Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
L 23 Bilag 2
Offentligt
Høringssvar fra Dansk Travsport Centralforbund (DTC), Dansk Galop (DG) samt Dansk Hestevæddeløb
(DH)
København d.15/8-2014
Den 6. maj 2014 indgik Regeringen (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative en stemmeaftale, hvis formål var at
tilvejebringe midler til bl.a. Antidoping Danmark, SportEvent Danmark mv.
En stor del af stemmeaftalen bestod i, at hestevæddeløbssporten skulle afgive midler mod, at HFF og
Danske Spil på politisk opfordring skulle afsøge alternativ finansiering og nye spilformer og dermed opnå
selvstændighed og egenfinansiering inden for en kort årrække.
Bemærkninger til lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og
hundevæddemål fremsendes hermed til Kulturministeriet.
DTC, DG og DH finder fire overordnede forhold mangelfulde og kritisable:
1.
2.
3.
4.
Ny finansieringsmodel for fremtidens hestevæddeløbssport
Kraftig forringelse af hestevæddeløbssportens økonomi
Banespilsprovision
Bestyrelsesposter i HFF
1. Ny finansieringsmodel for fremtidens hestevæddeløbssport
Som følge af kraftige besparelser er hestevæddeløbssporten nødsaget til at finde alternative
finansieringsmodeller for at fastholde det nuværende aktivitetsniveau samt øge sportens
udviklingsmuligheder på sigt.
Af den politiske stemmeaftale om idræt af 6. maj 2014 pkt. 4 side 7 fremgår det, at de politiske partier bag
aftalen opfordrer HFF og Danske Spil til at undersøge alternative finansieringsmuligheder, der sandsynliggør
bæredygtige modeller og muliggør selvstændighed.
Af stemmeaftalen pkt. 4 side 7 fremgår det, at partierne bag aftalen vil se positivt på en alternativ
finansieringsmodel, der muliggør selvstændighed.
Af stemmeaftalen pkt. 5 side 7 fremgår det, at i det omfang der i 2018 er grundlag for en alternativ
finansieringsmodel der muliggør selvstændighed for hestesporten, vil parterne fordele det råderum, der
opstår herved, med henblik på at styrke idrætten.
DTC, DG og DH anbefaler, at politikernes opfordring i stemmeaftalen om at undersøge alternative
finansieringsformer bliver skrevet ind i den endelige lovtekst.
Ydermere bør det politiske ønske om at undersøge alternative finansieringsmuligheder i stemmeaftalen
beskrives i lovforslaget ved, at en undersøgelse af alternative finansieringsmuligheder skal færdiggøres i
den kommende folketingssamling.