Tak for det.
Der er faktisk grund til at spidse øren, for i anledning af julen vil vi i Venstre godt rose regeringen.
Det sker ikke så tit her i Folketingssalen, men det skyldes, at regeringen med det her lovforslag i dag faktisk gennemfører noget af det, der står i Venstres nye udlændingeudspil, »Danmark for dem der kan og vil«.
Det er ellers et udspil, regeringen har kritiseret, men denne del – og jeg skal vende tilbage til, hvad den går ud på – må så betragtes som noget, vi er enige om, og det er jo glædeligt.
Det er ellers et relativt begrænset lovforslag, der består af nogle tekniske ændringer, hvor man dels gør det klart, at det er statsforvaltningen, der har ansvaret for at udstede registrerings- og opholdskort i medfør af EU-reglerne, og at det dermed er dem, der har ansvaret for også at orientere kommunerne og andre myndigheder.
Det gøres altså klart i lovgivningen, at det er statsforvaltningen, der, qua at de har ansvaret for udstedelsen af de her registrerings- og opholdskort, også har ansvaret for f.eks.
orientering af kommunerne i den forbindelse.
Det støtter vi i Venstre.
Den største del af lovforslaget handler om at foretage to mindre justeringer af boligkravet i forbindelse med familiesammenføring, og det er, kan jeg sige, to fornuftige justeringer.
Den ene justering handler som sagt om det, vi også har beskrevet i Venstres udlændingeudspil, »Danmark for dem der kan og vil«, nemlig det faktum, at vi i dag, når en person skal familiesammenføres, stiller nogle krav til boligen.
Der er det sådan med de krav, vi stiller i dag, at man skal have en lejekontrakt af minimum 3 års varighed, og der kommer man i konflikt med de regler for fremleje, der i øvrigt gælder på boligmarkedet.
Altså, der er en konflikt mellem boliglovgivningen og familiesammenføringslovgivningen, i det her tilfælde udlændingeloven.
Det betyder, at en person, der er familiesammenført og skal opfylde boligkravet i dag, f.eks.
ikke kan fremleje en andelslejlighed, fordi den kun kan fremlejes på 2-årig basis.
Det ændrer regeringen så med lovforslaget, sådan at der er en sammenhæng mellem boliglovens og lejelovens bestemmelser og altså udlændingelovens krav i forbindelse med familiesammenføring.
Det synes vi er en fornuftig justering.
Den anden justering – og nu når rosen af regeringen nærmest nye højder – synes vi faktisk også er fornuftig.
Den handler om, at det er erfaret, at man i dag kan opfylde boligkravet ved f.eks.
at flytte ind i en bolig hos sine forældre, og det kan vise sig uhensigtsmæssigt for integrationen, at man i tilfælde, hvor der er tale om familiesammenføring, så ikke flytter ind i egen bolig, men flytter ind i en bolig, som man deler med sine forældre.
Det kan i nogle tilfælde modarbejde integrationen.
Derfor er det også fornuftigt, at det i udlændingeloven nu gøres klart, at man skal råde over en selvstændig bolig, altså at det som udgangspunkt ikke længere vil være muligt at opfylde boligkravet ved at leje værelser i f.eks.
ens forældres ejerbolig, og der skal – det står der i lovforslaget på side 4 – ved vurderingen af, om der er tale om en selvstændig bolig, hovedsagelig lægges vægt på, om der er en selvstændig indgang til boligen, om boligen fremstår som en enhed.
Det synes vi altså er fornuftigt, også fordi der til sidst står, at det er nye krav, der vil virke integrationsfremmende og styrke kravets integrationsfremmende formål, og det er vi enige med regeringen i.
En enkelt tilføjelse, som vi har – og det vil vi forfølge i udvalgsbehandlingen – er, at vi jo i Venstres udlændingeoplæg også skriver, at vi synes, at det skal indgå i den samlede vurdering, om boligen befinder sig i et område, som er optaget på ghettolisten, altså et socialt udsat område, hvor vi ved der er en overvægt af folk af anden etnisk herkomst end dansk, for det kan også udgøre nogle integrationsproblemer.
Så det vil vi forfølge lidt i udvalgsbehandlingen, og så kan det være, at vi kan overtale regeringen til et lille ændringsforslag.
Men indtil videre har jeg ingen god grund til at kritisere regeringen eller lovforslaget i denne sag.
Det gør vi også så rigeligt i andre sager, så når der er grundlag for at rose, gør vi det i Venstre, ikke mindst i anledning af julen.
Jeg skal derfor meddele, at Venstres folketingsgruppe kan støtte lovforslaget.