Tak for det.
Jeg vil da gerne starte med at takke hele vejen rundt for den positive modtagelse af lovforslaget, som vi har været vidne til her i dag.
Det glæder mig oprigtigt, at så mange bakker op om forslaget.
Man må bare sige, at det er fuldkommen nødvendigt, at vi får det her igennem, og det er utrolig godt for hele Østjylland, selvfølgelig primært Aarhus, at vi nu kan få det her til at blive en realitet.
Grunden til, at vi skal stå her i dag igen og tale om det her projekt, er jo desværre, som flere ordførere har været inde på, at projektet blev 700 mio.
kr.
dyrere end forventet.
Og det kan man jo ærgre sig over, men når man er færdig med det, er man nødt til at handle og nødt til at rydde op.
Derfor ryddede vi op, ved at jeg sammen med Aarhus og Region Midtjylland gennemførte en grundig gennemgang af projektet og fandt ud af, hvordan man kunne tilrette det, således at vi fik mere realisme ind i projektet.
Samtidig var der et grundigt arbejde med alle Folketingets partier.
Og tak for den velvillighed til i forskellige forligskredse at få tømret et forlig sammen, som betød, at vi kunne finde pengene til statens andel af fordyrelsen.
Det er godt, det betyder, at letbanen kan anlægges som planlagt, og det er sådan set det, vi sikrer i dag.
En del af aftalen om statens merbevilling var nemlig, at staten udtræder af Aarhus Letbane I/S, og det er altså det, det her lovforslag, som vi behandler, omhandler.
Den her nye konstruktion for anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S, hvor staten ikke deltager, men i stedet yder et tilskud til anlægget af letbanen, er en konstruktion, som er fuldkommen parallel til, hvordan vi er engageret i Odense Letbane, det lovforslag, som vi behandler lige efter det her lovforslag.
Det synes jeg er en god model, og jeg synes, det er den måde, man må gøre det på.
Burde vi have lavet det fra starten?
Ja, formentlig, men det er jo ligegyldigt, nu er vi her, og nu får vi det rettet til, så vi laver det rigtige snit.
Så kan man være bekymret for, om det betyder, at modellen så vil medføre, at der fremover ikke vil være tilsyn med, hvad statens penge bruges til.
Her kan jeg berolige og sige:
Tværtimod, når staten yder tilskud, har vi naturligvis en forpligtelse til at indgå en aftale med tilskudsmodtager, som beskriver de krav, som staten stiller til udmøntning af statens tilskud.
Så der skal indgås en såkaldt administrationsaftale med Aarhus Letbane, og i den forbindelse vil der også blive udarbejdet en revisionsinstruks.
Som det fremgår af lovforslaget, er det både statens oprindelige indskud i Aarhus Letbane på 600 mio.
kr.
og statens andel af fordyrelsen på 330 mio.
kr., der fremover gives samlet som tilskud.
Herudover giver lovforslaget hjemmel til, at de to lokale parter, Aarhus Kommune og Region Midtjylland, kan indskyde deres andel af fordyrelsen i selskabet.
Aarhus Kommunes andel er på 331 mio.
kr., og Region Midtjyllands andel er på 78 mio.
kr.
af fordyrelsen.
Desuden fremgår det af lovforslaget, at det fremover er de to lokale parter, der er ansvarlige for finansieringen af uforudsete udgifter til anlægget af Aarhus Letbane.
Efter sin udtræden af Aarhus Letbane I/S hæfter staten ikke længere for uforudsete udgifter til anlæg af letbanen.
Efter den her udtræden af anlægsselskabet er der så sammenfald mellem interessenterne i henholdsvis anlægsselskabet og drifts- og infrastrukturselskabet, og derfor er det også sådan, at lovforslaget indeholder en mulighed for en sammenlægning af de to selskaber, i regi af enten det ene eller det andet selskab.
Staten har dog betinget sig, at statens mulighed for at føre tilsyn med anvendelsen af statens tilskud fortsat skal være til stede efter en eventuel sammenlægning.
Endelig indeholder lovforslaget her en række konsekvensrettelser i den gældende lov om Aarhus Letbane som følge af statens udtræden af anlægsselskabet, og så er det naturligvis også sådan, at staten jo trækker sine medlemmer af bestyrelsen ud tilsvarende.
Alt i alt tak for opbakning til det her lovforslag.
Det bliver godt for hele Danmark, godt for Østjylland, godt for Aarhus, at vi i 2017 kan sætte os op i en letbane og lade os fragte rundt i Danmarks andenstørste by.