Tak, formand.
Det her lovforslag udmønter dele af satspuljen, og i den forbindelse er vi blevet enige om, at vi skal se på, hvordan vi kan hjælpe unge, der er på ungdomsuddannelsen STU, særligt tilrettelagt uddannelse.
De har igennem lang tid, når de har været på uddannelse, ikke haft mulighed for at tjene noget ved siden af, hvad andre SU-modtagere, der er i gang med en uddannelse, har haft.
For at hjælpe unge, der har lidt problemer, har vi lavet det sådan i en aftale i satspuljen, at man kan tjene op til 24.000 kr.
før skat om året, uden at der foretages fradrag i personens uddannelseshjælp.
Det er en rigtig god ordning, og vi må selvfølgelig håbe, at der er en hel del af de unge, der kan få et lille job, så de kan tjene lidt mere.
Der er i hvert fald lagt op til, at nu er det ikke det, at de bliver modregnet, der er til hinder for, at de tager et job.
I den forbindelse skal der jo så ses på, når satspuljen udløber, at der skal tages fornyet stilling til initiativets videreførelse, og der håber jeg selvfølgelig, at det går over til finansloven på det tidspunkt, fordi det jo ikke sådan lige er en uddannelse, der udløber og forsvinder med det samme.
Så er der yderligere afsat penge til initiativer til unge enlige forsørgere under 30 år, der har et anbragt barn.
De skal have ret til at få enlig forsørger-satsen på uddannelses- eller kontanthjælp eller i SU-systemet.
Det begrundes med, at selv om de har deres børn anbragt, er der jo en del gange, hvor de har barnet hjemme, og derfor skal de selvfølgelig også have det sådan, at de har overskud til at tage sig af det barn, når de har barnet hjemme, og gøre noget for barnet.
Der kan være mange årsager til, at man har et barn, der er anbragt uden for hjemmet.
Det er jo ikke ensbetydende med, at man er helt afskåret fra at have noget med barnet at gøre.
Så det er en god ordning.
Det er vi blevet enige om i satspuljen, og som vi ser det i Dansk Folkeparti, var det et stort ønske fra regeringen, at det problem skulle løses.
Det var jo noget, der måske blev overset i forbindelse med kontanthjælpsreformen, og den løsning kommer så ind i satspuljen.
Dansk Folkeparti havde egentlig ønsket, at vi skulle have fundet pengene i finansloven, men vi støtter selvfølgelig op om den aftale, vi har lavet, og vi er blevet enige om, at vi fandt pengene i satspuljen.
Men Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig lovforslaget, da vi er en del af aftalen om satspuljen.