Det her lovforslag ligger i forlængelse af et forslag, vi vedtog i foråret, om at digitalisere indtægtsreguleringen af social pension og boligstøtte, og i lighed hermed er dette lovforslag en del af det store digitaleringsregime, som vi er underlagt i disse år.
Lovforslaget er en del af udmøntningen af eindkomstprojektet under overskriften effektiv sagsbehandling og kontrol i den fælles offentlige digitaliseringsstrategi, og det er en hensigt med loven at effektivisere og forenkle administrationen, at forbedre mulighederne for digital selvbetjening og at muliggøre en mere præcis og korrekt udbetaling af de økonomiske fripladstilskud til dagtilbud, fritidshjem og klubtilbud m.v.
Dette overordnede sigte er vi i Dansk Folkeparti fuldstændig enige i, nemlig at få justeret reglerne, så der kommer en mere enkel og præcis administration og så fripladstilskuddet er baseret på de faktiske tal, og som udgangspunkt kan baseres på oplysninger, som er i systemet i forvejen, så man skal oplyses så lidt som muligt.
Og det er jo glimrende.
Det er en del af systemet, at kommunikationen så vidt muligt foregår digitalt, både ansøgningen og høringen i forhold, når støtten ændres.
For langt de fleste vil det ikke være noget problem.
For langt de fleste vil det såmænd være en forenkling, men så er der en gruppe, som ikke er i stand til at kommunikere digitalt, eller som ikke magter det.
Der er heldigvis en mulighed for at opnå fritagelse for at være digital, hvis man er i stand til at søge om det, og hvis man altså får det gjort, men hvad med den gruppe, som ikke gør det?
Og det er den tredjedel, som i dag hverken er digital eller har fritagelse.
Derfor vil Dansk Folkeparti gerne i forbindelse med udvalgsarbejdet have set på, hvordan det sikres, at denne store gruppe, som hverken er med på digitaliseringen eller er undtaget, ikke tabes.
Ministeren har i forbindelse med et tidligere lovforslag før sommerferien gjort klart, hvilket ansvar kommunerne har for at hjælpe dem, som ikke kan.
Det var en klar udmelding, som det nu naturligvis er op til kommunerne at leve op til.
Men vi er jo allerede efter den 1.
november, hvor det blev pligtigt for alle at have en digital postkasse, alternativt at søge om fritagelse.
Men hvad med den tredjedel, som er hverken-eller?
Hvordan sikrer vi, at de ikke tabes?
I dag er der naturligvis en gruppe, som aldrig reagerer på de breve, de får, men der er dog en mulighed for, at nogle kunne få øje på, at der lå et brev – det kan være pårørende, sundhedsplejersker eller socialpædagoger, som kommer i hjemmet.
Den mulighed er jo væk, når postkassen er digital.
Vi bliver jo ganske enkelt nødt til at sikre, at det præciseres, hvordan kommunen er forpligtet til at hjælpe de borgere, som af den ene eller den anden grund ikke kan finde ud af det.
Og ja, vi har sagt det før, det her med at være digital forsvinder ikke, når de gamle ikke er her mere.
En meget stor del af dem, som ikke er med i dag, er de unge.
Nogle skal finde ud af det og komme med, men der vil være en gruppe tilbage.
Hvordan hjælper vi dem?
Så hvis vi kan få en god dialog med ministeren, så vi kan være sikre på, at ingen tabes, vil Dansk Folkeparti gerne støtte lovforslaget, men vi ser selvfølgelig frem til udvalgsarbejdet og får også sendt de nødvendige spørgsmål ind til ministeren.
Hvis han allerede i dag kan svare, ville det jo være fornemt.