Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 3. behandling af lovforslag nr. L 72:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.).

Af justitsministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 20.11.2014. Betænkning 17.12.2014. 2. behandling 19.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. Tillægsbetænkning 27.01.2015).

Forhandlingen drejer sig i første omgang om de stillede ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet. Så er forhandlingen om ændringsforslagene sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (DF), tiltrådt af et andet mindretal (LA), og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 17 (DF og LA), imod stemte 92 (V, S, RV, SF, EL, KF og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Herefter er ændringsforslag nr. 2, stillet og tiltrådt af det samme mindretal, bortfaldet.

Forhandlingerne drejer sig herefter om lovforslaget som helhed.

Ønsker nogen at udtale sig? Hr. Karsten Lauritzen som Venstres ordfører.

Tak. Antallet af asylansøgere, der har søgt mod Danmark, er vokset år for år, nemlig fra 3.800 i 2011 til små 15.000 sidste år, altså i perioden siden regeringen tiltrådte. Det højeste antal asylansøgere, der er registreret i Danmark i mere end 15 år, har skabt et voldsomt pres på asylsystemet, kommunerne og ikke mindst skatteyderne, der alene næste år kan se frem til en ekstra regning på over 4 mia. kr. som følge af den øgede tilstrømning.

Regeringen har efter Venstres opfattelse i hvert fald igennem valgperioden konsekvent overhørt de mange advarsler om, at udlændingepolitikken igen under en socialdemokratisk ledet regering er kommet ud af kontrol. Regeringen har også afvist alle forslag om nødvendige stramninger af udlændingepolitikken med en systematik og ildhu, der kun overgås af den, regeringen har udvist i de tilsyneladende endeløse bestræbelser på at få gennemført nye lempelser, der har gjort det mere attraktivt at søge til Danmark som asylansøger.

En del af stigningen i antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark, kan til dels forklares med et stigende antal asylansøgere i Europa og i resten af verden, men også kun til dels. Skiftende – vi har jo haft en del – socialdemokratiske justitsministre har over for Folketinget fastslået, at der finder såkaldt asylshopping sted i Europa, og at asylansøgere kigger på de samlede forhold, når de vurderer, hvor de vil søge hen.

Det er et faktum, at regeringens lempelser har betydet, at forholdene i Danmark er blevet væsentlig mere attraktive. Alene afskaffelsen af starthjælpen, kontanthjælpsloftet og optjeningsprincippet for børnepengene har betydet, at en flygtningefamilie med tre børn i dag modtager samlet over 450.000 kr. om året. Det er 10.000 kr. mere om måneden end i 2011. Alligevel hævder regeringen, at de mange lempelser og vilkårsforbedringer ingen betydning har for det stigende antal asylansøgere. Det er for Venstre ganske enkelt uforståeligt, hvordan regeringen på den ene side kan anerkende, at der finder asylshopping sted i Europa, og på den anden side benægter, at en månedlig stigning i ydelsesniveauet på 10.000 kr. har nogen betydning overhovedet.

Dertil kommer selvfølgelig en række andre lempelser såsom muligheden for at bo og arbejde uden for asylcentrene, afskaffelsen af optjeningsprincippet for børnepengene osv.; alt sammen ting, der har gjort det mere attraktivt at vælge Danmark som asyldestination. Senest har vi så set, at regeringspartierne har bakket op om SF's forslag om, at asylansøgere skal have lov til at arbejde, allerede inden de har fået færdigbehandlet deres asylansøgning, hvis de kommer fra Syrien. Det er ting, der vil tiltrække et øget antal asylansøgere.

Da det hen over sommeren stod klart selv for regeringen, at situationen var ude af kontrol, foreslog regeringen at indføre en ny midlertidig status for flygtninge, der var flygtet fra generelle forhold i hjemlandet og dermed ikke længere opfyldte flygtningekonventionens betingelser. Da den daværende justitsminister og ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold præsenterede lovforslaget, hed det, at størstedelen af asylansøgerne, der kommer til Danmark fra Syrien, ville være omfattet, og at der ikke ville blive gjort indgreb i retten til familiesammenføring. Begge ting har siden vist sig at være forkerte, sådan som det også fremgår af en række svar på spørgsmål til det her lovforslag.

Regeringen har så præsenteret Folketinget for det her lovforslag, der indeholder en ny legal flygtningekategori og en ændring i muligheden for familiesammenføring for flygtninge, der er omfattet af denne nye kategori. Det er dog efter lovforslagets behandling uklart, hvad der er det egentlige formål med forslaget, ud over at fremmane et indtryk af en handlingskraftig regering.

Venstre ønsker at bidrage konstruktivt til, at asyltilstrømningen til Danmark begrænses, men endnu vigtigere er det, at Folketinget lovgiver på et sagligt og fagligt forsvarligt grundlag, og regeringen har trods mange spørgsmål og samråd ikke redegjort for lovforslagets konsekvenser. Det er hverken i forhold til, om lovforslaget reelt begrænser tilstrømningen af asylansøgere, hvad de økonomiske konsekvenser af forslaget er – altså hvordan man vil betale regningen – eller hvordan regeringen vil sikre, at man tvangsmæssigt kan hjemsende asylansøgere, sådan som forslaget bygger på.

Regeringen fremhæver, at den her nye legale flygtningekategori, der i realiteten er rettet mod syriske asylansøgere, vil sikre en mere midlertidig opholdstilladelse, der i første omgang tidsbegrænses til 1 år. Ændringen skal føre til, at flygtninge kan hjemsendes, når de værste uroligheder er overstået, som statsministeren sagde i sin åbningstale. Dermed skaber statsministeren et indtryk af, at de syriske asylansøgere kun skal være i Danmark i ganske kort tid. Det bestyrkes af den socialdemokratiske udlændingeordfører, fru Mette Reissmann, der udtaler, at Danmark kan sende syrere tilbage til fredelige lommer i Syrien. Det lader dog ikke til at have gjort synderligt indtryk på vicestatsministeren, der har fremhævet, at der jo ikke er nogen, der tror på, at syriske flygtninge, der kommer til Danmark, kan vende hjem inden for en kort periode.

Det er desuden uklart, om den nye kategori reelt vil betyde en udvidelse af flygtningebegrebet, når den anvendes i praksis, og Venstre finder det utilfredsstillende, at justitsministeren ikke under lovforslagets behandling vil redegøre for regeringens forventning til, hvor mange der er omfattet af forslaget – især henset til, at regeringen ved præsentationen af forslaget ingen problemer havde med at fortælle offentligheden, at størstedelen af asylansøgerne ville være omfattet. Det står dog klart, at forslaget efter al sandsynlighed vil omfatte en meget lille gruppe af asylansøgere og således have en aldeles begrænset effekt.

Venstre ønsker en stram udlændingepolitik, der kan dæmme op for den voldsomme tilstrømning af asylansøgere, der har fulgt i kølvandet på regeringens lempelser. Venstre finder, at det nærværende forslag er helt utilstrækkeligt i en situation med det højeste antal asylansøgere i 15 år, og vil derfor løbende foreslå en lang række stramninger af udlændingepolitikken, der skal gøre det mindre attraktivt at vælge Danmark som asyldestination. Regeringen har afvist de her forslag, og Venstre finder det bizart, at regeringen på den ene side forsvarer flygtninges ret til fuld kontanthjælp fra første dag, mens man på den anden side ingen problemer har med at gøre indgreb i asylansøgeres ret til familieliv.

Det står efterhånden klart, at regeringen trods forsikringer om det modsatte – i hvert fald efter Venstres opfattelse – ikke har vilje eller evne til at føre en stram udlændingepolitik, og at nærværende lovforslag mere er motiveret af ønsket om at fremstå handlekraftig end ønsket om at gennemføre reelle stramninger, der effektivt kan dæmme op for antallet af asylansøgere. Det er Venstres forventning, at lovforslaget vil have en særdeles begrænset effekt, og at antallet af hjemsendte flygtninge ikke vil stige mærkbart som følge af lovforslaget. Derfor er regeringen atter en gang ved at stille befolkningen noget i udsigt, som regeringen efter valget næppe kan eller vil kunne levere.

Men det nærværende lovforslag anerkender vi indeholder i hvert fald en formel stramning for en lille gruppe asylansøgere, og det kan ikke udelukkes, at en manglende vedtagelse vil have betydning for tilstrømningen til Danmark. Venstre noterer sig i den forbindelse, at regeringen har fremhævet, at lovforslaget allerede kan have haft en betydning for tilstrømningen i kraft af signalværdien. Det er dog – i hvert fald efter vores opfattelse – nærmest utopisk at tro på, at signalværdien af det vil have den samme betydning som signalværdien af regeringens over 30 lempelser.

Venstre bemærker endvidere, at regeringen kategorisk nægter at medvirke til reelle og effektive stramninger af udlændingepolitikken, hvorfor nærværende lovforslag må betragtes som det bedste og eneste opnåelige i den nuværende parlamentariske situation – altså indtil vi får et folketingsvalg, hvor vælgerne kan bestemme, hvem der skal have regeringsmagten. Og på den baggrund vil Venstre stemme for lovforslaget ved tredjebehandlingen her i dag.

Jeg skal sige, at der har været lidt forvirring omkring den tillægsbetænkning, som Folketinget har afgivet, og der er et flertal af partier, der har tilsluttet sig en betænkningstekst, som handler om, hvorvidt man fortolker Danmarks internationale forpligtelser. Jeg skal sige, at den del af betænkningsbidraget, som Venstre har tilsluttet sig, omhandler alene adgang til familiesammenføring – alene adgang til familiesammenføring. Jeg må sige, at når jeg læser det, har jeg svært ved at forstå den bekymring, som nogle har, men jeg skal her for en god ordens skyld sige, at det, der er Venstres stillingtagen i den her sag, og at det, der gælder, er det, der bliver sagt her fra Folketingets talerstol, og det er, at tillægsbetænkningen – den del, der handler om vores internationale forpligtelser – alene handler om, hvilke asylansøgere der kan få lov til at søge om familiesammenføring på det tidligere i stedet for det sene tidspunkt. Så skulle der gerne være klarhed om den del. Tak.

Så er der et par korte bemærkninger. Først er det fru Trine Bramsen.

Kan hr. Karsten Lauritzen komme med et bud på, hvordan Venstre selv vil begrænse mulighederne for at opnå asyl i Danmark – bare ét bud?

Ordføreren.

Vi vil nedsætte den kontante ydelse, som asylansøgere får, og som bl.a. har gjort, at en familie af anerkendte asylansøgere – en mor og en far og tre børn – får 10.000 kr. mere om måneden, i alt 450.000 kr. om året, end de gjorde, da vi sad i regering. Det ønsker vi at rulle tilbage, og det vil have en væsentlig betydning for tilstrømningen til Danmark. Det vil være en opstramning, i forhold til hvor mange der vil vælge Danmark som asyldestination. Så det var ét konkret forslag – vi har mange flere.

Fru Trine Bramsen.

Det var jo overhovedet ikke et svar på mit spørgsmål. Jeg spurgte, om Venstre kunne komme med et bud – bare ét bud – på, hvordan Venstre vil begrænse mulighederne for at opnå asyl i Danmark. End ikke af Venstres udlændingeudspil fremgår der så meget som ét forslag til, hvordan man begrænser mulighederne for at få asyl i Danmark. Så nu giver jeg Venstres ordfører muligheden for her fra talerstolen efter en meget, meget lang tale at svare på: Kan Venstre komme med ét bud på, hvordan partiet vil begrænse mulighederne for at opnå asyl i Danmark?

Ordføreren.

Jeg kan sige meget klart, at man jo kan gøre noget, i forhold til hvor attraktivt det er at vælge Danmark som asyldestination. Der har vi en lang række forslag. Og det er rigtigt, at vi ikke har præsenteret konkrete forslag til, hvad vi vil gøre i forhold til asylreglerne, altså hvornår man kan få asyl, men det er vi villige til, og det arbejder vi på. Og jeg er sikker på, at fru Trine Bramsen vil finde, at Venstres politik er klokkeklar på det område, når vi nærmer os et folketingsvalg, og når vi forhåbentlig har vundet et folketingsvalg. Og ellers kan jeg sige til fru Trine Bramsen, at vi jo i Venstre har vores gode venner i Dansk Folkeparti, og jeg er sikker på, at de har masser af forslag.

Hr. Troels Ravn for en kort bemærkning.

Sagen er jo, at Venstre gang på gang har blokeret for, at regeringen kunne stramme asylreglerne, og Venstre har under lovbehandlingen her været initiativtager til et nærmest bizart forløb – der er stillet knap 200 spørgsmål til lovforslaget; der er afholdt fire samråd; der har været internt ekspertmøde osv. osv. Og sagen er jo, at Venstre i stedet for at tage den her sag alvorligt og seriøst har ført valgkamp på lovforslaget, selv om bl.a. Venstres statsministerkandidat har krævet hurtig handling. Så mit spørgsmål er i virkeligheden om Venstres holdning, altså, om Venstre mener, at der ikke er behov for hurtig handling i forbindelse med udfordringerne med stigningen i antallet af asylansøgere.

Ordføreren.

Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg egentlig, det er lidt bizart, og jeg vil ikke sige, at det har karakter af mobning, men i hvert fald forsøger hr. Troels Ravn, der er formand for Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, at drille Venstre med, at man har været grundig med lovbehandlingen, at man har stillet kritiske spørgsmål.

Jeg må sige, at vi jo har gjort det, fordi der er nogle, der med rette har spurgt om, hvad det her lovforslag går ud på, hvad det kommer til at betyde, og når vi har spurgt regeringen, har vi ikke fået noget svar. Det er derfor, vi har spurgt igen og igen, og det akkumulerer sig så til små 200 svar. Regeringen vil ikke sige, om det her får betydning for tilstrømningen. Regeringen vil ikke sige, hvor mange det her berører.

Så jeg kan sige til hr. Troels Ravn, at jeg egentlig synes, at den her kritik, der er af nogle, der gør det, de er valgt til at gøre, nemlig at kontrollere den lovgivning, regeringen kommer med, er sådan lidt billig.

Hr. Troels Ravn.

Lad os være enige om, at mobning er yt, at seriøst udvalgsarbejde er in, og at Venstre gang på gang har blokeret for, at regeringen kunne stramme asylreglerne. Så jeg vil bare spørge her: Kan ordføreren bekræfte, at asylstramningerne ville være blevet vedtaget tidligere, hvis det ikke var for Venstres ageren i behandlingen af lovforslaget, herunder det at nægte muligheden for en hastebehandling?

Ordføreren.

Altså, hr. Troels Ravn siger, at Venstre gang på gang har blokeret for regeringens asylstramninger. Samtidig må det erkendes, at regeringen kun har haft et forslag, som er sådan en mikrostramning, og det er så det her forslag. Så det er jo rigtigt, at vi har skubbet tidspunktet for behandlingen af det her, men det, vi har fået ud af at spørge så mange gange, er jo, og det ved jeg rent faktisk, at det ikke kommer til at udskyde tidspunktet for behandlingen af de her asylansøgninger, for på nuværende tidspunkt er det sådan, at politiet ikke engang er færdige med at lave asylafhøringer. Så selv om det her forslag var blevet vedtaget før juleferien, havde det reelt ikke ført til en stramning af asylreglerne.

Så er der en kort bemærkning fra fru Mette Reissmann.

Tak for det. Altså, det kommer ikke bag på mig og muligvis heller ikke på dem, der lytter til den her debat, når hr. Karsten Lauritzen siger, at Venstre egentlig ikke har en politik på området, når det handler om asylregler. For det var jo det, jeg hørte hr. Karsten Lauritzen sige i sit svar til fru Trine Bramsen, netop: Nej, vi har ikke en politik lige i øjeblikket, men vi overvejer da at få en. Og jeg kan jo så forstå på hr. Karsten Lauritzen, at det i hvert fald kræver, at man skal have hjælp af sine venner i Dansk Folkeparti til at kunne formulere sådan en politik.

Kan hr. Karsten Lauritzen bekræfte, at Venstre ikke har nogen politik vedrørende asylreglerne, som han sagde til fru Trine Bramsen?

Ordføreren.

Jeg tror, mit svar til fru Trine Bramsen var et forsøg på at være lidt morsom. Det går jo ikke altid lige godt; jeg kunne høre, at der ikke var nogen i salen, der grinede.

Jeg kan dog sige uddybende til fru Mette Reissmann, at Venstre har en klokkeklar politik. Den kan man læse i vores udlændingeudspil, »Danmark – for dem der kan og vil«. Det handler om at gøre Danmark mindre attraktiv som asyldestination, og så siger jeg – det er jo noget nyt, og det skal man da glæde sig over i Socialdemokratiet – at vi også vil være villige til at se på reglerne for, hvem man kan give asyl. Jeg har faktisk presset på for, at vi skulle få en undersøgelse af, hvorfor nogle asylansøgere inden for de samme internationale regler får asyl i Sverige, men ikke i Danmark, og omvendt, så vi kan se på, om vi i Danmark har den mest restriktive praksis. Det ønsker jeg, så det er jo et konkret bud.

Men vi tror faktisk mest på, at hvis vi for alvor skal stoppe tilstrømningen til Danmark, skal vi rulle de vilkårsforbedringer, som regeringen har lavet, tilbage – de vilkårsforbedringer, der gør, at en asylansøgerfamilie får 10.000 kr. mere om måneden, 450.000 kr. om året, i støtte fra det offentlige. Det tiltrækker asylansøgere lige så meget, som reglerne for dem, der får asyl, gør.

Fru Mette Reissmann.

Altså, hr. Karsten Lauritzen anvendte før ordet, at det var en mikrostramning. Tidligere har hr. Karsten Lauritzen også talt om, at det er en meget lille stramning. Og alligevel siger hr. Karsten Lauritzen i samme moment i sin meget lange tale, at det er en mikrostramning med en dog alligevel anerkendt stor effekt. Der må jo bare minde hr. Karsten Lauritzen om, at størrelsen sjældent har noget at gøre med effekten, og det anerkender hr. Karsten Lauritzen jo også på det her punkt.

Jeg synes, jeg vil vende tilbage til lige præcis det manglende forslag om asylstramninger i Venstres oplæg. Der er ikke noget forslag om asylstramninger, så fremlæg nu venligst en plan. Altså, det er bare det, jeg gerne vil anmode om, for vi har ikke set en plan for, hvordan Venstre i asylreglerne vil dæmme op for et stigende antal asylansøgere.

Ordføreren.

Jeg kan sige meget klart til fru Mette Reissmann, at vi ikke mener, og det skulle også gerne være fremgået meget klart af min ordførertale, at regeringens forslag gør ret meget. Jeg tror, at det, jeg sagde – og det kan man jo gå ind og høre efterfølgende – var, at man ikke kunne udelukke, at det har en signalværdi. Jeg tror så ikke, den er ret stor, og jeg tror også, jeg sagde meget klart, at regeringens mange lempelser, som har været der vedvarende over 3 år, vilkårsforbedringer, slet ikke kan opvejes af den signalværdi, der er i den her lille stramning.

Hvis man kigger på tallene, og lad os nu kigge på dem, så kan man se, at i tredje kvartal sidste år, og det er de seneste tal fra Eurostat, var Danmark det land i EU, som modtog næstflest asylansøgere pr. indbygger. Det er jo med alt, hvad jeg kan mønstre, beviset på, at når man lemper så meget, som regeringen har gjort, så fører det til en væsentlig større asyltilstrømning.

Tak til Venstres ordfører. Så går jeg ud fra, at det er de ordførere, der udtrykkeligt har meldt sig, der gerne vil have ordet. Den næste, jeg har noteret, er fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Vi står med den største flygtningekatastrofe siden anden verdenskrig, og vores svar på det er så det her lovforslag. Det er et lovforslag, som i praksis bevirker, at asylansøgere først kan få familiesammenføring efter 1 år, fordi man vil anvende 1-årige tidsbegrænsede opholdstilladelser.

Når man kigger på, hvordan vi har brugt de 2-årige tidsbegrænsede opholdstilladelser, som allerede er i vores lovgivning, så ser man, at de ikke er særlig meget brugt. Hvis man kigger på, hvor mange det egentlig er lykkedes os at sende hjem i de senere år, så ser man et stort rundt nul. Der har simpelt hen ikke været en eneste gang, hvor det er lykkedes at hjemsende nogen som helst til deres oprindelsesland. Og der er jo heller ingen, der tror, at der f.eks. bliver fred i Syrien inden for 1 år. Så det, der står tilbage med regeringens lovforslag her, er, at man strammer familiesammenføringsreglerne – for mig at se helt uden grund.

Det eneste, det her lovforslag kommer til at bevirke, er, at børn og kvinder – for det vil typisk være dem – bliver hængende tilbage i lejre i nærområderne eller befinder sig i krigszoner. Det synes vi ikke man kan være bekendt, og i SF vil vi ikke være med til at skille familier ad på den måde. Dem, som bliver ramt af det her, er ifølge Altinget for 96 pct.'s vedkommende kvinder og børn, og cirka halvdelen af dem er børn under 12 år. Det synes vi i SF ikke er rimeligt, og derfor stemmer vi nej til det her forslag i dag.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Som landets statsminister sagde ved Folketingets åbning, har vi ikke siden anden verdenskrig oplevet, at så mange mennesker er tvunget på flugt. Rigtig mange flygtninge kommer som bekendt fra Syrien. De er på flugt fra Islamisk Stats myrderier og voldtægter. Den måde, den danske regering vælger at reagere på den situation på, altså på, at historisk mange mennesker er tvunget på flugt, er ved at fratage børn noget så grundlæggende som retten til at leve sammen med deres forældre, altså noget, der har været et grundprincip i dansk flygtningepolitik og vel i dansk politik i det hele taget i årtier, nemlig at vi ikke bidrager til at splitte familier ad.

Men det gør man med det her lovforslag. Man bidrager til at splitte familier ad. Og så har Socialdemokrater igen og igen sagt til mig, at jeg må forstå, at krig splitter familier ad. Jamen det ved jeg godt at krig gør. Det er frygteligt, det er forfærdeligt, krig splitter familier ad. Men hvorfor skal vi dog, hvorfor skal Danmark, hvorfor skal en socialdemokratisk ledet regering bidrage til den splittelse? Det her lovforslag går ud på, at man ikke, så hurtigt som man overhovedet kan, sørger for, at børn og ægtefæller bringes i sikkerhed hos deres far, deres forældre, deres mand her i Danmark. Nej, man skal sidde et år, ofte vil det være i Syrien, og vente.

Så har jeg fået at vide, at det handler om at give et pusterum til kommunerne. Jeg anerkender fuldstændig, at det er en stor opgave for kommunerne at tage imod flygtninge. Mange kommer fra en kultur, der er meget anderledes end den danske. Nogle har meget voldsomme krigstraumer i bagagen. Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at hjælpe kommunerne.

Men hvad er det, kommunerne får ud af, at der går 1 år, før børnene, før ægtefællen kan komme i sikkerhed? Hvem får i det hele taget noget ud af det her? For der er da ikke noget, der tyder på, at der bliver fred og fordragelighed i Syrien inden for 1 år. Det vil sige, at de her børn får lov til at komme hertil, men først efter 1 år. Lad os håbe, der ikke er sket noget med de børn eller de enlige kvinder, der efterlades i mellemtiden, for det er jo en reel fare. Og med hensyn til integrationen spænder man da ben for integrationen, hvis man placerer en flygtning i Danmark og siger: Det er så farligt for dig, du er i fare, dit liv er i fare, du får lov til at få beskyttelse her i Danmark, men du kan sidde og vente et helt år på, at du får dine nærmeste i sikkerhed. Er det godt for integrationen? Det er det da ikke. Kan man koncentrere sig om at lære et nyt sprog og blive en del af et nyt samfund, hvis man sidder og er i tvivl om, om ens børn bliver slået ihjel? Det kan man da ikke. Ingen får da noget ud af, at der skal gå 1 år, før de her ægtefæller kan komme i sikkerhed, og før de her børn kan komme i sikkerhed hos deres forældre her i Danmark.

Jeg må sige, at jeg synes, det er uforståeligt, at en socialdemokratisk ledet regering, oven i købet med deltagelse af De Radikale, kommer med et lovforslag, som grundlæggende bryder med noget så fundamentalt som familiens enhed, som børns ret til at leve sammen med deres forældre. Og igen: Jeg ved godt, at I alle sammen siger, at krig splitter familier ad. Det er korrekt, men hvorfor – der bliver nikket, kan jeg se, det er korrekt, ja, krig splitter familier ad – skal den danske regering bidrage til det? Det er det, der sker med det her lovforslag.

Så vil jeg sige, at der jo er lavet en tillægsbetænkning, hvor et flertal uden om regeringen tager Institut for Menneskerettigheders kritik alvorligt, et flertal bestående af Enhedslisten, SF, Venstre, Konservative, Liberal Alliance, en repræsentant fra Færøerne og i øvrigt også hr. Uffe Elbæk. Repræsentanten fra Færøerne er jo hr. Edmund Joensen. Et flertal uden om regeringen pålægger regeringen at administrere i overensstemmelse med menneskerettighederne. Det er, når det handler om familiesammenføring. At tænke sig, at det er Venstre, man skal gå til, hvis man vil være sikker på, at den danske udlændingelov, at den måde, vi behandler flygtninge på, sker i overensstemmelse med vores menneskeretlige forpligtelser.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så giver jeg ordet til justitsministeren.

Tak for det. Jeg vil gerne gøre to ting nu. Jeg vil for første gerne knytte en mere overordnet politisk kommentar til den generelle asyldiskussion, som også er rejst her i forbindelse med tredjebehandlingen, og så vil jeg gerne knytte nogle mere konkrete kommentarer til den tillægsbetænkning, der er blevet afgivet af udvalget her forud for tredjebehandlingen.

Altså, hvad er det egentlig for et lovforslag, vi behandler i dag, og hvad er det for en situation, vi står med ude i verden omkring os? Nogle gange, når man lytter til asyldiskussionen i Danmark, skulle man jo tro, at vi er frakoblet resten af verden. Det er vi ikke, det bliver vi ikke, det kommer aldrig til at ske.

Vi står jo i den situation lige nu, at vi har en af de værste flygtningekriser siden tiden lige efter anden verdenskrig. Ikke siden dengang har flere mennesker været på flugt; ikke mindst den katastrofale situation i Mellemøsten, i Syrien og Irak har kostet tusindvis af mennesker livet og sendt endnu flere mennesker på flugt. Langt flertallet af de mennesker, der er på flugt, lever i lejre i nærområderne. En del kommer til det forjættede Europa, og nogle når også til den danske grænse.

Vores opgave som land og som folk vil jo altid være – internationale forpligtelser eller ej – at yde mennesker den beskyttelse, de har behov for. Men når det er sagt, så skal vi også have tingene til at fungere i Danmark, og det er derfor, at vi fra regeringens side har efterstræbt at fremsætte et forslag på asylområdet, som rammer det balancepunkt, vi mener er det rigtige, hvor vi giver mennesker den beskyttelse, de har behov for på grund af krig og ufred, men hvor vi samtidig sørger for, at den asylopgave, vi så står over for, er en, vi kan håndtere i landets kommuner – som en befolkning og som et samfund og som en helhed.

Egentlig synes jeg, ligegyldigt hvordan tingene måtte udvikle sig i konkrete konflikter, at det faktisk giver meget god mening at arbejde med et begreb som midlertidighed på flygtningeområdet. Jeg tror nemlig, at det er sådan, at langt de fleste mennesker, der sendes på flugt, jo ofte af tyranniske ledere eller oprørsbevægelser eller terrororganisationer som Islamisk Stat, gerne vil vende tilbage, at de gerne vil tilbage til de omgivelser, de kommer fra, genoptage deres familieliv, genoptage deres arbejdsliv, leve det liv, de var i gang med, før andre skabte ufred i deres liv.

De fleste flygtninge vil gerne vende tilbage, og jeg synes sådan set, det er helt rigtigt, at vi med lovforslaget her også som samfund lægger til grund, at når forholdene forbedrer sig, eksempelvis i Syrien og Irak, kan de mennesker, der af den grund er sendt på flugt, vende tilbage. Er det let at regulere på asylområdet? Nej, det er det ikke, og nogle gange, når man hører ikke mindst borgerlige politikere udtale sig, så skulle man tro, at det var let. Selvfølgelig er det ikke det. Det er menneskeskæbner, vi har med at gøre. Det er mennesker, der har behov for vores beskyttelse. Det skal vi yde dem, men vi skal gøre det på en klog måde. Det er lovforslaget her udtryk for, synes jeg.

Kort før tredjebehandlingen har udvalget afgivet en tillægsbetænkning. Der viser sig i betænkningen et lidt alternativt – i hvert fald nyt – flertal, og det er nok vigtigt for mig at gøre en ting helt klart fra talerstolen i dag. De bemærkninger, som et flertal i udvalget har udtalt, vil ikke være bindende for udlændingemyndighederne, hvis lovforslaget vel at mærke i dag vedtages med det flertal, som i betænkningen har tilkendegivet, at de agter at stemme for lovforslaget. Loven vil således ikke blive administreret i overensstemmelse med den opfattelse, som fremgår af udtalelsen, og det skyldes jo, at det flertal, der tegner sig i betænkningen, ikke er det flertal, der stemmer for lovforslaget, idet SF og Enhedslisten stemmer imod lovforslaget.

Som regeringen vurderer de udtalelser og de tilkendegivelser, der er i betænkningen, så er der en risiko for, at ordene udvider det område, hvor der skal gives adgang til familiesammenføring inden for det første år, og det kan efter den ordlyd, der står her, forstås som en gennemførelse af adgangen til at søge asyl, selv om man befinder sig i udlandet, hvis man har en tilknytning til Danmark.

Jeg må forstå Venstres ordførers ordførertale i dag således, at det ikke er det, der er intentionen med tillægsbetænkningen. Det er jeg glad for, men jeg tror også, at det er vigtigt at få præciseret, at det må være flertallet, der stemmer for lovforslaget, som definerer indholdet af lovforslaget.

Hvorfor så den her misforståelse, eller hvorfor den her diskussion? Efter regeringens lovforslag er det familielivet efter den europæiske menneskerettighedskommissions artikel 8, som beskyttes. Efter bemærkningerne i tillægsbetænkningen er det derimod afgørende, om ansøgeren, som befinder sig i udlandet, har et beskyttelsesbehov. Der er altså vendt op og ned på, hvad det er, der gør, om man kan få en familiesammenføring, hvis man læser det, som Justitsministeriet læser ordlyden.

Det er selvfølgelig vigtigt, at man adskiller familiesammenføring fra adgangen til at søge asyl, og det er på den baggrund, at regeringen og regeringspartierne ikke kan støtte de tilkendegivelser, der er i tillægsbetænkningen.

Blot for at gentage mig selv vil jeg sige, at det ikke vil være en del af det grundlag, som loven skal administreres efter, og jeg forstår på partiet Venstre, at det heller ikke er det, der har været intentionen med ordene.

Der er først en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Når det forventes, at op imod 12.000 får en opholdstilladelse på asylområdet i år – og dertil kan man jo lægge familiesammenføringer, som kommer oveni – mener ministeren så ikke, at det her lovforslag er utilstrækkeligt? Hvad er egentlig begrundelsen for, at man fra regeringens side, sådan som jeg har forstået det, ikke ønsker at stramme yderligere? For det er klart, at med et lovforslag, som kun rammer et mindretal, vil det jo betyde – som hr. Kristian Thulesen Dahl også var inde på i spørgetimen til statsministeren – at udgifterne til det her område vil stige, og de er i forvejen voldsomt høje; det vil betyde masser af integrationsproblemer og problemer med at finde lejligheder, boliger, til folk ude i kommunerne. Så hvad er egentlig regeringens begrundelse for, at man ikke ønsker at stramme yderligere end det, der er lagt op til?

Ministeren.

Jeg er ikke i tvivl om, at den store stigning i antallet af asylansøgere, vi har set, ikke mindst i sommeren 2014, kommer til at give ganske store udfordringer. Men det siger samtidig sig selv, at Danmark selvfølgelig punkt 1 skal leve op til vores medmenneskelige forpligtelser, punkt 2 leve op til vores internationale forpligtelser, punkt 3 være med til at løfte en opgave, som jeg sådan set håber det meste af verden gerne vil være med til at løfte. Og det er klart, at når vi ønsker at overholde vores internationale forpligtelser, er der også grænser for, hvor langt vi vil gå i at stramme op på asylområdet.

Det, vi gør med lovforslaget her, er udtryk for, synes jeg, den rette balance, hvor vi på den ene side yder mennesker den beskyttelse, som de har behov for og krav på, og på den anden side arbejder med et mere midlertidigt begreb, så flere kan vende tilbage til hjemlandet.

Martin Henriksen.

Jo, men regeringen og ministeren har jo selv tilkendegivet i Integrationsudvalget, at der er mulighed for at stramme yderligere op, også inden for rammerne af de internationale forpligtelser. Så når regeringen ikke vil det, er det jo, fordi den politiske vilje ikke er der.

Hvad er f.eks. begrundelsen for, at de her ændringer, altså at man får en opholdstilladelse for 1 år og ikke må hente familien op i det år, kun skal gælde for en lille del af dem, der kommer til Danmark og beder om at få asyl? For hvis man kan gennemføre det for en lille del, kan man også godt gennemføre det for alle sammen. Så hvad siger justitsministeren til, at man tager regeringens lovforslag og breder det ud, så det gælder alle sammen? For hvis det er i overensstemmelse med de internationale forpligtelser, når det gælder for et mindretal, må det jo også være det, når det gælder for et flertal.

Så i forhold til det der med at sige, at når man ikke går længere, er det, fordi man ikke må det i forhold til de internationale forpligtelser, vil jeg sige, at jeg godt ved, at der er nogle herinde, der måske tager de forpligtelser lidt mere tungt end Dansk Folkeparti, men min pointe er sådan set bare, at når ministeren ikke går længere, er det jo, fordi der ikke er den politiske vilje til at gå længere.

Ministeren.

Jeg tror, det er meget vigtigt på flygtningeområdet at holde fast i, at der kan være forskellige årsager til, at mennesker sendes på flugt, og at der selvfølgelig er forskel på de mennesker, som er individuelt forfulgt på grund af deres religion, deres politiske overbevisning, deres politiske tilhørsforhold eller andre anliggender i deres private liv, og så mennesker, der sendes på flugt af det, man kan kalde mere generelle forhold i hjemlandet, eksempelvis en borgerkrig eller en anden form for konflikt.

Det er ikke, fordi vi skal undervurdere konfliktens konsekvenser og dens ofre, men fordi varigheden af det beskyttelsesbehov, man kan have, kan variere, alt afhængigt af om man er individuelt forfulgt, fordi man eksempelvis er systemkritiker, eller man flygter fra en tilstand, som forhåbentlig bedrer sig. Og det er en af de sondringer, der ligger i lovforslaget her, og det ved spørgeren jo sådan set også godt.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kan bekræfte ministerens udlægning. Jeg synes, jeg sagde det rimelig klart i min ordførertale, at den del af tillægsbetænkningen, som Venstre tilslutter sig, kun handler om familiesammenføring og ikke udvider noget som helst. Det er i øvrigt politiske bemærkninger, og derfor har jeg for at være helt ærlig svært ved at følge ministerens bekymring og argumentation, men det må vi jo afklare efterfølgende. Jeg kan sige meget klart, at det, vi har tilsluttet os, kun handler om familiesammenføring, og det har ministeren så forstået rigtigt.

Det, jeg godt vil spørge ministeren om, vedrører den debat, vi havde tidligere, hvor der var flere socialdemokrater, der spurgte mig, om det ikke var rigtigt, at Venstre ikke har fremlagt forslag til at begrænse adgangen til at få asyl i Danmark. Jeg vil godt spørge ministeren, om ministeren ikke kan bekræfte, at forslaget her som sådan ikke på nogen måde begrænser adgangen til at få asyl i Danmark.

Ministeren.

Altså, det, forslaget gør – og det bliver forhåbentlig snart vedtaget, så det også kan få mulighed for at komme til at virke; vi er jo blevet en lille smule forsinket, fordi Folketinget ikke ville være med til at hastebehandle forslaget som foreslået fra regeringens side – er, at der bliver indført et midlertidigt begreb, hvad angår folk, der ikke er individuelt forfulgt. Det betyder ikke, at man ikke kan komme hertil og få vores beskyttelse, hvis man har et behov derfor, men det betyder, at vi arbejder med et midlertidigt begreb, hvorfor man ikke kan forvente at få beskyttelse i længere tid, end man reelt har behov for det. Det synes jeg faktisk giver ret god mening.

Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg spørger, fordi vi også har spurgt skriftligt, og jeg synes jo, det er lidt mærkeligt, at Socialdemokraterne praler af, at det her begrænser adgangen til at få asyl i Danmark, når sandheden er, at man rører ved endnu et vilkår. En ting er, at man har lempet på en lang række områder, men her strammer man så op på det vilkår, der handler om adgang til familiesammenføring. Så der er ikke tale om – og det er jeg glad for at ministerens slår fast – at man på nogen måde begrænser adgangen til at få asyl i Danmark.

Der synes jeg måske at Socialdemokraternes argumentation er en smule dobbeltmoralsk, og det synes jeg at ministeren justitsministeren skulle erkende her, og måske skulle hun bede sine partifæller om at lade være med at klandre Venstre for noget, som Socialdemokratiet og regeringen selv gør sig skyldige i.

Ministeren.

Jeg tror egentlig bare, at den socialdemokratiske ordfører undrer sig over, at Venstre måske har haft lidt svært ved at finde sine ben i forhold til lovforslaget her. Men det er der jo ikke nogen grund til at folde yderligere ud, for nu stemmer Venstre for forslaget, og det havde jeg vel egentlig også regnet med hele vejen.

Så vil jeg sige, at jeg synes, at der helt generelt er rigelig med konkurrencer i Danmark og i resten af verden, og jeg synes ikke, vi behøver at konkurrere på asylområdet. Jeg synes, at det, Danmark og asylansøgerne har behov for, er sammenhængskraft og realistiske, konkrete, pragmatiske løsninger på en rigtig, rigtig svær udfordring, og det mener jeg at lovforslaget her er et væsentligt bidrag til.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

For det første: Står ministeren på Folketingets talerstol og siger, at regeringen har tænkt sig at administrere den her lov i direkte strid med, hvad et flertal i Folketinget har skrevet ind i tillægsbetænkningen? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Hvordan mener ministeren at en domstol vil forholde sig til en administration, der er i direkte strid med Folketingets flertal?

Ministeren.

Jeg forstod på fru Johanne Schmidt-Nielsen tidligere på dagen, at Folketinget har oplyst Enhedslisten om, at det er retligt bindende, hvad der står i en tillægsbetænkning. Det mener jeg ikke er korrekt, og det forstår jeg også at Enhedslisten efterfølgende har givet mig ret i. Og hvis vi er enige om, at det ikke er retligt bindende, hvad der står i en tillægsbetænkning, er det vel sådan set korrekt af mig som justitsminister at sige, at det er lovforslaget, som det vedtages, der gør sig gældende. Hvordan skulle vi ellers kunne lovgive i landet?

Jeg forstår så ydermere på partiet Venstre, som indgår i flertallet i tillægsbetænkningen, at det ikke skal forstås sådan, som jeg vil tro fru Johanne Schmidt-Nielsen måtte udlægge det, men at det ikke skal udvide på andre områder, end sådan som man så må forstå ordene. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er en lidt mærkelig fremgangsmetode, at der er et flertal i en betænkning for en ordlyd, som ikke stemmer overens med det lovforslag, som efterfølgende vedtages. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi bliver enige om, at det er lovforslaget, som vedtages, der kommer til at gælde.

Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg mener ikke, det på nogen måde er uklart, at den her tillægsbetænkning handler om familiesammenføring og handler om at sikre, at den her lov kommer til at administreres i overensstemmelse med vores menneskeretlige forpligtelser. Jeg synes jo, det er lidt særligt, at det er højrefløjen, man skal gå til for at sikre, at det, der foregår, er i overensstemmelse med menneskerettighederne.

Jeg vil gerne gentage mit spørgsmål til justitsministeren, for der kom ikke svar: Hvordan mener ministeren at en domstol vil forholde sig til en eventuel praksis, som er i strid med, hvad flertallet af Folketingets medlemmer har skrevet i en tillægsbetænkning?

Ministeren.

Jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt ved en række andre lejligheder: Det er regeringens vurdering, at vi med det her lovforslag lever op til vores internationale forpligtelser. Det kan Enhedslisten jo så være uenig i, men ligefrem at lægge til grund for et spørgsmål stillet i Folketingssalen, at det ikke er korrekt, er vel sådan på kanten af, hvordan vi plejer at diskutere med hinanden. Vi fremsætter ikke lovforslag fra den her regerings side, som ikke vurderes at holde sig inden for de internationale forpligtelser.

Jeg går ud fra, at det er sådan, at når Folketinget om lidt vedtager det her lovforslag, er det lovforslaget, der gælder.

Tak til justitsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, går vi nu til afstemning.

Der er blevet stemt om ændringsforslagene, så derfor går vi nu til den endelige afstemning om lovforslagets vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 90 (V, S, DF, RV, LA og KF), imod stemte 19 (SF, EL, Uffe Elbæk (UFG) og Birthe Rønn Hornbech (V)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget [og vil nu blive sendt til statsministeren].