Først og fremmest tak for ordførernes positive tilgang til forslaget.
Jeg er meget glad for den brede opbakning, der – sådan som det lyder i dag – er til det her forslag.
De danske kyster er et kæmpe aktiv for Danmark.
Vi har kysttyper, der er enestående i Europa – en værdifuld del af vores fælles natur, som vi skal værne om.
Landets kyster er også en af vores største turistattraktioner, som sikrer arbejdspladser i yderområderne, og som flere har konstateret her fra talerstolen i dag, handler det her jo også om at sikre netop yderligere beskæftigelsesmuligheder i turisterhvervet i yderområderne.
Kystturismen har desværre i de senere år oplevet en tilbagegang i den udenlandske turisme.
Regeringen ønsker vækst og udvikling i hele Danmark, og derfor indgik vi også i juni måned en aftale om en vækstplan for dansk turisme, som indeholder en række forskellige initiativer.
Særskilt indgik vi så en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om den her forsøgsordning til at fremme den fysiske udvikling af dansk kyst- og naturturisme.
Med lovforslaget giver vi landets kystkommuner mulighed for at søge om tilladelse til ti konkrete projekter inden for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen, en række andre beskyttelseslinjer og kystnærhedszonen.
Så bare for at præcisere, også i forhold til det, der er blevet sagt fra Liberal Alliances side, vil jeg sige, at det altså ikke er en tilladelse til ti kommuner, det er en tilladelse til ti projekter, hvor kommunerne kan gå sammen på tværs, hvis de ønsker det, så flere kommuner kan samarbejde om et projekt, som altså også fysisk kan brede sig over flere kommuner.
Formålet med det her forslag er jo ikke, sådan som det nogle gange har forlydt i debatten, at plastre vores kyster og strande til med hoteller, restauranter, rutsjebaner, og hvad der ellers kunne være.
Jeg ønsker ikke, at vi får Sunny Beach-tilstande i Danmark – tværtimod skal vi huske på, som også flere har været inde på, at vores åbne kyster, vores strande er en af de attraktioner, som folk også kommer hertil for at opleve, og derfor skal det her selvfølgelig ske i respekt for det.
Men hvis vi ser til Sverige og Norge, kan vi jo se, hvordan man der med succes har lavet udsigtspunkter, naturobservatorier og andet, der trækker turister til, som kommer for netop at opleve den smukke kystnatur.
Vi har i Danmark over 7.000 km kyst, som også flere her i dag har bemærket, og regeringen mener, at det er muligt både at bevare de åbne og ubebyggede kyststrækninger og samtidig sikre en udvikling i turismeerhvervet.
Derfor opfordrer jeg kystkommunerne til at imponere os med innovative projektideer, der kan fremme kyst- og naturturismen på en ny og spændende måde, samtidig med at de tager hensyn til naturen og landskabet.
Med lovforslaget har vi fastsat tre kriterier for projekterne, der skal sikre den rette balance mellem beskyttelse og benyttelse af vores kyster.
Projekterne skal have potentiale for udvikling af kyst- og naturturisme og for øget tiltrækning af udenlandske turister.
De konkrete projekter skal ske i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter for at understøtte udviklingen i området.
Og sidst, men ikke mindst, skal projekterne altså indpasses arkitektonisk og opføres under særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og landskabet.
Så bliver der konkret spurgt ind til, om det her ikke skal evalueres på et tidspunkt.
Det var fru Pia Adelsteen, der spurgte.
Og jo, det skal det, og det fremgår også af lovforslaget, at der vil blive foretaget en evaluering efter 5 år.
Der vil det være sådan i forhold til tilladelser, der er givet, at hvis man ikke har påbegyndt byggeriet, vil de bortfalde.
Så i forhold til hvad konsekvenserne vil blive af evalueringen, vil jeg sige, at det vil være sådan, at hvis ikke man har påbegyndt byggeriet, bortfalder tilladelsen.
Men det er klart, at har man fået en tilladelse til at bygge noget, som altså ligger inden for de her kriterier, vil det heller ikke være sådan, at så går vi ud og rive det ned.
Det vil være en evaluering, der selvfølgelig er fremadrettet i forhold til at se på:
Er det her noget, som vi har gode erfaringer med?
Kunne det ske ifølge de kriterier, som vi har lagt fast i respekt for naturen og det omgivende samfund?
Og så kan man jo overveje, om man så skal bygge videre på det.
Men der er altså en evaluering efter 5 år.
Jeg synes, det er fornuftigt at lave det her som en forsøgsordning, netop for at se, om det kan levere de flere arbejdspladser og den øgede turisme, som vi gerne vil have, og samtidig altså ske i overensstemmelse med kystbeskyttelse.
Når vi så taler vækst i yderområderne, har særlig de små øer ønsket sig bedre muligheder for at tiltrække tilflyttere.
Og derfor er der også et element i det her lovforslag, som altså giver nye muligheder for helårsbosætning på de 27 små øer.
Vi udbygger simpelt hen dispensationsmulighederne, sådan at kommunalbestyrelsen kan give en ejer dispensation til at udleje sommerhuset til helårsbeboelse.
Det kan de gøre, uden at det først skal igennem en byggesagsbehandling med energikrav svarende til helårsbeboelse.
Det, der ligger i det – for at svare på fru Pia Adelsteens spørgsmål – er jo netop, at der har været et ønske om at sikre, at man kunne tiltrække flere til helårsbeboelse på øerne, så jeg må også formode, at det er det formål, man vil tilgodese ude på øerne, når vi nu giver den her dispensationsmulighed.
Så jeg deler faktisk ikke bekymringen, i forhold til at det her så bare vil føre til, at flere huse står tomme – sådan lytter jeg mig til at bekymringen er.
Det er netop formålet, at vi skal have flere til at indgå i øernes, kan man sige, fællesskab, også på helårsplan.
Der er også andre elementer i forslaget.
Fremover skal det alene være bygningsreglementet, der stiller krav til bebyggelsens isolering, og ikke lokalplanerne.
Reguleringen skal være enkel og ens i alle kommuner, og det er også en del af opfølgningen på den vækstpakke, som regeringen indgik med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
Af hensyn til de mange lokalplanforslag, der er i høring, foreslår vi dér en overgangsbestemmelse, sådan at de lokalplanforslag med bestemmelser om lavenergibebyggelse, der er i høring nu og frem til, at det her lovforslag træder i kraft, kan vedtages og få virkning efter lovens ikrafttræden.
Som den sidste del af lovforslaget vil vi forenkle kommunernes VVM-proces ved at sikre, at miljøministeren kan beslutte, at det obligatoriske anmeldeskema skal indsendes digitalt.
Med lovforslaget ønsker regeringen kort sagt at styrke muligheden for vækst i kyst- og naturturismen, samtidig med at vi tager hensyn til naturen og landskabet.
Vi ønsker at forenkle lovgivningen om lavenergibebyggelse, og vi ønsker at skabe nye muligheder for helårsbeboelse på de 27 små øer.
Med de ord vil jeg endnu en gang sige tak for den positive modtagelse af det her forslag.
Det er jeg glad for.