Tak for ordet.
En gang om året har vi statsborgerskabsdag her i Folketinget, hvor vi inviterer de nye statsborgere herind, formanden holder en tale, og der er også underholdende indslag.
Det er en stor dag, men ikke så stor som dagen i dag, hvor vi har dobbelt statsborgerskabsdag.
I dag skriver vi et lille stykke historie, for i dag gør vi det muligt for danskere bosat i udlandet at få udenlandsk statsborgerskab, samtidig med at de beholder det danske statsborgerskab og vice versa.
Det er noget, der betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker, og derfor er i dag en stor dag.
Desværre er det ikke et enigt Folketing, der stemmer for.
Vi i Venstre er lidt ærgerlige over, at vi ikke kunne blive enige om det alle sammen, men det er jo, som det er, og det er fair nok at se forskelligt på tingene.
Men en lille ting vil jeg alligevel gerne fremhæve ved lovforslaget.
Der har været debat om Sam Mansour eller Said Mansour, og om han skulle udvises eller ej.
Der har været mange, der har blandet sig i det, og jeg skal selvfølgelig undlade at gøre det, for det er et spørgsmål for domstolene, men når diskussionen om Mansour overhovedet er interessant, altså om man skal fratage ham sit danske statsborgerskab, er det jo, fordi hvis man fratager en person med dobbelt statsborgerskab det danske statsborgerskab, kan man udvise vedkommende til det land, han også har statsborgerskab i.
Hvis det er en person, der kun har dansk statsborgerskab, giver det ikke meget mening at tale om at fratage statsborgerskabet og udvise personen, for man kan ikke udvise ham noget sted hen – der er ikke et andet land, der står klar til at tage imod ham.
Så det er lidt ærgerligt, at det argument ikke i højere grad har vundet indpas, for det giver altså ikke megen mening at tale om at tage statsborgerskab fra terrorister med flere, hvis ikke de har et andet statsborgerskab og dermed et andet land, som man kan smide dem hen til.