Det næste punkt på dagsordenen er:

25) 1. behandling af lovforslag nr. L 78:

Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), lov om erhvervsuddannelser og lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. (Socialt tilskud til ungdomsuddannelsesinstitutioner på baggrund af andelen af frafaldstruede elever).

Af undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 19.11.2014).

(Formanden oplæser titlen på lovforslag nr. L 78). Det er en meget kort titel på et lovforslag. (Munterhed).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Peter Juel Jensen som Venstres ordfører.

Tak, formand. Ja, det er en pænt lang titel.

Det forslag, vi behandler her, har til formål at indføre et socialt tilskud til kompetencegivende ungdomsuddannelser på baggrund af andelen af frafaldstruede elever. Det sociale tilskud indebærer fremadrettet en omfordeling af midler fra institutioner med en relativt lav andel af frafaldstruede elever til institutioner med en relativt høj andel af frafaldstruede elever, idet det vil give institutionerne med en høj andel af frafaldstruede elever økonomi til at iværksætte en ekstra indsats mod frafaldet. Det er i hvert fald intentionen med lovforslaget.

I Venstre anerkender vi, at der skal gøres en indsats for de elever, der er truet af frafald, og det gør man faktisk også i dag. Mange institutioner arbejder med mentorer, psykologer, socialrådgivere og lektiehjælp, og det er en indsats, vi i Venstre håber også vil fortsætte efter vedtagelsen af dette lovforslag. I Venstre anerkender vi ligesom regeringen, at der er en klar sammenhæng mellem det niveau, en elev påbegynder en uddannelse med, og sandsynligheden for at gennemføre. Derfor vil vi i højere grad hellere belønne institutioner efter, hvor gode de er til at løfte alle elever fagligt, for det er vel i bund og grund egentlig det, det hele handler om.

I Venstre er vi bekymrede for, om vi med dette forslag ikke fremmer en forkert incitamentsstruktur. Fokus bør være på at løfte eleverne mest muligt læringsmæssigt og ikke på at optimere en elevsammensætning for at få et større økonomisk tilskud. I Venstre er vi også bekymrede over, at det sociale taxameter vil blive finansieret ved at reducere undervisningstaxameteret med 2 pct. også på de erhvervsfaglige uddannelser, herunder grundforløbet på eud. I Venstre gik vi ud fra, at vi havde en gensidig forståelse for, at man skulle have ro til at løbe vores fælles reform i gang. Men Venstre rækker også hånden ud til samarbejde om at gennemgå hele taxameterområdet. Vi mener, at vi i stedet for at finde løsning på løsning hellere i fællesskab bør nytænke hele området og i fællesskab finde de bedste løsninger, der løfter alle unge. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Anne Halsboe-Jørgensen som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Vi har ungdomsuddannelsesinstitutioner over hele landet, der tilsammen løfter den meget vigtige opgave, det er at uddanne Danmarks ungdom. Det er en vigtig og potentielt rigtig indbringende opgave at gøre vores unge dygtigere.

Men uddannelsesinstitutionerne har ikke samme opgave at løfte over hele landet. Der er nogle, der har en gruppe elever, som kommer fra ressourcestærke, veluddannede hjem, og som har lettere ved at gennemføre en ungdomsuddannelse, og så er der nogle institutioner, som i højere grad har en elevsammensætning, hvor der er risiko for, at eleverne hver især falder fra.

Jeg er rigtig glad for, at vi med forslaget i dag gør noget, som regeringen har ønsket at gøre længe, nemlig at omfordele mere retfærdigt mellem de forskellige ungdomsuddannelser, sådan at de skoler, der løfter det største sociale ansvar i forhold til frafaldstruede elever, også får lidt ekstra til den indsats – det kan være til mentorer eller andet. Der er rigtig gode eksempler rundtomkring i landet.

Jeg er rigtig glad for, at vi med det her forslag giver en økonomisk håndsrækning, så flere af de initiativer kan blive til virkelighed, og vi dermed kan komme tættere på målet om, at flest muligt unge skal have en uddannelse. Socialdemokraterne støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Merete Riisager.

Tak. Hvordan har ordføreren det med, at der i det sociale taxameter i den udformning, som det endte med at få, ikke er nogen kausal sammenhæng mellem den måde, man tildeler midler på, og så elevernes sociale baggrund?

Ordføreren.

Men det oplever jeg også at der er. Vi har set på en række variable – selvfølgelig både om forældrene har en uddannelsesbaggrund, men også en lang række andre sociale variable – og det, resultaterne viste, var stort set var enslydende: Hvis du så på, hvordan eleven havde klaret sig til afgangseksamen fra folkeskolen, så var det – og det synes jeg i virkeligheden er meget, meget trist – et meget klart udtryk for alle de øvrige variable. Så på den måde og ud fra den simple model, vi har lavet, ligger der i virkeligheden en lang række andre faktorer bagved.

Fru Merete Riisager.

Nu kom der et meget langt svar. Men det ændrer jo ikke på det, som jeg lige talte om, altså at der ikke er nogen kausalitet, ikke nogen klar sammenhæng, imellem den måde, man tildeler midler på, og elevernes sociale baggrund. For det har man valgt ikke at måle på. Det er jo fuldstændig evident, for det står der i lovforslaget. Så hvordan har ordføreren det egentlig med at stå her og tale om et socialt taxameter, som faktisk overhovedet ikke forholder sig til elevernes sociale baggrund?

Ordføreren.

Men det var samme spørgsmål som i første omgang, så derfor vil svaret også være meget det samme, nemlig at den model, der er strikket sammen, i høj grad tager højde for, hvad det er, eleverne kommer med.

Den ser på karakterer, men bag ved det kan vi se, at uanset hvilke af de andre faktorer vi havde kigget på for at dække den sociale baggrund ind, så ville det have været den samme gruppe unge, som var endt med at være i den gruppe, der hedder frafaldstruede. Og jeg mener helt oprigtigt, at jeg er ked af, at det er sådan.

For på nuværende tidspunkt skulle det jo gerne have været sådan i Danmark, at det ikke er, hvor rige dine forældre er, eller hvilken baggrund du har, der afgør, hvilke karakterer du får. Men der er vi desværre stadig væk, og derfor synes jeg, det her lovforslag går i en klart rigtig retning.

Hr. Peter Juel Jensen, en kort bemærkning.

Tak, og tak for talen. De midler, som man anvender til det her, bliver jo taget fra det såkaldte undervisningstaxameter. Det er et taxameter, som institutionerne allerede i dag bl.a. bruger til mentorer, til lektiehjælp, til socialrådgivere og til psykologer for netop at fastholde en gruppe elever, som er løbet ind i et eller andet, de ikke kan håndtere selv, og som skal have noget hjælp, således at de kan fortsætte med deres studie.

Det er jo ikke alle elever, som er udfordret ved begyndelsen af studiet, sådan som den her model lægger op til. Der kan jo også være tale om elever, som undervejs i studiet får anoreksi eller oplever et dødsfald i den nære familie, der gør, at man bliver hylet lidt ud af den og har brug for noget støtte.

Men de penge er jo nogle, institutionerne tidligere har taget fra undervisningstaxameteret. Dem går man nu ud og sparer på for at lave en geografisk omfordeling. Hvilket svar har ordføreren til de elever, som måske kommer fra et godt gymnasium, en tryg og sikker familiebaggrund, men som får nogle udfordringer undervejs i studiet? Skal de så bare falde fra, eller skal de flytte et andet sted hen, hvor der er mulighed for at få opbakning?

Ordføreren.

Vi omfordeler geografisk, men vi omfordeler i særlig grad også socialt i forhold til gruppen af frafaldstruede elever. Og det mener jeg er fuldstændig rigtigt at gøre, for vi kan se, at der er en helt særlig gruppe, som det kræver lidt ekstra at få igennem, og vi har alle sammen en interesse i, at de kommer igennem. Derfor synes jeg, det er meget fornuftigt at fordele pengene mere retfærdigt i den sammenhæng.

Det behøver jo ikke betyde, at de øvrige elever ikke længere kan få hjælp. Jeg er selv rigtig glad for, at det forslag om en justering af gymnasierne, som vi lagde frem i går, har meget fokus på at måle på, om eleverne har det godt, og der investeres i virkeligheden også i, at eleverne løbende skal have samtaler, så man kan følge deres udvikling.

Så jeg synes, det er en meget relevant debat om at have fokus på, at alle elever trives og kommer igennem. Men jeg synes samtidig, det giver mening at fordele nogle penge socialt retfærdigt, når vi kan se, at der er en gruppe, der er lidt sværere at få igennem. Det kræver lidt ekstra, og de skoler, der gør det, skal så også have pengene til det.

Hr. Peter Juel Jensen.

Jeg tror, at ordføreren fra Socialdemokratiet kan noget, som jeg ikke kan. For ordføreren vil jo bruge pengene to gange. Ordføreren er forhåbentlig klar over, at med det lovforslag, der ligger her fra regeringen, går man ud og barberer 2 pct. af det såkaldte undervisningstaxameter, og det vil jeg faktisk gerne have svar på her op mod jul.

De 2 pct. kan skolerne jo ikke fortsat bruge til at lave fastholdelsesinitiativer for studerende, som får en udfordring undervejs i studiet. For de penge er der ikke – dem har regeringen og ordførerens parti fjernet og puttet nogle andre steder hen. Hvad skal den unge pige, der får anoreksi midt i studiet, gøre nu? Hvilke initiativer skal være med til at fastholde hende? For ordføreren har jo fjernet pengene.

Ordføreren.

Ordføreren har ikke fjernet pengene. Det, regeringsforslaget lægger op til, er en omfordeling af en pose penge, som jeg synes i dag er uretfærdigt fordelt i forhold til den opgave, skolerne står over for. Du kan vende det om og sige, at hvis du ikke vil lave den her omfordeling, så kunne det godt være, at den pige, der blev ramt af anoreksi, måske ikke kunne få noget hjælp. I øvrigt: Hvis hun er ramt af anoreksi, skal hun have noget hjælp i vores sundhedsvæsen, og der er stadig investeret massivt med finansloven.

Men de unge, som i dag går på skoler, der har mange frafaldstruede elever, får i nogle tilfælde ikke den nødvendige hjælp, fordi skolerne ikke har pengene. Der synes jeg det giver mening at lave en mere socialt retfærdig fordeling, og det er det, vi gør her.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har et enkelt spørgsmål til ordføreren som opfølgning på det spørgsmål, som hr. Peter Juel Jensen lige stillede: Kan ordføreren fortælle mig, hvordan skolerne i dag bruger de penge, de får til uddannelsestaxameteret? Går alle de penge, som man får til uddannelsestaxameteret, til undervisning, eller går nogle af dem også til reklamer? Går nogle af dem til ting, som vi slet ikke er klar over?

Ordføreren.

Det er jo politisk besluttet at gøre dem til selvejende institutioner, og dermed er der også penge, der bliver brugt på ting, der ikke er politisk besluttet, som f.eks. reklamer.

Fru Rosa Lund. Ikke mere? Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Alex Ahrendtsen som Dansk Folkepartis ordfører.

Lovforslaget handler om socialt tilskud, dvs. socialt taxameter. Formålet med forslaget er at mindske frafald i ungdomsuddannelserne, og det kan vi kun bifalde. Men måden, det bliver gjort på, kan vi ikke støtte, og for at man kan forstå baggrunden for dette, vil jeg lige sige et par ord om taxametersystemet.

I det danske uddannelsessystem får uddannelsesinstitutionerne penge pr. elev, og i sin rene form er det en god ordning. Den er enkel, den er grundlaget for selveje og decentralisering, og så gør den institutionerne økonomisk ansvarlige. På ungdomsuddannelserne består taxametrene af en lang række forskellige taxametre, og problembørnene her er incitamentstaxametrene som f.eks. internationaliseringstaxameteret og færdiggørelsestaxameteret. De tvinger til en bestemt adfærd. Færdiggørelsestaxameteret gør f.eks., at man får penge for elever, der bliver færdige. På universiteterne er taxameteret udelukkende et færdiggørelsestaxameter – heraf de store problemer med det. På ungdomsuddannelserne fylder dette taxameter dog kun en fjerdedel. Taxametersystemet i sin rene form er godt nok, men DF vil af med incitamentstaxametrene, fordi de skævvrider systemet. Vi vil derfor have kigget systemet efter i sømmene.

Det kan undre, at regeringen fremsætter lovforslaget, for i kommissoriet til analysen af ungdomsuddannelsesområdet indgår en forenkling og omlægning af taxameterstrukturen, og om den kan bidrage til mere hensigtsmæssig uddannelsesadfærd. Hvorfor i alverden sætter man så et socialt taxameter i gang, inden analysen er færdig næste år? Det må ministeren gerne svare på.

Det sociale taxameter er et incitamentstaxameter: Man vil give flere penge til uddannelsesinstitutioner med mange elever, der er frafaldstruede, og de skal tages fra de uddannelsesinstitutioner, hvor der ikke er så mange. Det bliver det samlede antal frafaldstruede elever, der udløser tilskuddet, ikke den enkelte elev, og det bliver karaktererne fra grundskolen, der afgør, hvilke elever der er frafaldstruede. Det er for så vidt rigtigt nok, at grundskolekaraktererne viser, hvem der er frafaldstruede. Tænketanken DEA har f.eks. vist, at har man et snit på 2, er der 40 pct.s risiko for at falde ud af gymnasiet, mens tallet kun er 10 pct. ved et snit på 7.

Hensigten med lovforslaget er, at institutionerne ved hjælp af det sociale taxameter får flere penge til indsatser over for frafaldstruede elever. Det er jo ædelt, og det er nobelt, men man gør et indviklet system endnu mere indviklet, og man indfører endnu et incitamentstaxameter. Det finansieres ved at omlægge undervisningstaxameteret. Det er selvfølgelig godt, at erhvervsskolerne får lidt flere midler, fordi de netop har mange frafaldstruede.

Hvad vil Dansk Folkeparti så gøre? Vi foreslår i stedet et øget grundtilskud til institutioner med sociale udfordringer. Der findes allerede et grundtilskud til institutioner, der ligger ude på landet. Det er et afprøvet system. Gymnasier har f.eks. et udkantstilskud, og ude i kommunerne er det helt normalt, at nogle skoler har mere at gøre godt med end andre, f.eks. mindre landsbyskoler eller skoler i socialt belastede kvarterer. Jeg vil lige understrege, at det skal ske som en omfordeling inden for sektoren. Det er ikke nye penge.

Til sidst vil jeg sige, at ministeren meget gerne må svare på, om hun synes, det er i orden ikke at sende lovforslaget i høring. I vore øjne er det under al kritik. Dansk Folkeparti kan ikke støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lotte Rod som radikal ordfører.

Vi skal blive bedre til at skabe mønsterbrydere. Det starter jo allerede i vuggestuen og i børnehaven, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi sammen med Enhedslisten og SF nu afsætter 750 mio. kr. ekstra om året til vores daginstitutioner. Men det ændrer jo ikke på, at ungdomsuddannelserne også har en vigtig opgave at løfte, og derfor indfører vi med det her lovforslag et socialt taxameter på ungdomsuddannelserne ved at give et ekstra tilskud til de uddannelsesinstitutioner, som løfter og har en særlig rolle. Tilskuddet bliver givet på baggrund af andelen af frafaldstruede elever. Det har været vigtigt for os i Radikale Venstre, at det ikke sker på baggrund af enkelte elever, men på baggrund af institutionens elevgruppe som helhed. Det er netop for at undgå det, som Dansk Folkeparti er bekymret for.

Da vi gik ind i det her arbejde, var det faktisk også vigtigt for mig, at det ikke bare skulle være på baggrund af karakterer, for karakterer er jo ikke alt. Desto mere skræmmende var det faktisk, at folkene i Undervisningsministeriet endte med at finde frem til, at elevernes karakterer i 9. klasse faktisk afspejler forældrenes baggrund og deres uddannelsesniveau. Jeg synes virkelig, det er skræmmende, at der er så stærk sammenhæng mellem forældrenes baggrund og elevernes karakterer. Det siger jo noget om, hvor stor en opgave vi har foran os med at blive bedre til at skabe social mobilitet i folkeskolen, og i parentes bemærket viser det også, hvor vigtigt det er, at vi ikke med et højt karakterkrav smækker døren i over for eleverne til gymnasierne. For så lykkes vi slet ikke med at bryde den negative sociale arv.

Men vi skal jo kun bruge karaktererne som målestok, så længe de er det bedste instrument. Min vision for den nye folkeskole er, at vi skal lykkes med at udfordre og løfte også de svageste elever. Så vi kunne have som en fælles målsætning, at karakterer ikke længere kan forklare det hele, og at der på lang sigt slet ikke vil være brug for et socialt taxameter, fordi vi har løst opgaven tidligere.

Radikale Venstre støtter gerne forslaget.

Der er to korte bemærkninger. Først er det hr. Peter Juel Jensen.

Tak til ordføreren. Jeg skal lige høre: Hvilken evidens har ordføreren for, at det her kommer til at virke?

Ordføreren.

Det, vi gør med det her lovforslag, er at give de skoler, som løfter og har en særlig rolle, ekstra penge til at kunne gøre det. Det betyder jo, at de kan gøre de ting, som de mener virker.

Hr. Peter Juel Jensen.

Man kunne næsten være fristet til at stille spørgsmålet igen. Jeg vil gerne lige sikre mig, at ordføreren hørte mit spørgsmål. Jeg stillede spørgsmålet: Hvilken evidens er der? Hvordan ved ordføreren, at det her virker?

For hvis det bare er et spørgsmål om at hælde ekstra ressourcer i noget, så kunne vi jo gøre det meget bedre alle steder ved bare at smide nogle flere midler i den retning. Er ordføreren overbevist om, at den indsats, der bliver lavet ude på de enkelte skoler og institutioner, kun hænger sammen med, hvor mange ressourcer der tildeles?

For så kunne vi have fået en bedre grundskolereform og en bedre erhvervsskolereform ved at bruge betydelig flere midler. Jeg efterlyser evidens. Hvilken evidens har ordføreren for, at et socialt taxameter vil hjælpe frafaldstruede elever?

Ordføreren.

Jeg tror ikke på, at det kun er et spørgsmål om penge, som Venstres ordfører spørger om. Men jeg tror på, at det også er et spørgsmål om penge, for det koster jo noget at have mentorer ansat; det koster noget at gøre en særlig indsats.

Derfor er det for mig ikke et spørgsmål om at lede i alle mulige rapporter for at finde et sted, hvor der står, at det skulle være et socialt taxameter på lige præcis den her måde. Det er noget mere mere grundlæggende, nemlig et spørgsmål om at sige, at der er nogle uddannelsesinstitutioner, som løfter en større opgave end andre, fordi de har flere frafaldstruede elever.

Derfor giver det god mening, at vi flytter nogle penge fra nogle institutioner, som ikke har særlig mange frafaldstruede lever, til nogle institutioner, hvor der er mange frafaldstruede elever. For det er jo dem, der har udgifterne til at ansætte mentorer eller indføre andre særlige tiltag.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Ordføreren beskriver meget malende det her med de kvaler, man havde ovre i ministeriet, med at finde nogle parametre, som man kunne måle på. Og det har helt sikkert også været drønhamrende bøvlet at finde de her sociale vilkår, man kunne måle på, som egentlig var intentionen. Så fandt man ud af, at det var alt for bøvlet, men det, man i hvert fald kunne måle på, var karaktererne: Dem har vi, dem kan vi slå op, de ligger inde i en database, og dem kan vi finde.

Ordføreren siger så: Jamen det er sådan, at der ofte kan være et sammenfald mellem dårlige sociale vilkår og dårlige karakterer. Men nu har ordføreren jo gået længe i skole og på universitetet og alt muligt, og så ved ordføreren også godt, at der er forskel på kausalitet og sammenfald, altså at noget fører til noget andet, eller at det bare ofte er samtidigt forekommende.

Så hvordan i alverden kan man gå fra en intention om at måle sociale vilkår til at belønne uddannelsessteder for at optage mange elever, som har dårlige karakterer?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk ikke, det var folkene i ministeriet, der havde kvaler, jeg tror, det var mig som politiker, der havde kvaler, for jeg syntes faktisk, det var ret svært, at det, de kom frem til, var, at når man puttede forskellige faktorer ind i modellen, altså når man kiggede på karakterer, på forældrenes baggrund, på deres uddannelse, deres sociale status, så kunne alle de andre ting ikke forklare noget andet end det, som karaktererne kan forklare. Det siger jo noget om, at vi ikke er lykkedes med at bryde den negative sociale arv i folkeskolen, fordi man kan læse i karaktererne, hvilken uddannelsesbaggrund forældrene kommer med. Og det er jo sådan noget, jeg lige måtte sluge som radikal, fordi jeg jo har en tro på, at karakterer ikke er alt.

Fru Merete Riisager.

Jeg kan høre, at ordføreren på trods af sin lange uddannelse faktisk ikke forstod mit spørgsmål. Så må jeg bede ordføreren om at gå hjem og slå det op, altså det her med sammenfald og kausalitet, for det er nemlig ikke det samme. Det er bare sådan, at det er to forskellige ting, og det er ikke sådan, at man, fordi man har dårlige sociale kår, nødvendigvis så får dårlige karakterer. Sådan hænger det ikke sammen.

Men lad mig spørge lidt anderledes: Hvad vil ordføreren sige, hvis ordføreren møder en politiker fra Singapore eller England og skal forklare vedkommende, at vi i Danmark belønner uddannelsessteder, som optager særlig mange elever med dårlige karakterer? Hvordan vil ordføreren på nogen måde retfærdiggøre eller forklare en sådan øvelse, som jo set internationalt kan virke fuldstændig barok?

Ordføreren.

For mig er det ikke nødvendigvis noget spørgsmål om, at vi skal belønne nogle institutioner. For mig er det meget mere lavpraktisk. Der er nogle ungdomsuddannelser i Danmark, som løfter en større opgave i forhold til at bryde social arv end andre, fordi de bare har en anden elevgruppe, som kræver, at man gør noget særligt, f.eks. i form af mentorer. Det koster noget at gøre en særlig indsats, og derfor giver det god mening at sige, at de uddannelsesinstitutioner, som løser en nemmere opgave, godt kan undvære en lille smule af deres penge til fordel for, at der så er midler på de uddannelsesinstitutioner, som løfter en større opgave i forhold til at bryde den negative arv, så de rent faktisk har råd til at kunne gøre nogle af de tiltag, der virker.

Tak til den radikale ordfører. Fru Trine Mach som SF's ordfører.

SF ser det sociale taxameter som et centralt skridt på vejen mod at skabe et mere lige uddannelsessystem – i det her tilfælde på ungdomsuddannelserne. Fri og lige adgang til uddannelse og lige muligheder for at tage den uddannelse, man har lyst til, er et grundelement i SF's politik.

Det sociale taxameter er både en model for fornuftig økonomisk omfordeling og en anerkendelse af, at elever er forskellige. Og det er en anerkendelse af, at nogle skoler kæmper særlig meget med at løfte den vanskelige opgave, det er at få alle unge med på uddannelsesvognen. Derfor mener vi, det er fornuftigt at indføre en model, som omfordeler økonomisk mellem ungdomsuddannelserne, så dem, der har færrest udfordringer, giver til dem, der har flere udfordringer. Det synes vi egentlig helt grundlæggende er god politik.

I Danmark har vi udviklet – og udvikler stadig – på det ungdomsuddannelsessystem, som skal være for alle. Og herinde i salen er vi vel faktisk alle sammen enige om at arbejde for, at mindst 95 pct. af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse. Vi er godt på vej, men der mangler lidt endnu.

En ungdomsårgang er ikke en ensartet masse, som vi kan proppe ned i én stor kasse. En ungdomsårgang er en skøn og mangfoldig blanding af unge fra mange forskellige sociale, økonomiske og kulturelle grupper. De har forskellige baggrunde, forudsætninger og behov. Det betyder bl.a., at nogle har lidt sværere ved at klare det her skole, end andre har det. Det er særlig unge fra uddannelsesfremmede hjem, som kan have svært ved at finde sig til rette på en ungdomsuddannelse og knække koden for, hvordan man gør det. Det er der alle mulige grunde til.

Men faktum er, at der er en gruppe af unge, som har større sandsynlighed for at falde ud af ungdomsuddannelserne, end andre har det – de såkaldt frafaldstruede. Det er et godt Christiansborgudtryk. Dem synes vi at vi som politikere har ansvar for at hjælpe. Vi ved, at mange skoler, ledere og lærere gør en stor og engageret indsats for at fastholde de unge, særlig de frafaldstruede.

Der er mange unge, der bryder igennem de sociale glaslofter og gennemfører både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Uddannelse er en vigtig vej til social mobilitet. Social mobilitet er med til at skabe lighed. I SF's øjne har Danmark brug for både mønsterbrydere, social mobilitet og lighed, og derfor hilser vi politiske tiltag, som vil styrke også ungdomsuddannelsernes bidrag til at fremme social mobilitet og skabe mønsterbrydere, velkommen. For også ungdomsuddannelserne skal bidrage til at styrke unge menneskers mulighed for at komme i en livssituation, hvor de reelt har et friere valg, end deres sociale arv kunne indikere. Og det gør de! Men de engagerede skoler, ledere og lærere har brug for mere. For gode indsatser, der kan fastholde unge på en ungdomsuddannelse, er ikke gratis, og derfor glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvad institutionerne derude finder på at bruge de sociale taxameterpenge på.

Det betyder ikke, at det er lige meget, hvad de bruges på, slet ikke, men i SF tror vi faktisk, at skolerne er dem, der bedst ved, hvilke indsatser der virker for deres frafaldstruede elever, og derfor skal skolerne selvfølgelig selv være med til at bestemme, hvordan de bruger pengene. Men som ansvarlig politiker vil jeg være sikker på, at alle pengene faktisk går til projekter, indsatser og initiativer, som kommer de frafaldstruede elever til gode. Og vi vil vide, hvad der virker, det vil sige, hvad det er, der gør, at færre elever dropper ud. Det er en viden, vi som samfund har brug for, hvis vores børn og unge skal blive den bedst uddannede generation nogen sinde.

Derfor vil jeg opfordre ministeren til at tydeliggøre, at den planlagte analyse og evaluering af det sociale taxameter dokumenterer, hvilke indsatser og ikke mindst hvilke effekter taxameteret har været med til at skabe, og at det også lægges ind, at vi rent faktisk monitorerer det her løbende. Det skylder vi de institutioner, der har afleveret penge til det sociale taxameter, men det giver os også en viden om, hvordan vi skal arbejde med frafald og frafaldstruede elever fremadrettet. Og så mener jeg kun, det er rimeligt, at aftaleparterne inddrages i den opfølgning.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det sociale taxameter sammen med et forbedret gymnasium faktisk er et rigtig stort skridt på vej mod at styrke den sociale mobilitet i det danske uddannelsessystem. Vi lavede en glimrende erhvervsuddannelsesreform sidste vinter, og nu kan vi forhåbentlig både gennemføre socialt taxameter og en forbedret gymnasieuddannelse i denne vinter. Vi synes, regeringens gymnasieudspil – og det bliver sagt i parentes, som min kollega fru Lotte Rod også gjorde det – indeholder en række gode elementer på den front, og det er vi glade for.

I forhold til indeværende forslag om socialt taxameter havde vi selvfølgelig gerne set, at der var blevet en større kage at fordele af. Sådan er virkeligheden ikke, men nu har vi rent faktisk mekanismen, vi har redskabet, grundprincippet, og så kan vi altid se på, om vores økonomi i landet på noget tidspunkt bliver bedre, så man også kan hælde flere penge i det.

Men grundlæggende er vi meget positive og støtter, at vi tager det her vigtige skridt med at indføre et princip om at omfordele til de institutioner, der har de største udfordringer.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Og tak til ordføreren. Jeg skal lige høre, om ordføreren for SF anerkender, at der vil være unge, som ved afslutningen af grundskolen ikke får betegnelsen frafaldstruede, men som under studiet i gymnasiet eller på erhvervsskolen bliver frafaldstruede. Dem følger der jo ikke midler med til. Hvordan vil SF hjælpe de elever, der bliver frafaldstruede undervejs i ungdomsuddannelsen? Hvor er midlerne henne til det?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for, at hr. Peter Juel Jensen stiller det spørgsmål, for det er faktisk en af de ting, vi tager med til forhandlingsbordet, når vi skal i gang med at diskutere serviceeftersyn af gymnasiet – det, der handler om gymnasieelevernes trivsel. Der skal vi tage den diskussion; det er måske mere relevant end at tage den lige her i salen her til aften. Men jeg glæder mig til at tage diskussionen, også med Venstre.

Hr. Peter Juel Jensen.

Det hjælper jo fedt alle de elever, der går på en erhvervsskole, at vi kigger på gymnasierne. Men det vil jeg ikke stille som et spørgsmål, det kan man jo overveje bagefter.

Jeg skal lige høre, om ordføreren for SF er enig med den radikale ordfører i, at med det her tiltag har regeringen, SF og Enhedslisten faktisk lagt den sociale arv i graven. Det var faktisk det, som ordføreren for De Radikale gav udtryk for. Kan det gøres så nemt – 200 mio. kr., og så skal vi ikke snakke mere om den sociale arv? I Venstre tror vi ikke, det er så nemt. Men er ordføreren for SF enig med den radikale ordfører i den betragtning?

Ordføreren.

Tak. Hvis det var, hvad den radikale ordfører sagde, så er SF i det konkrete tilfælde nok lidt tættere på Venstres synspunkt, altså at det klarer man ikke alene med 200 mio. kr. Jeg er dog ikke sikker på, at det var det, den radikale ordfører sagde.

Jeg vil gerne lige knytte en kommentar til den her bemærkning fra hr. Peter Juel Jensen om erhvervsuddannelserne. Han har jo fuldstændig ret i, at hvad vi laver på gymnasieområdet, ikke har betydning for de frafaldstruede på erhvervsuddannelserne. Men vi lavede sammen en glimrende erhvervsuddannelsesreform og indgik en aftale i februar i år om, hvordan vi skal højne kvaliteten og også sikre lavere frafald på erhvervsuddannelserne.

En af de ting, vi har puttet i den aftale, er, at vi jo løbende skal monitorere, at det rent faktisk går, som vi gerne vil. Og viser det sig, at der ikke sker noget på frafaldsfronten på erhvervsuddannelserne, er jeg helt overbevist om, at vi også i den kreds kan diskutere, hvordan vi så rent faktisk indfører forskellige tiltag, der kan nedbringe frafaldet på erhvervsuddannelserne. Men jeg synes faktisk, at den reform, vi lavede i fællesskab, er et godt udgangspunkt for at mindske frafaldet på erhvervsuddannelserne.

Der er en kort bemærkning fra fru Merete Riisager.

Hvis nu SF var optaget af de unge, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, og ønskede, at de skulle blive rigtig meget dygtigere, imens de var på en ungdomsuddannelse, sådan som vi synes i Liberal Alliance, så ville SF gå ind for et fagligt taxameter. Et fagligt taxameter er et taxameter, der belønner uddannelsessteder, som er i stand til at løfte de unge i forhold til det udgangspunkt, de er kommet fra, hvorimod det såkaldt sociale taxameter belønner uddannelsessteder, som kan finde mange unge med dårlige karakterer. Hvorfor er det, at SF foretrækker det passive taxameter frem for det aktive taxameter?

Ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad fru Merete Riisager mener med aktiv og passiv i den konkrete sammenhæng. I SF er vi faktisk meget optaget af, at både gymnasierne og også erhvervsuddannelserne og vores uddannelsessystem i det hele taget løfter unge fagligt fra det niveau, de har som udgangspunkt.

Jeg mener faktisk, at den her model er med til at fremme institutionernes mulighed for at fastholde unge, som er frafaldstruede – jeg er ikke specielt begejstret for det ord, men nu er det så det, vi bruger – til at kunne blive på deres institution. Jeg tror til gengæld også, at det er dem, altså institutionerne, vi skal lade afgøre, hvad det er for nogle initiativer, der virker over for hvilke grupper af elever. Men jeg er rigtig glad for, at Liberal Alliance også bekender sig til, at vi skal sikre, at frafaldstruede og uddannelsesmæssigt udfordrede elever ikke falder ud af uddannelsessystemet, og at vi faktisk har en fælles opgave i at fastholde dem i systemet, så de kan komme videre.

Fru Merete Riisager.

Jeg er sådan set en stor fortaler for, at vi kalder tingene for det, de er. Og når vi taler om det sociale taxameter, så lad os bare kalde tingene for det, de er. Det belønner uddannelsessteder, som optager mange unge med dårlige karakterer. Det er det, det sociale taxameter gør. Det belønner derimod ikke, hvad det er, uddannelsesstederne gør for dem. Så hvorfor er det, SF ikke går efter et taxameter, som faktisk krediterer uddannelsessteder for det, de gør for de unge, i stedet for bare at kreditere uddannelsessteder, der har talt dem?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om fru Merete Riisager havde travlt med noget andet, men noget af det, jeg faktisk sagde i min tale, var jo, at vi i SF rigtig gerne vil være sikre på, at pengene faktisk går til initiativer, som kommer de frafaldstruede elever til gode. Det er jeg glad for at høre at Liberal Alliance også gerne vil.

Til gengæld mener vi faktisk – i modsætning til Liberal Alliance – at den her mekanisme, som er et socialt tilskud til ungdomsuddannelsesinstitutioner på baggrund af andelen af frafaldstruede elever, er en god mekanisme i den situation, vi står i i dag. Der er nogle institutioner, der løfter en kæmpe opgave, og som faktisk skaber mønsterbrydere – unge, der bryder igennem det glasloft, som er socialt, i forhold til hvad deres baggrund i virkeligheden kunne indikere at de kunne. Det vil vi også gerne honorere økonomisk, for det koster penge at løfte den opgave. Det er der nogle institutioner der har større udfordringer med end andre, og vi synes, det er vigtigt, at ressourcerne rykker derhen, hvor der er størst behov for dem.

Tak til SF's ordfører. Fru Rosa Lund som Enhedslistens ordfører.

Tak. I Enhedslisten har vi meget længe arbejdet for, at de ungdomsuddannelsesinstitutioner, der har elever, der har det svært i skolen og ikke nødvendigvis kan få hjælp derhjemme, skal have lidt ekstra penge. Det er lige præcis det, vi sikrer med det her lovforslag.

Jeg er selv student fra Metropolitanskolen, som ikke eksisterer længere, men som lå på Nørrebro i København. Mange af mine klassekammerater skulle blive de første i deres familier til at få en studentereksamen. Da vi startede, var vi 32, og vi var 19, der blev studenter. Både i min klasse og på Metropolitanskolen i det hele taget gik der mange elever fra såkaldt uddannelsesfremmede hjem, og jeg er sikker på, at vi var flere fra min klasse, der var blevet studenter, hvis der for det første havde været et loft for klassekvotienten, som der jo er kommet nu, og hvis Metropolitanskolen for det andet havde haft flere midler til f.eks. at lave lektiecafeer, tilbyde psykologhjælp og andre initiativer, der ville have givet alle mine tidligere klassekammerater en chance – også dem, der faldt fra.

Det er sådan set ikke, fordi jeg mener, at dem, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem eller er frafaldstruede, er svage eller stakler. Jeg mener heller ikke, at vi er på vej derhen med det her lovforslag. Jeg mener, at det her lovforslag er en anerkendelse af, at der er nogle elever, der koster lidt mere end andre elever, og af, at ikke alle elever i gymnasiet er ens.

Som bekendt tager taxametersystemet i dag ikke hensyn til skolernes elevsammensætning. Det tager udelukkende udgangspunkt i, at alle elever er ens, og at alle elever koster det samme. Men alle elever er ikke ens. Nogle har brug for mere hjælp, og forhåbentlig kan det her lovforslag blive starten på, at vi begynder at se eleverne som enkelte individer og ikke som en masse, der skal igennem en pølsefabrik.

I Enhedslisten havde vi ønsket os, at det sociale taxameter blev finansieret af nye midler, for vi ved godt, at der ikke er særlig mange skoler, som vælter sig i penge. Det har desværre endnu ikke været muligt for os at få overbevist regeringen om en anden finansiering, og vi støtter det her lovforslag, fordi det er bedre end en model uden et socialt taxameter.

Med det her lovforslag finansieres modellen via en omfordeling fra undervisningstaxameteret, hvad flere ordførere har været inde på. Dermed er det de store skoler, der kommer til at lægge mest i den fælles pulje, og det er jo ikke nødvendigvis de skoler, der har mange ressourcestærke elever. Derfor kan vi risikere, at det kommer til at ramme skævt.

I Enhedslisten har vi arbejdet for, at pengene til det sociale taxameter i stedet for skulle komme fra færdiggørelsestaxameteret, for vi mener, at det ville have været mere rimeligt. Færdiggørelsestaxameteret belønner de skoler, der i forvejen har stærke elever, som gennemfører, og straffer de skoler, hvor eleverne falder fra. I stedet burde vi jo sikre, at de skoler, der har de mindre ressourcestærke elever, får flere penge, så de kan sikre, at eleverne netop gennemfører, i stedet for at gøre det omvendt, som det sker i dag. For målet er vel, at alle skal have en mulighed for at gennemføre.

Vi havde som sagt gerne set en anden finansiering, men når det nu ikke er muligt her og nu, støtter vi det her lovforslag, for det er bedre at have et socialt taxameter end slet ikke at have noget socialt taxameter. Vi vil fortsat arbejde for en anden og mere retfærdig finansiering, og vi vil følge evalueringen af den her model meget tæt. Jeg er meget enig med min ordførerkollega fra SF i, at det bør være aftaleparterne, som bliver inddraget i evalueringen og i, hvilke resultater fra evalueringen der skal føres ud i livet.

Til sidst vil jeg sige, at hvis man ikke mener, at alle skal have mulighed for at gennemføre en gymnasiel uddannelse eller en erhvervsuddannelse, så kan jeg godt forstå, man er imod det sociale taxameter. Hvis man mener, at en ungdomsuddannelse kun er for elitens børn og for de unge mennesker, som fint kan klare sig selv, så kan jeg sådan set også godt forstå, at man er imod et socialt taxameter.

I Enhedslisten betragter vi bare uddannelsessystemet meget anderledes. Vi mener ikke, at målet er at uddanne en elite. For os handler uddannelse om at sikre, at alle børn og unge uanset deres forældres uddannelsesniveau eller forældres indkomst får de bedste betingelser for at tage en uddannelse og dermed de bedste betingelser for et godt videre liv. Det er præcis derfor, vi støtter det her lovforslag.

Tak til Enhedslistens ordfører. Fru Merete Riisager som Liberal Alliances ordfører.

Det sociale taxameter er ikke et socialt taxameter. Hvordan kan det nu være, tænker du. Ordet beskriver vel det værktøj, det navngiver, eller hvad? Nej, det gør det ikke. Det såkaldte sociale taxameter er et af de bedste eksempler på det sproglige forfald, der udstråler her fra Christiansborg, og hvor man blot ved at kalde noget noget andet end det, det er, forventer at få en positiv respons fra borgerne.

Jeg finder det stærkt ubehageligt. Jeg er stor fortaler for, at man kalder ting det, de er. Hvis man gerne vil indføre et taxameter, der belønner uddannelsesinstitutioner for at optage mange unge med et lavt karaktersnit, så er det det, man skal sige. Man kunne kalde det et antifaglighedstaxameter eller et sænk barren-taxameter. Endelig kunne man også kalde det et vi belønner dårlige resultater-taxameter. Når man ikke kan kalde det et socialt taxameter uden at få en sort streg i panden, er det, fordi der ikke er nogen direkte sammenhæng imellem dårlige karakterer og social baggrund. Det kan der være, men det er der nødvendigvis ikke.

Det er forbavsende, for ikke at sige gruopvækkende, at en undervisningsminister ikke kan se forskellen på, om noget er sammenhængende som en kausalitet, eller at det er to faktorer, der til tider er sammenfaldende. For hvis man insisterer på, at det er det samme, går man galt i byen. Det gør man af flere grunde. Hvis man insisterer på, at social baggrund og dårlige karakterer altid er sammenfaldende, så abonnerer man også på en teori om, at det ikke kan være anderledes, at børn fra dårlige kår ikke kan klare sig godt statistisk set. Og det er jo en trist manøvre, hvor alt håb lades ude.

Desuden betyder sådan en model, at man honorerer uddannelsesinstitutioner, der optager en vis andel elever, der har dårlige karakterer, uanset hvilken baggrund de måtte have i øvrigt. Denne del forholder man sig nemlig ikke til.

Jeg kunne tænke mig at vide, hvad ministeren vil sige til uddannelseseksperter eller politikere i andre lande, Tjekkiet, England eller Singapore, hvis de hører, at vi i Danmark belønner uddannelsesinstitutioner, der optager mange elever med dårlige karakterer. Måske vil de sige: Fru minister, jeg tror ikke, jeg forstår, hvad De siger. Men hvad vil ministeren svare? Ja, det er spørgsmålet. Formentlig vil de få den svada, vi også vil få her i Folketinget lige om lidt, at det er sådan, at børn fra hjem, der er uden klaver og bogreol, ofte får dårligere karakterer end andre, og det ved vi godt. Vi ved også, at regeringens svar på dette forhold er helt i hegnet.

I andre lande giver man særlige udmærkelser til elever, der løfter sig over de kår, de kommer fra, og skaber gode faglige resultater på trods. Man giver dem scolarships og belønner dem med taler og anerkendelse. I Danmark belønner vi uddannelsessteder, der optager elever, der får dårlige karakterer. Det, man belønner, får man som bekendt mere af.

Det såkaldt sociale taxameter er en faglig katastrofe og et bluffnummer. Jeg vil derfor særlig opfordre de borgerlige partier til at afskaffe det hurtigst muligt og erstatte det med et fagligt taxameter, så snart muligheden byder sig. Et fagligt taxameter skal belønne uddannelsessteder, der er særlig dygtige til at løfte eleverne fra det udgangspunkt, de har. Et fagligt taxameter vil, til forskel fra det sociale taxameter, trække fagligheden og eleverne op. Det vil være et incitament til at gøre det godt og belønne dem, der gør det godt, uanset hvor de kommer fra. Tak for ordet.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det den konservative ordfører, hr. Daniel Rugholm.

I Det Konservative Folkeparti er vi ikke tilhængere af et socialt taxameter for ungdomsuddannelsesinstitutionerne. Vi er ikke afvisende over for forandringer og ændringer i den nuværende taxameterordning, men det skal bare være de rigtige ændringer. Vi mener, at det vil være en interessant løsning med en model, som baserer sig på, hvor godt ungdomsuddannelsesinstitutionerne løfter eleverne rent fagligt, og hvor gode de er til at få de unge videre på en videregående uddannelse eller i job eller til at sikre eleverne en praktikplads.

Når regeringen nu vil indføre denne model uden at tilføre yderligere ressourcer, betyder det desværre også, at de gymnasier og erhvervsskoler, hvor eleverne kommer fra folkeskolen med de højeste karaktergennemsnit, vil blive straffet og vil skulle betale til de ungdomsuddannelsesinstitutioner, der modtager elever med de laveste gennemsnit. Det mener vi hverken er fair, fornuftigt eller særlig ambitiøst.

Vi har i dagspressen kunnet læse forskellige eksempler på, at selv nogle af de varmeste fortalere for et socialt taxameter tvivler på en reel effekt i forhold til det konkrete mål om at sikre, at flere unge færdiggør en ungdomsuddannelse. De tror måske nok på, at der kan ansættes flere lærere, og at man måske kan hæve niveauet, men ikke nødvendigvis, at det vil betyde mindre frafald. Og essensen i forslaget er jo netop at sætte fokus på ungdomsuddannelsesinstitutioner med frafaldstruede elever.

Vi tror desværre ikke på, at dette forslag løser problemet, som det er hensigten, og derfor kan vi heller ikke støtte lovforslaget.

Tak til den konservative ordfører. Så er det undervisningsministeren.

Jeg vil godt sige tak for tilkendegivelserne om det sociale taxameter og så skynde mig allerførst at sige til Dansk Folkepartis ordfører, at det jo desværre er et vilkår og ikke super optimalt, at der, når der bliver indgået en finanslovsaftale, jo ofte er meget korte høringsfrister, for at vi kan nå at vedtage en finanslov her inden deadline den 19. december. Men det er dog ikke sådan, at der hverken har været høringssvar eller høringsnotat. Det har alle fået, og kommer der yderligere, vil vi selvfølgelig fremsende dem hurtigst muligt, for det skal man selvfølgelig bruge som en del af sit beslutningsgrundlag. Så det er ikke for at undskylde, det er bare for at konstatere, at det jo desværre er det, der sker i finanslovsprocessen.

Men man kan lige præcis om den model, som ligger her, om det sociale og geografiske taxameter sige, at det er en model, som regeringen har foreslået, og som har været ude i høring længe. Den lå i regeringens udspil til finanslov, og det betyder, at den faktisk har kunnet blive drøftet grundigt også af de berørte institutioner. Vi har i ministeriet haft møder med de berørte institutioner, og vi har også i forlængelse af de møder i et orienteringsbrev til de forskellige institutioner udmeldt, hvordan modellen vil fungere for dem. Så det betyder også, at på trods af den korte høringsfrist har man haft god tid til at overveje eventuelle fordele og ulemper.

Jeg er da også både på regeringens vegne og på parterne bag finanslovens vegne glad for, at der generelt er opbakning også i institutionsverdenen til at gennemføre et socialt og geografisk taxameter på den måde, som det er beskrevet her.

Jeg vil gå ind på nogle af de spørgsmål, der har været. For det første har både Venstre og Dansk Folkeparti spurgt, om man ikke lige skulle vente, til der kom et fælles taxametereftersyn, som jo er en del af aftalen om erhvervsuddannelser. Vi synes ikke, der er grund til at afvente det sociale taxametereftersyn. Det har været et ønske i rigtig mange år, skulle jeg næsten til at sige, at tage højde for, at der i dag ikke er lige muligheder for at levere undervisningsforløb, der passer til forskellige elever. Vi ved, at chancen for at give reelt lige muligheder for elever, der ikke kommer fra hjem, hvor man har en uddannelsestradition, er bedre, hvis man arbejder lidt ekstra med vejledning, øget lærer-elev-tid, differentieret undervisnings-metoder – alt sammen noget, der koster lidt ekstra, men gør, at man reelt har lige mulighed for at få en god ungdomsuddannelse. Det er jo så det, der er taget stilling til med forslaget her.

Men det, vi kommer til i forbindelse med aftalen om bedre erhvervsuddannelser, er, at vi kigger på tværs i forhold til taksterne, herunder kigger på en anden diskussion, som jeg ved har optaget mange her, nemlig forskellen på f.eks. taksten til hhx og taksten til stx. Så vi kommer til at komme rundt om, kan man sige, de forskellige takster, men det ændrer ikke ved, at det er en politisk beslutning med et flertal bag, at tiden endelig er moden til, at vi kan rette op på den skævhed, der har været, for det koster lidt ekstra, hvis man reelt skal give elever, der er frafaldstruede, en bedre chance for, at de kan gennemføre.

SF efterlyste nogle flere ord om den evaluering, der er lagt ind, og det er jo noget, som SF og Enhedslisten lagde meget vægt på også i finanslovsforhandlingerne, altså at der skulle være en evaluering. Og jeg tænker, at det muligvis også kunne berolige Liberal Alliance lidt, at det jo er noget af det, der blev tydeliggjort i lovbemærkningerne, nemlig at der kommer en evaluering, og at vi selvfølgelig vil følge effekten af at indføre et socialt taxameter. Det er vi jo alle sammen optaget af. Vi gør jo ikke det her for sjov. Vi gør det faktisk, fordi vi vil give nogle bedre muligheder for, at flere elever uanset baggrund kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Så det bliver fulgt løbende, og der kommer en samlet evaluering efter 3 år.

Så kunne jeg godt tænke mig lige til sidst, for det var der faktisk ikke nogen, der fik nævnt, at sige, at det jo ikke kun er et socialt taxameter. Det er også et geografisk taxameter. Tak til Rosa Lund, der gav en, synes jeg, rigtig fin beskrivelse af erfaringerne fra Metropolitanskolen på Nørrebro, for det er jo et godt eksempel på en gymnasial uddannelse, hvor der vitterlig har været mange elever, som overhovedet ikke har haft nogen, hverken forældre eller andre, omkring sig, som har haft en gymnasial uddannelse. Men der er jo en række andre eksempler. Vi kan tage CPH West i Ishøj, som virkelig er god til at løfte elever, som kommer fra uddannelsesfremmede hjem, men det koster altså, at de gør det. Det har de så fundet penge til selv, men det gør det jo ulige, og så er det lidt sværere for dem at gøre nogle af de andre ting, som gymnasier med ressourcestærke elever kan.

Det er jo ikke det samme som, og det er jo lidt et svar til Venstre, at de såkaldte ressourcestærke gymnasier så slet ikke har nogen penge tilovers efter omfordelingen. Det er jo maksimalt 2 pct. – maksimalt 2 pct. – der bliver omfordelt fra de mest ressourcestærke gymnasier. Så der er stadig væk en solid nok undervisningstakst til, at man også kan lave forskellige typer af vigtige, spændende, ambitiøse undervisningsforløb for eleverne på deres gymnasier.

Derfor er det sidste, jeg vil sige, at der jo også ligger i det her, at vi styrker den geografiske takst, sådan at små ungdomsuddannelser får lidt lettere ved at udbyde en lidt bredere palet af f.eks. studieretninger. I sidste uge besøgte jeg Fjerritslev Gymnasium, som er et meget lille gymnasium, men som netop på grund af den geografiske takst faktisk har mulighed for at tilbyde den lidt bredere palet og i øvrigt kan samarbejde i et campuslignende miljø med SOSU-assistentuddannelsen, 10. klasse, hf osv. Det gør, at de er gode til at tiltrække unge, som også der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, så de kan få en bedre mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Så alt i alt er lige præcis det her lovforslag om indførelse af et socialt og geografisk taxameter noget af det, jeg er utrolig stolt over at vi kan få gennemført nu. Det har været efterlyst længe. Der er glæde ude på institutionerne. Det er en omfordeling, der kan mærkes, sådan at de rent faktisk kan gennemføre nogle ekstra tiltag for de her elever, men det er omvendt også en omfordeling, der ikke er større, end at de øvrige ungdomsuddannelser også stadig væk har god nok økonomi til at tilbyde den uddannelse, som de står for, til deres elever.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Jeg tror nok, at ministeren kom til at tillægge mig nogle ord, som jeg ikke har sagt. Men det skal ikke afholde mig fra at stille et spørgsmål. Jeg synes ikke, ministeren overhovedet kom ind på, at man faktisk også med det her forslag går ind og fjerner noget af det undervisningstaxameter, som eud skulle have stor glæde af. Jeg synes jo bare, at vi i de nyligt overståede erhvervsskoleforhandlinger var rimelig enige om, at vi nu skulle give eud fred og ro, også økonomisk, til at løbe den fantastiske reform i gang, som vi i fællesskab har været med til at lave.

Hvordan vil ministeren forklare mig, at det ikke vil få nogen effekt, at man går ind og fjerner 2 pct. af undervisningstaxameteret, når man står ude på skolerne og skal til at løbe en ny reform i gang, der kommer til at kræve ufattelig meget af skolerne, hvis man skal leve op til det ambitionsniveau, vi i fællesskab har haft?

Ministeren.

Nu er modellen skruet sammen sådan, at der bliver omfordelt 200 mio. kr. på baggrund af karaktererne for frafaldstruede elever, men derudover er der inden for den her ramme 60 mio. kr., der bliver flyttet fra det almene gymnasium til erhvervsuddannelserne. Og hvis man kigger på, hvad det er for en økonomi, de forskellige institutioner har, er det også tydeligt, at der er en række erhvervsuddannelser, der får gavn af det sociale taxameter. Så det har faktisk den effekt, at de erhvervsuddannelser, som har mange frafaldstruede elever, også vil få en lidt bedre økonomi ud af det. Men dér, hvor den store økonomi er, er selvfølgelig i den fælles indsats, vi har gjort med aftalen om bedre erhvervsuddannelser, hvor der jo også er afsat finansiering til de indsatser, vi gør i fællesskab for at løfte kvaliteten.

Peter Juel Jensen.

Tak. Da vi forhandlede erhvervsskolereformen, var jeg rundt og kigge på nogle erhvervsskoler, og jeg stødte faktisk ind i rigtig mange erhvervsskoler, som ud fra den nuværende taxameteropbygning havde mulighed for at have mentorer, man havde en socialrådgiver, man havde en psykolog, der kom indimellem til de elever, der havde behov for det. Når man nu går ud og fjerner 2 pct. af undervisningstaxameteret i samtlige skoler i hele Danmark, så vil de skoler, der ikke har en tilpas andel af frafaldstruede elever, ikke få nogen penge tilbage igen. Skal de steder så bare give slip på de her initiativer, for man kan jo ikke bruge pengene to gange – eller kan ministeren det?

Ministeren.

De mest ressourcestærke af de selvejende institutioner, ressourcestærke i den forstand, at de ikke har særlig mange frafaldstruede elever, vil maksimalt komme til at skulle afgive 2 pct. – maksimalt. Og når man kigger på fordelingen i den model, der er lavet, og som også er meldt ud til institutionerne, så vil Venstres ordfører også kunne se, at det vil der være en række erhvervsuddannelser der faktisk får lidt ekstra økonomi ud af, men stadig væk skal man huske, at vi maksimalt omfordeler inden for de her 2 pct., og det betyder, at er der nogle, der ikke får penge fra det sociale taxameter, fordi de ikke har så mange frafaldstruede elever, så har de jo stadig væk en pæn økonomi. Der følger dog takster pr. elev til alle, og det betyder, at de meget udmærkede indsatser, der bliver lavet, med mentorer, psykologer og andet, bør uddannelserne også kunne gennemføre, men der bliver en lidt bedre mulighed for de uddannelser, som har flere elever, der har brug for en lidt ekstra indsats, til at de kan løfte deres opgaver.

Fru Merete Riisager har også en kort bemærkning.

Tænketanken DEA og Dansk Erhverv foreslår, at man indfører et læringstaxameter på ungdomsuddannelserne. Et læringstaxameter vil kreditere ungdomsuddannelser, som rent faktisk løfter fagligheden for de unge mennesker – både dem, der er meget dygtige, dem, der ligger midtimellem, og dem, som har svært ved at lære. Det vil sige, at det i høj grad også vil komme de svageste til gavn. Men ministeren har i stedet for valgt et socialt taxameter, hvor man belønner uddannelsessteder for at tælle, hvor mange elever de har med dårlige karakterer, og også krediterer uddannelsessteder, som er placeret forskellige steder i landet.

Hvordan har ministeren det med at vælge incitamenter, som belønner placering og det, at man tæller elever, frem for det, at man faktisk hjælper eleverne med at blive dygtigere?

Ministeren.

Nu er det faktisk sådan, at den model for socialt taxameter, som vi her diskuterer, ikke er sådan en, der følger den enkelte elev. Man kigger på det samlede antal elever, der er på institutionerne. Det betyder som det ene, at skolerne har begrænset indflydelse – og sådan er det i dag – på deres optag af elever. Det er ikke sådan, at man som uddannelsesinstitution bare kan sortere i forhold til de karakterer, de har med sig. Sådan er optagelsesbetingelserne ikke. Og det andet er som sagt, at det ikke er den enkelte frafaldstruede elev, men institutionens samlede elevgrundlag, man beregner det sociale taxameter på.

Så til det der med, at man sådan kan spekulere i, at man optager nogle flere elever eller ej, vil jeg sige, at sådan er modellen ikke skruet sammen. Det er faktisk ud fra et helhedssyn af, hvad det er for nogle elever, der samlet går uddannelsesinstitutionen, at beregningen bliver foretaget.

Merete Riisager.

Nej, men nu var det faktisk heller ikke det, jeg sagde. Jeg holdt mig faktisk fuldstændig konkret til det, som er lovteksten, nemlig at uddannelsessteder belønnes for at tælle de elever, som har dårlige karakterer, og konstatere, hvor mange man har, så får man en belønning for det.

Men hvorfor er det, ministeren vælger sådan et passivt incitament i stedet for det positive incitament, der ligger i det forslag, som f.eks. DEA eller Dansk Erhverv er kommet med, hvor man krediterer uddannelsessteder for, hvad de faktisk evner at gøre, altså for, hvad det er for nogle resultater, de skaber, hvad det er for et læringsmiljø, de har, og hvor dygtige eleverne bliver? Det er jo positivt, og det er om udvikling. Det handler om, hvad der faktisk er sket for de her unge mennesker. Så hvorfor er det, at man vælger et belønningsinstrument, som er passivt, og som handler om, hvor uddannelsesstederne ligger, og hvor mange der har dårlige karakterer, i stedet for at spørge, hvor dygtige de her elever rent faktisk bliver?

Ministeren.

Det er, fordi det, vi har været optaget af her, er, at vi kan se, at der er en tydelig sammenhæng mellem for mange frafaldstruede elever og deres socioøkonomiske baggrund. Det er det, der ligger til grund for det sociale taxameter. Man kunne også diskutere andre modeller, men vi har været optaget af, at vi gerne vil mindske antallet af frafaldstruede elever og give flere elever, uanset baggrund, en mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Og det er så også det, der er blevet suppleret med bl.a. Enhedslistens og SF's støtte: at det nu også bliver tydeliggjort i den evaluering, der kommer til at foregå.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.