Tak for det.
Dette lovforslag, L 79, er fremsat af regeringen som en del af regeringens finanslovsaftale for 2015 med Enhedslisten og SF.
Forslaget er sådan set et meget klart eksempel på, at vi vil følge forskellige veje i rød og blå blok.
Forslaget betyder nemlig, at flygtninge med lovforslagets vedtagelse fra dag et, efter at de har opnået opholdstilladelse, vil få fuld adgang til førtids- og folkepension, uden at de i øvrigt skal leve op til de regler, der gælder for danskere og også for indvandrere, om at opfylde meget præcise og faktisk også skrappe krav til bopæl i Danmark.
Med forslaget fjerner regeringen med sit flertal den ligestilling, der blev indført mellem flygtninge, danskere og indvandrere af VK-regeringen tilbage i 2010, som betyder, at gældende ret er, at man i dag skal leve op til de samme krav om at have boet i Danmark i minimum 3 år, fra man fylder 15 år til pensionstilkendelsesalderen; og yderligere fjerner regeringen for flygtningenes vedkommende det krav, der gælder, for at opnå fuld pension.
I dag er det sådan, at pensionen udregnes efter, hvor længe man har været bosat i landet.
Danske skatteborgere kan se frem til, at en for 2015 beskeden udgift på 13 mio.
kr.
i løbet af den kommende snes år vil stige til 400 mio.
kr.
pr.
år.
Vi synes, det er beklageligt, at regeringen ikke i lovforslaget har redegjort for, hvordan regeringen også på længere sigt agter at finansiere de betydelige merudgifter.
Udover at pålægge danskere en stor merudgift, tager regeringen med dette forslag endnu et skridt mod at gøre det mere attraktivt at tilvælge Danmark som asylland.
Er man godt oppe i årene, er det da oplagt at tage til et land, hvor man uden videre får fuld adgang til den pension, som en dansker får som en beskeden tak for de mange skattekroner, han eller hun har indbetalt gennem et langt arbejdsliv i Danmark.
Billedet forværres efter Venstres opfattelse af, at flygtninge med forslaget også stilles bedre end indvandrere, der kommer til Danmark for at yde en indsats, rent faktisk udfører et stykke arbejde, og som betaler skat under deres ophold i Danmark.
Flygtningene vil med forslaget også blive stillet bedre end danskere, der er taget til udlandet og har høstet værdifulde erfaringer på udenlandske arbejdsmarkeder, som de bruger, og som vi kan nyde godt af, når de vender tilbage til danske arbejdspladser.
Venstre støtter ikke forslaget, som på sigt dels er meget dyrt, dels fjerner den sidestilling af danskere, indvandrere og flygtninge, som den tidligere VK-regering gennemførte med et lovforslag i 2010.