Med dette lovforslag etablerer man nu – når det engang er blevet vedtaget, og det bliver det – et ganske, ganske voldsomt bygningsanlæg midt i et af dette lands meget, meget naturskønne områder.
Det er nærmest en naturperle.
Og man gennemskærer samtidig med dette voldsomme bygningsanlæg – det er et andet ord for bro – en række fredede områder og en række habitatsområder.
Det gør man for at afhjælpe en trængsel, som vi i øvrigt kender den rigtig mange steder fra i det her land omkring vores byer.
Det er en trængsel, som er der et par timer om morgenen og et par timer om eftermiddagen.
Det har været argumentet og undskyldningen for at etablere dette voldsomme bygningsanlæg, denne bro, tværs igennem fredede områder og habitatsområder.
Udbygning af den kollektive trafik i området har man ikke set alvorligt på for at komme trængslen til livs.
Den fjordkrydsende bustrafik er blevet forringet gennem mange år, men man har ikke set på at genoprette noget af den.
Man har heller ikke set alvorligt på at forbedre forholdene og de lokale veje omkring Kronprins Frederiks Bro, som denne bro skal aflaste for at afhjælpe nogle af de trængselsproblemer, der er.
Jeg må sige, at jeg er overrasket over, at partier som SF, til en vis grad De Radikale og i lidt mindre grad Socialdemokraterne, som jo da ellers profilerer sig på grønne profiler og grøn indstilling, grøn omlægning, hvad ved jeg, er med til at etablere denne bro i et naturskønt og fredet område, som samtidig er belagt med habitatsbestemmelser.
Vi mener i øvrigt ikke i Enhedslisten, at lovforslaget opfylder undtagelsesbestemmelsen i habitatsdirektivet om samfundsmæssigt nødvendigt tvingende grunde til at etablere sådan et anlæg midt i habitatsområder.
Det er ikke undersøgt for alvor, om der kan laves alternativer til den påtænkte linjeføring og den påtænkte bro, og det er ikke beskrevet, hvilke kompenserende foranstaltninger der iværksættes.
Der ligger en rapport i tilknytning til lovforslaget, som Vejdirektoratet i huj og hast blev sat til at udarbejde, fordi der lige kom en dom i foråret, i maj måned, fra EU-Domstolen, som klart skærpede kravene til undtagelsesbestemmelsen i habitatsdirektivet, som kræver, at de kompenserende foranstaltninger bliver beskrevet.
De er ikke beskrevet.
Den samme dom og den samme undtagelsesbestemmelse kræver, at de kompenserende foranstaltninger gennemføres, inden der meddeles tilladelse til at lave et sådant anlæg, som gennemskærer fredede områder og habitatsområder.
Men de kompenserende foranstaltninger bliver ikke gennemført, inden man får tilladelsen, tværtimod.
De kompenserende foranstaltninger, som man så i øvrigt ikke har beskrevet, vil man tage op hen ad vejen og drøfte med Frederikssund Kommune osv.
osv.
Vi forudser og håber, at der er lokale kræfter, der vil anlægge sag ved EU-Domstolen mod den danske stat for det her projekt.
Vi tror også, at det bliver udgangen, fordi man ikke opfylder habitatsdirektivets undtagelsesbestemmelse.