Det her forslag kan være meget sympatisk.
For en rimelig velpolstret kommune med et velpolstret forsyningsselskab er det ikke nødvendigvis noget problem at hjælpe nødstedte familier, som ikke kan betale for en kloaktilslutning.
Det drejer sig om 70.000-80.000 kr., og man forventer, at der for de kommuner, jeg omtaler her, er tale om 1, 1,5 eller måske 2 pct.
af borgerne.
Det kan sagtens lade sig gøre, også med hensyn til forsyningsselskabets økonomi.
Men hvis vi går ud i nogle kommuner, som ikke er i den situation, at de er velpolstrede, så taler vi om, at med de kriterier, der er, nemlig at forsyningsselskabet skal lege pengeinstitut for økonomisk nødstedte borgere, så er det et sted imellem 15-20 pct.
af borgerne, der ikke kan skaffe beløbene til at grave ude i vejen.
Her udtaler KL direkte, at det er et økonomisk problem for en række forsyningsselskaber, at det her lovforslag tvinger dem til at lege pengeinstitut og give den fornødne kredit til de her borgere, som starter med en udsættelse af betalingen på 3 år og derefter kan begynde at betale.
Jeg kommer fra Lolland Kommune.
Vi løser de her problemer, vi sætter ikke nogen borgere i fængsel, fordi de ikke kan skaffe de her penge.
Vi har en aftale med et større pengeinstitut, der giver lån på helt almindelige privatlånsvilkår til rigtig mange af dem.
For restens vedkommende finder man ud af enten at sætte pant i ejendommen eller på anden måde give henstand.
Derfor har Venstre stillet et ændringsforslag, der siger, at vi bør gøre det her frivilligt for de enkelte kommuner, for der er så stor forskel på, hvad det betyder økonomisk for et forsyningsselskab at blive tvunget til at være finansieringsinstitut.
Derfor appellerer jeg til, at man stemmer for Venstres ændringsforslag og gør det frivilligt for den enkelte kommune.
Tak.