Det her ændringsforslag har vi ydet teknisk bistand til, og det skal vi jo gøre, når der bliver bedt om det.
Jeg vil godt sige, at skimmelsvamp ikke er noget, man skal spøge med.
Skimmelsvamp ødelægger i værste fald folks tilværelse med årelange sygdomsforløb til følge.
Jeg anerkender fuldt ud, at skimmelsvamp i vore boliger er et alvorligt problem, men det er det ikke kun, når det gælder lejeboliger, og det her forslag omhandler kun lejeboliger.
Skimmelsvamp tager jo ikke hensyn til ejerforholdene.
Derfor er der regler i byfornyelsesloven, der er udformet sådan, at alle boligtyper er omfattet af lovens beskyttelse, og sådan mener jeg også det skal være fremover.
Kommunernes tilsyns- og handlepligt er efter byfornyelsesloven helt klart og meget tydeligt defineret.
Det gælder også, når det drejer sig om skimmelsvamp.
Derfor kan det godt vække undren, når der alligevel sker det, at nogle borgere ikke mener, at de har fået den sagsbehandling i kommunerne, som de har krav på at få.
Derfor har jeg tidligere i år indskærpet reglerne over for kommunerne om, at de har en utvetydig og klar pligt til at gribe ind, når der er sundhedsfare i en bolig, og ingen borgere – det vil jeg gerne understrege – skal bo i en sundhedsfarlig bolig.
Det skal vi sikre bedst muligt, således at det er byfornyelsesloven og ikke byggeloven, man griber ind med, og det vil sige, at der er pligt til genhusning.
Men vejen frem er ikke kun det, som det her ændringsforslag dækker.
Vejen frem er jo en øget vejledningsindsats, for jeg mener faktisk, at de regler, der er, er gode nok og meget klare.
Kommunerne skal vi så have vejledt bedre om de rettigheder og pligter, der følger af byfornyelsesloven, herunder også i tilfælde af skimmelsvamp.
Borgerne skal jo have let og uhindret adgang til relevant information om forebyggelse og om deres muligheder, i tilfælde af at der er skimmelsvamp i deres boliger.
KL og andre interessenter på området – det kan være byfornyelsesnævn, det kan være boligadvokater m.v.
– vil vi gerne inddrage, når vi kortlægger de sager, hvor det så er gået skævt, og for borgerne er det nødvendigt at få den nødvendige læring om, hvordan man i praksis kan blive styrket i de her sager.
Det samarbejde vil jeg her fra talerstolen godt give et tilsagn om bliver startet op i år.
Men specifikke særregler vedrørende skimmelsvamp i private udlejningsboliger mener jeg ikke hører hjemme i byfornyelsesloven, hvorfor regeringen ikke kan støtte op om det her ændringsforslag.
Men alvoren i de her sager er vi enige i, og jeg vil iværksætte en forstærket indsats på området.