Det færøske landsstyre har bedt om, at der indføres samme regler om virksomhedspant og fordringspant på Færøerne, som er gældende i Danmark.
Færøerne har hjemtaget formueretten samt direkte og indirekte skatter til hjemmestyret, og Lagtinget har med lov nr.
70 af 15.
maj 2014 vedtaget de nødvendige ændringer i reglerne om tinglysning på Færøerne.
Tilbage står, at vi i Folketinget skal foretage en ændring af retsplejeloven for Færøerne og sætte bestemmelserne fra konkursloven i kraft for Færøerne.
Det er vi i Dansk Folkeparti stemt for at gøre.
Da de lignende bestemmelser blev indført i Danmark i 2005, stemte Dansk Folkeparti også for her i Folketingssalen.
De ændringer, der foretages i konkursloven, drejer sig om, at de nye pantsætningsmuligheder ikke kan stilles til fordel for skyldnerens eller pantsætterens nærtstående.
Dertil sikres det, at virksomheds- og fordringspant ikke kommer til at omfatte aktiver, som skyldneren har erhvervet efter tidspunktet for en insolvensbehandlings påbegyndelse, og dertil kommer regler om omstødelse i konkurs af virksomhedspant og omstødelse af fordringspant, ligesom der opnås mulighed for i nærmere afgrænsede tilfælde at sælge aktiver omfattet af udlæg eller pantrettigheder.
Endelig er der ændringer i retsplejeloven, som indebærer, at virksomhedspant i fordringer kan inddrives på samme måde som pant i fordringer.
Ligesom indførelsen af virksomhedspant og fordringspant forudsættes at have gavnet dansk erhvervsliv, forventes det også at gavne færøsk erhvervsliv.
Og vi har naturligvis også i Danmark en stor interesse i en gunstig økonomisk udvikling på Færøerne.
Hvis vedtagelsen af dette forslag bidrager en smule i den retning, er vi tilfredse med det.
Dansk Folkeparti indstiller således på denne baggrund forslaget til vedtagelse.