Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
L 23 Bilag 15
Offentligt
Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond
Bestyrelse: Bent Knie-Andersen (formand), Kurt Damsgaard, Nick Elsass, Katia Østergaard, Knud Erik Ravn
Direktion: Jens Ulrich Nielsen
Den 28. november 2014
Kære Kulturminister Marianne Jelved
Bestyrelsen for HFF havde anmodet om et møde med dig, men da dette ikke har kunnet lade sig
gøre, vil vi hermed redegøre for den aktuelle situation for hestesporten som følge af de påtænkte
ændringer i fordelingen af midler fra Danske Spil (L 23).
Herudover ønsker vi at rejse nogle problemstillinger, vi er blevet opmærksomme på, og som kræver
Kulturministeriets overvejelser.
Ifølge den vedtagne stemmeaftale skulle hestevæddeløbssporten i den næste firårige periode tildeles
midler som det fremgår af nedenstående skema:
År / mio. kr.
Grundbeløb
Fradrag
Netto
2015
96,7
15,0
81,7
2016
96,7
20,0
76,7
2017
96,7
25,0
71,7
2018
96,7
30,0
66,7
Ministeriet har imidlertid meddelt at ovennævnte årlige grundbeløb på 96,7 mill. kr. ikke skal
anvendes, men at princippet for tildelingen af tilskud ændres, så der ikke længere udloddes et fast
beløb, men således at HFF hvert af årene modtager et beløb svarende til det beløb, HFF ville have
modtaget, såfremt fonden stadig modtog en fastsat procentdel af de midler, Kulturministeriet
modtager fra Danske Spil.
Endvidere har ministeriet meddelt at de HFF tildelte midler yderligere skal reduceres med 1. mill.
kr. som følge af at hestevæddeløbssporten skal deltage i en udligningspulje, selv om HFF fremover
modtager midler via et aktstykke til finansudvalget.
HFF er i den særlige situation at fonden i modsætning til de øvrige sportsorganisationer, der
modtager midler fra Kulturministeriet, får beregnet tildelingen af Danske Spils indeværende års
overskud og ikke som disse, af det foregående års overskud.
Det er derfor alarmerende, at Danske Spil har udarbejdet en prognose for overskuddet i 2015, der
for HFF’s vedkommende betyder en yderligere nedsættelse af de midler, der tildeles HFF, allerede
fra 2015.