så sige, at en fuldmagt skal oprettes på samme måde, som hvis det var et testamente. Der er jo dybest set kun den forskel, at testamentet vedrører fordelingen af formuen efter døden, og at fremtidsfuldmagten vedrører formuen før døden. Så så stor er forskellen jo ikke. Det er jo en ganske, ganske vid fuldmagt, man har fat i, og derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi også får styr på omstændighederne, hvorunder den oprettes, sådan at vi er sikre på, at fuldmagtsgiver var ved sine fulde fem, og at det var fuldmagtsgivers ønske, at den pågældende fuldmagtstager fik den senere dispositionsret over formuen. Det synes jeg lige vi skal prøve at kigge på i udvalget.

Men summa summarum kan jeg sige, at Venstre kan støtte forslaget varmt.

Tak til Venstres ordfører. Fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Vi har desværre nok alle sammen mennesker i vores omgangskreds, der er blevet syge eller er kommet til skade i en sådan grad, at de ikke selv har kunnet træffe beslutninger, end ikke om, hvem der skulle træffe beslutninger på deres vegne. Med lovforslaget her indføres en fremtidsfuldmagtsordning, som har til formål at styrke retten til selvbestemmelse og gøre det muligt under trygge former at påvirke eget liv, egne fremtidige forhold på trods af sygdom eller tab af eksempelvis mental kapacitet, og vælge, hvem der skal træffe beslutninger i fremtiden.

Med det her lovforslag vil danskerne selv kunne udpege en eller flere fremtidige repræsentanter, det, der i lovforslaget bliver kaldt for fremtidsfuldmægtige, til at varetage deres økonomiske og personlige forhold, hvis sygdom eller svækket mental funktion skulle indtræde. Det betyder jo rigtig meget for mange mennesker, at man, mens man er ved sine fulde fem, selv kan få lov til at udpege den her person. Vi Socialdemokrater ser med meget positive øjne på forslaget her. Det er en markant styrkelse af befolkningens retsstilling og ikke mindst et skulderklap til de alt for mange, der lider af sygdomme, som vil betyde en mental reduktion på længere sigt.

Værd at bemærke er det også, at forslaget her har været et ønske, og det har det været længe, fra en lang række organisationer, der netop har fokus på de her målgrupper. Venstre kom med et forslag om, at man kunne se på, om sikkerheden er stor nok. Det vil vi på ingen måde afvise. Jeg synes, det er fornuftigt, at vi i udvalget diskuterer, om der er belæg for at se på, hvordan godkendelsen foregår.

Med de ord skal jeg sige, at vi Socialdemokrater kan støtte forslaget her.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Fru Liselott Blixt som Dansk Folkepartis ordfører.

Jeg har som sundhedsordfører fået lov til at forhandle det her lovforslag. Det er, fordi det er et rigtig vigtigt lovforslag for svækkede ældre samt inhabile personer. Der kan være mange årsager til, at man ikke selv kan tage en beslutning senere i livet, og derfor er det også vigtigt, at vi har dokumenter som den her fremtidsfuldmagt, som kan sikre tryghed i ens fremtid. Det er en fremtidsfuldmagt, som man skal tegne, mens man er habil, altså ved, hvad man gør, så man sikrer, at ens pårørende som f.eks. ægtefælle eller børn kan sikre ens økonomiske og personlige forhold den dag, man ikke selv kan.

Det er ulykkeligvis sådan, at man kan blive ramt af demens, være udsat for ulykke eller hjerneskade, der gør, at man ikke selv kan tage relevante beslutninger. Så ved første øjekast er vi positivt stemt over for det her lovforslag. Dog er der visse knaster, som vi i Dansk Folkeparti synes vi bør se nærmere på, og vi vil se, om ikke vi kan lave en udvidelse af forslaget, så det også kan dække flere af de personlige forhold, som værgemål også dækker over.

I går var jeg til velfærdskonference lavet af Dansk Sygeplejeråd, FOA og Ældre Sagen. Det var en meget interessant konference om, hvordan vi sikrer en værdig alderdom, selv om man bliver syg og flytter på plejehjem. Desværre er det sådan, at en del bliver ramt af demens og derfor ikke selv kan samtykke til forskellige behandlinger, overvågning eller lignende. Det er til stor sorg for pårørende og en stor udfordring for personalet.

Derfor ønsker vi i Dansk Folkeparti, at man som i Norge kan oprette et pleje- og behandlingstestamente, hvor man gør rede for, hvordan man ønsker at blive behandlet, hvis man bliver så dårlig, at man ikke selv kan tage stilling. I dag kan man i Danmark lave et livstestamente. Men med det beslutter man kun, om man vil have livsforlængende hjælp, når man er døende. Vi har også et plejetestamente, hvor man kan tage stilling til, hvordan man ønsker sin personlige pleje som tandbørstning osv. Men intet sted kan man sikre, hvilken behandling man vil sige nej til, samt om man ønsker genoplivning, antibiotikakur, sondemad eller lignende, hvis man bliver syg på et tidspunkt.

I Norge kan den ældre skrive ned, hvilken omsorg man ønsker ved livets slutning: Om man ønsker genoplivning, om man ønsker at dø i fred frem for at blive fragtet frem og tilbage i en ambulance fra plejecenter til hospital, og hvordan der skal reageres i livstruende situationer.

Værdighed betyder, at man selv kan bestemme, hvordan den sidste tid skal være, og derfor ser vi gerne det her forslag som nøglen til at sikre, at ældre og syge kan vælge en befuldmægtiget til at sikre, at ens ønsker bliver fulgt. Som vi hørte på konferencen i går, er der en undersøgelse, der viser, at det, vi danskere er mest bange for, er, hvordan vi bliver plejet og behandlet, når vi bliver ældre. Det var 59 pct., der var mest bange for det, mens 35 pct. var nervøse for økonomien. Det sætter jo det her forslag i perspektiv, når man kun vil sikre, at det er de økonomiske vilkår, man vil tage sig af, og ikke de personlige.

Vi ser jævnligt problemer for personer med demens. Vi kan ikke sikre den bedste behandling, fordi personen ikke kan samtykke. 90.000 danskere vurderes at være ramt af demens, og alene sidste år døde omkring 15 demente efter at være forsvundet. Blandt dem var en patient fra Hvidovre Hospital, hvilket var medvirkende til, at hospitalsledelsen ansøgte Sundhedsministeriet om tilladelse til at bruge gps, men de fik afslag. Havde der været en befuldmægtiget, der kunne sige ja på den ældres vegne, var det ikke sket.

Derfor er det nogle af de ting, vi ønsker vi får talt om under behandlingen af forslaget, og selvfølgelig ønsker vi også at tale om, som andre har nævnt, hvordan oprettelsen sker, hvordan man får vidner, og, som netop også Danske Regioner har påpeget, om ikke man kan samle registrene, så folk ét sted kan tage stilling til mange af de ting, som er vigtige i livet, og som de ikke selv kan beslutte, når de kommer så langt. Det er donorregister, plejetestamente, livstestamente osv. Vi glæder os til den fortsatte behandling af sagen. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Hr. Jeppe Mikkelsen, radikal ordfører.

Tusind tak, formand. Vi kan fra radikal side bakke op om dette gode forslag. Jeg vil gøre det relativt kort. Jeg synes, der har været nogle udmærkede pointer fra de tre foregående ordførere.

Det eneste, jeg sådan set vil sige, er jo, at lovforslaget især er en hjælp til borgere, som rammes af sygdom og ved, at de inden for et vist tidsrum ikke kan tage vare på sig selv længere. Jeg har stor sympati for de mange danskere, der hvert år rammes af frygtelige sygdomme som f.eks. demens. De har absolut ikke en let tid. Hvis vi kan gøre deres sidste tid som bevidste lidt mere afklaret for både dem selv, deres pårørende og også tredjeparter som sådan, er det faktisk en rigtig, rigtig god idé. Og jeg synes, det er rigtig godt, at fremtidsfuldmagter også kan gives til mere end blot økonomiske forhold – vi kan så diskutere, om det skal udvides endnu mere. Men i sidste ende er der nok mange, der tænker på meget andet end lige præcis det økonomiske.

Derfor kan vi fra radikal side bakke op om dette gode lovforslag, og vi ser også frem til den fortsatte behandling i udvalget. Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører.

Mine politiske kollegaer har allerede fortalt, hvorfor det her forslag er godt. Vi kan i SF også støtte det. Vi synes, det er en rigtig god idé, at man har en mulighed for at være herre i eget liv og tage nogle beslutninger på et tidspunkt, hvor man er ved sine fulde fem, om, hvordan livet skal forme sig, hvis man ikke længere er det. Vi ser det her som et skridt i retningen af at udstyre borgerne med nogle flere muligheder – nogle muligheder for at være selvbestemmende i deres liv, også hvis det senere viser sig, at det får man sværere ved.

Så vi synes, det er et rigtig godt forslag, og vi glæder os til at se, hvordan initiativet vil blive brugt og forvaltet, og ikke mindst er det jo også en anbefaling fra Europarådet. Så der er opbakning fra SF til det her forslag.

Tak til SF's ordfører. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

Som der er flere ordførere, der har sagt her fra talerstolen, er det her et lovforslag, som indfører en mulighed for, at især demensramte kan planlægge deres fremtid og bevare noget selvbestemmelse. Det vil formentlig også betyde, at vi kan undgå nogle værgemål og dermed lade mennesker have så meget af deres eget selv så længe som overhovedet muligt. Det er en mulighed for at kunne bestemme over økonomiske og personlige interesser, mens man kan, men også bestemme, hvad der så skal ske, når man ikke længere er i stand til selv at tage vare på de her ting.

Der er jo netop ikke tale om her, at man fratager den retlige handleevne fra mennesker, men at man giver dem en mulighed for at få den hjælp, som de har behov for, uden helt at skulle fratages deres egne kompetencer. Så det synes vi i Enhedslisten er rigtig, rigtig positivt. Vi har jo, som man også kan læse i høringssvarene, lyttet meget til nogle af de organisationer, der har råbt op om det her længe, så vi er glade for, det sker.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Dette høje Ting, som vælgerne i største visdom har sammensat på den måde, det nu er tilfældet, bebyrder jo de samme mennesker med en lang række love og regler, skatter og afgifter, som begrænser deres muligheder og friheder i det daglige. Men sådan må man jo leve, om ikke med egne beslutninger, så nogle gange med andres.

Her har vi for en gangs skyld et forslag, hvor der virkelig er grund til at glæde sig. Det her er simpelt hen et af de bedste lovforslag, der er i denne folketingssamling, og jeg har glædet mig så meget til, at vi skulle behandle det, fordi man for en gangs skyld giver bedre muligheder til, at folk kan bestemme over deres eget liv. Vi sørger simpelt hen for, at man ikke bliver overladt i andres varetægt, når man ikke længere er i stand til selv at vælge, hvem der skal administrere på vegne af en selv. Så jeg synes egentlig, at det er et utrolig smukt forslag, som jeg også er glad for at der er så stor og bred opbakning til.

Flere partier har været inde på, at man muligvis kunne udvide området endnu mere, end der er lagt op til her, og det vil vi rigtig gerne være med til at se på fra Liberal Alliances side, så det håber jeg også at ministeren vil være åben over for, så vi kan få en reel drøftelse af og se på, om man faktisk kan give endnu mere mulighed for, at man på forhånd, så at sige, kan bestemme over sit eget liv, når man kommer i en kedelig situation senere. Vi skal da nok stemme for det, som det er, men vi håber, at ministeren vil være med til at forbedre det endnu mere.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Hr. Mike Legarth som konservativ ordfører.

Tak, hr. formand. Det Konservative Folkeparti støtter også fuldt ud det her lovforslag. Det er et lovforslag, der passer fuldstændig til den konservative værdiramme, for vi har jo sloganet »Mennesker først«, og det kan man i høj grad sige at det her lovforslag handler om.

Så vi hylder, at regeringen fremsætter sådan et lovforslag. Det handler jo om, at man nu selv kan udnævne den person, der skal tage hånd om ens interesser. Hvis man selv via ulykke, sygdom eller på anden måde bliver ude af stand til at tage vare på sig selv, kan man selv bestemme, hvem det er, der skal håndtere de svære beslutninger, der skal tages, og som har indflydelse på resten af ens liv. Det synes vi er rigtig godt – mennesker først.

Så der er fuld opbakning fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til den konservative ordfører. Så er det justitsministeren.

Tak for det. Jeg bliver næsten nødt til at starte med ordføreren for Liberal Alliance, for nu har jeg arbejdet sammen med hr. Simon Emil Ammitzbøll i mange sammenhænge – han hører ikke engang efter, hvad jeg siger – men det har jeg, og vi har altid haft et godt samarbejde, men det er da sjældent, man ser Liberal Alliances ordfører så glad og så positiv osv. Det bliver vi jo simpelt hen nødt til at gribe. Det er jo – og det har ikke noget at gøre med, at det er den her regering, der fremsætter forslaget – fordi det faktisk er et rigtig godt forslag. Det burde jeg jo selvfølgelig sige om alle lovforslag, men her er der virkelig tale om et lovforslag, som kommer til at give rigtige mennesker rigtige redskaber i nogle potentielt rigtig, rigtig svære situationer.

Jeg tror egentlig, vi alle sammen kan forestille os, hvor svært det er, når sygdommen eller funktionsnedsættelsen når et sådant omfang, at man ikke længere er i stand til at træffe afgørende og væsentlige beslutninger om ens eget liv; hvor svært det må være; hvor umyndiggørende det må føles; og hvor stor en belastning det også kan være for pårørende og selvfølgelig en selv.

Derfor synes jeg, at lovforslaget her er vigtigt, og jeg vil gerne takke for den brede opbakning til det. Vi svarer selvfølgelig på alle de spørgsmål, der måtte være. Men jeg hører, at alle partier er positivt indstillet.

Man kan sige, at det, vi grundlæggende gør med forslaget her, jo er at tage et vigtigt skridt for at sikre, at mens man selv har evnen dertil, får man mulighed for at bestemme, hvem ansvaret for ens økonomiske og personlige forhold skal overdrages til, hvis man senere i livet ikke er i stand til selv at tage hånd om sine forhold. Der kan ske meget i vores liv. Der er operationer, der kan gå galt. Vi kan være udsat for trafikulykker. Vi kan blive ramt af nogle af de efterhånden store folkesygdomme, der på et tidspunkt gør, at funktionsnedsættelsen bliver så stor, at vi ikke længere selv kan træffe beslutninger om f.eks. økonomi eller andre vitale spørgsmål. Dermed er lovforslaget her jo også en håndsrækning til det stigende antal borgere, som rammes af demens, og som som følge deraf har behov for, at vi får et bedre vidensgrundlag om, hvordan de gerne vil have tilrettelagt tingene.

Med ordningen her sørger vi for, at en tredjepart – det kan f.eks. være banker – kan have tillid til, at en fremtidsfuldmægtig er legitimeret til at handle. Det er selvfølgelig vigtigt, for at fuldmægtigen reelt får mulighed for at repræsentere fuldmagtsgiveren. Den foreslåede ordning gør det jo også muligt at udpege en fremtidig repræsentant på det personlige område, dvs. en person, som kan være med til at træffe vigtige beslutninger om pleje og omsorg og det, der er helt nært. Det vil sige, at det ikke kun er et spørgsmål om økonomi, men også om det, der kommer helt, helt tæt på.

Jeg glæder mig over, at vi kommer så langt med det her forslag. Jeg har selvfølgelig ikke mindst noteret mig, at Alzheimerforeningen er glade for og hilser forslaget her velkommen, og det er jo en af de grupper, som vi selvfølgelig har tænkt på i udarbejdelsen af forslaget. Så tak for den positive tilslutning, og vi skal nok besvare alle spørgsmål i udvalgsbehandlingen.

Tak til justitsministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt, kan jeg se.

Tak, og tak for ministerens tale om, hvad der sker. Men ministeren var inde på det her med de personlige forhold. Jeg tror, at mange får stukket blår i øjnene, hvis de tror, at man kan tage vigtige beslutninger om de personlige forhold. Mange vil jo gerne have, at man kan tage de her vigtige forhold med genoplivning osv. op, men det er jo ikke det, der har betydning, hvilket høringssvarene også netop opridser, og hvor Danske Regioner også siger, at det vigtigste er det med at give alle rettigheder i forbindelse med fremtidsfuldmagten. For ellers vil sundhedspersonalet faktisk blive mere forvirret, og de vil ikke være klar over, hvad det er, man kan have fuldmagt til.

Er det noget, som ministeren vil se på under den videre behandling, så vi måske, som flere af os også var inde på, kan udvide ordningen, så man netop kan tage de beslutninger, som er de sværeste her i livet?

Ministeren.

Man kan jo sige, at der med forslaget her er lavet en meget præcis afvejning af, hvor langt vi synes man kan gå. Om der er noget helt specifikt i forhold til det sundhedsfaglige, som jeg tror ordføreren har mere indsigt i, end jeg selv har, så må vi diskutere det undervejs i udvalgsbehandlingen.

Men jeg kan i hvert fald sige så meget, som at der ikke er nogen tilfældighed i, hvorfor balancen er lagt, som den er, og dermed også rækkevidden. Men når det gælder noget af det helt konkret sundhedsfaglige, skal jeg have lov til at vende tilbage til det, for der har ordføreren en indsigt, som jeg ikke selv har.

Ikke mere? Tak til ministeren.

Der er så ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.