By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 89
Offentligt
1485338_0001.png
Dato:
13. januar 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 3 ad forslag til
lov om ændring af lov om planlægning og lov om almene boliger m.v. (Blandet
boligsammensætning)(L 89). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF)
Spørgsmål nr. 3:
Der står i lovforslaget, at hvis kommunalbestyrelsen på tidspunktet for realiseringen af lokalplanen
mod forventning ikke ønsker eller ikke kan give tilsagn til den almene boligorganisation med henblik på
opførelse af almene boliger, kan grundejeren komme i en økonomisk uhensigtsmæssig situation, fordi
ejendommen eller en del heraf ikke vil kunne afhændes til den almene boligorganisation samtidig med,
at ejeren ikke selv kan realisere lokalplanen. Vil ministeren uddybe denne del af lovforslaget?
Svar:
Miljøministeriet har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:
”Der er tale om, at en grundejer kan komme i en uhensigtsmæssig situation, hvis det af den ene eller
anden grund ikke er muligt at opføre de almene boliger de steder, hvor en kommune vælger at
planlægge for almene boliger.
Når der er planlagt for almene boliger kan ejeren ikke selv opføre disse, da det kun er almene
boligselskaber, der kan gøre dette. Udover at sælge ejendommen til kommunen eller et alment
boligselskab, vil ejeren samtidig kunne have svært ved at sælge sin grund til anden side til den samme
eksisterende anvendelse, f.eks. erhverv.
Dette har regeringen forståelse for, og derfor indeholder lovforslaget en ændring af den såkaldte
overtagelsesregel i planloven, som gør det muligt for en grundejer i en sådan situation at kræve, at
kommunen overtager ejendommen mod erstatning.
Som det også fremgår af lovforslaget forventes det, at kommunalbestyrelsen er indstillet på at
realisere lokalplanen efter dennes vedtagelse, og således meddele de nødvendige tilsagn til opførelse
af nye almene boliger. Viser det sig af forskellige årsager, at det ikke er muligt at realisere lokalplanen,
kan kommunalbestyrelsen – som ved anden planlægning – ændre lokalplanen til en anden
anvendelse.”
Med venlig hilsen
Carsten Hansen
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk