Man må jo medgive hr.
Ole Birk Olesen, at han har fundet en pointe, nemlig den pointe, at det her lovforslag fører til, at skatten bliver sat op.
Personlig synes jeg da, at det er en spændende og interessant udgang på en forhandling med Venstre, at man får dem til at acceptere, at det skrå skatteloft bliver sat op.
Det synes jeg er spændende og interessant.
Det skal dog siges, at om indførelsen af den her begrænsede skatteforhøjelse og endnu mindre sænkelsen af den grønne check er til fordel eller ulempe for de mennesker, der skal betale det, jo afhænger af, hvad man skal bruge pengene til.
Og der vil jeg så sige, at det jo ikke er rigtigt, når hr.
Ole Birk Olesen gør det til, at det her primært handler om at skaffe penge til at investere i solceller og vindmøller.
Nej, det her handler om, at man gennemfører en politik, hvor vi går fra at bruge fossile brændstoffer til primært i stedet at bruge biobrændsler.
Det første var der afgifter på.
Det er der ikke på det andet.
Derfor ville man indføre en afgift også på den form for brændsel, sådan at man nogenlunde fik de samme penge i kassen, uanset om folk eller energiselskaberne valgte at fyre med noget andet.
Da det i forvejen er sådan, at den miljømæssige og klimamæssige påvirkning er langt mere negativ, hvis man brænder træ af på mange forskellige måder, end hvis man f.eks.
bruger vindenergi eller solenergi, så var det grundlæggende en fornuftig idé at lægge afgift på afbrænding af træ.
Det var faktisk en rigtig fornuftig idé.
Det var miljømæssigt osv.
en god idé, et eksempel på, at selv i Venstre kan der udtænkes kloge tanker.
Så var det, man foreslog fra skatteministerens side, til gengæld fuldstændig uspiseligt, uigennemskueligt, umuligt at forstå.
Om det så er, fordi man, når man begynder at lave skatter i Danmark, kun kan indføre dem ved at gøre det så bureaukratisk som overhovedet muligt, eller det var, fordi det var umuligt at lave en afgift på afbrænding af træ, som var til at administrere, det synes jeg stadig væk er helt uafklaret.
Vi stillede en række forslag til, hvordan man kunne forenkle det.
Det blev alle sammen afvist med efter min mening lidt besynderlige begrundelser, og det endte så med, at vi blev stillet over for det synspunkt, at man skulle finde en alternativ finansiering, når nu vi flyttede vores energiforbrug væk.
Om den alternative finansiering, vi fandt, sagde vi, at vi sådan set havde det synspunkt, at det hellere skulle føre til større social lighed end til noget som helst andet.
Det lykkedes ikke.
Man kan sige, at Venstre opnåede det i forhandlingerne at sikre, at den øgede ulighed i Danmark, som de har været med til at gennemføre sammen med den nuværende regering, blev bevaret, men den blev dog ikke uddybet.
Jeg kunne jo høre på Venstres ordfører, at han var rigtig ked af den måde, som det her blev finansieret på, og det er jeg da rigtig glad for at høre, for så har vi da ikke levet forgæves i de forhandlinger.
Så er der selvfølgelig fordelingsprofilen, som jo har den lille svaghed i sig, vil jeg sige, at hvis man har lave indkomster og har et meget lille energiforbrug, så kan man faktisk godt blive ramt uhensigtsmæssigt at det her, og det er en ulempe.
Det andet, jeg vil sige, er, at der også er nogle miljømæssige udfordringer, vi nu står over for.
Der er det, som Venstres ordfører også var inde på, nemlig hvad der sker i forhold til genanvendelse over for afbrænding.
Jeg blev lidt overrasket over, at Venstre er så optaget af det, men vi har en strategi om, at vi gerne vil have mere genanvendelse og mindre afbrænding – går det her i den modsatte retning?
Vi har et spørgsmål om, hvad der sker med anvendelsen af varmepumper i varmeforsyningen, som bliver ugunstigt stillet i forhold til at brænde træ eller for så vidt alt muligt andet af.
Det er miljømæssigt en rigtig, rigtig dårlig idé.
Om det er nogle udfordringer, vi kan løse i forhold til det her lovforslag med det begrænsede sigte, det har, eller om det er noget, der skal løses i forhandlinger med regeringen i et andet regi, tør jeg ikke sige.
Men løses skal det i hvert fald.
Det er også rigtigt, som hr.
Steen Gade sagde, at en af konsekvenserne af det, man har aftalt, er, at man får et øget CO
2
-udslip, og det skal der selvfølgelig kompenseres for.
Selv om vi har aftalt med regeringen, at det skal der kompenseres for, så er det jo alligevel en lille smule træls, når vi er i en situation, hvor vi faktisk har brug for snarere at reducere mere end planlagt end mindre end planlagt, at vi skal bruge så meget energi på at reparere, her dog på en aftale, som vi selv har været med til.
Traditionen er jo ellers, at vi reparerer på skaderne, som kommer af de aftaler, regeringen laver med højrefløjen.
Men også det arbejde vil vi selvfølgelig gå konstruktivt ind i.
Så jeg vil ikke påstå, at det her lovforslag hensætter mig i nogen form for begejstring, men jeg er alligevel en lille smule glad for og en lille smule stolt af, at det kan lade sig gøre at lave aftaler med Venstre, som ikke fører til større social ulighed i det her samfund.
Det synes jeg regeringen og skatteministeren skulle tage ved lære af.