Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
L 22 Bilag 12
Offentligt
Radio Klitholm kommenterer i sin henvendelse den nye lokalradioordning, herunder kravet om
lokal tilknytning og lokalt producerede programmer. Radio Klitholm finder imidlertid, at det
fremover vil blive vanskeligt at drive lokal foreningsradio – blandt andet på grund af
lokalradiosendernes begrænsede rækkevidde og beslutningen om at der fremover kun skal være én
tilladelseshaver for hver sendemulighed (frekvens).
Det er naturligvis ikke hensigten, at det skal blive vanskeligere fremover at drive lokal
foreningsradio. Det er tværtimod et mål med omlægningen af radioordningen at styrke
mulighederne for drive ikkekommerciel lokalradiovirksomhed i Danmark.
Vi er glade for, at det ikke er hensigten, at det skal blive vanskeligere at drive lokal foreningsradio,
men for så vidt angår ikkekommerciel lokalradio, som er en del af vores sendesamvirke, vil 168
timers sendemulighed og større offentligt tilskud IKKE give flere frivillige medarbejdere til at lave
lokalradio.
Det fremgår af medieaftalen for 2015-2018, at der – jf. medieaftalen for 2012-2014 - skal
gennemføres en ny ordning for ikkekommercielle lokalradioer efter samme principper om lokal
tilknytning mv. som den nye lokal-tv-ordning, der trådte i kraft den 1. januar 2014.
Beslutningen indebærer, således som der er redegjort for i bemærkningerne til lovforslaget, at den
nye ordning for ikkekommerciel lokalradio skal rumme stærkere krav om, at programmerne skal
have lokalt indhold. Det skal således være en forudsætning for programtilladelse og tilskud til
ikkekommerciel lokalradio, at programmerne er produceret fra og til og om/med befolkningen i
lokalområdet, som med den nye ordning afgrænses efter kommunegrænserne. Beslutningen
indebærer endvidere, at antallet af programtilladelser skal begrænses. Et loft over antallet af
tilladelseshavere i hvert tilladelsesområde betyder, at tilskudsmidlerne derfor vil blive fordelt på
færre ikkekommercielle lokalradiostationer, som derved får bedre mulighed for at producere radio
af højere kvalitet. Der skal desuden kunne stilles krav om, at stationens programmer skal have et
vist minimumspublikum som forudsætning for tilladelse til at udøve programvirksomhed og for at
modtage tilskud.
Vi sætter pris på, at lokalradio i fremtiden skal være radio for, til og med lokale. Det er netop det,
vi har praktiseret i mere end 25 år.
Partierne bag medieaftalen for 2012-2014 har – som det ligeledes fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget - besluttet at forlænge tilladelserne til kommerciel lokalradio indtil udgangen af 2019.
Det blev endvidere i samme forbindelse besluttet at adskille ordningerne for henholdsvis
ikkekommerciel og kommerciel lokalradiovirksomhed. Det betyder, at de sendemuligheder, som
enten helt eller delvist anvendes til kommerciel lokalradiovirksomhed, fastholdes til denne form for
lokalradiovirksomhed efter gennemførelsen af den nye ordning for ikkekommercielle lokalradioer
pr.1. januar 2016. Dette følger af, at det som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget er hensigten,
at sendemuligheder til ikkekommerciel lokalradiovirksomhed for fremtiden alene udbydes som
såkaldt hele sendemuligheder, dvs. 168 timer om ugen. De sendemuligheder, som for nærværende
alene anvendes til ikkekommerciel lokalradiovirksomhed, vil således også fremover blive anvendt
til denne form for lokalradiovirksomhed. Med tilladelsen følger retten til at udøve
programvirksomhed med 160 W rundstråling, hvilken dækker et teoretisk geografisk område på ca.
5 km fra sendepositionen. Det vil således – som det også fremgår af bemærkningerne – som i dag
ikke være muligt for tilladelseshaver at dække hele tilladelsesområdet med signalet.
Det vil ikke gøre det muligt at drive kommerciel (og til dels også ikkekommerciel) lokalradio i et
tyndt befolket område, hvis lokalradioen kun har én sendemulighed og dækker et teoretisk
geografisk område på 5 km.
Overvej i stedet, om den enkelte tilladelseshaver i stedet skal have mulighed for at dække et vist
antal personer eller en tilsvarende måling. Radio Klitholm har i dag en sender placeret i toppen af
Lyngvig Fyr - på en smal landtange (Holmsland Klit) med Vesterhavet og Ringkøbing Fjord som
nærmeste naboer. Der bor altså ikke ret mange mennesker i en radius på 5 km. herfra!