Tak.
Jeg tager ordet på vegne af Venstres folketingsgruppe her i dag under andenbehandlingen af L 72, fordi vi i Venstre ser med bekymring på det pågældende lovforslag.
Det er jo det lovforslag, som statsministeren annoncerede i sin åbningstale, om, at regeringen vil stramme reglerne for at bremse den tilstrømning af asylansøgere, som Danmark oplever.
Man vil have vedtaget et lovforslag, som har til formål til dels at bremse asylansøgertilstrømningen.
Det var faktisk en melding, vi i Venstre var glade for, en melding, vi har efterspurgt de sidste 3 år, hvor regeringen jo ikke har gjort noget for at bremse asylansøgertilstrømningen til Danmark, men tværtimod har lavet den ene lempelse efter den anden sammen med venstrefløjen og med Enhedslisten i spidsen.
Rent faktisk er det sådan, at en anerkendt asylansøgerfamilie på to voksne og tre børn i 2015 vil få 10.000 kr.
mere om måneden, end den ville i 2011, da VK-regeringen sad ved magten.
Det betyder selvfølgelig, at der er en langt større tilskyndelse, et langt større incitament til at vælge Danmark som asyldestination, og det har været en betydelig medvirkende årsag til, at tilstrømningen af asylansøgere er øget.
Det har regeringen været ligeglad med.
Så bliver tilstrømningen hen over sommeren så stor, at man bukker under for presset og anerkender, at ja, man bliver nødt til at stramme op, ganske som vi borgerlige partier i længere tid har efterspurgt at man gjorde.
Det er vi som sagt glade for.
Det, vi er knap så glade for, er den måde, regeringen vælger at gøre det på.
Det lovforslag, som vi andenbehandler her i dag, L 72, indfører en ny midlertidig beskyttelsesstatus for asylansøgere, som har et mere midlertidigt beskyttelsesbehov, og det udskyder tidspunktet for familiesammenføring for den pågældende gruppe med lidt under et år.
Det er også begrundet i, at når de kun skal være her midlertidigt, er der ikke nogen grund til, at de får deres familie med.
Det kunne sådan set være fornuftigt nok – det er to i sig selv udmærkede, fornuftige tiltag – hvis det bare var sådan, at regeringens lovforslag, altså de to forslag, hvilede på virkeligheden i stedet for på en tænkt situation.
Forslaget hviler nemlig i hvert fald efter Venstres opfattelse på noget, der tyder på at være falske antagelser og forkerte forudsætninger.
Først og fremmest hviler det jo på en antagelse om – qua midlertidigheden – at de her asylansøgere, som der er tale om, og det er primært asylansøgere fra Syrien, kan vi hurtigt sende hjem igen.
De skal være i Danmark for en kort stund – 1, måske 2 år, og så kan vi sende dem tilbage til Syrien.
Det kunne sådan set være en fornuftig vej at gå, hvis det var en vej, der kunne lade sig gøre, men det er det bare ikke, for det forudsætter jo, at der er fred og fordragelighed og stabile vilkår i Syrien.
Det er der tilsyneladende ingen – med undtagelse af den her regering – der tror på sker inden for en overskuelig årrække.
Det er også sådan med lovforslaget, at problemet med det er, at det rammer meget få.
Hvis det er en opstramning, en stramning af lovgivningen, er det i hvert fald en stramning, som rammer meget få.
Da regeringen første gang præsenterede forslaget ved daværende justitsminister Karen Hækkerup og integrationsministeren, sagde man, at man ville ramme størstedelen af asylansøgerne fra Syrien.
De ville blive ramt af den her stramning.
Det viste sig at være forkert.
Det viste sig, man havde fiflet med tallene.
Så blev det til en tredjedel, så blev det til en fjerdedel, og nu under udvalgsbehandlingen har vi faktisk ikke kunnet få noget svar fra regeringen på, hvilken betydning det her lovforslag vil have, hvilke af de asylansøgere, vi har, det vil komme til at ramme, eller hvem det i virkeligheden vil være en opstramning for.
Det, man må konkludere, er, at det er en meget, meget lille gruppe.
Forslaget er altså tilsyneladende en teoretisk stramning, et asylstramningsfatamorgana, om man vil, der ikke synes at ville kunne klare virkelighedstesten.
Det er det, vi i Venstre er ganske bekymrede for.
Nu vedtager vi noget i Folketinget – det bliver så på den anden side af juleferien – som ikke kommer til at virke efter hensigten, men som kommer til at skabe langt flere problemer, end det i virkeligheden løser, og som jo kommer til at være en stramning af det på papiret, men slet ikke kommer til at være det ude i virkeligheden, for det vil være meget, meget få, der i virkeligheden vil blive ramt af de ændringer af reglerne og lovgivningen, som regeringen lægger op til.
Det er lidt ligesom den her Eritrearapport, som vi har diskuteret så mange gange, og som var regeringens bud på, hvordan vi skal stoppe tilstrømningen af asylansøgere fra Eritrea.
Man laver en factfindingrapport, og så bruger man den til at nægte de her eritreanere asyl.
Det kunne sådan set være en udmærket vej frem, hvis den var holdbar, hvis den holdt i Flygtningenævnet, hvis den holdt til lidt offentlig debat, men det har vist sig ikke at være tilfældet.
Og enhver – måske ikke alle i den her sal, men uden for Folketinget – tror jeg er klar over, at det sejler for regeringen i forhold til de eritreanske asylansøgere og den pågældende factfindingmission.
Vi frygter i Venstre, at præcis det samme vil gentage sig med det her lovforslag.
Derfor har vi under udvalgsbehandlingen forsøgt at få klare svar fra regeringen på, hvad betydningen er af lovforslaget.
Vi har stillet mange spørgsmål, som justitsministeren beredvilligt har besvaret.
Vi har jo ikke noget ønske om at bestemme, hvad der bliver svaret, men vi kunne godt tænke os, at der bliver svaret på det, der bliver spurgt om, og det er der desværre ikke blevet i alle tilfælde.
Derfor står det uklart, hvem lovforslaget rammer, og hvad det kommer til at betyde.
Når man spørger, står det klart, at regeringen rent faktisk ikke engang selv tror på, at det her vil føre til, at man bremser asylansøgertilstrømningen, i hvert fald ikke når man under ministeransvar svarer Folketinget.
Jeg kan forstå, at der er ordførere, der uden for det her lokale svarer, at det selvfølgelig vil føre til en lavere asylansøgertilstrømning til Danmark.
Når man spørger ministeren, og det er det, vi skal basere vores afstemning på nede i salen, så kan man ikke få noget svar på, om regeringen tror, at det vil føre til en lavere asylansøgertilstrømning fra Syrien.
Der er dog en i debatten fra regeringen, som har været ærlig, og som har sagt det, som det er, og der vil jeg godt her fra talerstolen rose De Radikales formand, vicestatsminister Morten Østergaard, for han sagde, og nu citerer jeg:
»Der er jo ikke nogen, der tror på, at de syriske flygtninge, der kommer til Danmark, kan vende hjem inden for en kort periode.«
Det var det, vicestatsministeren sagde, og det hiver jo fuldstændig tæppet væk under regeringens såkaldte asylstramning.
Vi har i samråd ikke fået svar på, hvad regeringen mener.
Er det det, justitsministeren siger, eller er det det, vicestatsministeren siger?
Man må bare sige, at det er ganske umuligt at få et klart svar på, hvad regeringen mener.
Hvis det er det, vicestatsministeren mener, så giver det ikke meget mening at vedtage det pågældende lovforslag.
Hvis det er det, justitsministeren og statsministeren mener, så giver det måske mening.
Der vil jeg da komme med en klar opfordring til regeringen om, at man her i juleferien finder ud af, hvad man mener om det pågældende lovforslag, og hvad regeringens linje er.
For det kan ikke være begge dele.
Det kan ikke både være det, vicestatsministeren siger, og det, justitsministeren og statsministeren siger om lovforslaget.
Så glæder vi os i øvrigt til, når regeringen er blevet afklaret om, hvad den mener, og vi har fået klare svar på, hvad lovforslaget betyder, at tage stilling efter juleferien.
Det er også derfor, vi ønsker at få forslaget tilbage til fornyet udvalgsbehandling her mellem anden- og tredjebehandlingen.
Og vi vil også stille yderligere spørgsmål for at forsøge at få nogle klare svar, for vi bliver nødt til at lovgive på et oplyst grundlag.
Med de ord har jeg nu redegjort for Venstres folketingsgruppes stillingtagen, og man skal i parentes bemærket passe på med at rose sig selv, og det vil jeg ikke gøre, men jeg må bare sige, at det nogle gange er klogt, som Venstre har gjort i den her sag, ikke bare at agere gummistempel for regeringens såkaldte asylstramningsforslag, for der er store spørgsmålstegn ved, om det her rent faktisk får en betydning ude i virkeligheden.