Retsudvalget 2014-15 (1. samling), Retsudvalget 2014-15 (1. samling), Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
L 30 Bilag 8, L 30 A Bilag 8, L 30 B Bilag 8
Offentligt
1427029_0001.png
Nørrebrogade 39, 1. tv., 2200 København N
www.baeredygtigtrafik.dk
23. november 2014
Justitsminister Mette Frederiksen
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Forslag til lov om ændring af færdselsloven (nr. L 30)
Kære Mette Frederiksen
Idet vi undskylder ikke at have sendt et høringssvar i forbindelse med høringen af ovenstående
lovforslag, vil vi dog tillade os at fremkomme med nogle bemærkninger til forslaget.
Primært må vi beklage, at den almindelige vigepligt i forhold til letbanekøretøjer (sporvogne) i
almindeligt gadeareal ikke er medtaget i lovforslaget, jf. Almindelige bemærkninger, nr. 3.2.8,
stk.1-2. Problemet består typisk hovedsagelig i venstresvingende bilister, der overser sporvognen
eller ”tror”, at en kommende sporvogn vil holde tilbage for bilisten. En udeladelse af sporvognens
forkørselsret vil efter vores opfattelse resultere i alt for mange uheld og tilløb dertil, ligesom
sporvognene tvinges til katastrofeopbremsninger med deraf følgende risiko for især stående
passagerer.
Faresituationer burde naturligvis ikke kunne opstå i lysregulerede kryds, hvor sporvognene får
signalprioritet, men da næppe alle vejkryds vil blive lysreguleret, vil den manglende forkørselsret
for sporvogne hurtigt give problemer, der ikke ”bare” kan løses med skiltning. Forholdet er i øvrigt
udmærket beskrevet i høringssvarene fra de kommende letbaneoperatører.
Der kan naturligvis opstå andre situationer, hvor en sporvogn på grund af sin masse ikke kan
bremse så hurtigt som en bil, og forkørselsret for sporvognen vil derfor under alle
omstændigheder være en fordel for begge parter.
Vi kender ikke umiddelbart til sporvejsbyer i Europa, hvor sporvognene ikke har forkørselsret.
Denne gælder normalt også for fodgængere i fodgængerfelter uden lyssignaler, hvilket bør
præciseres i lovforslaget for ikke at skabe en falsk sikkerhedsfølelse. Forkørselsretten gælder
naturligvis ikke for udrykningskøretøjer m.fl., men Danmark bør ikke have andre regler på området
end det øvrige Europa. Vi kunne godt være i tvivl om Vejdirektoratets ekspertise på dette felt, og
vi mener således, at formuleringen i Almindelige bemærkninger, nr. 2.1.3, er for vag og kunne give
anledning til fortolkninger.
Af andre og ganske vist mindre vigtige emner vil vi ikke undlade at nævne, at vi er enige med Kim
Christiansen (MF), der foretrækker betegnelsen ”sporvogn” fremfor ”letbane”. Ordet sporvogn har
været brugt i Danmark siden 1863 (og i Norge og Sverige næsten lige så længe); det kendes
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
således allerede af den lidt ældre del af befolkningen, der næppe er i tvivl om forkørselsretten.
Ordet letbane er formentlig oversat direkte fra engelsk ”light rail”, men betegner egentlig kun
infrastrukturen (sporet). De mest kendte afledninger letbanevogn, letbanetog og det i lovforslaget
m.v. anvendte ”nye” ord letbanekøretøj (et enkelt sted vist endda ”letbanebaneanlæg” e.l.)
forekommer konstruerede og udanske.
For at blive ved det sproglige synes vi, at det foreliggende lovudkast er mere eller mindre
ulæseligt, hvorfor vi ville have foretrukket en ”renskrift” af færdselsloven med de foreslåede
ændringer markeret i margenen med en lodret streg. Ligeledes synes vi, at det er noget ”rod” at
sammenblande så mange forskellige ting i ét lovforslag, selv om det måske er ”nemmere” for bl.a.
lovkontoret. For politikerne må det være en ulempe ikke at kunne stemme for eller imod de
enkelte forslag, men må vælge hele ”pakken”. Vi har tidligere i anden anledning påpeget dette
over for lovkontoret, men åbenbart uden at vinde gehør.
I samråd med Sporvejshistorisk Selskab, der driver Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, vil vi
endvidere foreslå, at det i Almindelige bemærkninger, nr. 2.1.1, tilføjes, at lovudkastet foruden
moderne sporvogne også gælder veteransporvogne fra København og Odense (gælder ikke Århus
på grund af anden sporvidde). Vognene, der normalt befinder sig på sporvejsmuseet, vil ved
særlige lejligheder, f.eks. indvielser og jubilæer, kunne ”kaste glans ” over begivenheden.
I øvrigt kan Århus Letbane qva tilknytningen til Odder- og Grenåbanerne vel næppe siges at være
uden forbindelse til det øvrige jernbanenet, jf. Almindelige bemærkninger, nr. 3.2.1.
På den givne anledning vil vi gerne anmode om at blive optaget på listen over høringsparter i
fremtidige sager vedrørende færdselsloven.
Vi håber, at du vil imødekomme os navnlig i spørgsmålet om sporvognes forkørselsret.
Med venlig hilsen
Ole Iskov
Rådet for Bæredygtig Trafik
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files