Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 44:

Forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret. (Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret).

Af justitsministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 30.10.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Jan E. Jørgensen som Venstres ordfører.

Se, i dag bliver der skrevet et lille stykke danmarkshistorie. I dag foretager vi nemlig et paradigmeskifte. På samme måde som en række andre lande ønsker vi ikke længere at begrænse dobbelt statsborgerskab. Vi har skiftet standpunkt og holdning med for den sags skyld. Det har taget lang tid at nå til den erkendelse, for traditionelt har det været holdningen overalt, at dobbelt statsborgerskab var noget rod – man måtte vælge. Men der er sket meget.

Globaliseringen har medført, at flere og flere rejser ud og mange kommer hjem igen. Det er blevet nemt og billigt at rejse mellem forskellige verdensdele. Mennesker rejser ud for at arbejde, tænker, at det skal være midlertidigt, men så ender det måske med at blive permanent. Mennesker forelsker sig på tværs af landegrænser og får børn sammen, børn, der bliver sat i det dilemma, om de skal vælge deres mors eller deres fars statsborgerskab.

I Venstre mener vi ikke, at mennesker skal tvinges til at foretage et valg, som ikke er nødvendigt. Der er ingen grund til at tvinge andre til at opgive deres oprindelige statsborgerskab, fordi de gerne vil være statsborgere i et nyt land. Jeg elsker mine to børn, Kamma og Valdemar, lige højt, og man kan også elske sit gamle og sit nye fædreland lige højt.

Så sent som i sidste uge var jeg inviteret på middag i New York af min gamle skolekammerat Peter, der for snart mange år siden flyttede til USA for at arbejde i en bank. Han blev hængende og har fået tre børn. Han er nu gift med en dansker, som også har boet i USA en del år. Hun er stadig dansk statsborger, og han har så af forskellige årsager måttet opgive sit danske statsborgerskab og har nu amerikansk pas. De glæder sig begge til nu at kunne blive både danske og amerikanske statsborgere, for sådan føler de sig. Og de er langtfra er de eneste.

Jeg har modtaget virkelig mange henvendelser, positive henvendelser, fra danskere over hele verden, der har set frem til dagen i dag igennem mange år, og jeg ved, at mange sidder og kigger med her i dag over det meste af kloden. Jeg vil godt læse op fra et af de mange breve, jeg har fået.

Kære Jan. Først vil jeg sige dig mange, mange tak for din store indsats i denne sag. Jeg har nu været her 50 år, US-statsborger, dansk gift, tre børn, alle tidligere VU'ere, og foreløbig otte børnebørn. Jeg blev valgt til kommunalbestyrelsen i Hvalsø Kommune fra den 1. januar 1982 og sad i seks perioder plus det ekstra år, de sidste 9 år som borgmester for Venstre. Jeg blev meget glad, da jeg erfarede, at Venstres gruppe vil stemme for forslaget. Tak for dit engagement. Liberale hilsner Virginia Holst.

Se, nu udmønter vi til glæde for Virginia og mange andre den aftale, som vi i Venstre i foråret blev enige med regeringen, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance om. I dag er det kun syv ud af Europas 46 lande, der ikke tillader dobbelt statsborgerskab. Når loven er vedtaget, er det kun seks.

I praksis betyder loven, at danskere, der bosætter sig i andre lande, vil kunne bevare deres danske statsborgerskab, samtidig med at de får et nyt statsborgerskab i deres nye hjemland, men det betyder også, at herboende udlændinge vil kunne beholde deres oprindelige statsborgerskab, selv om de får et dansk statsborgerskab, og forhenværende danske statsborgere vil kunne få deres danske statsborgerskab tilbage, hvis de vel at mærke ikke har begået alvorlig kriminalitet i mellemtiden.

Da debatten om dobbelt statsborgerskab kørte i pressen i foråret, var der en del praktiske bekymringer, bl.a. om værnepligt og skattepligt, retten til at stemme og retten til at få velfærdsydelser. Nogle af de bekymringer vil jeg godt give et par ord med på vejen. Værnepligten skal ske i bopælslandet. Man risikerer altså ikke at blive pålagt dobbelt værnepligt. Reglerne om skattepligt ændres ikke ved dobbelt statsborgerskab. Stemmeretten følger bopælslandet. Hvis man bor i Danmark, har man altså stemmeret i Danmark, og statsborgerskab har kun i meget begrænset omfang betydning for retten til at modtage offentlige velfærdsydelser.

Der er omvendt masser af reelle problemer for danskere i udlandet, fordi vi ikke i dag tillader dobbelt statsborgerskab; lidt færre problemer for udlændinge i Danmark. I mange lande skal man eksempelvis betale en højere arveafgift, hvis man er udenlandsk statsborger. Der er stillinger, man ikke kan få, bestyrelser, man ikke kan være medlem af, og man har ikke demokratisk indflydelse i det land, hvor man bor. Disse problemer vil Venstre gerne løse.

Til sidst vil jeg også godt nævne, at dobbelt statsborgerskab giver os mulighed for at udvise danske statsborgere, der begår forbrydelser mod Danmark, f.eks. terrorisme. Hvis de samtidig er statsborger i et andet land, ja, så kan vi tage det danske statsborgerskab fra dem og udvise dem til deres oprindelige hjemland. Det er selvfølgelig ikke det vigtigste argument for dobbelt statsborgerskab, men det hører med.

Danmarks regler skal moderniseres i takt med udviklingen, og derfor giver det også god mening at tillade dobbelt statsborgerskab, så vi ikke tvinger folk til at vælge tilhørsforhold, når der ikke er grund til det, og derfor indstiller Venstre, at vi vedtager forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge om noget. Venstre har jo ment det samme som Dansk Folkeparti indtil for ganske nylig, og man får næsten indtrykket af, at Venstre på det tidspunkt, hvor de mente det samme, som Dansk Folkeparti gør, ikke mente, at vi lever i en globaliseret virkelighed, og nu er de så kommet til en erkendelse af, at det gør vi så. Jeg kunne egentlig rent principielt godt tænke mig at finde ud af, hvad det er, der har gjort, at Venstre er kommet på andre tanker.

Ordføreren.

Der var jo en statsminister engang, der sagde, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Når man mener noget nyt, mener man jo pr. definition det modsatte af, hvad man mente dagen før. Lige præcis hvornår man kommer til den erkendelse, kan det jo være svært at sige. Det, jeg kan sige, er, at det har været en lang rejse for Venstre, og det har været en tanke, der langsomt er modnedes, og hvad det er, der lige præcis og på hvilket tidspunkt har fået flertallet i gruppen til at mene, at det her er fornuftigt, skal jeg ikke kunne sige.

Men jeg er helt med på, at det da ikke er noget nemt spørgsmål, og det er jo også noget, som man i mange andre lande har drøftet igennem rigtig mange år, for opfattelsen har traditionelt været, at folk altså kun kunne være statsborger i ét land. Men der er altså sket en udvikling, og hvad det lige præcis er, der har gjort, at holdningen hos Venstre er tippet, er svært at svare på.

Jeg ville ønske, at holdningen også var tippet hos Dansk Folkeparti, men det kan være, vi kommer dertil en dag. Det håber jeg.

Hr. Christian Langballe.

Jo, men det er sådan set bare for at gøre opmærksom på, at man altid kan argumentere for udviklingen og sige, at det er udviklingens skyld, men det kræver trods alt, at der må være nogle principielle overvejelser, der gør, at man har ændret synspunkt, så udviklingen ikke bare bliver en magisk formel, man kaster ud. Jeg mener ikke, at der indtil i dag er sket nogen forskel i det, man kalder den globaliserede virkelighed, i forhold til for nogle år tilbage. Så jeg spørger sådan set bare efter de principielle overvejelser.

Ordføreren.

Jeg er helt med på, at jetflyet ikke blev opfundet i sidste uge, og at der heller ikke er andre voldsomme ting, der har gjort, at globaliseringen er kommet. Det er jo ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det er en løbende udvikling, og på samme måde har der jo også været en løbende udvikling ikke bare i Danmark, men i en række andre lande, der har gjort, at det, man tidligere mente om, at dobbelt statsborgerskab skulle begrænses, er tiden løbet fra. Hvornår den løb fra det, om det var i sidste måned eller for et år siden eller for 5 år siden, skal jeg ikke kunne sige, men jeg synes i hvert fald, at det er godt, at vi nu kan få vedtaget en lov, som er i overensstemmelse med udviklingen, og som vi i øvrigt principielt ikke har nogen problemer med.

Tak til Venstres ordfører. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Karen J. Klint som socialdemokratisk ordfører.

Tak for ordet, og også tak til Venstres ordfører for den meget sobre gennemgang af lovforslaget og de meget, meget positive nyheder, der ligger i det. Dem vil jeg selvfølgelig også starte med.

Det er et lovforslag, som vil gavne rigtig mange mennesker og ikke vil skade nogen. Det er jo dejligt, når vi har nogle lovforslag herinde, som der ikke er nogen negative bivirkninger ved. Det er i hvert fald mit afsæt i dagens lovforslag her, nemlig at der ikke er negative bivirkninger. Jeg kan godt se, at der er en ordfører, der måske allerede er parat til at komme med korte bemærkninger, men det er i hvert fald i stor stil et lovforslag, der kun gavner mennesker.

Netop når vi lever i en verden og i en tid, hvor man bosætter sig i forskellige lande enten af udviklingsmæssig årsager, eller fordi der er en udvikling i eget land, der gør, at man ikke længere kan bo i sit oprindelsesland, er det rigtig godt, at vi også følger med lovgivningsmæssigt og åbner for, at mennesker kan blive fuldgyldige statsborgere og fuldgyldige demokratiske borgere i det land, som de vælger at bosætte sig i. Der er en opgørelse, der siger, at der er ca. 250.000 danskere, der bor i andre lande, der vil have glæde af det her, hvis de vælger det til. Det er jo ikke en pligt, man får, men et aktivt valg, man skal foretage.

Vi, der sidder med statsborgersagerne i Danmark for udlændinge, der gerne vil have dansk statsborgerskab, får rigtig mange historier om, at de synes, de lige mangler det allersidste for både at føle sig velkommen i Danmark, men også for at kunne være aktiv i demokratiet. Og det gør faktisk indtryk, når vi læser om de personskæbner, hvor man i beretningerne ligesom argumenterer for, hvorfor man godt vil være statsborger i et andet land. Så der kan være mange forskellige afsæt i det.

Derfor er det jo også godt, at vi som politikere følger med udviklingen og tager noget nyt til os, og det gør vi også i respekt for den grundlov, vi har. Vi ændrer jo ikke på grundlovens § 44, der siger, at det at få statsborgerskab er noget, man får ved lov. Det er ikke noget, du går hen og trækker i bladkiosken; det er faktisk noget, man får ved lov, og derfor er det også pakket ind i de almindelige regelsæt, som vi har her.

Så er det jo rigtigt, som Venstres ordfører også sagde, at der er alle dem, vi kan glæde os over. Så er der nogle enkelte – man kan jo ikke være bekendt at sige sorte får eller andre ting her fra talerstolen – uheldige elementer i nogle samfundsgrupper, der træder ved siden af og begår nogle handlinger eller har nogle dårlige intentioner i deres adfærd. Der vil så være den ekstra vifte, som også hr. Jan E. Jørgensen gjorde opmærksom på. Der er så en bedre mulighed for at udvise folk, hvis de misligholder deres danske statsborgerskab. Det er jo en rigtig god måde at gøre det på, for vi skal bruge det dobbelte statsborgerskab til demokratiets positive udvikling. Det skal ikke bruges til at snyde på vægten eller til at foretage terrorhandlinger eller voldsomme kriminelle handlinger i det land, man vælger at bosætte sig i.

Så jeg er meget enig med Venstre i, at det er rigtig godt, at vores forhandlere har sat sig til bordet og har løst den gordiske knude med, at vi ikke skal genere folk, fordi man bliver mere globaliseret i sit privatliv enten på grund af kærlighed, arbejde eller på anden måde, eller fordi ens forældre flyttede og man altså er født i et andet land, og at der så også er de mennesker, der ikke frit kan vælge, om de kan blive i deres eget land. Jeg synes faktisk, det er en meget stor kærlighedserklæring fra de mennesker, der tvinges til at bosætte sig i Danmark, at de vælger det danske statsborgerskab til, men det kan vi også tale om under næste sag.

Så alt andet lige vil jeg sige tillykke til alle de mennesker, der vil få glæde af dobbelt statsborgerskab, men jeg vil faktisk også sige tillykke til vores forhandlere, fordi de har fundet en løsning.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Christian Langballe som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak for ordet, formand. For os drejer et nej til dobbelt statsborgerskab sig ikke om det forhold, at man godt kan holde af to lande på en gang. Kærlighed kan være svært at gradbøje, så altså til det, at man kan holde af to lande: Selvfølgelig kan man det. For os drejer det sig mere om, hvad nationalstaten er for en størrelse, og hvad statsborgerskabet er for en størrelse, og nationalstaten og statsborgerskabet hænger principielt logisk og åndeligt sammen.

Der er fra min side af ingen tvivl om, at vi lever i en global tidsalder, en global tidsalder, der også løber stormløb imod de grundpiller, som nationalstaten udgør, og netop derfor – netop derfor – er det værd at holde fast i, at der er ét sted, hvor man hører hjemme, ét sted, der værner en, ét sted, man kæmper for osv.

Statsborgerskabet dækker over noget dybere, der har sin grund i identitet, den enkeltes identitet – det at være rodfæstet et bestemt sted frem for andre, det at være dansk, danskhed, det, som man med et i forhold til den politiske korrekthed forkætret ord kunne kalde fædrelandskærlighed, som jeg mener er et smukt ord.

Statsborgerskabet er ikke kun et spørgsmål om et sæt af rettigheder, som man får del i. Nej, det drejer sig om forpligtelse, loyalitet, forbundethed, troskab. Når man går tilbage og læser de politiske debatter, der har været om statsborgerskab, ser man, at så har grundreglen fra demokratiets indførelse og frem været én person, ét statsborgerskab, og det grundlæggende spørgsmål for de folk, der har beskæftiget sig med det, har hele tiden været loyalitet: Hvem er man loyal i forhold til? Hvilket hold spiller man på? Hvem kæmper man for, når det virkelig gælder?

Skulle jeg sætte sagen på spidsen, har vi jo haft en diskussion om de her såkaldte syrienskrigere. Hvilket hold er de på, hvem kæmper de for, hvem er de forpligtet over for, når det virkelig gælder? Men det drejer sig jo også om den almindelige forbundethed i forhold til landet.

Går man til loven om erhvervelse og fortabelse af indfødsret fra 1898, som er en fornem lov udarbejdet af Deuntzer, ser man, at forarbejdet til loven netop består i at få afklaret loyalitetsforholdet. Altså: Hvem er man loyal i forhold til, når det virkelig gælder?

Det ville, i forhold til hvad statsborgerskabet er i sin kerne, være nærliggende at gå til sproget selv. Vi taler om fædrelandet, og når vi gør det, gør vi det ud fra devisen om, at man kun har én far. Vi kan omvendt også tale om modersmålet, når vi taler om det sprog, der ligger vort hjerte nærmest. Jeg kan flere sprog, og der er blandt de sprog, jeg kan, et par stykker, som jeg af forskellige grunde virkelig holder af. Men jeg har så alligevel kun ét modersmål. Skal jeg udtrykke mine dybeste og inderste følelser, gør jeg det på mit modersmål. Skal jeg fortælle en vittighed med de nuancer, der hører til, gør jeg det på mit modersmål.

Selvfølgelig kan man holde af flere lande på en gang, men man har nu engang kun ét fædreland. Sådan er det med fædrelandet, og sådan er det at have et modersmål. Det er, ligesom det er med ens forældre: Vi har ikke selv valgt dem, de er blevet givet os på forhånd. Det samme gælder med fædrelandet og modersmålet. De er ikke et produkt af vore valg, men en realitet og en virkelighed, der er givet på forhånd. Og når vi taler om statsborgerskab, udtrykker vi en loyalitet og en forpligtelse i forhold til den givne virkelighed, i forhold til det land, som igen gør, at det er der, man vil kæmpe, og at det er der, man vil værne om alt det, som det land repræsenterer.

Af nævnte grunde siger vi nej til dobbelt statsborgerskab.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Den logiske følge af det, som hr. Christian Langballe siger, skulle jo være, at man ikke kunne skifte sit statsborgerskab, altså at man havde det statsborgerskab, man havde fra fødslen, og blev ved med at have det. Jeg hører det, som at hr. Christian Langballe sår tvivl om danskheden og loyaliteten hos de udenlandsdanskere, som tjener danske interesser rundtomkring i verden, men som også føler sig meget tæt knyttet til det nye land, de bor i, men som netop på grund af deres hjerte og deres modersmål og deres fædreland ikke kan få sig selv til at fraskrive sig deres oprindelige danske statsborgerskab. Er ordføreren ikke enig med mig i, at den logiske følge af det, der bliver sagt, også må være, at man ikke kan frasige sig sit danske statsborgerskab?

Ordføreren.

Jeg taler her om reglen, og i forhold til reglen er der altid nogle undtagelser. Man kan så også vende det om og gøre undtagelser til regler, men undtagelsen bekræfter reglen i det her forhold. Og jeg er fuldstændig med på, at hvis jeg rejser ud og på et tidspunkt fatter en kærlighed til det land, jeg er i, så kan jeg vælge, og så er valget mit. Men med hensyn til det statsborgerskab, man har med på forhånd, ligger det i sagens natur, at det ikke er noget, man sådan set har valgt, det er noget, man er givet, og så kan man jo i øvrigt foretage et aktivt valg. Det giver jeg ordføreren ret i, men det andet skal siges først, for det er sådan set reglen.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Fortsat vil det jo også være undtagelsen med dobbelt statsborgerskab, og hovedreglen vil være, at man kun har statsborgerskab ét sted. Nu kom ordføreren så også selv ind på syrienskrigerne. Der har jo været nogle syrienskrigere, som har et dansk statsborgerskab, og de er netop beviset på, at når det virkelig gælder, som ordføreren siger, så er det ikke et spørgsmål om, hvad der står i passet, så er det et spørgsmål om, hvad der ligger i hjertet. I de tilfælde ville vi jo have mulighed for at fratage en syrienskriger det danske pas, hvis vedkommende også havde et pas i et andet land, fordi vedkommende er rejst ud i en krig og kæmpet mod danske tropper. Gør det slet ikke indtryk på Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Altså, jeg skal lige forstå, hvad det er, der gør indtryk, eller hvad der ikke gør indtryk. Men jeg er jo med på, at det klart nok også er en hjertets forbundethed, ligesom det er med modersmålet – det, man kalder hjertesproget – altså at der er noget, man holder sig til, og der er reglen jo, at det er ens fædreland. Så mener vi så bare, at man, hvis man så at sige smider slæberne ind et andet sted, selv foretager et valg, og der må man så vælge med de implikationer og problemer, som det valg indebærer.

Jeg ved ikke, om jeg fik svaret på spørgsmålet – hvis ikke var det ikke af manglende vilje, men det var sådan set, fordi jeg blev lidt i tvivl om, hvad det var, der blev spurgt om.

Så er det fru Karen J. Klint for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil formulere mit spørgsmål lidt anderledes, end jeg havde planlagt, fordi jeg hørte hr. Christian Langballe sige: Valget er mit. Det er jo faktisk rigtigt, men det er valget også, når man vælger mellem et eller to statsborgerskaber – når man får den valgmulighed.

Så vil jeg spørge, om ordføreren ikke godt vil uddybe, hvorfor der er en angst for loyaliteten, for sidder loyaliteten i forhold til at opføre sig ordentligt, være loyal over for det land, man bor i, ikke i hovedet som et bevidst valg og ikke i hjertet, hvor nogle påstår at følelserne sidder?

Ordføreren.

Jo, men må jeg godt lige gå tilbage til det, som jeg faktisk sagde. Ordføreren kan simpelt hen dykke ned i de historiske kilder og se, hvad det er, der har været tilfældet, når man har drøftet statsborgerskab. Vi går jo altså fra en tilstand, hvor man før 1849 var kongens undersåtter, og hvor det var kongen, der ligesom gjorde, at man blev kongens undersåt efter nogle så at sige subjektive valg. Så skal man have det her lovfæstet, og der drejer det sig i den her proces fra 1849, 1866 og så til 1898 om at afklare loyalitetsforholdet, fordi det er afgørende, hvem man er loyal over for. Det mener jeg da så sandelig stadig er et spørgsmål, som også statsborgerskabet udtrykker, et loyalitetsforhold. Det er det i hvert fald for mig. For mig er det helt klart et loyalitetsforhold, hvem jeg er loyal over for, også hvis det er sådan, at Danmark og Spanien spiller fodbold. Selv om jeg synes, at Barcelona er et hamrende godt hold, så er det stadig væk Danmark, jeg holder med, og det udtrykker jo den forbundethed i forhold til Danmark. Det er det, statsborgerskabet udtrykker.

Fru Karen J. Klint.

Vi er jo enige om, at der skal loyalitet med. Mennesker, der får dobbelt statsborgerskab og får et dansk statsborgerskab og bor i Danmark, underskriver jo også en tro og love-erklæring på, at de er loyale over for det danske system. Det ændrer vi jo ikke på, så vi ændrer ikke på, at det er en aktiv og meget bevidst handling, endda med egen underskrift. Så der er jo loyalitet.

Så er det jo rigtig fint at have den historiske forklaring. Men det, vi her lovgiver om, er jo for fremtiden. Og jeg tror faktisk godt, at mennesker i dag kan håndtere fremtiden på en måde, sådan at man sagtens kan være loyal over for mere end ét land, for loyaliteten sidder jo ikke i hjertet, loyaliteten sidder altså i de bevidste handlinger, man foretager sig. Så jeg er rigtig tryg ved det lovforslag, vi har med at gøre i dag. Jeg tror, det bliver til stor glæde, og jeg tror faktisk også, det bliver til stor demokratisk glæde, fordi der er rigtig mange andre mennesker, mange flere mennesker, der vil forholde sig positivt til det land, de bor i.

Ordføreren.

Jeg indledte med at sige, at jeg sagtens kan sætte mig ind i, at man kan holde af flere lande på en gang. Det mener jeg virkelig at man kan, og jeg kender folk, der virkelig gør det. Så det er der for mig ikke nogen tvivl om. Det er sådan set ikke det, vi lovgiver for nu. Det her drejer sig om dobbelt statsborgerskab. For mig er statsborgerskabet der, hvor man lægger sin loyalitet, og det er altså et andet spørgsmål. Hvor har man forpligtelsen henne? Hvad er det for et land, man vil kæmpe for? Hvad er det for et land, man vil værne om? Det er for mig det, som statsborgerskabet udtrykker, ikke blot en rettighed, men så sandelig også en pligt i det daglige.

Så er det fru Pernille Skipper for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det er en utrolig interessant filosofisk diskussion, vi er ude i her, som jeg har siddet og lyttet til. Jeg er ikke normalt ordfører på området, så det kan være, jeg misforstår en lille smule, og det må jeg så undskylde på forhånd. Jeg er enig med hr. Jan E. Jørgensen i, at hr. Christian Langballes argumentation sådan set fører hen til, at så skulle det heller ikke være muligt at skifte statsborgerskab, og så burde man også være imod det. Hr. Christian Langballe siger så, at det kan man godt, for så vælger man aktivt – som jeg forstår argumentationen – et andet loyalitetsforhold. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man så ikke aktivt kan vælge to loyalitetsforhold.

Ordføreren.

Hvis jeg nu skal prøve at forklare, hvad det var, jeg sagde til hr. Jan E. Jørgensen, så var det, at det, at man i forvejen har et fædreland, er reglen, og så er der det, der hedder undtagelsen, hvor man af forskellige grunde, og de grunde kan der være mange af, der kan også være mange gode grunde, lægger slæberne ind et andet sted og siger: Her skal min fremtidige karriere, mit fremtidige liv, min fremtid med min familie være. Og så vil man i kraft af det skulle foretage et aktivt valg. Det er sådan set meget enkelt. Men reglen er bare, og det er også derfor, det hedder indfødsret, at der er et sted, man er født. Det er udgangspunktet.

Fru Pernille Skipper.

Okay, det forstår jeg godt. Så kan jeg bare ikke forstå, at hvis det kan være undtagelsen til den her regel, at man aktivt vælger et nyt land af forskellige grunde, hvorfor det så ikke kan være undtagelsen, at man aktivt vælger to lande af forskellige grunde. Jeg forestiller mig, at man er udlandsdansker, man kommer meget hjem på besøg, og der kan være mange forskellige grunde. Jeg tror, at hr. Christian Langballe sikkert har modtaget masser af mails om alle de forskellige mystiske og mere eller mindre forudsigelige situationer, folk er i, mens de rejser rundt i verden. Hvorfor kan det ikke være en undtagelse til reglen, at man aktivt vælger at lægge sin loyalitet i to lande?

Ordføreren.

Det er jo det, jeg siger, for så har man gjort undtagelsen til reglen. Der er meget enkelt. Så har du gjort det, som faktisk er en undtagelse, til en regel. Der vil jeg så sige, at undtagelsen bekræfter reglen. Undtagelsen bekræfter reglen i forhold til statsborgerskab. Der er det afgørende det sted, man er født, det sted, man kommer fra, ens fædreland osv. Og så findes der undtagelser, ja, det indrømmer jeg fuldstændig. Men vi tager bare statsborgerskabet så alvorligt, at vi siger: Statsborgerskabet udtrykker en loyalitet i forhold til det land, hvor man er statsborger. Det er mit svar.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det fru Marlene Borst Hansen som radikal ordfører.

Det er en fantastisk følelse at få lov til at stå her på Folketingets talerstol og redegøre for De Radikales synspunkter om lovforslaget om dobbelt statsborgerskab. Det er nemlig noget, som vi i Radikale Venstre har kæmpet for og foreslået gennem mange år.

Dobbelt statsborgerskab handler om flere ting. Det handler dels om rettigheder, dels handler det om følelser. Som det er i dag, er der mange, som i stor ærgrelse må opgive deres statsborgerskab i fædrelandet for at få et nyt i det land, som de har valgt at leve i. Det vælger de som oftest, fordi de dermed får del i de rettigheder, som deres nye medborgere har. Og jeg vil tro, at jeg ville have det på samme måde. Hvis jeg eksempelvis flyttede til USA, startede et nyt liv op, mine børn gik på amerikansk skole, vi levede et liv fuldstændig som andre amerikanere, så tror jeg da gerne, at jeg ville have mulighed for at få de samme rettigheder som mine amerikanske naboer, og ikke mindst retten til at stemme til det amerikanske valg. Men samtidig ville jeg have utrolig svært ved at slippe mit danske statsborgerskab, for det er der nemlig en lang række følelser knyttet til. Og det tror jeg faktisk de fleste her i salen vil kunne sætte sig ind i.

Derfor er det så glædeligt, at vi nu tillader dobbelt statsborgerskab, fordi vi kan konstatere, at der i en moderne verden er mange mennesker, som lever i et andet land end det, de er født i – helt almindelige mennesker, som tager til udlandet, får arbejde, får familie og derfor har en naturlig fremtid i deres nye land. Ligeledes giver vi de mennesker, der er kommet til Danmark, muligheden for at fastholde deres oprindelige statsborgerskab. Således anerkender vi, at vi har borgere her i landet, der har et stærkt tilhørsforhold til deres hjemland, men som samtidig ønsker at blive en del af det danske samfund.

Ud over at give mulighed for dobbelt statsborgerskab for folk fremadrettet ønsker vi også, at de udlandsdanskere, som har opsagt deres statsborgerskab, skal have mulighed for at få det tilbage, også selv om det er længe siden, de har mistet det.

Aftalen er et eksempel på lovgivning, der åbner Danmark. Med dobbelt statsborgerskab bliver internationalt udsyn til lov. Jeg vil gerne takke alle aftalepartierne for et utrolig konstruktivt forhandlingsforløb. Vi i Radikale Venstre glæder os til at stemme ja ved tredjebehandlingen.

Tak til den radikale ordfører. Hr. Karl H. Bornhøft som SF's ordfører.

Jeg vil sige tak. Jeg skal på vegne af vores ordfører sige følgende:

I SF er vi meget positive over for forslaget. Jeg kunne måske også godt have sagt begejstret. Nu er ord som begejstret lidt voldsomme i en nordjydes mund, og derfor kan man sige, at det måske i bund og grund dækker over det samme. Man kan så også sige, at det også bare manglede, for vi har jo selv været med til at lave den her aftale, som udmønter regeringsgrundlaget på lige netop det her område.

Lovforslaget om dobbelt statsborgerskab placerer os jo på linje med en lang række lande i Europa. Det er godt. Det tilpasser os til en tid, hvor det er mere og mere almindeligt at rejse ud, gifte sig på tværs af nationer og skifte bopælsland. Og det er såmænd også fint og godt.

I dag har mange danskere kun den mulighed at afgive deres statsborgerskab, hvis de ønsker at stemme i deres udstationeringsland, ønsker et job i den offentlige sektor dér eller at nyde andre borgerrettigheder der, hvor de er havnet. Det er for fattigt. Det giver derfor god mening, at danske statsborgere fremover kan bevare deres danske statsborgerskab, selv om de flytter til et andet land og bliver statsborgere der, for vi lever jo altså i en globaliseret verden, og med den følger bevægelsen af arbejdskraft. Og selv om nogle mennesker vælger at arbejde i et andet land, betyder det jo ikke, at deres tilknytning og tilhørsforhold til Danmark bliver svagere; ja, indimellem har man nærmest fornemmelsen af det stik modsatte, og godt for det. Nu får de en mulighed mere. Det er bare fint.

Samtidig får vores mindretal, som jo lever i et spændingsfelt mellem Danmark og Tyskland på begge sider af grænsen, nogle nye muligheder for at bevare begge identiteter. Det er vigtigt, omend nogle af danskerne på tysk side afskæres, fordi de ikke, som kravet er indrettet nu, har boet på dansk jord. Det burde måske også være et forhold, som vi skulle tage op under den her lovbehandling.

Endelig ved vi, at det kan være vanskeligt at løse sig fra oprindeligt statsborgerskab, da nogle lande simpelt hen nægter at løsrive borgere. Det gælder især for personer med flygtningestatus. Derfor er det glædeligt, at udlændinge i Danmark heller ikke skal give afkald på deres oprindelige statsborgerskab for at blive statsborgere.

Så for os og for dyngevis af danskere giver det altså god mening at tilbyde dobbelt statsborgerskab, og da forslaget samtidig efter vores bedste opfattelse er med til at fremme integrationen og styrke folks tilhørsforhold til Danmark, er det et absolut gode, for det, der styrker tilhørsforholdet, styrker også fællesskabet, og vi signalerer, at alle danskere er lige meget værd, og at de oven i købet er rigtig hjertelig velkomne, når de vil vende tilbage. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

Tak. Jeg vil på linje med den radikale ordfører starte med at fejre dagen. Jeg tror ikke, at jeg helt kan eftergøre den glæde, der egentlig er udtrykt ved det her lovforslag, men vil kun tilslutte mig på Enhedslistens vegne og sige, at det er noget, store dele af Folketinget har kæmpet for i mange år.

Det er ikke kun et vigtigt ideologisk skridt ud i en globaliseret verden; det er også et vigtigt praktisk og følelsesmæssigt skridt for rigtig mange danskere. Det gælder både danskere, som bor her, som også føler sig som andre ting, og danskere, der bor ude i verden og derude også føler sig som andre ting.

Vi lever i en globaliseret verden. Identitet og tilhørsforhold, følelser og loyalitet, som der er blevet talt om i dag, kan godt dele sig i to. Man kan godt have hjem to steder, og man kan godt have sit hjerte flere steder. Det gælder både danskere, der rejser ud i verden, og andre mennesker, der kommer hertil og bliver danskere.

Helt praktisk giver det jo mulighed for, at man kan få nogle rettigheder på lige fod med andre i det land, man nu engang bor i, og også bevare trygheden for at kunne komme hjem igen til Danmark, hvis man vil det en dag. Derfor vil jeg også sige, at jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi i de forskellige diskussioner, der har været om mulige modeller for det her, er endt på den fulde model, så man ikke begrænser sig til, at det f.eks. kun er statsborgere fra andre nordiske lande, men at det gælder alle, og at vi på den måde omfavner verden.

Jeg vil også sige, at det er rigtig glædeligt for os at se, at både Venstre og Liberal Alliance er med i den her aftale, så det forhåbentlig er langtidsholdbart.

Nu skal det jo ikke blive fest og farver det hele, så der er rent praktisk også et lovforslag, der skal gennemføres, og der er altså nogle ting, vi gerne vil se nærmere på i løbet af udvalgsbehandlingen. Det gælder f.eks. tidsfristen for generhvervelse, som Institut for Menneskerettigheder i høringssvaret har påpeget nogle problematikker i. Det gælder også et aktuelt problem, som Institut for Menneskerettigheder også gør opmærksom på, nemlig at der er unge mennesker, som ikke kan få den her nye form for statsborgerskab ved erklæring, fordi der er problemer med at få en såkaldt løsningsattest.

Derudover er der jo også i det her lovforslag, som ikke er en del af den politiske aftale, en stigning i gebyret. Det er en mindre stigning, ja, men det er sådan set ikke en stigning, som afspejler de faktiske omkostninger i sagsbehandlingen, og derfor har vi nok en lille smule svært ved at se, hvad det skal gøre godt for. 1.000 kr. er i forvejen et meget højt gebyr. Det ikke noget, vi ønsker at forhøje yderligere, så det vil vi også meget gerne se på i løbet af udvalgsbehandlingen, og vi håber på, at det kan blive et konstruktivt arbejde.

Nu, hvor vi taler om gebyrer, vil vi også påpege det glædelige i, at man i det her lovforslag afskaffer forskellen mellem dem, der har danske statsborgere som forældre, og dem, der ikke har danske statsborgere som forældre. Der har tidligere været en forskel i, hvad man skulle betale i gebyr. Det har været en uretfærdig forskelsbehandling efter vores mening, som vi tidligere har forsøgt at rejse problematikken i, så det er da positivt, at den ændring er medtaget i lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Leif Mikkelsen som Liberal Alliances ordfører.

Som det er nævnt, er det her jo en del af det, der stod i regeringsgrundlaget, det, der blev til i Det Sorte Tårn, og det er ikke, fordi vi kan finde en hel masse i det regeringsgrundlag, som vi er særlig begejstret for at hjælpe regeringen med at gennemføre. Det er vi sådan set normalt meget tilbageholdende med. Men blind høne kan også finde et korn, og derfor kan man sige, at her har regeringen dog fundet et element i et regeringsgrundlag, som er værd at hjælpe med at bære igennem.

Derfor er vi også klar til at stemme for det her lovforslag, selv om hele statsborgerskabsområdet er omgærdet med en række problemstillinger, som vi ikke er særlig enige i. Det vil vi opleve i forbindelse med det næste lovforslag, hvor det røde flertal, vi har i Danmark i øjeblikket, jo siger ja til en række dispensationsansøgninger fra folk, der ikke er i nærheden af at blive integreret, men blot får statsborgerskab, hvis man kan få en lægeerklæring på det. Det er uhensigtsmæssigt.

Derfor er det også ærgerligt, at det ofte er blandet sammen med spørgsmål om løsning, altså løsning fra statsborgerskab, og det fører mig frem til at sige, at det dermed er helt rigtigt at få det her lovforslag gennemført, sådan at de mennesker, der kommer her, som vil involvere sig, være en del af det danske samfund, mener det alvorligt, ikke skal forhindres i at få dansk statsborgerskab, fordi man ikke kan blive løst fra det statsborgerskab, man har, lige så vel som de danskere, der rejser til udlandet, ikke skal kunne afvises i at få statsborgerskab, fordi de har dansk statsborgerskab. Det er tiden løbet fra, kan man rolig sige, og vi hilser også med tilfredshed, at det her lovforslag tager hensyn en årrække tilbage, således at de, der har mistet deres statsborgerskab, kan få det generhvervet, hvis de beder om det.

Så alt i alt er det et godt lovforslag, som tidligere ordførere har gennemgået perfekt, og jeg er meget enig i Venstres ordførers bemærkninger herfra om, hvad det betyder i en moderne verden, at vi gennemfører det her lovforslag. Så det er en af de gode dage. Vi er enige i, at det er et lille hjørne af historien, vi skriver her i dag, og det vil vi gerne undtagelsesvis rose regeringen for. Det er ikke noget, vi ellers belaster regeringen ret tit med, men det gør vi gerne i dag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Fru Charlotte Dyremose som konservativ ordfører.

Da den konservative ordfører, hr. Tom Behnke, ikke kan være til stede, har jeg lovet at holde talen på hans vegne.

Vi lever i en stadig mere globaliseret verden. Flere og flere flytter fra land til land, og kommende generationer betragter hele verden som deres hjem. Det er for mange lige så naturligt at flytte fra land til land, som det er at flytte fra København til Århus. Det medfører naturligt, at man får en diskussion om dobbelt statsborgerskab, men én ting er at rejse, en helt anden ting er, hvor man føler sig hjemme, hvor ens loyalitet ligger, og hvad man ønsker at fremme og kæmpe for.

Vi mener, at spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab skaber en risiko for en masse uhensigtsmæssige situationer, som vi ikke ønsker. Når Det Konservative Folkeparti stiller sig på hælene over for forslaget, skyldes det bekymringen i forbindelse med bl.a. spørgsmålet om nationalt tilhørsforhold, altså hele loyalitetsbegrebet. Det handler om det, at man med dobbelt statsborgerskab kan opnå stemmeret i flere lande. Det synes vi heller ikke er ubetinget positivt. Der kan desuden være store problemer med diplomatisk beskyttelse, der kan være familieretlige problemer, problemer i forhold til proces- og strafferetslovgivningen.

En anden ting, der pludselig kommer op, er spørgsmålet om antallet af statsborgerskaber, for hvorfor stoppe ved dobbelt statsborgerskab, hvis man først har brudt med princippet om ét statsborgerskab? Hvis man kan have mere end ét, kan man vel også have tre, fire, fem eller seks statsborgerskaber, alt efter hvor mange lande man kan nå at bo i og knytte sig til i løbet af et liv.

På grund af de problemstillinger, som er omtalt, kan Det Konservative Folkeparti ikke gå ind for at tillade, at man kan erhverve dobbelt statsborgerskab i Danmark, og vi kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Justitsministeren.

Tak for det. Tak for den brede opbakning til lovforslaget her, som jo også udmønter en bred politisk aftale. Jeg synes i lighed med en række af ordførerne, at det er positivt, at vi nu går den vej og tillader dobbelt statsborgerskab i Danmark.

Der er blevet sagt meget især fra Dansk Folkepartis side om loyalitet. For mig er det et lidt mærkeligt begreb at arbejde med, hvad angår medborgerskab. Jeg tror nok, jeg hellere vil have fokus på identitet. Og jeg tror, der er mange, der har det sådan, at i en verden, hvor det at bevæge sig rundt bliver stadig mere almindeligt, kan tilknytning til det danske samfund have præcis samme vægt og samme rolle, som dengang man boede her. Og vi har jo rigtig mange danskere, der rejser ud for at opleve verden, for at arbejde og bidrage til f.eks. en mere fredelig udvikling i konfliktområder. Nogle slår rødder, bosætter sig andre steder, og mange har et fortsat ønske om at have deres danske statsborgerskab. Derfor synes jeg, det er både fornuftigt, godt og klogt, at statsborgerskabet kan få lov til at følge med, også når man har boet mange år uden for Danmark.

På samme måde er der jo udlændinge, der kommer hertil, som ønsker at opnå dansk statsborgerskab med de pligter og rettigheder, der deraf følger, men som samtidig ikke ønsker at give afkald på deres hidtidige statsborgerskab. Så jeg er glad for opbakningen hertil. Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på de problemstillinger, der kan knytte sig hertil, men jeg er nu ikke så bekymret, som den konservative ordfører er det i det, der her afslutningsvis bliver sagt af hende.

Jeg vil sige, at det, vi gør med lovforslaget her, som jo udmønter aftalen, er, at vi giver fuld adgang til dobbelt statsborgerskab både for danskere og for udlændinge. Det betyder, at der kommer til at ske en ophævelse af de gældende bestemmelser i indfødsretsloven om, at en dansk statsborger fortaber sit danske statsborgerskab ved erhvervelse af fremmed statsborgerskab, og at en fremmed statsborger skal opgive sit hidtidige statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af dansk statsborgerskab.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på mulighederne for, at folk integrerer sig, og der betyder statsborgerskabet jo selvfølgelig noget for rigtig, rigtig mange mennesker. Jeg tror også, man skal se det på den måde, at der er mange, der, kan man sige, nødtvunget har måttet opgive deres statsborgerskab, hvad enten der er tale om udlændinge, der kommer hertil, eller danskere, der er rejst ud. Derfor – og det hører jeg også mange af ordførerne sige – kommer det her jo ikke mindst på baggrund af en række helt konkrete episoder, som mennesker har stået i. Jeg synes, det er fornuftigt, at vi kan reagere på det.

Så er der jo en gruppe af danskere, som har ønsket at bevare deres danske statsborgerskab, og som ikke har kunnet gøre det inden den her lovændring, og der foreslår vi – som i hvert fald en af ordførerne var inde på – at der bliver indført en 5-årig overgangsordning, hvor tidligere danske statsborgere, som har tabt det danske statsborgerskab, kan generhverve det ved at afgive en erklæring herom. Det siger sig selv, at det vil være en betingelse i den sammenhæng, at man i tidsrummet, fra man har tabt sit danske statsborgerskab, til man kan generhverve det, selvfølgelig ikke er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf. Der bliver en tilsvarende overgangsordning, dog af 2-årig karakter, for herboende udlændinge, som har søgt dansk statsborgerskab, og som ikke har kunnet få det.

Så blev det fra bl.a. Enhedslistens side rejst, at vi også hæver gebyret. Det synes jeg sådan set er fornuftigt nok, for der vil sikkert komme et større ansøgningsflow på det her område. Men tak for den brede opbakning, og jeg ser selvfølgelig frem til udvalgsbehandlingen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Det er egentlig ikke, fordi jeg ikke har sagt, hvad jeg mener om den sag, men det, der sådan kan irritere mig lidt, er, at ministeren kalder vores synspunkt for mærkeligt. Altså, det er sådan en underlig ukvalificeret påstand, som man så kan komme med.

Det, jeg har gjort rede for, er, at det synspunkt, jeg har om statsborgerskabet, fuldstændig følger det synspunkt, som man, da man begyndte at diskutere statsborgerskaber, har haft om statsborgerskabet, altså at det drejer sig om loyalitet. Forarbejdet til loven i 1898 drejede sig netop om at få afklaret loyalitetbegrebet, altså hvem man i virkeligheden er loyal over for, når det virkelig gælder. Det er sådan set det synspunkt, som jeg også gør gældende i dag, og det er jo ikke mærkeligt. Det har i hvert fald noget på sig, når det er sådan, at man også tidligere har diskuteret national loyalitet. Så det er egentlig bare for at indskyde den bemærkning.

Ministeren.

Jeg tror, det er, fordi vi starter diskussionen to forskellige steder fra. Det er jo rigtigt, hvad ordføreren siger, at man ikke vælger, hvilket land man bliver født i, men man vælger jo som individ, hvad det er for værdier, hvad det er for kendetegn, hvad det er for traditioner, man ønsker at bære med sig videre. I det er der jo ikke noget naturgivent. Der er jo ikke nogen større magter, der bestemmer over os. Det er jo et aktivt valg, hvert enkelt menneske må træffe: Hvad tror jeg på? Hvad vil jeg? Hvad er det for værdier, jeg vil slås for?

Der håber jeg da sådan set til enhver tid at det valg, danskere træffer, er en loyalitet og et tilhørsforhold over for demokratiets grundprincipper, mere end det måtte være det over for noget nationalt. Jeg tror, det er, fordi vi starter diskussionen to meget forskellige steder fra. For mig er kernen i det at være dansk tilknytning og opbakning til vores demokrati mere end noget andet.

Hr. Christian Langballe.

Jamen altså, det giver jeg ministeren fuldstændig ret i. Det er nok der, hunden ligger begravet – eller hvordan man nu udtrykker det. Det er der, uenigheden er.

Nu har ministeren jo selv talt om rettigheder og pligter, hvad jeg godt vil føje til den her diskussion, for selvfølgelig er der rettigheder, og der er også en fædrelandsfølelse – det er jeg helt med på, selvfølgelig er der det – i forhold til det, man holder af. Men så er der også nogle pligter, og statsborgerskabet udtrykker jo også en forpligtelse i forhold til det land, hvor man har statsborgerskab – altså: Hvem holder man med, når det virkelig gælder? Det er jo også en forpligtelse, en pligt.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Tak til ministeren. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.