Tak.
Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at Venstre og regeringen ikke kan nå hinanden i den her sag, for vi var egentlig ikke så langt fra, at det kunne lykkes.
Der er to ting, der skiller vandene.
Den ene er spørgsmålet om udvidelsen af området for, hvornår man kan få samfundstjeneste i stedet for at skulle ind at ruske tremmer, nemlig at det også skal omfatte voldsmænd i det omfang, som regeringen har lagt op til.
Den anden ting er den vekselordning, der er om, hvor mange timers samfundstjeneste der skal veksles med hvor mange dage i fængsel.
Der havde Venstre spurgt regeringen, om den syntes, det var rimeligt, at man kunne slippe med så forholdsvis få antal timer samfundstjeneste i stedet for fængsel, og justitsministeren svarede følgende:
»Jeg er imidlertid af den opfattelse, at der uanset Straffelovrådets vurdering kunne være grund til at forhøje de minimale og maksimale timetal for samfundstjeneste, således at der for fængselsstraffe, som gøres betingede med vilkår om samfundstjeneste, i overensstemmelse med ovennævnte vejledende tabel fastsættes et højere antal samfundstjenestetimer, end tilfældet er i praksis i dag.«
Så fortsatte hun:
»I lyset af de tilkendegivelser, der er fremkommet fra forskellig side under lovforslagets behandling i Folketinget, er jeg derfor indstillet på at støtte et ændringsforslag som nævnt i spørgsmålet.«
Nu kommer der så et ændringsforslag om lige præcis det spørgsmål, og så kan vi forstå, at det vil regeringen ikke støtte alligevel.
Det synes jeg er lidt mærkeligt og også lidt ærgerligt.
Det andet spørgsmål handler om, hvilke voldsmænd der skal kunne slippe med at gøre samfundstjeneste, f.eks.
i en vuggestue eller andet.
Der har regeringen lagt op til, at der dog bør udvises tilbageholdenhed med at anvende betinget fængsel for personfarlig kriminalitet i tilfælde, hvor – og nu citerer jeg – »forurettede er påført betydelige fysiske eller psykiske skader«.
Altså, hvis et voldsoffer er påført betydelige fysiske eller psykiske skader, mener regeringen dog, at så skal man være tilbageholdende med at anvende samfundstjeneste.
Det synes vi simpelt hen er for slapt.
Noget andet regeringen siger, er, at det samme som udgangspunkt gælder, hvis kriminaliteten er udøvet over for et særlig værgeløst offer.
Så har Venstre spurgt:
Jamen er det ikke nok, at det er udøvet over for et værgeløst offer?
Skal man have været særlig værgeløs?
Der har regeringen svaret ja.
Vi synes, det er meget, meget mærkeligt, at regeringen altså mener, at man kan slippe med samfundstjeneste, hvis man har overfaldet et værgeløst offer, som altså ikke er særlig værgeløst, og at man også kan nøjes med samfundstjeneste, hvis et offer er påført fysiske eller psykiske skader, men at det ikke har været betydelige fysiske eller psykiske skader.
Vi undrer os og vi ærgrer os over, at regeringen ikke har villet tage imod den fremstrakte hånd, som Venstre kom med under førstebehandlingen, og lavet et bredt forlig på det her område, men altså i stedet for har vist, at man foretrækker at føre retspolitik med den alleryderste venstrefløj repræsenteret ved Enhedslisten.