Ja, ganske kort:
Jeg synes, det er værd at markere, at vi nu ved den her tredjebehandling slår sidste søm i sagen om dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Irland, i og med det jo, omend det er et lille skridt, altså er et skridt i den rigtige retning af at bekæmpe social dumping inden for luftfarten – en social dumping, som i sidste ende truer sikkerheden i luftfarten, og hvor man benytter sig af alle de tricks, vi kender, når vi snakker social dumping, nemlig løntryk, kreative ansættelsesformer i form af arme og ben-firmaer, skattesnyd, og hvad ved jeg, det, der inden for luftfarten hedder Maltafinten og ikke Luxembourgfinten.
Det her er jo i høj grad kommet i stand på baggrund af et beslutningsforslag, som Enhedslisten fremsatte i sin tid.
Men der skal herfra lyde en stor ros til den daværende skatteminister, hr.
Holger K.
Nielsen, som jo kastede sig ind i det og sørgede for, at ministeriet gav sig i kast med opgaven.
Så der skal såmænd også i den forbindelse lyde en ros til Skatteministeriet, det er de jo ikke forvænt med, for at have gjort et rigtig godt stykke arbejde og være kommet godt i mål med det.
Nu mangler vi bare at få Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen op i gear, for man er her lidt mere træg og henholder sig til FN's Global Compact-aftale, og jeg skal give dig, skal jeg.
Vi har lige set det i forbindelse med den aftale om flyrejser, som er indgået via Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S, hvor man jo altså har åbnet op for, at Norwegian pludselig får tildelt en række ruter, selv om Norwegian notorisk er et lavprisselskab, der benytter sig af nøjagtig finter som løntryk osv., som jeg før var inde på.
Og der nytter det jo så ikke noget, at man henviser til FN's Global Compact-aftaler.
Hvis man kigger nøje efter på listen over de virksomheder, som har tilsluttet sig det regelsæt, og det er i øvrigt ikke bindende, så er Norwegian
ikke
at finde her, hvorimod f.eks.
SAS er det.
Så Finansministeriet og finansministeren må gøre det her meget, meget bedre.
Men godt, at vi i dag kan stemme for forslaget om at ændre på dobbeltbeskatningsaftalen med Irland.