Det bliver tit sagt fra denne talerstol af forskellige ordførere, at det, man står med lige nu og her, er et historisk forslag, og så bliver det krydret med rosende ord og måske lige præcis i dag og måske også andre gange med lidt selvovervurdering og billig julevin.
Men sådan er det ikke med det, der bliver vedtaget her lige om lidt, L 77, lovforslaget om Den Danske Naturfond, for om lidt bliver Den Danske Naturfond en realitet, og det er en historisk dag både for Danmark og også for naturen i Danmark, fordi den fond, der lige om lidt med et meget bredt flertal bliver stemt igennem her i Folketinget, skal arbejde for mere natur i Danmark, og den er et resultat af et visionært og unikt samarbejde mellem staten, Villum Fonden og Aage V.
Jensens Fonde.
Socialdemokratiet er meget tilfreds med, at fonden gør det muligt for alle – og der blev sagt »alle« – at investere i naturen og det, uanset om man er privatperson, organisation, et lokalsamfund eller en kommune.
Derfor håber og tror Socialdemokratiet også, at der kommer flere penge end de 875 mio.
kr., som er med i startbagagen, hvilket er vældig, vældig flot.
Men vi tror også helt grundlæggende på, at mange flere danskere bliver interesserede og engagerede i naturbeskyttelse og naturgenopretning.
Fonden er også et direkte resultat af de anbefalinger, som Natur- og Landbrugskommissionen kom med i april 2013, og fonden vil bl.a.
også opkøbe og udlægge arealer som natur for at beskytte truede arter og sikre et godt vandmiljø.
Som jeg sagde tidligere, er det et centralt og selvstændigt mål for fonden at styrke den folkelige forankring og opbakning til arbejdet med naturgenopretning og naturbeskyttelse.
Så lige om lidt, når et bredt flertal her i Folketinget trykker på de grønne knapper, er de grønne knapper jo også symbolet på, at det her forslag rent faktisk skubber noget fremad i en grøn retning og gør det stort og gør det flot.
Så det er en kæmpesejr for naturen og miljøet, og fondens aktiviteter skal vel at mærke ikke erstatte eksisterende aktiviteter, men forstærke og supplere.
Så lige om lidt er det en historisk dag, og vi jubler, og vi glæder os over, at her pr.
1.
januar er Den Danske Naturfond en realitet.
Så det er i sandhed en historisk dag.
Det er en stor dag.
Og det kan man sige uden at forsøge at garnere det og krydre det med billig vin og slesk juletale.