Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
L 77
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2014-9784
Den 5. december 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 26. november stillet følgende spørgsmål nr.
17 til L 77, forslag til lov om Den Danske Naturfond, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anni Matthiesen (V).
Spørgsmål nr. 17 (L 77)
Ved afhændelse af arealer fra naturfonden foreslås, at naturtilstanden på disse
arealer og offentlighedens adgang til arealerne skal sikres, samt at dette skal
tinglyses på ejendommen, så det også binder senere ejere. I tilfælde hvor der på
disse arealer senere findes grund til at begrænse offentlighedens adgang, evt. på
grund af særlige naturbeskyttelsesmæssige hensyn, er der da mulighed for
dispensation fra aftalen?
Svar
Hvis Den Danske Naturfond undtagelsesvist overdrager arealer med en værdifuld
naturtilstand, foreslås det, at der mellem fonden og erhververen skal indgås aftale
om opretholdelse af den for offentligheden gældende adgang.
Dette skal sikre, at befolkningen har mulighed for at opleve naturen på de arealer,
som fonden måtte erhverve og udvikle – uanset om ejerskabet overdrages.
Ligesom naturværdierne, jf. mit svar på spørgsmål nr. 16 (L 77), er hensigten med
andre ord, at offentligheden ikke skal berøres negativt af, at et areal
undtagelsesvist overdrages, når der er tale om et areal med en værdifuld
naturtilstand.
Dette udelukker ikke, at fonden som påtaleberettiget vil kunne tillade, at
erhververen begrænser adgangen til arealet, hvis fonden, efter samme kriterier og
procedure som den anvender i forhold til sine egne arealer, vurderer, at der er
opstået væsentlige naturbeskyttelsesmæssige hensyn, der taler imod den udvidede
adgang, som måtte være fastsat ved overdragelsen.
Herved stilles offentligheden på samme måde, som hvis fonden havde beholdt
ejendomsretten til arealet, idet fonden ville have kunnet gennemføre samme
begrænsning.
Hvis der er tale om overdragelse til en offentlig ejer, som er omfattet af
naturbeskyttelseslovens regler om adgang til offentligt ejede arealer, gælder
ovenstående naturligvis ikke.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk