Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 34:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. (Lægesamtaler, lægelig stofmisbrugsbehandling, frit valg i forbindelse med stofmisbrugsbehandling og befordring af personer i lægelig stofmisbrugsbehandling med heroin).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 09.10.2014).

Forhandlingen er åbnet. Fru Sophie Løhde som Venstres ordfører.

Vi skal være bedre og hurtigere til at give mennesker med et stofmisbrug tilbud om en effektiv og virkningsfuld stofmisbrugsbehandling. Kort sagt var det vel nogenlunde det, der var ambitionen, da Venstre sammen med regeringen og de øvrige satspuljepartier indgik en aftale om at forbedre indsatsen for personer, som har et stofmisbrug.

Lovforslaget her er en opfølgning på satspuljepartiernes aftale fra 2013, som konkret indeholder forslag om, at personer, som ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling – uanset om det er begrundet lægeligt, socialt eller begge dele – har ret til en lægesamtale senest inden iværksættelse af stofmisbrugsbehandlingen.

Desuden indeholder lovforslaget forslag om at indføre en ret for personer, som ønsker at komme i lægelig stofmisbrugsbehandling, til at få iværksat behandlingen senest 14 dage efter, at personen har henvendt sig til bopælskommunen.

Endelig foreslås der et øget frit valg på området, sådan at der også fremadrettet bliver bedre muligheder for, at man vil kunne vælge imellem at blive behandlet i det offentlige eller i et privat behandlingstilbud.

I forhold til den første del skal det jo selvfølgelig nævnes, at der med den oprindelige politiske aftale var enighed om at indføre en ret til en lægesamtale senest 3 dage efter, at en person henvender sig til kommunen med ønske om at komme i stofmisbrugsbehandling. Så der er altså den her divergens imellem den politiske aftale om senest 3 dage og lovforslagets forslag om de 14 dage.

Når det er blevet ændret, må man jo også se det i lyset af, at vi med vores satspuljeaftale havde afsat 6 mio. kr. årligt til at indføre den her ret samlet set. Men man kan sige, at regnemaskinen ovre i Sundhedsministeriet ikke rigtig har passet med den regnemaskine, som gælder ude i Kommunernes Landsforening. I hvert fald var man overordentlig uenige om, hvad det ville koste at indføre de her nye rettigheder. De havde anslået, at det ville udgøre omkring 26 mio. kr. årligt. Det kan man selvfølgelig godt i dag stille sig op og kritisere og sige, at tingene ikke passer sammen og det ikke er godt nok og andet.

Vi tager ansvar for den politiske aftale, vi har lavet. Vi tager også ansvar for, at pengene ikke var tilstrækkelige i forhold til det, der var ambitionen bag den politiske aftale, og derfor kan man sige, at det her selvfølgelig er noget, vi må vende tilbage til – også i forhold til ambitionsniveauet omkring det her. Men jeg synes ikke, at det skal skygge for, at der samlet set er tale om væsentlige forbedringer på det her område.

Så vil jeg gerne komme med nogle enkelte bemærkninger i forhold til de indkomne høringssvar. Jeg vil sige, at vi er helt enige i Venstre med det, som Gadejuristen indfører i deres høringssvar, hvor de foreslår, at de offentlige institutioner også skal oplyse om ventetider og dermed også ventelister.

For det første må man sige, at når man har en ambition om at indføre mere frit valg, hvilket vi i den grad bifalder fra Venstres side, så skal det også være gennemskueligt for den enkelte borger, og for det andet med en central pointe, nemlig at det frie valg jo også siger noget om, hvad det er, der bliver valgt til, og hvad det er, der er nogle, der vælger fra. Det kan også bidrage til udvikling og viden om praksis og forløb på det her område.

Der læste jeg så med stor interesse kommentarerne fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvor man skrev, at det ville være ekstremt administrativt byrdefuldt og ressourcekrævende – tror jeg det var – hvis behandlingsstederne skulle oplyse om de her ting. Der må jeg sige, at det altså for mig lyder en lille smule overdrevet. Med det her lovforslag lægges der i forvejen op til, at der skal registreres en række ting, så jeg mener ikke, at man med samme argumentation kan sige, at det er helt ekstremt byrdefuldt, hvis vi også skal til at fortælle noget om, hvordan det går med ventetiderne på det her område. Så tidskrævende har jeg svært ved at se for mig at det bliver at få det her ind også i forhold til stofmisbrugsdatabasen.

Endelig må man jo også sige, at regeringen, der sådan i skåltaler og ved andre gode lejligheder bryster sig af, at vi skal have mere gennemsigtighed og øget åbenhed i sundhedsvæsenet, burde være den første til så også at være bannerfører på det her felt ved at sige, at så skal vi selvfølgelig også oplyse om de ting.

Så er der hele spørgsmålet om klageadgang, som også er fremhævet af flere høringsparter. Vi respekterer selvfølgelig, at der i øjeblikket pågår en evaluering af patientklagesystemet, men fra Venstres side vil vi da gerne allerede nu sende det signal, at vi er helt enige med de høringsparter, som fremfører, at der også på det her område bør være en klageadgang i forhold til kommunernes afgørelser omkring stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven.

Man kunne også brede det videre ud, for problemstillingen gælder ikke kun i forhold til hele stofmisbrugsområdet, og man kunne også samtidig opfordre regeringen til at se på muligheden for klageadgangen i relation til alkoholbehandlingen, hvor personer, der har et alkoholmisbrug, i dag jo ikke har mulighed for at kunne klage til Patientklagenævnet over kommunernes beslutning om behandling, og de kan i øvrigt heller ikke klage over beslutningen til andre myndigheder. De kan alene klage over kommunens generelle serviceniveau. Så vi synes, at det er to elementer, som skal med, når evalueringen af patientklagesystemet foreligger.

Men alt i alt kan vi altså støtte op om forslaget, som vi jo har været med til at indgå aftale om via satspuljen. Vi synes, at det er nogle lovændringer, der viser en rigtig vigtig og god styrkelse af borgernes ret til frie valg, og i øvrigt er det jo også en forbedring af retten til hurtigt at kunne komme i stofmisbrugsbehandling.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Flemming Møller Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Mange tak. Behandlingen af stofmisbrugere ligger naturligvis os politikere på sinde, for vi ved godt, at det at være stofmisbruger, pårørende til en stofmisbruger eller en del af omgivelserne i forhold til et stofmisbrug er meget belastende.

Derfor er det rigtig glædeligt, at syv ud af otte partier – alle de syv partier, som er med i satspuljeaftalen – er blevet enige om at lave nogle forbedringer for de stofmisbrugere, der selv kommer og siger, at de ønsker at komme i behandling.

Jeg vil lige sige – bare for at ridse omfanget op for dem, der måtte høre debatten her i dag – at tallene fra 2009 viser, at der var omkring 33.000 stofmisbrugere i Danmark. Andre tal fra 2009 viser, at der var 210 narkorelaterede dødsfald, mens antallet af stofmisbrugere, som var i behandling i 2010, var godt 14.000 personer.

I de drøftelser, vi havde sidste år om satspuljeaftalen, sagde vi, at vi ville gøre det her bedre. Vi ville sørge for, at vi fik lavet en helhedsorienteret og bedre kombineret behandling, både i forhold til den sociale stofmisbrugsbehandling og den lægelige stofmisbrugsbehandling, og derfor er det rigtig godt, at der i det her lovforslag er tre punkter, som alle tre peger i den retning.

Det skal være sådan, at der for en stofmisbruger, som selv siger, at man nu faktisk er til sinds at komme i behandling, skal være mulighed for at komme til en lægesamtale, og det uanset om det er den sociale stofmisbrugsbehandling eller den lægefaglige stofmisbrugsbehandling, man skal igennem. Og den behandling skal sættes op og tilbydes, senest 14 dage efter at misbrugeren har henvendt sig i sin hjemkommune.

Dermed ikke sagt, at det ikke kan sættes i gang tidligere. De kommuner, som har rigtig mange stofmisbrugere, har også kompetencerne og et stort setup, og jeg synes, det vil være ønskeligt, at både lægesamtalen og selve behandlingen kan sættes i gang tidligere, hvis der er mulighed for det ude i kommunerne.

Den lægesamtale, der skal være, skal også tage sigte på at lave en helhedsvurdering af stofmisbrugeren, og jeg nævner her bare nogle enkelte af de punkter, som jeg synes meget fint rammer ind, hvad det er, en sådan lægesamtale skal rumme: at identificere og behandle eventuelle akutte behandlingskrævende problemstillinger; at bekræfte patientens oplysninger om misbrugsproblemer; at identificere misbrugsrelaterede komplikationer; at identificere andre somatiske, altså fysiske, sygdomme, psykiske eller sociale problemstillinger; at udarbejde en behandlingsplan, som dækker en helhedsorienteret situationsbeskrivelse, samtidig med at man også skal tilbyde en blodprøvemæssig screening i forhold til hepatitis og hiv. Det er rigtig, rigtig godt.

Det andet punkt, som jeg lige nævnte, er jo altså det med, at misbrugsbehandlingen skal sættes i gang, senest 14 dage efter at man har henvendt sig til kommunen, og behandlingsstedet kan enten ligge i egen kommunes regi eller i en anden kommunes regi, eller det kan være et privat behandlingssted, som er godkendt af kommunen.

Det tredje og sidste punkt, jeg vil nævne, er, at lovforslaget også lægger op til, at kommunerne skal dække transportudgifter til og fra behandlingsstedet. For vi ved godt, at de misbrugere her måske har rigtig svært ved også at finde økonomien til at flytte sig fra et sted til et andet for at modtage behandlingen.

Det her er et godt lovforslag. Som min kollega fra Venstre, fru Sophie Løhde, sagde, er der lavet en ændring i forhold til, hvornår lægesamtalen skal finde sted, og fru Sophie Løhde har givet den fulde begrundelse for, hvorfor det har måttet ændres, så det vil jeg ikke kommentere yderligere. Men jeg synes, det er fornuftigt, at vi indbygger en evaluering af lovforslaget, og det synes jeg vi skal tage i udvalgsbehandling frem mod tredjebehandlingen.

Jeg kan til fru Sophie Løhde sige, når det gælder det kritikpunkt, der er rejst af Gadejuristen i forhold til registreringen og også i forhold til de offentlige behandlingssteder, at jeg som Socialdemokraternes ordfører rent faktisk synes, det er rigtigt set af Gadejuristen, og det synes jeg også vi skal arbejde på at få bygget ind i det her lovkompleks.

Socialdemokraterne støtter det her lovforslag. Lad os håbe, at det må blive til rigtig stor glæde og gavn for stofmisbrugerne, de pårørende, samfundet og behandlerne derude. Tak.

Der er et par korte bemærkninger, først fra fru Mai Mercado.

Tak. Vi kan jo blive enige om, at det her er et rigtig vigtigt område, og at det er vigtigt, at misbrugere hurtigt får hjælp. Det, der også er vigtigt at sige, er, at det her jo er en udløber af det beslutningsforslag, som blev fremsat i 2012 af Benedikte Kiær og hr. Tom Behnke. Og man var jo dengang enige; med støtte fra alle partier, undtagen Venstre, blev der lavet en fælles beretning om, at det skulle være 3 dage.

Vi kan jo også se, at der i lovkataloget står 3 dage, og at ordføreren så sent som den 7. oktober har nævnt de 3 dage som grænsen for, hvornår man skulle have en samtale. Så jeg vil egentlig bare spørge: Hvad har ændret sig siden den 7. oktober?

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig korrekt, som ordføreren siger, at det her er blevet ændret meget sent, og det er blevet ændret, efter at høringssvarene er kommet ind, hvor flere af parterne, både de faglige parter, ledelsesparterne og KL, har sagt, at det her vil koste mange flere penge end det, vi syv partier var blevet enige om. Det er også blevet fremført som et argument, at især de små kommuner vil have rigtig vanskeligt ved at have kompetencerne, økonomien og organiseringen til at kunne efterleve en 3 dages frist. Derfor er der jo fra sundhedsministerens side også blevet rundsendt et brev til alle syv aftaleparter, så vi kunne nikke til, at det her er en konsekvens af, at vi ikke har puttet flere penge ind i ordningen. Og det er der blevet nikket til.

Fru Mai Mercado.

Men det ændrer jo ikke på, at det virker mærkeligt, at man laver en fælles beretning og siger, at Folketinget er enige om, at det skal være de 3 dage, og så kommer det lige pludselig til at være 14 dage. Og alt andet lige tror jeg da, at flere havde forventet om ikke andet at blive indkaldt til en forhandling, og at lovforslaget var blevet sat i forbindelse med det beslutningsforslag, som blev fremsat dengang.

Så jeg vil egentlig bare spørge, om ordføreren vil være villig til at tage en fornyet drøftelse i udvalget, sådan at man kan få fundet frem til, om det er muligt at få lavet, lad os kalde det en differentieret frist, sådan at man for nogle af dem, som er allerhårdest ramt, kan lave en 3-dagesfrist. For det, der jo er hele udfordringen, er, at 14 dage er for lang tid i forhold til at kunne nå ind til den misbruger.

Ordføreren.

Jeg vil gerne give ordføreren ret i, at det er afgørende, at man får en mulighed for hurtigere at komme til at tale med en læge. Det her lovforslag giver jo en kæmpe forbedring på det punkt, om end det ikke er 3 dage, men 14 dage.

Men i forhold til Socialdemokraternes holdning ser jeg gerne, hvad jeg også sagde i min fremlæggelse, at det bliver kortere end 14 dage. 14 dage er maksimumtiden, og jeg vil naturligvis håbe, at vi vil kunne tage en drøftelse om det, men også, at de store kommuner, altså dem, som har musklerne, vil praktisere en kortere periode end de 14 dage.

Men jeg må sige, at den rent procesmæssige del frem mod at acceptere 14 dage frem for de 3 dage synes jeg har været lige efter bogen. Sundhedsministeren har fremsendt det til alle partier, også Det Konservative Folkeparti, og man har der haft muligheden for at sige: Det er vi ikke med på. Hvis det havde været tilfældet, tror jeg dermed også, at ministeren, hvis det havde været tilfældet, ville have indkaldt parterne til en drøftelse. Det er ikke sket.

Fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren er utrolig begejstret og siger, at det her er rigtig, rigtig godt. Jeg vil sige, at det er en forbedring – det er fuldstændig rigtigt. Men nu er ordføreren jo selv sygeplejerske, og jeg kunne godt lige tænke mig at stille et spørgsmål. Lad os sige, at en stofmisbruger står i en situation, hvor vedkommende har brug for hjælp, og faktisk selv føler sig motiveret til at ringe på hos lægen for at sige: Nu er jeg faktisk motiveret. Vil ordføreren godt forholde sig sådan fuldstændig fagligt til, om 14 dage er nok til, at man som stofmisbruger, altså en af de de mest udsatte grupper i Danmark, kan fastholde den motivation? Er 14 dage nok til, at man kan sige, at man der kan fastholde en motivation til en lægesamtale?

Ordføreren.

Nej, 14 dage er maksimumsgrænsen, og jeg siger det gerne igen: Jeg ser gerne, at det er kortere tid. Men her bærer vi jo altså et fælles politisk ansvar. Og havde vi fundet flere penge til den her ordning, kunne vi også have honoreret noget andet, eller rettere sagt: Det kunne kommunerne have gjort. Så her synes jeg bare at alle syv partier, der står bag den her aftale, bærer et fælles ansvar.

Jeg synes, vi skal evaluere det her lovforslag og dermed også se, om man kommer til at leve op til den store politiske forventning, vi har, til, at det her bliver et markant kvalitetsløft.

Ja, jeg er sygeplejerske, og jeg er rigtig glad for at være uddannet sygeplejerske. Jeg har arbejdet 6 år på skadestuen i Aalborg, jeg har set rigtig mange stofmisbrugere, og det er fuldstændig korrekt, at på det tidspunkt, hvor en stofmisbruger føler motivationen for at gå i behandling og måske kommer med sin familie i hånden og siger: Nu kan jeg ikke mere, nu vil jeg have hjælp, så skal der være en hjælp. Og det er jo præcis det, vi syv partier, som står bag satspuljeforhandlingerne, har sagt, altså at vi har indset, at her bør den kommunale sundhedsindsats være af en sådan kvalitet og kaliber, at de kan løfte den her opgave. Jeg synes, vi bærer et fælles ansvar, og jeg synes, det her lovforslag er den rigtige vej at gå. Og det håber jeg også SF stadig væk synes.

Fru Özlem Sara Cekic.

Der kan ordføreren være rolig, for det gør vi. Vi stemmer for forbedringerne. Det er slet ikke det. Men debatten handler mere om: Hvordan kan man politisk tage det ansvar på sig, så det ikke alene er økonomien, der vægtes højt, men også den enkelte, vi gerne vil hjælpe videre?

Der mener jeg, at man over for KL godt kunne have brugt en anden retorik i forhold til, at de også er nødt til at levere på stofmisbrugsområdet. I forvejen er der en behandlingsgaranti på 14 dage på socialområdet, og den lever de alligevel ikke lever op til. Derfor vil jeg bare lige høre om Socialdemokraternes holdning, når KL hver gang siger, at det skal koste flere penge.

Mener Socialdemokraterne, at KL i forvejen lever op til de behandlingsgarantier, der er på stofmisbrugsområdet?

Ordføreren.

Jamen altså, det sociale stofmisbrugsområde er jo ikke mit ordførerområde. Vi diskuterer den lægefaglige del, og det, som de syv partier er enige om, sådan som jeg har forstået det, er, at vi rigtig gerne vil have en helhedsorienteret og kvalitetsbetonet behandling, hvor man kombinerer den sociale og den lægefaglige del. Det er det, der er vores sigte. Og jeg vil rigtig gerne som Socialdemokraternes sundhedsordfører være bannerføreren, der løber i front.

Men vi bliver også nødt til at tage det ansvar, der er vores. Vi bliver nødt til også at lytte til de høringssvar, der er kommet ind. Hvad kan der leveres inden for den ramme, som vi syv partier i fællesskab har sat op? Hvis vi havde ønsket det anderledes, og hvis vi i fremtiden ønsker det anderledes, så er det os, der skal tage det ansvar og definere den ramme, sådan at kommunerne ved, at det ikke er en »kan«-opgave, det er en »skal«-opgave. På samme måde som vi med al tydelighed præciserer, hvad der skal løses med det her lovforslag.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, en kort bemærkning.

Tak. Fra Dansk Folkepartis side er vi også enige i, at der er megen forbedring i det her forslag, og det er rigtig glimrende. Man taler om en tid til en lægesamtale på 3 dage kontra 14 dage, og jeg vil gerne spørge hr. Møller Mortensen, om ikke han er enig i, at der er en verden til forskel på at få sin samtale inden for de første 3 dage og at vente i 14 dage. Altså, vil der ikke være rigtig mange, der ikke kommer i behandling og dermed ikke kommer ud af deres misbrug, hvis vi vedtager det her, som det foreligger nu?

Ordføreren.

Jo, det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Derfor vil jeg også sige, at jeg da håber, at alle syv ordførere, der står bag den her satspuljeaftale, står op og vedkender sig ansvaret og siger: Vi har ikke kunnet levere det, vi gerne ville, men vi har fået en mulighed for via sundhedsministeren at nikke ja til den her ændring, og den har alle syv partier nikket ja til. Så skal man ikke stå her og fralægge sig ansvaret.

Men jeg siger, og jeg siger det gerne igen: Jeg synes, det er ønskværdigt, at en stofmisbruger, der beder om at komme i behandling, og som er motiveret for det, kommer til en lægesamtale så hurtigt som overhovedet muligt for at kunne fastholde motivationen, for at få at vide, hvad der rent faktisk ligger i det at få en lægelig stofmisbrugsbehandling.

Derfor siger jeg også: Mit ønske er ikke, at de 98 kommuner skal trække den 14 dage, men at mange kommuner forstår det og har den samme holdning, som Dansk Folkeparti, SF og Venstre har givet udtryk for, og som Socialdemokraterne her i salen i dag indtil nu har givet udtryk for. Og det er så kort tid som overhovedet muligt.

Men her fra salen skal vi også levere det, vi skal, og det kan godt være, at vi skal finde flere penge. Derfor anbefaler jeg også en evaluering og håber, at vi i udvalgsbehandlingen kan blive enige om det.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det. Nu kan jeg så høre, at det, som jeg jo godt ved, handler om penge. Men jeg vil gerne høre ordføreren, hvad den samfundsmæssige omkostning er for hver misbruger, der ikke kommer ud af sit misbrug, men fortsætter sit misbrug, hvilket vel vel nok medfører en større omkostning, end hvis misbrugeren kom ud af sit misbrug og kunne deltage i det almindelige samfundsliv.

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal stille fordelene op i en anden rækkefølge. Jeg synes, vi først skal tage og kigge på de personlige tragedier, der ligger bag et stofmisbrug – både for misbrugeren, familien og de nære omgivelser – og så i anden række kigge på, hvad der kan være af samfundsøkonomi.

Jeg mener, at det her lovforslag løfter kvaliteten for den enkelte stofmisbruger. Jeg mener også, at det samfundsmæssigt giver det billede, som jeg synes vi skal leve op til i en velfærdsstat. Og i min ordførertale nævnte jeg også både de samfundsmæssige og de personlige ulemper, der er, ved at have så mange stofmisbrugere, og at der i 2009 altså var 33.000 stofmisbrugere.

Fru Sarah Nørris for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens holdning til, hvordan en stofmisbruger skal holde motivationen, hvis der kan gå helt op til 14 dage, før vedkommende kan komme til en lægelig samtale.

Ordføreren.

Det tror jeg er rigtig, rigtig vanskeligt. Derfor håber jeg også, at det for langt de fleste bliver væsentlig kortere tid end 14 dage. Det, vi har sat op i lovforslaget, og som syv partier har nikket til, er, at det er den maksimale ventetid på at komme i gang med behandlingen.

Så det gælder nu også lægesamtalen, som jeg mener er med til at fastholde en motivation. De, er med til at give en stofmisbruger en indsigt i, hvad det rent faktisk vil sige at komme i lægelig stofmisbrugsbehandling.

Fru Sarah Nørris.

Kunne ordføreren måske tænke, at det var muligt at genindføre noget af det, der stod i det oprindelige forslag om akut abstinensbehandling, inden man så kommer til en lægelig behandling?

Ordføreren.

Jeg ønsker, at vi skal have så kvalitetsbetonede tilbud til stofmisbrugerne som overhovedet muligt, og jeg vil som Socialdemokraternes ordfører som sagt gerne være bannerfører på de her ting. Hvis der kommer nye initiativer på dette område, som vi kan diskutere her i Folketingssalen, deltager jeg meget, meget gerne. Og hvis vi i forligskredsen eller i en anden forligskreds kan finde penge til det her område, så man eksempelvis på sigt kan nedbringe fristen på 14 dage for lægesamtalen, så vil jeg også meget gerne være med til .

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak. Grundlaget for det her lovforslag er jo faktisk det beslutningsforslag, som vi var et flertal bag i foråret 2012. Det var et beslutningsforslag, der hed »Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsplaner for og lægesamtaler med stofmisbrugere«. Midlerne er så efterfølgende blevet fundet i satspuljeaftalen for 2014-17. I satspuljekredsen var vi enige om at prioritere indsatsen mod misbrugere af rusmidler bredt. Misbrug for den enkelte er forbundet med sundhedsmæssige og sociale problemer, som kan være alvorlige, ikke mindst i forhold til udsatte grupper. Derfor er den her indsats rigtig, rigtig vigtig. Det er vi alle sammen enige om.

Det forslag, vi behandler her, handler om stofmisbruget, hvor der er behov for en forbedring af behandlingsindsatsen, der jo i høj grad handler om at fange misbrugeren, når motivationen er der og man er klar til at tage imod behandling. Derfor handler forslaget også om at sikre nogle rettigheder til misbrugerne. I forslaget gives der ret til lægesamtale, ret til behandlingsplan og ret til frit valg i forbindelse med stofmisbrugsbehandling.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget fra 2012, og det er også anført i satspuljeaftalen, var det klart, at der skulle være en lægesamtale inden for de første 3 dage, efter stofmisbrugeren havde henvendt sig til kommunen om lægelig eller social stofmisbrugsbehandling. I det foreliggende forslag er de 3 dage på baggrund af høringssvarene blevet til 14 dage. Man kan sige, at det er forståeligt nok, at der kan være udfordringer ved at holde en 3-dagesfrist, måske specielt i mindre kommuner. Men burde vi ikke lade mennesket komme først – det menneske, som er misbruger, og som kommer til vores dør for at få hjælp og for at komme ud af misbruget? Hvor håbløst bliver det ikke, når man står der med abstinenser og kæmper med at holde motivationen for at gå i behandling og så får at vide, at man kan komme igen om 14 dage? Det er simpelt hen ikke godt nok.

Nogle siger, at vi ikke har råd. Så tænk lige på samfundsomkostningerne ved den misbruger, som ikke kommer ud af sit misbrug, fordi vi gjorde fristen for lang. Oven i det vil en 14-dagesfrist også kunne skubbe til behandlingsplanen. F.eks. står der i ministerens kommentarer i høringsnotatet:

»I tilfælde af misbrug af euforiserende stoffer som f.eks. hash, kokain og amfetamin, hvor der er tale om social stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101, vil behandlingsplaner for behandlingsforløbet som hidtil blive udarbejdet af behandlerne på dette område, og resultatet af den lægelige undersøgelse vil indgå som et af flere elementer i den samlede vurdering af behandlingsbehovet.«

En lægesamtale med en frist på 14 dage, der skal indgå som en del af en behandlingsplan, der også skal ligge der efter 14 dage, har jeg svært ved at se kan hænge sammen i praksis. Derfor siger vi i Dansk Folkeparti: Lad os gøre det menneskeligt rigtige, og for kynikerne kan man måske også sige det økonomisk rigtige, og holde fast i fristen på 3 dage for en lægesamtale. Så har vi et rigtig godt forslag her, som vi gerne vil støtte – også i forhold til det frie valg, hvor stofmisbrugerne får samme mulighed for at vælge behandlingssted, uanset om det drejer sig om lægelig eller social stofmisbrugsbehandling.

Det har været diskuteret, om private behandlingstilbud vil kunne levere mere lokkende tilbud, men der har vi en tillid til, at den visiterende læge kan kontrollere det. I Dansk Folkeparti har vi mest fokus på at sikre den enkelte den behandling og det behandlingssted, som vedkommende er motiveret for. Motivationen er alfa og omega for succes med behandlingen, og der er det frie valg et godt element. Hvis der ellers kan opnås enighed om det, kan Dansk Folkeparti godt støtte det her forslag. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Jeg bliver nødt til at spørge Dansk Folkepartis ordfører, om man går ind for det her lovforslag, som det ligger, eller om man ikke gør.

Ordføreren.

Vi mener, det er afgørende vigtigt, at vi får en drøftelse i kredsen om, hvad omkostningerne er ved at tage det her forslag, som det ligger, altså med de 14 dage, og om der ikke er så meget ræson i at sige 3 dage, så vi er nødt til at sige i enighed, at sådan skal det være.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Kan ordføreren bekræfte, at Dansk Folkeparti frem til fremlæggelsen og fremsættelsen af det her lovforslag har nikket til det? Kan ordføreren nikke til, at Dansk Folkeparti i forhandlingerne om satspuljen, som lige er blevet afsluttet, ikke har talt for at finde flere penge til det her lovforslags område, så man kunne lave, ikke en 14-dages frist, men en 3-dages frist for lægebehandling?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at vi måske ikke har været tilstrækkelig opmærksomme på de her 3 dage. Men jeg kan også sige, at jeg mener, at når man laver om på noget, der har været en aftale, både i en beretning og i en tidligere satspuljeaftale, så bør man indkalde til en drøftelse af, hvordan vi specifikt løser det her på en fornuftig måde. Det synes jeg faktisk der har været behov for, og det bør vi gøre nu.

Fru Marlene Borst Hansen for en kort bemærkning.

Det synes jeg faktisk er lidt interessant. Det var derfor, jeg lige kom herned igen. For kan ordføreren bekræfte, at efter det blev ændret fra de 3 dage til de 14 dage, har der været en dialog, hvor Dansk Folkeparti har bekræftet, at det var okay med Dansk Folkeparti at fremsætte det her forslag, og at I støttede, at det nu kom til at se sådan her ud?

Ordføreren.

Jeg er ikke indgået i den dialog, og jeg skal ikke kunne sige, om der har været en konkret dialog. Jeg er ikke bekendt med, at vi har haft en konkret dialog, hvor vi har accepteret de 14 dage frem for de 3 dage.

Fru Marlene Borst Hansen.

Det gør det jo kun endnu mere forvirrende. For hvad er det så, Dansk Folkeparti mener? Er det den dialog på mail, som jeg i hvert fald også har set, hvor Dansk Folkeparti bekræfter, at når det nu ikke kunne være anderledes med de 6 mio. kr., som var afsat, så støttede man det her lovforslag?

Så er der det, som hr. Jens Henrik Thulesen Dahl står og siger på talerstolen i dag. Hvad er det, der er Dansk Folkepartis holdning til det her lovforslag? Det synes jeg er meget, meget forvirrende på nuværende tidspunkt.

Ordføreren.

Dansk Folkepartis holdning til det her forslag er, at vi skal sikre den bedst mulige behandling til stofmisbrugerne, så de får den bedste mulighed for at komme ud af deres misbrug. Det er Dansk Folkepartis politik.

Fru Mai Mercado for en kort bemærkning.

Det er lidt usædvanligt at stille spørgsmål internt, altså til den side, hvor man står i Folketingssalen. Men jeg vil bare spørge ordføreren, om ikke det er korrekt, at man ikke tidligere af ministeriet er blevet foreholdt den sammenhæng, der netop er mellem det her lovforslag og det beslutningsforslag, som blev fremsat i 2012.

Det er jo ingen steder blevet givet, at der er den sammenhæng, og derfor er det noget, man selv har skullet gætte sig til. Det er jo en af de helt store fejl og mangler her. Derudover står der gudhjælpemig i den notits, der er blevet fremsendt, at hvis ikke man har responderet, går ministeriet ud fra, at man samtykker. Så vil jeg bare spørge ordføreren, om det er en god måde at få opbakning til et forslag på, som ordføreren ser det.

Ordføreren.

Nej. Som jeg netop sagde, mener jeg, at det er rigtig vigtigt – når det er så væsentlig en ændring og noget, der faktisk er vedtaget flere gange tidligere – at man så får en meget specifik drøftelse af, hvordan det her løses på den bedst mulige måde. Det er ikke ved at lade det være en frist på 14 dage, men det er ved at finde ud af, hvordan vi sikrer at man kommer i behandling hurtigst muligt.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det fru Marlene Borst Hansen som radikal ordfører.

For Radikale Venstre er det en ambition at løfte Danmark fra bunden, og at vi som politikere sikrer de allermest udsatte en stemme og har fokus på at hjælpe de mennesker, som har allermest brug for det. Mange af disse mennesker har nemlig ikke en offentlig stemme at råbe særlig højt med. Det er ikke stofmisbrugere, som vi typisk ser hernede på slotspladsen demonstrere for bedre forhold, for det har de nemlig ikke kræfter til. For de fleste stofmisbrugere er det som oftest alt rigeligt at holde en hverdag gående, og rigtig mange af dem kæmper med forskellige sygdomme, som relaterer sig til deres stofmisbrug.

Derfor er det også glædeligt, at vi her i dag kan være enige om, at vi er deres politiske stemme, og at vi sikrer dem bedre rettigheder. Vi indfører med det her lovforslag ret til, at personer, som ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling lægeligt såvel som socialt, kan komme til en lægesamtale senest inden iværksættelse af stofmisbrugsbehandlingen.

For de mennesker, som ønsker at komme i lægelig stofmisbrugsbehandling, indfører vi endvidere ret til fat få iværksat behandling, senest 14 dage efter man har henvendt sig til bopælskommunen. Endelig indfører vi en ret til frit at vælge at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud end det, som bopælskommunen har visiteret til.

Fra radikal side er vi meget glade for aftalen med de andre partier, og vi er også glade for lovforslaget, som vi naturligvis støtter.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Özlem Sara Cekic som SF's ordfører.

Tak. Om det her lovforslag vil jeg bare lige starte med at sige, at det er en forbedring af, hvordan det ser ud i dag, men vi er selvfølgelig stadig ikke i mål.

Til de af jer, som ikke kender en stofmisbruger og heller ikke rigtig ved, hvordan de her mennesker har det, vil jeg bare kort fortælle, at de, der er så afhængige af de her stoffer, i en periode, hvor de har det nogenlunde godt, kan stå i en situation, hvor de tænker, at de godt kunne tænke sig at få hjælp til at komme ud at det.

Det er rigtig, rigtig stressende at være stofmisbruger. Det kræver rigtig mange timer at skaffe penge til de stoffer, man skal have, og det kræver rigtig meget kontrol over ens nerver at kunne lave f.eks. den kriminalitet, der skal til, for at kunne skaffe de penge til ens misbrug. Omkostningerne til misbruget kan, alt efter hvor afhængig man er, komme op på 10.000-20.000 kr. Derfor er det så vigtigt, at de her mennesker bliver hjulpet så hurtigt som muligt.

Mange af vores misbrugere er jo også enormt udsatte mennesker. De har en sindslidelse med i deres bagage, en opvækst, som ikke har været en dans på roser, og rigtig mange fysiske sygdomme. Derfor betyder det meget, når de endelig siger: Jeg vil gerne have hjælp. Det betyder meget, at de får den motivation, og at vi faktisk også er der til at kunne hjælpe dem videre.

Jeg mener jo, at det første udkast med 3 dage til lægehjælp, som regeringen kom med, var rigtig godt. Nu er vi så endt der, hvor der står, at der må gå 14 dage, fra man bliver motiveret og frem til, at man får en lægesamtale.

Som jeg startede med at sige, er det jo bedre end ingenting, men vi må også være ærlige over for hinanden og sige, at det her faktisk ikke er godt nok. Derfor er jeg rigtig glad for, at Socialdemokraterne selv lægger op til, at vi skal have en evaluering af det her lovforslag. Jeg ville selv have foreslået at evaluere forslaget efter 2 år, med henblik på at vi mødes igen i den kreds, der har forhandlet det her, for at kigge på, hvordan vi kan skabe økonomi til, at vi får de 14 dage længere ned.

Så jeg vil jeg også rigtig gerne herfra komme med en opsang til kommunerne. Kommunerne snakker om, at det ville koste rigtig mange penge, hvis de skulle kunne levere det, vi beder dem om, nemlig at få en lægesamtale efter 3 dage. Derfor skal de have de her ekstra penge.

Kommunerne får faktisk penge for på socialområdet f.eks. at give 14-dages behandlingsgaranti, som de ikke leverer. De får pengene, vi sender pengene af sted til en opgave, de skal løse, som de ikke løser. Nu hørte jeg jo den socialdemokratiske ordfører sige: Det er ikke mit område, det er socialområdet. Men det er jo faktisk lige præcis det, der er problemet med stofmisbrugsområdet, nemlig at der er et socialministerium, og der er et sundhedsministerium, som heller ikke nødvendigvis er gode til at snakke sammen, ligesom kommunerne og hospitalerne heller ikke er gode til at snakke sammen.

Derfor foreslog vi også fra SF's side en national strategi for stofmisbrugsområdet, men desværre var der ikke et flertal for det under forhandlingerne. Men nu er der blevet nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på hele det her område og på, hvordan det er med behandling. Lever vi op til de ting, vi skal leve op til, er der gode erfaringer, og hvordan kan vi dele de gode erfaringer?

Så blev der også berørt et andet emne. En af grundene til, at man gør det her, er jo, at fagligheden ikke ville være der hos kommunerne, fordi nogle af kommunerne er så små, at de ikke vil være fagligt dygtige nok til at kunne tage hånd om de mest udsatte grupper angående den lægesamtale.

Jeg vil bare sige, at det kunne man altså godt have skrevet sig ud af. Man kunne godt have bedt om, at kommuner, som har et indbyggertal under f.eks. 200.000 skulle gå sammen for at kunne lave nogle tilbud. Det kunne man sagtens have gjort. Det ville slet ikke have været et problem. Men den vej har man ikke valgt at gå.

Jeg vil bare sige, at vi støtter enhver forbedring, men vi glæder os også til at diskutere det her med henblik på, som Venstres ordfører sagde, at afskaffe noget af det der bureaukrati og aftale selve evalueringen i udvalget, så vi kan kigge på, hvad vi kan gøre for at have hånd i hanke med det her område, så vores stofmisbrugere hverken bliver kastebold mellem ministerier eller mellem kommuner og Danske Regioner. Så lad os bare komme i gang.

Jeg tror bare, at lige præcis den her gruppe i den grad har brug for, at der er nogle, der tager ansvaret på sig for at skabe en behandling, der gør den gruppe rask.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det fru Mai Mercado.

Nu er det jo ikke sådan, at alle har sagt ja til det her forslag. For i en af de notitser, der er blevet sendt ud, står der jo netop, at hvis bare man ikke siger noget, så samtykker man – den, der tier, samtykker. Det kan man så også godt synes i hvert fald går imod den beretning, der blev lavet i forbindelse med beslutningsforslag B 16, som SF jo også tog meget stor del i.

Ordføreren har jo egentlig lidt svaret på det, men jeg vil måske bare give mulighed for en uddybning, nemlig om SF i udvalgsbehandlingen vil se på, om vi kan skrive os ud af det her, som ordføreren selv sagde, sådan at vi kan få landet en bedre aftale.

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at ministeriet faktisk spurgte os i forhold til selve det her forslag, i forbindelse med om det rent faktisk blev dyrere. Jeg skrev også til Det Konservative Folkeparti for at høre – for det var jo oprindelig jeres forslag – om I havde nogen indvendinger over for det her.

Det er klart, det er den måde, det foregår på. Vi får et antal dage til at reagere, og hvis ikke vi svarer på det, er det det. Jeg kan forstå, at det er dyrere, men jeg har svært ved at begribe det, for jeg synes, man er nødt til, også over for kommunerne, at have en realistisk dialog i forhold til de ekstra penge, de altid kræver og kræver. For de løser aldrig eller i hvert fald sjældent problemerne på det her område. Det vil jeg sige.

Jeg har sagt helt fra starten af, at jeg er åben over for, at vi i udvalget kigger på at lave en evaluering. Det synes jeg generelt vi skal lave på det her område, og jeg synes også, at vi skal følge de penge, vi sender af sted, så kommunerne ikke efter et år kommer og siger: Vi har ikke nogen penge. Så kan vi jo i fællesskab kigge på, hvad vi gør, når evalueringen kommer om f.eks. to år, for at skabe en bedre økonomisk ramme. For det er vi faktisk villige til.

Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Jeg skal da ikke lægge skjul på, at der er mange områder, hvor vi i Venstre bestemt synes at regeringen ikke gør det godt nok, og hvor der er grund til at kritisere regeringen. Men jeg må sige, at jeg er en lille smule forundret over den her debat og over det, jeg har hørt bl.a. SF's ordfører udtale. Altså, SF har jo selv godkendt ændringen fra de 3 dage til de 14 dage, og så begynder man i dag sådan lidt at fralægge sig ansvaret.

Men vi andre partier har jo ikke sagt, at 14 dage er bedre end 3 dage, og at så går vi ikke ind for det, der var de oprindelig aftalte 3 dage. Man må jo som parti tage ansvar for, hvad der er afsat ressourcer til. Og hvis man har flere ambitioner, må man jo også handle ud fra det i forhold til at få løftet det pengebeløb, der skal til, når man bliver gjort opmærksom på, at der er en divergens imellem det, man havde forventet at økonomien i det her lovforslag ville være, og det, der så efterfølgende har vist sig at være gældende.

Derfor skal jeg blot bede ordføreren om at bekræfte, at SF har godkendt, at der er sket en ændring i lovforslaget fra 3 dage til 14 dage, i forhold til hvornår en lægesamtale senest – senest – skal være iværksat.

Ordføreren.

Altså, det her gider jeg simpelt hen ikke – det er dræbende for den demokratiske samtale. Jeg startede faktisk med at sige, at det her lovforslag betyder en ændring fra 14 dage til 3 dage, og nu spørger fru Sophie Løhde, undskyld mig, sådan lidt flabet, om jeg er klar over det. Ja, det er derfor, jeg står her i Folketingssalen. Altså, jeg ved jo godt, at der er en ændring, og jeg har ligesom fru Sophie Løhde læst hele lovforslaget. Der er en ændring i selve forslaget, som vi står bag. Jeg startede med at sige, at vi støtter enhver forbedring, og jeg startede også med at sige, at det her er en forbedring.

I forhold til det fremtidige har jeg faktisk svaret Konservative – nu kan jeg forstå, at fru Sophie Løhde ikke har lyttet under hele min tale – at vi også gerne vil tage ansvar for at lave en evaluering, så vi i forligskredsen om 2 år, når evalueringen ligger der, igen kan have en diskussion om at skabe bedre økonomi nu, hvor kommunerne mener, at det kræver flere penge.

Det er vi også villige til under forhandlingerne om 2 år, når satspuljen skal diskuteres, og når evalueringen foreligger, altså at man så kigger på, hvordan man også kan løfte den økonomiske del.

Fru Sophie Løhde.

Det, jeg synes er dræbende for den demokratiske debat, er, når man giver udtryk for noget, men samtidig har nikket til noget andet. Jeg synes, man må stå på mål for de aftaler, man indgår. Man må også stå på mål for, hvad det er for nogle penge, man prioriterer til nogle områder. Man må også stå på mål for, at verden en gang imellem viser sig at være så uretfærdigt indrettet, at der ikke altid er afsat tilstrækkeligt med penge i de politiske aftaler, som er blevet indgået.

Det er derfor, jeg undrer mig over kritikken af det her, og derfor synes jeg også, at SF i dag må tage ansvar for det. For hvis jeg går tilbage og kigger på beretningen bag det her – B 16, eller hvad den hed – kan jeg jo spørge: Hvad var grunden til, at Venstre som det eneste parti stod uden for? ( Formanden : Tak!) Ja, det var det faktum, at folk ikke kunne anvise finansiering til det her – vi var bekymrede over økonomien i det – og ikke, at vi var uenige i, at man skulle løfte ambitionsniveauet på det her område, og at man skulle gøre noget mere.

Det er blot derfor, jeg beder ordføreren om i dag at bekræfte, ( Formanden : Tak!) at ændringen på det her område er godkendt af SF, og at SF ikke på noget tidspunkt ( Formanden : Tak!) i satspuljeforhandlingerne i sidste uge har rejst det her om, at man ønskede at få det ændret.

Så er det ordføreren.

Jamen jeg startede faktisk med at sige, at vi stemmer for enhver forbedring. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal gentage det. Jeg har også sagt til Konservative, at den her satspuljeaftale er blevet godkendt, fordi man havde det antal dage, og derfor har vi godkendt den. Men jeg vil stadig sige, at jeg ikke synes, den er optimal – det mener jeg faktisk ikke den er. Jeg synes ikke, den er optimal, for det optimale ville være, at på det tidspunkt, hvor folk bliver motiveret til at søge hjælp, kan de faktisk også få det. Altså, vi sagde faktisk ja til en national strategi, vil jeg bare lige sige, som der ikke var flertal for.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Jeg opfatter lidt både i ord og i betoning, at ordføreren slår på regeringspartierne. Ordføreren siger, at det her lovforslag ikke er optimalt. Kan SF's ordfører forklare mig, hvordan SF i de netop afsluttede satspuljeforhandlinger har kastet sig ind i netop det her helt specifikke område, og om SF har talt for og kæmpet for flere penge, sådan at det ikke blev en 14-dagesfrist, men en 3-dagesfrist, som kunne indfries?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at lovforslaget er optimalt, for når man kommer som stofmisbruger og har abstinenser og har det rigtig dårligt, så skal hjælpen også være der, når man egentlig er motiveret til at få hjælp. Jeg synes faktisk også som medlem af SF, at man burde kunne sige, at hjælpen til de her mennesker er rigtig, rigtig vigtig.

Så kan vi jo diskutere økonomien. Jeg foreslog faktisk til satsforhandlingerne – nu kan jeg høre, at vi skal åbne den der store satspuljeforhandling, lad os gøre det – at vi skulle have en national strategi for det her område, for det er ikke godt nok. Jeg har modsat ordføreren siddet til forhandlinger ovre i Socialministeriet om anonym stofbehandling, hvor det med en lovændring skulle gøres muligt, at alle kommunerne nu kunne tilbyde det. Der var KL's svar det samme: Det ville koste ekstra penge, og derfor ville de ikke røre det med en ildtang.

Men vi fandt da en løsning i fællesskab, fordi KL altid kommer med det samme krav, som hedder: Vi vil have flere penge. Og selv når de får flere penge, er de ikke i stand til at løfte opgaven.

Flemming Møller Mortensen.

Vi har bedt de 98 kommuner om at løfte opgaven. Det er vores ansvar at sætte rammen, også den økonomiske ramme. Jeg har ikke hørt SF kæmpe for flere penge og for, at det ikke skulle blive en 14-dagesgrænse, men en 3-dagesgrænse. Derfor synes jeg bare, at SF også må sige: Det her er det bedste, vi kan gøre nu. Det er det, syv partier er enige om.

Til gengæld vil jeg gerne sige til SF's ordfører, at det her med at drøfte, om de små kommuner skal lave noget tværkommunalt samarbejde for at løfte den her opgave, synes jeg er rigtig fornuftigt. Og lad os dog tage en drøftelse af det frem mod tredjebehandlingen, altså om der kan skrives noget ind, som vil give mening, og som vil hjælpe de stofmisbrugere, der bor i små kommuner.

Ordføreren.

Under forhandlingerne mente ordføreren jo, at det var rigtig dårligt at lave en national strategi. Nu åbnes der jo en debat om, hvad vi hver især sagde om til stofmisbrugsområdet, og vi ønskede jo, at i stedet for at Sundhedsministeriet sidder med sin del, og Socialministeriet sidder med sin del, så kunne man få sat de her ministre sammen og til at tænke mere på, hvad vi nationalt kan gøre på det her område med nogle af de allermest udsatte grupper.

Der mente ordføreren, at det skulle det ikke være, men at det skulle være en egen arbejdsgruppe. Hold nu op! Når man står og kaster mudder fra den ene side, skal man altså også være i stand til at anerkende de her forhandlinger, der har været.

Jeg startede med at sige: Enhver forbedring er godt, og derfor stemmer vi for. Men det betyder jo ikke, at vi sidder og siger, at nu er alverdens problemer løst ved, at en stofmisbruger kan komme til lægen efter 14 dage.

Tak til SF's ordfører. Fru Sarah Nørris som Enhedslistens ordfører.

Enhedslisten ser meget positivt på den her ændring i sundhedsloven – specielt er vi glade for den ligestilling mellem personer i lægelig og i social stofmisbrugsbehandling, som der lægges op til her. Det er både på tide og ikke mindst det korrekte at gøre.

Samtidig giver det mulighed for en helhedsorienteret og sammenhængende indsats, som alle forventer af det danske sundhedsvæsen, uanset livssituation i øvrigt. Vi er også yderst tilfredse med, at man nu vil give kommunal hjemmel i lovgivningen til at dække transportudgifterne for personer i heroinordinationsordningen. Det var i øvrigt også på tide.

Når det så er sagt, må jeg alligevel dryppe lidt malurt i bægeret. For det første er vi imod at finansiere sociale tiltag via satspuljemidler, fordi satspuljen er finansieret ved årligt at tage penge fra nogle af de grupper i vores samfund, der i forvejen har det allersværest.

For det andet har det jo tydeligt vist sig – og det viste debatten her tidligere måske også – at det er et fuldstændig ubehjælpeligt redskab til at sikre en ordentlig social indsats, når de kommunale budgetter er så stramme, som de er. Den sang kender I i øvrigt også udmærket fra Enhedslistens side.

Vi undrer os også over, at man fra ministeriets side har valgt at lægge sig fast på, at det er i orden, at der kan gå helt op til 14 dage beregnet fra det tidspunkt, hvor borgeren henvender sig hos sin kommune med et ønske om behandling – og i øvrigt formentlig er motiveret lige den dag – før lægesamtalen skal finde sted. Vi kender alle sammen godt det med, at har man først taget en beslutning om at ændre noget i sit liv, så skal det helst være nu og ikke i morgen og i hvert fald slet ikke om 14 dage.

Det kan godt være, at man med det her lovforslag ligestiller personer i forskellige typer af misbrugsbehandling, men de bliver ikke ligestillet med personer i resten af det somatiske sundhedsvæsen. Men uanset antallet af dage, der går, før en lægesamtale kommer i stand, må det være på sin plads, at den enkelte misbruger vurderes i forhold til sin afhængighed umiddelbart efter henvendelse hos kommunen. Hvis man med abstinenser skal vente op til 14 dage på en tid ved lægen, er det 14 dage, hvor man skal ud at skaffe sit stof på den ene eller anden måde. Og det er derfor meget bekymrende, at der i bemærkningerne er fjernet den passage, hvor det specificeres, at en person, der ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling, ses af en læge med det samme, hvis det vurderes, at der er et akut abstinensproblem.

Enhedslisten er altså positivt indstillet over for det her lovforslag, og vi støtter det også ligesom den tidligere ordfører, da det er en klar forbedring. Men vi forbeholder os dog retten til at komme med et par enkelte ændringsforslag senere hen i forløbet. Tak.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Peter Laigaard som Liberal Alliances ordfører.

Tak for ordet. Det forslag, vi nu behandler, indeholder mange gode elementer. Som forligspartner er det selvfølgelig vigtigt, og vi er glade for det initiativ, der bliver taget her, som handler om og er udtryk for en opprioritering af behandlingsindsatsen for stofmisbrugere.

Jeg vil sige med det samme, at Liberal Alliance selvfølgelig står ved de her indgåede aftaler, men vi har måske også nogle ønsker på lidt længere sigt. Med forslaget bliver der nu indført et sæt nye rettigheder for personer, som ønsker at komme i behandling for deres misbrug, og der gennemføres pligter for de kommuner, som er ansvarlige for misbrugsbehandlingen.

Helt konkret – kan vi også høre af debatten her – får behandlingssøgende personer jo ret til en lægesamtale inden igangsættelsen af stofmisbrugsbehandlingen, og de sikres tilbud om, at den her behandling iværksættes, senest 14 dage efter de har henvendt sig til bopælskommunen.

Samtidig bliver der også frit valg i forhold til andet offentligt eller privat behandlingstilbud end det, som bopælskommunen har visiteret til, og der skabes hjemmel til en kommunal dækning af de udgifter til befordring til og fra behandlingsstedet af personer, som er i lægelig stofmisbrugsbehandling.

Initiativet ligger i god forlængelse af det sociale udspil, Liberal Alliance præsenterede på sit sommergruppemøde i august her i år, og der gjorde vi det bl.a. klart, at vi ønsker en nem og hurtig adgang til stofmisbrugsbehandling, og vi erklærede klart, at det for udsatte stofmisbrugere med behandlingsbehov er afgørende, at behandlingen startes meget hurtigt.

Så Liberal Alliance kan støtte forslaget, som det foreligger, og som vi har aftalt. Men vi er selvfølgelig åbne over for på sigt at se på, om man eventuelt, som den forrige ordfører fra Enhedslisten sagde, kunne kigge på de forskellige typer af misbrug, og om man kan iværksætte behandlingen hurtigere for nogle typer af misbrug. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Mai Mercado som konservativ ordfører.

Det er konservativt hjerteblod at tage sig af de mest udsatte i samfundet, og den gruppe tilhører misbrugerne i høj grad. Det Konservative Folkeparti stillede i 2012 det beslutningsforslag, som så er forløberen for det lovforslag, vi skal til at behandle nu.

Det endte dengang med en fælles beretning, som alle partier på nær Venstre støttede. Da var der enighed om, at stofmisbrugere, som er motiveret til at komme i behandling, får ret til en lægesamtale senest 3 dage efter henvendelsen og til senest 14 dage efter henvendelsen at få udarbejdet en social og lægelig behandlingsplan, hvorunder også det frie valg i forhold til den sociale behandling skal udvides til også at omfatte den medicinske behandling.

Det blev altså pålagt regeringen at fremsætte et lovforslag, der sikrede, at der blev taget hånd om stofmisbrugere inden de 14 dage, som loven i dag tilsiger. 14 dage er lang tid i en stofmisbrugerverden. Det er der også flere andre som har nævnt heroppe fra talerstolen. Det er også for lang tid – alt for lang tid.

Derfor var det jo vores intention med forslaget, at en misbruger inden for 3 dage kunne tilses af en læge, som kunne give netop den fagligt kvalificerede behandling og rådgivning frem til iværksættelsen af behandlingen, herunder også en vurdering af, om der ville være brug for at give noget substitutionsmedicin, eksempelvis metadon, sådan at der kunne komme lidt mere ro på den misbrugende. Her tænker jeg især på heroinmisbrugere.

For det er jo sådan, at nogle stofmisbrugere ikke er klar til at gå i egentlig behandling og har brug for i en kortere eller en længere periode at være på substitutionsmedicin. Det skulle den her lægesamtale afdække.

Regeringen har jo så stillet det her forslag, men desværre er det et lovforslag, som ikke følger intentionen i den beretning, som regeringen selv var med til at lave. Og jeg synes jo, at man så løber fra det løfte, man gav, og den beretning, man lavede. Det er der så nogle, der vil sige, at vi jo er vant til at se. Men jeg synes, at det må være sådan, at når vi giver håndslag på en beretning, overholder vi almindelig vis også indholdet i den beretning.

Selve lovforslaget indebærer tre rettigheder, og mange talere er jo kommet omkring dem på en rigtig god og ordentlig måde. Det, som især er til debat her i dag, er, hvordan de 3 dage pludselig er blevet til 14 dage, for Socialdemokraterne var så sent som den 7. oktober ude at sige, at det netop var 3 dage, og man kan også se på lovprogrammet.

Vi er jo glade for de rettigheder, som det her forslag medfører, men vi synes bare ikke, at det er godt nok. Man skal heller ikke tage fejl af, at vi bakker op om det her lovforslag, men vi synes ikke, det er godt nok, at man som misbruger først får adgang til en lægesamtale efter 14 dage.

Så kan det godt være – og det er blevet problematiseret af flere af os – at det bliver omkostningstungt for kommunerne at lave en lægesamtale for alle, der søger behandling. Men så må vi jo i udvalgsbehandlingen se, om ikke vi kan afgrænse det, se, om ikke vi kan differentiere det, sådan at der først bliver taget hånd om de stærkest belastede misbrugere, og at det sker hurtigst muligt.

Jeg vil bare tilføje, at det da er ærgerligt og problematisk og synd for de her mennesker, at det bliver økonomien, som bremser det beslutningsforslag, som blev aftalt næsten i enighed, og som havde meget stor opbakning til den beretning, der blev lavet.

Hvad der så er sket i de dage, der er gået fra den 7. oktober og til nu, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg synes i hvert fald, at det er ærgerligt, at det ikke længere bliver umiddelbart muligt for misbrugeren at komme til at få den lægesamtale, som vi jo alle sammen er enige om er god og vigtig for misbrugeren.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Det har været en god debat om et vigtigt forslag, hvor jeg synes der er grund til at holde fast i, at der ikke er en eneste ordfører, ikke et eneste parti, ikke et eneste folketingsmedlem, som ikke anerkender, at det her forslag er en forbedring i forhold til den måde, som stofmisbrugere har mulighed for at blive behandlet på, den måde, som de har mulighed for at leve på. Så det er en forbedring, og det er selvfølgelig også derfor, det koster 6 mio. kr., nemlig fordi der gives forbedringer, og der gives bedre rettigheder. Der er så kommet nogle bemærkninger ind, som jeg synes der er grund til at tage lidt op.

For det første blev der, bl.a. fra Venstres side, men også fra den socialdemokratiske ordførers side, peget på det betimelige i, at man kan se oplysninger om ventetider på de forskellige institutioner. Det synes jeg er overordentlig fornuftigt, og det synes jeg vi skal arbejde med i den videre proces. Der blev også rejst spørgsmål om klageadgang, og det synes jeg også der er grund til at se på. Så blev der af såvel den socialdemokratiske ordfører som SF's ordfører rejst ønske om en evaluering. Det kan også være ganske fornuftigt, navnlig fordi det jo er nye rettigheder, der bliver lavet her. Så langt, så godt.

Det, der så stod tilbage, var i virkeligheden det her med en forargelse – som det nærmest udviklede sig til – over, at den oprindelige aftale om en frist på 3 dage nu er blevet til en frist på 14 dage. Var der nogen, som havde ønsket at forlænge fristen til de 14 dage? Var der nogen, som sagde: Den oprindelige idé med de 3 dage er en dårlig idé; lad os dog hellere tage 14 dage? Det var der ikke. Der var ikke nogen, som ikke syntes, det ville være bedre med de oprindelige 3 dage.

Ændringen er foretaget, fordi der ikke var tilstrækkelige penge til det, vi ville politisk. Og da det blev klart i dialogen med KL, skrev jeg den 19. september i forlængelse af det og efter en redegørelse for den økonomiske situation ud til Folketingets partier – ud til de ordførere, som er her i dag – og jeg citerer, at jeg håber, at I i lyset af ovenstående kan tilslutte jer, at der med lovforslaget foreslås indført en ret til lægesamtale, som skal finde sted senest inden iværksættelse af stofmisbrugsbehandlingen, det vil sige senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.

Så der er ingen tvivl. Fra den 19. september og til i dag, 1 ½ måned senere, har der ikke været nogen tvivl om, at det var præmisserne. I forlængelse af det skrev jeg: Jeg skal anmode om, at eventuelle bemærkninger til lovforslaget – udformet som beskrevet ovenfor – kommer ind, og modtager vi ingen bemærkninger, så går vi ud fra, at I tilslutter jer forslaget.

Altså, det er jo fuldstændig blinkende klart, hvad der sker her. Det pudsige er i øvrigt, at det eneste parti, der reagerer på det, så er Venstre, som har et opklarende spørgsmål. Men ellers er der ingen partier, der har så meget som gidet at svare på mailen – heller ikke nogen af dem, som er forargede i dag, som Det Konservative Folkeparti, SF eller Dansk Folkeparti.

Hvis man var utilfreds, kunne man have taget telefonen eller taget fat i mig, og sagt: Du, kunne vi ikke sætte os ned og snakke om det der? Tværtimod, der har ikke være nogen reaktioner, og derfor fremsætter vi selvfølgelig det her lovforslag på den måde, og som det foreligger.

Så kunne man sige, at vi jo lige har været igennem en satspuljerunde, og der kunne man da have benyttet lejligheden til at sige: Hov, de der 6 mio. kr. er ikke nok; vi vil gerne holde fast i de 3 dage, så vi vil gerne have de her ca. 26 mio. kr. ind hvert år.

Der var der ingen der gjorde. Der var ikke nogen af partierne – Dansk Folkeparti, SF eller Det Konservative Folkeparti – der under den gode, men også relativt udførlige og lange proces fandt lejlighed til at nævne det med ét ord. Derfor er det altså på kanten til hykleri, når man så i dag får skruet sig op til at sige, at det her ikke er godt nok.

Det her er godkendt af alle de partier, som står bag satspuljeaftalen. Derfor er min forventning også, at alle de partier stemmer for det, de har godkendt, og at de ikke for at hive billige, hurtige pressepoint hjem flygter fra det, der er aftalt.

Jeg har fuld respekt for, at Enhedslisten tager den position, som Enhedslisten gør. Enhedslisten har intet ansvar taget, Enhedslisten har på ingen måde bidraget til løsningen, og derfor er Enhedslisten selvfølgelig også fuldstændig fri til at gøre, hvad man vil.

Men vi andre har et fælles ansvar for at løfte det her og for at bære det hjem og for at sikre de forbedringer, som der ligger, til glæde for nogle af de allersvageste i vores samfund.

Der er en kort bemærkning fra fru Mai Mercado.

Hold da op! Altså ligefrem at kalde dem, som man sidder og forhandler med til daglig, for hykleriske, fordi det blot problematiseres, at regeringen jo løber fra den beretning, regeringen selv var med til at indgå i 2012 – det er da godt nok fantastisk, at ministeren kan få sig til det. Og at ministeren kalder de partier, som her i dag har stået og sagt, at de stadig væk gerne ser en 3-dagesfrist, for forargede, må jeg sige godt nok også undrer mig. Det skarpe ordvalg, som ministeren vælger at bruge i dag, synes jeg er decideret uanstændigt at man kan få sig selv til at bruge her i Folketingssalen.

Det, ministeren har hørt i dag, er jo netop et flammende forsvar for det synspunkt, at det, som der bliver lagt op til i lovforslaget, ikke er godt nok. Den 14-dagesfrist til en lægesamtale er ikke god nok, og det er ikke det, der var ånden i det beslutningsforslag. Og det står der intet sted i den skrivelse, som ministeren sender over til ordførerne.

Må jeg så bare lige minde om, at de 3 dage, og ikke de 14 dage, stadig væk står i lovprogrammet. Hvordan vil ministeren forklare det?

Ministeren.

Jamen uanset hvordan man vender og drejer det, er fru Mai Mercado også på modtagerlisten den 19. september for den her relativt udførlige skrivelse, som giver al anledning til at reagere, til at tage telefonen – ordføreren har ovenikøbet mit direkte nummer, min mail, det hele – og sige: Der er altså noget her, som vi synes ikke rigtig spiller.

Men måske fører det tilbage til det, der er problemet her, nemlig at vi jo er på vej over i det der tulliardersegment. Der var jo ikke de penge. Konservative Folkeparti anviste jo ikke de penge, og det er selvfølgelig derfor, man ikke har reageret. Der er to muligheder: Enten har man snorksovet i timen, ikke læst sin mail – det er, hvad det er – eller også har man ikke kunnet anvise pengene.

Jeg går ikke ud fra, at fru Mai Mercado snorksover i timen, så situationen er vel den, at man ikke har kunnet anvise, hvor pengene skulle komme fra. Og derfor ender man i den her hykleriske dobbeltposition, som er en hyklerisk dobbeltopposition, nemlig at ville det hele til den halve pris.

Fru Mai Mercado.

Jamen det er jo helt grotesk. I foråret fik vi vedtaget et beslutningsforslag om den her garanti til børn, der vokser op i misbrugsfamilier, og det er partierne så netop enedes om. Men det er jo netop, fordi man gik ind i en åben og god forhandling i Socialministeriet – ja tak, det var et andet ministerium end det, ministeren selv sidder i – og fik den beretning, som også fik opbakning fra alle partier, på plads.

Jeg må bare sige, at jeg synes, det er noget sjusk, når man på den måde i et lovkatalog skriver 3 dage for så at ændre det langt, langt senere til de 14 dage og løber fra alle de løfter, man har givet, og den beretning, der blev lavet dengang.

Ministeren.

En af de eneste, der har sjusket her, er ordføreren for Det Konservative Folkeparti, som får en mail og ikke reagerede på den. Man har halvanden måned til at reagere, til at sige: Kunne vi ikke, burde vi ikke gøre noget andet. Men der kommer ikke et ord, ikke før i dag. Det er det eneste sjusk, der er her.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, en kort bemærkning.

Det er muligt, at jeg skal vedkende mig en lille smule sjuskethed, men jeg synes også, at det er en overdrivelse, når ministeren står og siger, at det er godkendt. Det, der er foregået, er, at der er sendt en mail ud, hvori det bliver anført, at hvis ikke man svarer, anser ministeriet det for godkendt. Den, der tier, samtykker.

Jeg må indrømme – og det kan godt være, at det er naivt – at jeg normalt har den opfattelse, at hvis der sådan er væsentlige ting, der skal ændres, så sikrer man sig også, at dem, der skal godkende det, får mulighed for og bliver opfordret særligt til at godkende det. Det oplever jeg altså ikke man har gjort i den her sammenhæng.

Men når ministeren nu selv siger, at vi bare kunne have ringet og sagt, at vi kunne sætte os ned og snakke om det, så er det jo ikke spor for sent. Derfor vil jeg gerne opfordre og sige til ministeren: Kunne vi ikke sætte os ned og snakke om det her og finde en ordentlig måde at løse det på, så vi både kunne leve op til de aftaler, der er lavet tidligere, og få en fornuftig aftale i forhold til økonomi osv. nu? Tak.

Ministeren.

Der trillede der nogle tulliarder igen. Der trillede der nogle ufinansierede løfter, der trillede der ønsker uden finansiering. Sådan fungerer verden bare ikke. Der skal være penge til det, vi gør, og her er der penge til 14 dage. Der er ikke penge til 3 dage. Sådan er det.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det, jeg opfordrer til her, er jo, at vi sætter os ned og tager en drøftelse af, hvordan vi får det her løst på en ordentlig måde. Der er også blevet sagt under debatten, at man mange steder vil kunne gøre det hurtigere. Så kunne det jo godt være, at man – også i en drøftelse med KL – under drøftelserne kunne finde ud af at sige, at det måske ikke er 14 dage, men at det så måske er 7 dag, altså få drøftelsen om, hvordan vi løser det her på den bedst mulige måde. Vi er alle sammen enige om, at vi gerne vil gøre det bedre. Det skulle vel ikke være så svært.

Ministeren.

Det bliver jo mere og mere pinagtigt. For præcis det med de 7 dage er der jo også redegjort for i den mail – som åbenbart ikke er blevet læst, eller som der i hvert fald ikke er blevet reageret på – nemlig hvad meromkostningen ved at gå derhen vil være.

Så vil jeg bare sige til det der med, at det her er en fair måde at gøre det på: Ja, det er en fuldt ud fair måde at gøre det på; det er faktisk den måde, som vi har gjort det på i en række andre tilfælde, også på sundhedsområdet.

Jeg kan ikke se, at man kan misforstå følgende: Jeg skal anmode om, at eventuelle bemærkninger til lovforslaget udformes som beskrevet ovenfor og sendes pr. mail til sådan og sådan. Modtager vi ingen bemærkninger, går vi ud fra, at I tilslutter jer lovforslaget.

Altså, det er da umiskendelig klart dansk.

Fru Özlem Sara Cekic, kort bemærkning.

Jeg håber også, at ministeren næste gang, hvor ministeren ikke selv overholder sin del af aftalen – hvor vi f.eks. skal godkende eller melde tilbage inden for 8 dage på spørgsmål – selvfølgelig også husker at svare tilbage. Det ved jeg godt, det ved ministeren, og det har jeg også påpeget over for ministeren, når ministeren går ud og godkender en eller anden aftale, uden at vi faktisk egentlig har fået den landet.

Det er fuldstændig rigtigt, at der i den der mail, der blev sendt, står, at hvis man ikke siger noget, er det, fordi man tilslutter sig. Har ministeren i dag hørt SF sige, at vi ikke tilslutter os?

Ministeren.

Jeg har hørt SF sige i dag, at man godt kunne tænke sig, at der var en bedre økonomisk ramme. Derfor vil man gerne have en evaluering inden for 2 år med det mål på det tidspunkt eventuelt at hæve den økonomiske ramme. Og så har jeg hørt SF sige i dag: Vi har godkendt forslaget.

Det er det, jeg har hørt SF sige i dag. Så derfor går jeg selvfølgelig også ud fra, at SF med de bemærkninger er helt og fuldt bag, sådan som det står nu.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jamen det er fint. Så er det ligesom slået fast.

Så er der ikke flere bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der er ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.