Det er alligevel bemærkelsesværdigt med den forholdsvis afdæmpede begejstring, der lød fra Venstres ordfører, når man tænker på, at her er der aftalt en vækstpakke, som der var store fanfarer om hvad skulle føre til – i hvert fald ved indledningen af forhandlingerne om den.
Sandheden er vel, at man næsten ikke kan undervurdere betydningen af den her vækstpakke, i forhold til hvad den vil føre til af øget beskæftigelse og økonomisk udvikling i vores land.
Men sådan er det jo, når der skal laves vækstpakker, som involverer højrefløjen:
Ulykkerne er som regel større end glæderne.
Under forhandlingerne har Enhedslistens holdning til de ting, der indgår i det her lovforslag, sådan set været to ganske enkle synspunkter.
Det skulle sikres, at vi – når vi var færdige med forhandlingerne – stadig væk havde en aftale om at nå de mål både om CO
2
-reduktion og vedvarende energi som aftalt i energiaftalen.
Det blev opnået.
Det skulle også sikres, at vi i det mindste havde en forståelse med regeringen om, at hvis det var sådan, at man – på trods af at man overholdt det, man havde aftalt – alligevel kunne konstatere, at det, der endte med at blive vedtaget, havde en negativ effekt og skabte et større CO
2
-udslip, end der ellers ville være kommet, så skulle der efterfølgende kompenseres for det.
Det har vi også ordnet.
Man kan selvfølgelig sige, at det er lidt irriterende, at vi skal bruge tid på at forhandle med regeringen om at få rettet op på skader, som man påfører sig selv, men for vores parti er det jo ikke usædvanligt at være i den situation, når det handler om at forhandle med regeringen, så det tager vi på os.
Det var det energi- og klimamæssige element i det.
Det andet, som vi lagde vægt på, var at sikre os, at det her ikke betød, at almindelige mennesker kom til at betale mere, fordi erhvervslivet skulle friholdes for nogle udgifter.
Og man kunne jo tro, det ville blive rigtig svært at sikre, at den energipolitiske klimamålsætning blev bevaret intakt, samtidig med at det kunne undgås, at disse milliardbeløb i lettelser til erhvervslivet, som Venstre og Konservative hele tiden talte om, blev væltet over på almindelige mennesker som udgifter.
Nu var det bare så heldigt, at regeringen året før havde indgået en anden vækstaftale med højrefløjen i dansk politik, og dengang var der lykkeligvis nogle midler, der ikke rigtig kunne afsættes.
De kunne så bruges den her gang – og så kunne man prale af dem to gange.
På den måde kan man sige, at det faktisk ret enkelt er lykkedes at lave en aftale, som betyder, at vi kan leve op til vores klimaambition, og at vi kan leve op til vores energiambitioner, med den tilføjelse, at der kan laves noget supplement i forhold til CO
2
, hvis der er behov for det, hvilket hr.
Steen Gade var inde på, og at vi kan opretholde en fornuftig social balance.
Det var ikke så dårligt.
Så er der alligevel andre elementer i det her, som er rigtig dumme.
F.eks.
er det dumt, at vi faktisk har bragt os i den situation, at muligheden for at udnytte vindel i varmesektoren i virkeligheden bliver forringet med det her, og det er lidt underligt.
Jeg tror faktisk ikke, der findes noget parti i Folketinget, der ikke synes, det ville være en god idé i større udstrækning at bruge el fra vindmøller til at producere varme med.
Alligevel vedtager vi så i enighed at gøre det sværere og værre, og det er jo gennemført dumt.
Men det er jo en af de risici, der opstår, når man indgår meget brede forlig om meget komplicerede og indviklede ting og i stor udstrækning overlader det til partiernes toppolitikere – der måske ikke er præget af den store indsigt på det her område – at føre pennen.
Det tror jeg man reelt må sige.
Også det vil jeg understrege at både vi og SF er indstillet på at reparere på sammen med regeringen, og det håber vi også lykkes i forbindelse med finanslovsforhandlinger, vi har nu.
For det er jo sådan, at finanslovsforhandlinger efter forlig, hvor højrefløjen har været indblandet, altid har sådan et skær af reparation over sig.
Det har ikke helt så meget skær af reparation over sig, som når man overlader det til regeringen at lave aftaler alene med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, for så går det jo helt galt – men det er alligevel en reparation.
Pointen for os er, at vi ikke er begejstrede for det her lovforslag.
Det indeholder stort set ikke noget, der peger i den rigtige retning, men det er lykkedes os at fastholde et energiforlig med et højt ambitionsniveau, og det er lykkedes os at sikre en fornuftigt økonomisk balance.
Og at lave aftaler med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som indeholder de elementer, synes jeg i grunden er rigtig godt klaret.