Jeg føler lidt et behov for at se, om ikke vi kan få præciseret nogle ting, for jeg synes, at ordføreren for Liberal Alliance her får blandet æbler og pærer sammen, og jeg synes også, der er behov for at få slået fast, hvad formålet med det her lovforslag er, for det kan man måske godt blive lidt forvirret over, hvis man sidder derude og lytter, efter at have hørt den her debat.
Formålet med det her lovforslag er at give en økonomisk håndsrækning, en hjælpende hånd, til de borgere, som vi gennem den seneste tid har set nogle rigtig kedelige eksempler på er endt med at blive politianmeldt, fordi de ikke har kunnet betale for f.eks.
en decentral rensningsordning eller en tilslutning til kloaknettet.
Det har der, sådan som det, synes jeg, også er kommet til udtryk i vores snakke partierne imellem, været et bredt ønske i Folketinget om at vi gør noget ved.
Derfor har vi jo haft en lang proces, hvor vi også har haft drøftet med partierne i Folketinget, hvordan vi kunne få løst det her problem.
For jeg tror sådan set, vi har en fælles interesse i og et fælles ønske om, at vi ikke kriminaliserer nogle i øvrigt lovlydige borgere, som bliver mødt af det her krav om at få renset spildevand.
Så har der, som vi har kunnet høre og se under udvalgsbehandlingen, jo været en anden diskussion, som har handlet om vandplanerne og hele snakken om, hvorvidt der overhovedet er et behov for at få løst det her miljøproblem med urenset spildevand, der løber ud i vores vandløb og åer.
Og det er jo i virkeligheden det, som det sidste ændringsforslag, der er kommet til her i forbindelse med tredjebehandlingen, kredser om, og det, som hr.
Villum Christensen har talt om her fra talerstolen, nemlig hvorvidt man fra Liberal Alliances side synes, at der overhovedet er behov for, at vi får renset spildevandet ude i det åbne land eller ej.
Der må vi jo bare sige, at vi her i Folketinget har en grundlæggende politisk uenighed.
Der er vi fra regeringspartiernes side fuldstændig faste i kødet på, at vi har behov for at få renset spildevandet i det åbne land.
Der er der så, kan vi høre, et andet synspunkt hos ordføreren og, må jeg forstå, også hos de andre borgerlige partier, der hedder, at der måske slet er ikke behov for den her indsats.
Det er derfor, jeg siger, at hr.
Villum Christensen altså her blander æbler og pærer sammen.
For hvis man tror, at man kan løse det problem, som det urensede spildevand i vores vandløb forårsager, ved at lave fysiske ændringer i vandløbene, så er der altså her nogle ting, man får blandet sammen.
For når det handler om spildevandet, der kommer ud i vores vandløb, så er det jo det organiske materiale, der kommer ud i vandløbene, som forårsager nogle problemer.
Det er det kvælstof og fosfor, som ryger ud i vores kystvande og vores søer, som skaber nogle problemer, og jeg tror, det er der, parallellen til indsatsen i forhold til landbrugets udledning, som var det, fru Lisbeth Bech Poulsen rejste, kommer ind i billedet.
For der er jo i landbruget en stor opmærksomhed på, hvorvidt vi får håndteret det problem med spildevandsudledningen, netop fordi der pågår en diskussion om kvælstof- og fosforudledningen fra landbruget.
Så det er dér, den parallel kommer ind i billedet.
Så der er altså forskellige formål med henholdsvis de fysiske ændringer i vandløbene og indsatsen med at få renset vores spildevand.
Men jeg har i hvert fald et behov for at få slået fast her fra talerstolen i dag, at regeringen står fuldstændig fast på, at vi skal gøre en indsats, sådan som vi har lagt op til med vandplanerne, for at få renset det spildevand, der løber ud i vores vandløb og videre ud i vores kystvande og søer, for at sikre en god miljøstilstand ude i vores vandløb.
Samtidig ønsker vi jo at imødekomme det brede ønske, der har været i Folketinget, om at få lavet en økonomisk håndsrækning til de økonomisk mest trængte borgere i det åbne land.
Det er det, vi foreslår med det her lovforslag, og jeg er jo på trods af de ændringsforslag, der er stillet, rigtig, rigtig glad for at kunne konstatere, at der, også når vi har stemt om det ændringsforslag, så vil være et bredt flertal i Folketinget, der bakker op om, at vi får etableret sådan en hjælpeordning.
Det er jeg rigtig glad for, og det synes jeg vi skylder de mange borgere derude, som har oplevet at sidde med de her økonomiske problemer.
Det synes jeg er en socialt ansvarlig miljøpolitik.