Som nævnt ved det foregående forslag støtter vi jo i Dansk Folkeparti, at der indgås dobbeltbeskatningsaftaler, både for at man undgår, at folk kommer i den klemme, at de kommer til at betale skat to gange, men også for at undgå, at folk helt slipper for at betale skat.
Så vi støtter jo normalt de her forslag.
Der er alligevel nogle ting, jeg har studset over ved det her forslag, og som jeg i hvert fald eventuelt kan få svar fra skatteministeren på, når han kommer på talerstolen senere, eller også få svar på i udvalgsarbejdet.
Der står bl.a.
særlig fremhævet i forslaget, at overenskomsten også giver mulighed for, at embedsmænd fra det ene land kan deltage i skatteundersøgelser i det andet land.
Det synes jeg da er lidt spændende at dykke ned i, for det er i hvert fald ikke noget, jeg sådan har været opmærksom på har indgået i en dobbeltbeskatningsaftale tidligere, altså at embedsmænd fra andre lande pludselig får beføjelser til at gå ind og kontrollere danske statsborgere eller danske virksomheder.
Jeg har ikke i forslaget kunnet læse nærmere om, under hvilke rammer og på hvilke vilkår de her embedsmænd skal fungere i Danmark.
Skal de f.eks.
med på kontrolbesøg?
Er det ikke sådan nogle ting, man kommer ud i?
Jeg synes ikke umiddelbart, at det lyder specielt positivt, og det er ikke noget, som vi sådan som udgangspunkt kan støtte.
Jeg kan så forstå det så langt, at det vist er med i OECD's standard for 2010, som er en ny standard, man er begyndt at bruge.
Det er ikke noget, jeg er stødt på tidligere, så jeg tænker, at det er noget, vi er nødt til forholde os til som Folketing, da man må gå ud fra, at det er noget, der måske løbende kommer med fremadrettet, altså om det også skal være normal praksis, at man siger, at embedsmænd fra andre lande skal have beføjelse til at lave undersøgelser på dansk grund.
Det synes jeg da i hvert fald at vi skal være noget varsomme med bare at give et blåstempel.
Det gælder også den del om, at man skal udveksle eventuelle oplysninger – som der står – altså som det danske skattevæsen ikke selv ligger inde med og ikke selv har brug for.
Kan man nu blive pålagt, at man så skal gå ud og samle ind og ringe på døren hos virksomheder og sige, at de skal aflevere oplysninger, selv om man faktisk ikke selv som dansk myndighed har brug for de her oplysninger?
Jeg synes, det stiller nogle retssikkerhedsmæssige principielle spørgsmål, som vi er nødt til at få undersøgt i udvalget.
Indtil vi har fået klarlagt dem, kan jeg ikke tage stilling til, om Dansk Folkeparti i sidste ende kan støtte forslaget.