Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 196:

Forslag til lov om ansættelsesklausuler.

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 29.04.2015).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Hans Andersen som Venstres ordfører.

Tak for det. Lovforslaget er en udmøntning af forslag nr. 57 i vækstpakken fra juni 2014, som Venstre er med i, og som Venstre gennem forhandlingerne fik gjort mere ambitiøs. Dette forslag, nr. 57, er fulgt op af, at arbejdsmarkedets parter, LO og DA, har foreslået en række ændringer til det, vi aftalte i sommers. Det er så blevet lagt til grund for den endelige udformning af lovforslaget.

Lovforslaget handler om en ny regulering af ansættelsesklausuler, som udspringer af et ønske om at skabe bedre vilkår for væksten i samfundet og sikre en højere lønmodtagermobilitet og videnspredning til gavn for produktiviteten på arbejdsmarkedet. Det er i hvert fald vores fælles ønske. Vi er dog fortsat skeptiske i forhold til effekten af de her aftalte stramninger, da der endnu ikke ligger megen dokumentation for, at brugen af klausuler er skadelig for jobmobiliteten og dermed for produktiviteten. Derfor ser vi også frem til evalueringen af det her lovforslag om 3 år.

Med lovforslaget samles reguleringen af ansættelsesklausuler i en ny lov om ansættelsesklausuler. Den nye lov regulerer alene brugen af konkurrence- og kundeklausuler og kombinerede klausuler samt et forbud mod jobklausuler. Forbuddet mod jobklausuler følges af to undtagelser: Det vil fortsat være muligt at benytte jobklausuler i forbindelse med virksomhedsoverdragelse og ved vikaransættelser.

Med lovforslaget opstilles klare betingelser, som arbejdsgiver skal overholde for at kunne forpligte lønmodtager via disse ansættelsesklausuler, f.eks. at klausuler skal indgås skriftligt, at lønmodtager har ret til kompensation, og at klausuler maksimalt må vare 12 måneder. Endelig foreslås det, at arbejdsmarkedets parter kan fravige loven ved kollektive overenskomster, således at der kan tages hensyn til helt særlige forhold i den enkelte branche. Ændringen skal alene gælde for fremtidige aftaler og griber ikke ind i eksisterende aftaler på arbejdsmarkedet.

Samlet set bygger det her lovforslag på en bred politisk aftale, som arbejdsmarkedets parter efterfølgende har bidraget til at gøre bedre. Der er med dette lovforslag fundet en balance, som Venstre ønsker at fastholde. Så på den baggrund vil Venstre støtte lovforslaget.

Der er to korte bemærkninger. Først er det hr. Eigil Andersen.

Det er korrekt, at det her lovforslag er et fremskridt. Men der er også punkter, der nok burde have været med. Her tænker jeg på, at en række af Folketingets partier, herunder også ordførerens parti, i 2008 var enige om, at hvis to arbejdsgivere, som indgår en hemmelig jobklausul om, at man ikke ansætter hinandens medarbejdere, bliver afsløret, skal der være ret til en godtgørelse. Dengang afventede man en højesteretsdom for at finde ud af, hvad den sagde om det her emne, og den sagde, at der ikke var ret til godtgørelse. Derefter afgav den daværende beskæftigelsesminister, hr. Claus Hjort Frederiksen, følgende udtalelse i betænkningen om det daværende lovforslag i 2008:

»Beskæftigelsesministeren har over for udvalget givet tilsagn om at ville ændre reglerne, hvis domstolene skulle komme frem til, at jobklausuler ikke udgør et væsentligt vilkår efter ansættelsesbevisreglerne.«

Så er mit spørgsmål til Venstres ordfører: Vil Venstre medvirke til, at der bliver indført en sådan godtgørelsesret i det øjeblik, der er tale om en hemmelig jobklausul, som jo efter lovforslaget bliver forbudt?

Ordføreren.

Men nu skriver vi 2015, og vi har sidste år indgået en vækstaftale, der indeholder et forbud mod jobklausuler. Så jeg mener sådan set, at den aftale og den præcisering, det tilsagn, der blev givet i 2008, falder bort, for hvis to virksomheder alligevel indgår en ulovlig jobklausul, er det jo de almindelige erstatningsretlige regler, der gælder. Hvis lønmodtageren har lidt et tab, kan lønmodtageren rejse en sag ved domstolene over for arbejdsgiveren, så jeg synes, at det står meget klart. Det her lovforslag forbyder jobklausuler, og det er vi sådan set tilfredse med.

Hr. Eigil Andersen.

En retssag for at få erstatning er en lang og besværlig vej, og mange mennesker vil afholde sig fra det. Lønmodtagerne ville være langt bedre sikret, hvis der var ret til godtgørelse. Man kan jo sige det på den måde, at selv om lovforslaget her fint indeholder et forbud mod jobklausuler, skal der også, synes jeg, være en ordentlig straf over for dem, der overtræder den. Jeg mener: Folk, der kører for stærkt på landevejene eller parkerer ulovligt, får jo også en bøde, og derfor er der stadig væk efter min opfattelse behov for, at arbejdsgiverne skal have en straf for at gøre noget ulovligt. Det er vel også Venstres syn på kriminalitet i al almindelighed?

Ordføreren.

Men vi står her med et lovforslag, der udspringer af en aftale om en vækstpakke, vi lavede sammen i sommers, og som er fulgt op af en aftale mellem arbejdsmarkedets parter med forslag til at gøre den endnu bedre. Så lytter jeg mig til, at SF foreslår at bringe ubalance ind i det her. Jeg synes, der er fundet en fornuftig balance, og jeg synes sådan set, at det forbud, der er mod jobklausuler i lovforslaget, rammer det meget godt ind og er tilfredsstillende for Venstre.

Hr. Christian Juhl, en kort bemærkning.

Det forstår jeg ikke noget af. Jeg mener: Hvis to arbejdsgivere laver noget ulovligt i en hemmelig aftale, skal det være sådan, at man kan knaldes for det i form af en bøde. Og det skal vel også være sådan, at der findes et tvistløsningssystem, som hurtigt og effektivt kan sige: Ja, det er rigtigt, det her er galt. Tænk, at en enkelt lønmodtager skal igennem en lang retssag for at få sin ret i sådan en sag. Det kan da ikke passe. Er det virkelig Venstres holdning?

Ordføreren.

Det behøver ikke være nogen lang retssag, for hvis det er dokumenteret, at lønmodtageren har lidt et tab, så er der ikke nogen tvivl om, at lønmodtageren skal have erstatning. Selvfølgelig skal lønmodtageren have det. Så der er jo ikke tale om her, at lønmodtagerne ingen rettigheder har. Der er tale om, at vi nu gennemfører et forbud mod jobklausuler. Og hvis man så alligevel indgår en ulovlig jobklausul, kan folk gå til domstolene og få deres ret.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Ja, man kan få sin ret, men der står da ingen steder, at der skal betales en bøde eller erstatning til den ansatte. Det står ingen steder. Det vil sige, at der ikke er nogen konsekvenser af det her. Det betyder, at man kan gå ud og få sin ret, og så har man i øvrigt brugt år på at leve under nogle klausuler alligevel. Det er jo en slags stavnsbinding, man har i de der klausuler, som bliver brugt i flæng, og derfor er det vigtigt, at der strammes væsentligt op på det her forslag, for at det får en effekt. Er det slet ikke inden for Venstres horisont, at der skal noget mere stram lovgivning til, for at det her fungerer?

Ordføreren.

Nu har jeg fra både SF og Enhedslisten fået at par spørgsmål, der går på, at hvis man tænkte det hele vejen igennem, kunne man sige, at der slet ikke var brug for arbejdsmarkedets parter. Så kunne vi sådan set lovgive om alt. Så det der med at være medlem af en faglig organisation, der kan føre ens sag over for en arbejdsgiver, der laver noget ulovligt, er, kan jeg forstå, lige meget.

Hvis lønmodtageren lider et tab og det kan dokumenteres, er der jo en sag, man kan føre ved domstolene, og så håber jeg da også på, at lønmodtagerens faglige organisation vil være med til at føre den, for hvad skulle man ellers være medlem af en faglig organisation for? Så jeg synes sådan set, det står udmærket, som det står i lovgivningen.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Lennart Damsbo-Andersen som socialdemokratisk ordfører.

Tak, formand. Et helt afgørende princip på det danske arbejdsmarked er en fleksibel og mobil arbejdskraft. Det er et grundlag for vækst og velstand, og det er til glæde for både lønmodtagere og arbejdsgivere og samfundet som helhed. Vi skal med andre ord gøre alt det, vi kan, for at sikre, at der er optimale vilkår for fleksibel og mobil arbejdskraft.

En del af den indsats handler om ansættelsesklausuler, og det er det, som lovforslaget, vi behandler her, drejer sig om. Jeg anerkender, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt for virksomheder at gøre brug af ansættelsesklausuler. Det er bestemt nødvendigt at holde på nogle særlige forretningshemmeligheder, men samtidig vil jeg understrege, at de skal bruges med forsigtighed.

Det er for det første, fordi ansættelsesklausuler rammer den enkelte medarbejder hårdt. Ansættelsesklausuler hæmmer medarbejdere i at søge derhen, hvor de kan få de bedste vilkår og den bedst mulige brug af deres viden. Derfor er det helt afgørende, at klausulerne kun bruges, når det er nødvendigt.

For det andet kan klausulerne betyde et enormt spild af knowhow og kompetencer, som gør, at medarbejdere bliver låst fast i en længere periode. Det spild går ud over de virksomheder, der har brug for dygtige medarbejdere, og i sidste ende bremser det vækst og innovation. Det er der ingen der kan være tjent med.

Derfor er det også glædeligt, at vi nu behandler et lovforslag, der vil begrænse brugen af ansættelsesklausuler. Med L 196 reguleres brugen, og det gælder både en begrænsning af konkurrence- og kundeklausuler og et direkte forbud mod jobklausuler med nogle få undtagelser. Konkret betyder det bl.a., at klausuler skal indgås skriftligt, at lønmodtagere har ret til kompensation, og at klausulerne maksimalt må vare 1 år. Derudover betyder loven også, at der fastsættes regler for, hvad konsekvensen er ved misligholdelse af en ansættelsesklausul af enten arbejdsgiver eller lønmodtager. Det er godt.

Noget, jeg mener det er vigtigt at hæfte sig ved, er, at lovforslaget baserer sig på en fælles forståelse mellem arbejdsmarkedets parter. Lovforslaget baserer sig nemlig på en aftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO om regulering af ansættelsesklausuler. Samtidig er det med loven muligt for arbejdsmarkedets parter at fravige de nye regler ved indgåelse af kollektive aftaler. Det betyder, at arbejdsmarkedets parter kan indføre ansættelsesklausuler i de brancher, hvor det giver god mening. For mig at se er det et godt eksempel på, hvorfor det danske arbejdsmarked fungerer så godt. Det er, fordi de forskellige parter i fællesskab forhandler sig til løsninger, der gavner alle.

Med lovforslaget sikrer vi bedre vilkår for lønmodtagerne, der skal have mulighed for at søge derhen, hvor de kan få de bedste vilkår, og samtidig låser vi ikke dygtig arbejdskraft og viden, så virksomheder, der har brug for det, ikke kan ansætte de rigtige folk, for det vil kun bremse innovation og vækst. Det sikrer alt sammen et mobilt og fleksibelt arbejdsmarked.

Socialdemokraterne kan derfor støtte forslaget.

Der er tre korte bemærkninger. Den første er fra hr. Eigil Andersen.

Jeg vil gerne spørge den socialdemokratiske ordfører, om Socialdemokratiet nu eller senere vil være med til at indføre en ret til en godtgørelse i det øjeblik, der er to arbejdsgivere, der har indgået en forbudt jobklausul, hvor man så aftaler, at man ikke ansætter hinandens medarbejdere. Det er jo et voldsomt indgreb i lønmodtagernes frihed. Her er der omsider et punkt, hvor lønmodtagerne har gavn af markedet, og derfor er det jo rimeligt, at man kan skifte job.

Jeg vil sige, at Socialdemokratiet jo også stod bag det løfte, der blev givet i betænkningen fra 2008, og det samme løfte blev gentaget af hr. Lennart Damsbo-Andersens partifælle, daværende beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet hr. Leif Lahn Jensen, i en radioudsendelse i 2011. Så vil Socialdemokratiet nu eller senere medvirke til, at der bliver indført sådan en ret til godtgørelse?

Ordføreren.

Det her lovforslag er jo baseret på en aftale mellem stort set alle Folketingets partier, og det baserer sig på en aftale, der er indgået mellem LO og DA. Inden for den ramme ligger lovforslaget, og jeg synes, det er rigtig godt, at det er muligt at lave det på den måde.

Så er det jo korrekt, som hr. Eigil Andersen siger, at der i 2008 blev lavet en beretning i forbindelse med behandlingen her i Folketinget, og det, som vi sagde dengang, står vi selvfølgelig ved. Det, der er Socialdemokratiets indgang til det her, er, at den aftale, vi har nu, går et stykke ad vejen, og så må vi se, om det også kan optage de ting, som er indeholdt i beretningen fra dengang.

Hr. Eigil Andersen.

Jeg er glad for, at der bliver lavet en lille åbning her fra den socialdemokratiske ordfører, med hensyn til at man kan se på det fremover. Jeg vil dog lige tilføje en enkelt ting, og det er, at med den forligstekst, der er lavet som en del af vækstpakken, punkt 57, ville det ikke være i modstrid med forliget, hvis vi havde lavet den her godtgørelsesmulighed allerede nu.

Ordføreren.

Nu er det sådan, og det ved ordføreren også godt, at der er en forligstekst, og de partier, der tilslutter sig den, skal jo stå inde for den. Det kan godt være, at der er nogle af partierne – det er tydeligt, at der er det – der har et ønske om at gå videre, men der er så andre partier, der måske ikke har, og det må man jo bøje sig for. Hvis man så ønsker at gå videre, må det foregå i en anden sammenhæng.

Hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

Når ordføreren siger, at det her er et udtryk for det bedste ved den danske model, nemlig at arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til en aftale, så får ordføreren det til at lyde, som om det her var et ønske fra begge arbejdsmarkedets parter, altså at der skulle laves den her lovgivning. Så har regeringen ligesom bare sagt: Nå, men så formaliserer vi bare den aftale, som vi har lavet.

Men det er jo ikke sandheden. Sandheden er, at det var regeringen, der sammen med fagbevægelsen havde et politisk ønske om at lave den her lovgivning, og så tvang man arbejdsgiverne til at indgå en aftale. For havde de ikke gjort det, var det i virkeligheden blevet meget værre end det, der er lagt op til her.

Så kan vi ikke få en lille smule ærlighed ind i det? Det er jo ikke et spørgsmål om, at der har været et ønske fra begge parters side om det her. Sandheden er, at man har tvunget parterne til bordet – og specielt den ene part.

Ordføreren.

Som Venstres ordfører ganske glimrende forklarede her, bygger det her lovforslag jo på en aftale fra vækstforliget, som blev indgået i sommeren 2014, og som Liberal Alliance, så vidt jeg erindrer, ikke var en del af. Det, som partierne forpligter sig på her, er at sikre, at der er vækst og udvikling i Danmark, og det er også det, der er baggrunden for, at jobklausuler bliver forbudt.

Hr. Joachim B. Olsen.

Så ordføreren erkender, at det her ikke var et ønske fra arbejdsmarkedets parter. Det var et ønske fra regeringens side, og man tvang dem så til bordet. Det er bare lige for at få historikken på plads her. For man skal ikke prøve at sælge det her, som om der ude på arbejdsmarkedet blandt arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer var sådan et fælles ønske om, at der skulle gøres noget ved det her. Nej, der var et ønske om, at det her var en del af overenskomsten, og at det her var noget, man kunne forhandle sig frem til, men nu har man så kortsluttet den proces og tvunget det her igennem.

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, hvor Liberal Alliances ordfører har det her fra. Jeg kender ikke til, at der er nogen, der er tvunget til nogen som helst forhandlingsborde. Partierne her i Folketinget har en enighed om at forbyde jobklausuler. Arbejdsmarkedets parter har sat sig sammen og er kommet med nogle bud på, hvordan en del af indholdet kan være, og så vidt jeg ved, lever vi i et frit land, og de har mulighed for at blive væk, hvis de vil det. Men de har valgt at sætte sig sammen, og det tager jeg som et positivt tegn på, at arbejdsmarkedets parter står bag det her.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. Når nu man er ved det alligevel, uanset hvad anledningen er, altså om det er for at skabe større vækst eller den slags ting, så er det da en god idé at sørge for, at tingene kommer på plads. Det vil sige, at hvis der bliver lavet ulovlige aftaler, er det vel en rigtig god idé at sige, at så slår vi det søm i, samtidig med at vi laver de andre ting.

Hvorfor har Socialdemokraterne og de øvrige forligspartier ikke sørget for at få de her ting på plads? Det er fint, at nogle enkelte af LO's timelønnede får en lille forbedring med det her, men hvorfor ikke hjælpe de HK'ere, der kommer i klemme, og hvor der er givet et løfte. Det er jo notorisk rigtigt. Det står jo skrevet både her og der. Hvorfor sørger man ikke for at få det på plads på samme tid?

Ordføreren.

Jamen som det er blevet sagt før her fra talerstolen, bygger det her lovforslag på en politisk aftale, og derfor er der en ramme, en tekst, der ligger, og en politisk aftale. Det er der jo ikke mulighed for i den her forhandling at gå ud over. Hvis det viser sig, tænkte jeg, at der er ting, der ikke er nået, og som arbejdsmarkedets parter mener skal nås, så har de jo mulighed for via overenskomster at lave aftaler om at gå videre end det, loven siger.

Hr. Christian Juhl.

Jamen hvis der er blevet givet løfter fra både Venstres og Socialdemokraternes side om at løse det her problem og bekæmpe de der hemmelige aftaler og man så sidder ved bordet, er det så ikke et løftebrud, hvis man siger, at dem tager vi ikke med alligevel? Som jeg læser det, er der i den store aftale ingenting til hinder for, at man på det her specifikke område kan få ryddet op i det og kan få levet op til sit løfte. Man stikker jo sådan set lidt af fra det løfte.

De borgerlige har også givet det løfte. Den daværende minister har i 2008 givet løftet om, at det skal løses. Så ligger det vel helt på den flade hånd at sige, at det får vi lige med, og at det er vi enige om.

Ordføreren.

Som sagt er det her jo et lovforslag, der bygger på en aftale. Men det er også min klare opfattelse, at hvis det efterfølgende viser sig, at der er ting, der ikke bliver håndteret i det her, så synes jeg, det er på sin plads at kigge på, om der er behov for at kigge på yderligere tiltag, for at man kan nå hen og løse det. Men det skal vi se først. Jeg ved godt, at der er fagforeninger, der er ude at slå på tromme, og som siger, at det her er en situation, der er helt urimelig. Men jeg synes, vi skal afvente at se, om ikke det her forbud mod jobklausuler kan klare det først.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Bent Bøgsted som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak, formand. Det her lovforslag medfører en ændring af især jobklausuler. Der har jo tidligere, for flere år siden, været en større diskussion om, hvordan jobklausuler kunne hindre bevægeligheden på arbejdsmarkedet, altså at folk fik nyt job. Jobklausuler har virket på den måde, at arbejdsgivere har kunnet indgå aftale med hinanden om, at de ikke ansatte hinandens medarbejdere. Det kunne være af hensyn til at sikre gode medarbejdere i egen virksomhed, men også for at sikre, at de ikke tog viden fra en virksomhed med over i en anden, konkurrerende virksomhed. Det kan man sådan set også godt forstå: at arbejdsgivere gerne vil sikre sig.

Det er så det, det her forslag siger at de kan gøre ved andre klausuler end jobklausuler. For vi skal selvfølgelig sikre, at folk kan skifte arbejde, hvis de er kørt træt i den virksomhed, de er i, men vi skal også samtidig sikre, at de ikke bare lige tager kundekartoteket med over i en anden virksomhed og så måske ødelægger den virksomhed, de kommer fra.

I Dansk Folkepartis synes vi egentlig, at det her forslag er meget afbalanceret, og vi tror, det vil løse mange af de problemer, der er. De eksisterende jobklausuler kører så videre og vil blive ugyldige om 5 år, og så er der ikke noget, der hedder jobklausuler længere – undtagen hvis nu det er i forbindelse med virksomhedsoverdragelse, hvor man skal beskytte den viden, der er, hvis man er ved at sælge en virksomhed, eller i forbindelse med vikararbejde. Og det er også rimeligt.

Man selvfølgelig skal vi sikre, at det er til at arbejde med for både virksomhederne og de ansatte, når de nu står og skal have et karriereskift og der skal ske en udvikling. Som sagt mener vi egentlig i Dansk Folkeparti, at det her gør det langt hen ad vejen. Det kan altid være, at der måske skal justeres, men det må vi så se på, når det har kørt et stykke tid og det bliver evalueret. Da må vi se på, om der kunne være årsager til, at der skal laves justeringer i det her. Men Dansk Folkeparti er med i aftalen, og vi støtter selvfølgelig den aftale, der er indgået.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det hr. Nadeem Farooq som radikal ordfører.

Tak, formand. Nu har flere af mine ordførerkolleger jo mere nøje fortalt, hvad aftalen bag dette lovforslag går ud på, og man kan sige sådan helt kort, at vi udmønter delaftalen fra vækstpakken, hvormed et stort flertal ønskede at begrænse brugen af ansættelsesklausuler. Jeg synes, at vi med lovforslaget samlet set finder den rette balance mellem de skyldige hensyn, vi skal og bør tage – først og fremmest til arbejdstagerne, men også til arbejdsgiverne og til samfundsøkonomien.

Når jeg siger balance, gør vi det fortsat muligt for virksomhederne at beskytte deres forretningshemmeligheder ved at anvende klausuler, når det handler om kunder og konkurrence. Men omvendt må vi også se på – og det har vi også kigget på – at der er asymmetri her. Det er for det første arbejdstageren, der er den svage part så at sige, og derfor har der været et politisk ønske om at regulere her. For det andet kan man sige, at der også bagvedliggende er et ønske om at styrke samfundsøkonomien, i forhold til hvordan ansættelsesklausuler er kalibreret.

Venstres ordfører, hr. Hans Andersen, efterlyste før – sådan hørte jeg det i hvert fald – hvad den bagvedliggende forskning er, hvor forskningsresultaterne på det her område er, og det kan vi nok få en længere diskussion om. Det er også et kompliceret område. Men man kan sige, at der jo er et naturligt eksperiment i USA, som, synes jeg, ret klart viser, at man i hele det her forskningstunge område omkring Boston, som jo også er kendt for at være et mekka for erhverv, vækst og udvikling, har tilladt ansættelsesklausuler i større stil. Og det har så også ført til, at man har opnået lavere grad af vækst i forhold til f.eks. Silicon Valley, hvor man mere strategisk har været inde og sige, at man vil holde omfanget af ansættelsesklausuler i ave eller i hvert fald begrænse det.

Jeg kender ikke helt detaljerne i det her, men der er i hvert fald forskel. Og der har været et helt andet flow og en anden dynamik. Så jeg mener faktisk godt, man kan tage udgangspunkt i det naturlige eksperiment i USA.

Men samlet set kan Radikale Venstre støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Det Radikale Venstre er egentlig på mange punkter et liberalistisk parti, og det har givet os en række vanskeligheder, når vi har diskutere dagpenge. Men på dette punkt er det godt, at Det Radikale Venstre er et liberalistisk parti. Der blev også henvist til USA i ordførerens indlæg, hvor man i Californien har forbudt klausuler. Det er jo den rigtige liberalistiske tankegang, og det er et område, hvor der er tale om, at lønmodtagerne har gavn af markedet.

Så vil jeg gerne spørge ordføreren: Når Det Radikale Venstre i 2008 var med til at sige, at der skal være ret til godtgørelse, hvis to arbejdsgivere indgår en forbudt jobklausul, og når ordføreren selv har gentaget det løfte i en radioudsendelse i 2011, er ordføreren så ikke meget ked af, at den godtgørelsesret ikke er med i det her lovforslag?

Ordføreren.

Først og fremmest ved jeg ikke, om jeg skal juble over at blive kaldt liberalistisk, men det kan vi tage på et andet tidspunkt. Det er så ikke et liberalistisk syn, der er lagt for dagen her, men et socialliberalt syn, og det handler sådan set også om at se på, hvem der er den svage part her, samtidig med at vi kan tale om økonomi, men økonomi kan jo ikke stå alene.

Man kan altid diskutere, om vi skulle være gået videre end det her. Det er jo rigtigt, at jeg tidligere rent intuitivt og rent personligt har haft den holdning, at det var noget, vi skulle have kigget på. Jeg mener så, at vi er landet et sted, som jeg godt kan stå inde for. Men det betyder ikke, at vi ikke kan gå videre fremadrettet. Det er jeg villig til at diskutere. Men jeg synes i hvert fald, at vi i første omgang skal få det her til at virke, og så kan vi senere diskutere andre justeringer.

Hr. Eigil Andersen.

Jeg kan fortælle ordføreren, at det ikke kun er ordføreren, der har den personlige holdning, at det ville være en god idé med sådan en godtgørelsesret. Da vi havde diskussionen i 2008, var den nuværende økonomiminister, hr. Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre, en af bannerførerne for, at de her jobklausuler skulle forbydes, og at der skulle være en godtgørelsesret. Er det noget, Det Radikale Venstre vil være med til at se på fremover?

Ordføreren.

Jamen det var da heldigt, at jeg i 2011 valgte at være positiv over for at forbyde ansættelsesklausuler, når min chef også var det.

Men jeg vil sige, at det i første omgang handler om at få udmøntet den delaftale, vi har fra vækstpakken, og få den til at fungere i praksis. Og så vil jeg faktisk sige, at jeg er villig til senere at diskutere, om man kan gøre mere. Det synes jeg da ville være naturligt.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Vil ordføreren fortælle, hvorfor han ikke har prøvet at leve op til de løfter, han har givet på det her område med de hemmelige aftaler?

Ordføreren.

Jeg kan høre, at der har været stor tiltro til mine evner til at kunne få afgørende indflydelse på lovgivningen her. Jeg vil sige, at der, når man bliver konfronteret med, hvad ansættelsesklausuler betyder, jo så er forskel på at sige rent principielt, at man mener, at det er noget, der bør laves om, og så hvad det endelige forhandlingsresultat bliver.

Jeg kan godt stå inde for forhandlingsresultatet. Jeg mener, at det er det rigtige at gøre her og nu, også fordi der er de her forskellige balancer, som jeg har talt om. Det handler ikke kun om arbejdstagernes interesser så at sige, det handler også om samfundsøkonomien og de aftaler, der allerede er lavet, og arbejdsgiverne. Så jeg synes faktisk, at vi lander et fint sted, men jeg åbner også op for muligheden for, at vi kan gå længere ad den vej.

Hr. Christian Juhl.

Nu lægger jeg ikke alle mine æg i Radikales kurv. Jeg spørger hver enkelt af ordførerne om, hvorfor man ikke har gjort det, når man har givet tilsagn om det. Socialdemokraterne har givet tilsagn, Venstre har givet tilsagn, og Radikale har givet tilsagn tidligere, og de sidder og har et komfortabelt flertal til at gennemføre det, de har givet tilsagn om, uden at gøre det. Det er derfor, jeg spørger.

Så hvad er årsagen til det? Muligheden er der, så det er jo ikke nok bare at sige: Det kan vi gøre en gang i fremtiden. Det kan man altid. Men et tilsagn er jo ikke meget værd, hvis man lige præcis i den forhandling, hvor man kunne sikre det, ikke benytter sig af det.

Ordføreren.

Modsat Enhedslisten har vi i Radikale Venstre det ikke godt med at løbe op på toppen af et bjerg med præfabrikerede holdninger og så blive der og slå lejr. Vi har det sådan, at hvis der er et problem, hvis der er en udfordring, jamen så tilkendegiver vi, at her er noget, vi bør gøre noget ved, og så forsøger vi at løse det. Men vi er jo heller ikke resistente over for gode argumenter eller resistente over for, at noget kan være kompliceret i virkeligheden. Så det handler om, hvad der er muligt. Men den bagvedliggende holdning er, at brugen af ansættelsesklausuler er en dårlig ting.

Tak til De Radikales ordfører. Hr. Eigil Andersen som SF's ordfører.

En begrænsning af brugen af ansættelsesklausuler og et forbud mod jobklausuler er fremskridt, og derfor stemmer SF for dette lovforslag. Men det er ikke nogen hemmelighed, at forslaget burde have været mere ambitiøst efter SF's mening. Hvis man bliver fyret, får man en løbende kompensation for den arbejdsklausul, man har været omfattet af, men kompensationen bliver mindre, hvis man finder et andet job, hvor man også får en løn. Der sker en modregning i den løn, man så får fra det andet job.

Det mener SF er et forkert princip. Vi går ind for, at det skal koste arbejdsgiverne at lave en jobklausul, og hvorfor skal det det? Det skal det simpelt hen, fordi arbejdsklausuler modvirker lønmodtagernes mobilitet, videndeling og innovation, sådan som også Produktivitetskommissionen siger. Det er simpelt hen dårlige begrænsninger, både for lønmodtagerne og for samfundet, som lønmodtagerne bliver pålagt gennem jobklausuler og arbejdsklausuler.

Vi har forsøgt at få med i lovforslaget, at arbejdsgivernes betaling ikke skal nedsættes, hvis man får et andet job, men det er beklageligvis ikke lykkedes at få det med. I den forbindelse har proceduren omkring lovforslaget været noget diskutabel. Sammen med lovudkastet fik vi fra ministeriet den aftale, som er blevet omtalt, og som er indgået mellem LO og DA, og det er jo fint nok. Men jeg fandt så ud af, at FTF og akademikerne i fællesskab har sendt et andet forslag til Beskæftigelsesministeriet om, hvad lovforslaget skulle indeholde, og det havde vi ikke fået fra ministeriet.

Selv om det er korrekt, at LO spiller en meget stor rolle på det danske arbejdsmarked og en meget vigtig rolle, og at man skal lægge stor vægt på, hvad LO siger, så er der altså også andre organisationer, herunder FTF, som har omkring en halv million medlemmer. Så det er mere nuanceret, det er ikke kun et spørgsmål om LO. Desuden er jeg blevet klar over, at der heller ikke inden for LO's rækker er fuld enighed om, at dette lovforslag er godt nok.

Et andet punkt, som SF er meget kede af ikke er med i forliget, er spørgsmålet om jobklausuler, som forbydes. En jobklausul er som nævnt en aftale mellem to arbejdsgivere om, at de ikke vil ansætte hinandens medarbejdere, selv om lønmodtagere fra de to virksomheder søger job i den anden virksomhed. En sådan aftale er forbudt ifølge loven, men hvad så, hvis det bliver afsløret, at to arbejdsgivere bag om ryggen på medarbejderne har lavet en jobklausul alligevel? Så skal der selvfølgelig være ret til en godtgørelse, for der er sket noget ulovligt.

Det mente den daværende beskæftigelsesminister, hr. Claus Hjort Frederiksen, også sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Ny Alliance, som senere blev til Liberal Alliance. I betænkningen skrev disse partier følgende:

»Flertallet er enige om, at i det omfang jobklausuler udgør et væsentligt vilkår i ansættelsesbevislovens/-direktivets forstand, så vil en arbejdsgivers manglende orientering af lønmodtageren om en jobklausul medføre, at lønmodtageren kan tilkendes en godtgørelse ved domstolene.«

Man ville så afvente en dom fra Højesteret, der ville falde senere, og så fik daværende beskæftigelsesminister hr. Claus Hjort Frederiksen indføjet følgende i betænkningen 4. juni 2008:

»Beskæftigelsesministeren har over for udvalget givet tilsagn om at ville ændre reglerne, hvis domstolene skulle komme frem til, at jobklausuler ikke udgør et væsentligt vilkår efter ansættelsesbevisreglerne.«

Den sag er så desværre blevet glemt, både af Venstre, Beskæftigelsesministeriet og alle andre partier, indtil den blev bragt frem i DR's program »Orientering« i P1 her i foråret, i slutningen af marts. Det er jo menneskeligt, at ting kan blive glemt, og så må man forsøge at rette op på det. Og SF og jeg har derefter gjort et forsøg på at få denne ret til godtgørelse med ved at tage sagen op over for de øvrige forligspartier. Jeg har så fået det svar fra ministeriet, at ikke alle partier bag forliget på dette punkt i vækstaftalen, punkt 57, ønsker at opfylde det gamle løfte.

Ud fra de svar, jeg har fået under debatten her i dag, har jeg en klar fornemmelse af, at i hvert fald Venstre formentlig har sagt nej til, at man vil leve op til det løfte. Og det er meget, meget beklageligt, at man fra Venstres side ikke vil leve op til det løfte, som partiets daværende beskæftigelsesminister, hr. Claus Hjort Frederiksen, afgav i 2008. Vi ærgrer os utrolig meget i SF. Vi kan kun karakterisere det som én ting, og det er løftebrud.

Men som sagt stemmer vi for lovforslaget, da det rummer nogle fremskridt. De burde bare have været større.

Der er en kort bemærkning fra hr. Bent Bøgsted.

Tak, hr. formand. Det er selvfølgelig fair nok at sige, at man har glemt noget. Det er også det, hr. Eigil Andersen siger, nemlig at det blev overset i forbindelse med forhandlingerne. Jeg kan oplyse, at det ikke er Dansk Folkeparti, der blokerer for, at noget af det, hr Eigil Andersen har ønsket, skulle komme igennem.

Hvis det er så vigtigt, undrer det mig bare, hvorfor hr. Eigil Andersen ikke har bedt ministeren om at sammenkalde forligskredsen i det her spørgsmål, så det kunne blive drøftet godt igennem. Jeg har selvfølgelig set mailkorrespondancen, som hr. Eigil Andersen har haft med ministeren, men havde det ikke været på sin plads at få forligskredsen samlet, når det var så vigtigt? Så kunne det blive drøftet igennem.

Jobklausuler blivee ugyldige, og så eksisterer de ikke. Det er svært at bevise, hvis der er nogle, der aftaler noget mundtligt med hinanden. Det skulle jo gerne være sådan, at efter 5 år var alle jobklausuler væk. Så skulle der ikke være nogen. Så den ordning, som hr. Eigil Andersen hentyder til, løber jo videre i 5 år efter det her.

Ordføreren.

Først vil jeg lige kommentere det sidste. Selv om det bliver forbudt, vil det jo stadig væk kunne forekomme, at der er nogle, der overtræder loven, ligesom der er på alle mulige andre områder, hvad enten det drejer sig om vold eller færdselsforseelser.

Men jeg er glad for, at hr. Bent Bøgsted fortæller, at Dansk Folkeparti i hvert fald ikke er et parti, der blokerer for, at der skulle laves den her godtgørelsesret. Sådan forstod jeg det, der blev sagt.

Så er der spørgsmålet om, om jeg og vi i SF burde have bedt om at få indkaldt forligspartierne til et møde om det. Det kan da godt være. Jeg fik indtryk af, at det var en hastesag, og derfor blev det så en mailkorrespondance mellem forligspartierne. Det er jo ikke altid, at man som folketingsmedlem er helt klar over, hvad der står i ens magt, og jeg vurderede nok, at det ikke var en realistisk mulighed, at man kunne have indkaldt forligspartierne. Men det kan godt være, at hr. Bent Bøgsted har ret i, at det ville have været en bedre metode, så det ikke kun var en e-maildebat.

Ikke mere? Tak til SF's ordfører. Hr. Christian Juhl? Der er to muligheder, kan jeg se, men det er hr. Christian Juhl som Enhedslistens ordfører.

Vi har arbejdsmarkedsordfører nummer 1, 2, 3 og 4.

Det her forslag drejer sig om ansættelsesklausuler, og det er en god anledning til at få strammet reglerne op. Enhedslisten er grundlæggende imod, at danske arbejdere og lønmodtagere og funktionærer skal begrænses i deres frie bevægelighed. Der kan selvfølgelig være enkelte grunde til at bruge ansættelsesklausuler. Jeg undrede mig f.eks. på et tidspunkt over at se, at Finanstilsynets direktør, som er den øverste kontrollant af bankerne, lige pludselig var direktør ovre i Finansrådet, som er bankernes organisation. Der var jo lidt af et skifte, og egentlig kunne man nok have regnet med, at der var en eller anden klausul der, når vedkommende er oppe på det niveau. Men for almindelige arbejdere og lønmodtagere og funktionærer synes jeg, det er en utidighed at bruge den slags ting.

De nuværende ansættelsesklausuler er i vid udstrækning blevet misbrugt af arbejdsgiverne til at stavnsbinde ansatte – f.eks. en bogholder eller en almindelig funktionær – fordi de er blevet truet med store erstatningskrav af deres arbejdsgiver på grund af ansættelsesklausulerne. Det er en slags stavnsbinding år 2015. Endda i landbruget er man gået bort fra det for mange, mange år siden. Det er mere end 100 år siden.

Det er absurd, at f.eks. 11 pct. af HK Privats medlemmer er omfattet af en ansættelseklausul. 11 pct, det er hver niende HK'er på det private område. Der er kun 1½ pct. af HK's medlemmer, der er ledere, og det er kun for dem, det kunne diskuteres. Det betyder konkret, at f.eks. en almindelig bogholder fra et stort firma med mange kunder ikke kan søge job i branchen, hvis der er en klausul. Og det er jo helt absurd, når bogholderen ikke kender andet end indbetalingerne til banken.

Lovforslaget har til formål at prøve at begrænse de her ulovlige klausuler, og det skal da også siges, at på enkelte områder, på timelønsområdet, er der fordele ved det. Men det nye lovforslag løser ikke det problem, som jeg nævnte før med HK'erne. Man ændrer lidt på reglerne, f.eks. for de timelønnede, som jeg nævnte. Derfor er lovforslaget også efter min mening ganske uambitiøst, og jeg kan tilslutte mig SF's kritik af både forløbet og indholdet.

Problemerne med det nye lovforslag er følgende: For det første er det stadig en mulighed for virksomhederne at lave ulovlige jobklausuler, som forhindrer ansatte i at tage ansættelse i et andet firma, uden at det koster en bøde eller erstatning til de ansatte.

For det andet er det omkostningsfrit for en arbejdsgiver at påtvinge lønmodtagere ulovlige konkurrence- og kundeklausuler, fordi der ikke er krav om bod og godtgørelse.

For det tredje er der ingen krav om, at der løbende skal betales for at påtvinge lønmodtagere en ansættelsesklausul. Det er først ved opsigelsen, at der skal betales, og det betyder, at arbejdsgiveren selv bestemmer, hvornår virksomheden fraskriver sig klausulen, mens den ansatte ikke kan fraskrive sig klausulen.

Så er der et begreb her, som vi er nødt til at fokusere på. Det hedder »helt særligt betroet«. Det er ikke defineret, og det giver jo arbejdsgiverne frie fortolkningsmuligheder. Det betyder, at der fortsat vil være mange helt almindelige ansatte, som påtvinges de her stavnsbindingsregler. Der er åbnet en hel ladeport for fortolkninger på det her område, uden at der gives hjælp til at få klar besked om, hvad »helt særligt betroet« er for en størrelse.

Til sidst vil jeg sige, at der ikke er lagt op til, at der etableres et hurtigt virkende tvistløsningssystem. Det betyder, at det nuværende meget langsomme system fortsætter, så en afgørelse om ulovlige klausuler først er afgjort, mange måneder efter at de er anvendt. Det betyder, at det ikke bare er gratis, men også uden risiko for arbejdsgiveren at anvende klausulerne. Det er ikke godt nok, og på den baggrund vil jeg sige, at Enhedslisten er meget kritisk over for det, der ligger her. Og vi opfordrer regeringen til at lytte, bl.a. til HK's indvendinger, således at almindelige lønmodtageres rettigheder sikres ordentligt i loven, når vi nu er i gang med at få rettet op på fejlene.

Tak til ordføreren. Hr. Joachim B. Olsen som Liberal Alliances ordfører.

Med det her lovforslag vil man stramme gevaldigt op på virksomhedernes brug af ansættelsesklausuler. Det sker bl.a. med baggrund i Produktivitetskommissionens anbefalinger.

At der er et politisk ønske om at få et så fleksibelt arbejdsmarked som muligt, er forståeligt. Det er i alles interesse, og der kan være den udfordring, som f.eks. PROSA peger på, nemlig at klausulerne ikke beskytter erhvervshemmeligheder, kunder eller investeringer, der er foretaget i medarbejdere, men i stedet alene er der for at stavnsbinde medarbejderne.

Men der kan være ganske legitime grunde til at anvende arbejdsklausuler. Det kan selvfølgelig være fornuftigt at forhindre, at medarbejdere headhuntes til konkurrenter alene på grund af den viden, de har om deres nuværende arbejdsplads, og i balancen mellem disse konkurrerende hensyn går det her forslag alt for langt. Det er f.eks. alt for restriktivt kun at lade kundeklausuler gælde i et enkelt år og først at lade klausulen gælde efter 6 måneders ansættelse. Desuden er kompensationen for at have en ansættelsesklausul meget stor.

Som DA bemærker i sit høringssvar, er vi i Danmark kendt for at have en meget flad organisationsstruktur, som gør, at en større gruppe af mennesker vil få indsigt i detaljerne om virksomheden. Det kan være sundt og produktivitetsfremmende, at en større gruppe af medarbejdere har stort kendskab til virksomheden og har mulighed for at komme med indspark til driften.

Når man laver så voldsomme stramninger i muligheden for at bruge klausuler og begrænser klausulernes mulighed for at gælde for medarbejdere med en helt særligt betroet stilling, kan man frygte, at virksomheder vil genoverveje deres organisationsstruktur, for med forslaget bliver det umuligt eller dyrt at sikre, at medarbejdere ikke stjæler kunder eller løber med erhvervshemmeligheder til konkurrenten. Konsekvensen af det her kan let blive mere lukkede arbejdsgange og et opgør med noget af det, der er særligt ved dansk erhvervsliv.

Liberal Alliance anerkender, at spørgsmålet om arbejdsklausuler er et svært dilemma, men vi ser ikke det meget restriktive forslag som en reel forbedring af den nuværende lovgivning. Derfor kan vi ikke støtte det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Charlotte Dyremose som konservativ ordfører.

Jeg må også sige, at i Det Konservative Folkeparti er vi med i den her del af vækstaftalen, og derfor støtter vi naturligvis forslaget. Vi er glade for, at det er lavet på en måde, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der har fundet grundstammen i den model, der skal bruges. Det er jo, som jeg har sagt så mange gange før, vigtigt for os, at arbejdsmarkedets parter er mest muligt inde over, når vi laver politik på det her område.

Tak til den konservative ordfører. Så er det beskæftigelsesministeren.

Tak for behandlingen af det her lovforslag, som jo er en delaftale i forbindelse med vækstpakken. Jeg synes, der er rigtig mange gode ting i det her lovforslag. Vi forbyder jobklausuler og samler regulering af ansættelsesklausuler i én lov, hvor det før har været i tre love. Det i sig selv er med til at gøre det mere overskueligt.

Vi gør det stadig muligt for virksomhederne at beskytte deres forretningshemmeligheder ved at bruge kunde- og konkurrenceklausuler, men betingelserne bliver nu klart justeret. Vi motiverer arbejdsgiverne til at tænke sig godt om, inden de stiller krav om ansættelsesklausuler. Og hvis de alligevel føler, der er behov for at indgå en aftale om ansættelsesklausuler, så skal det være kortvarigt. Så jeg synes, at de intentioner, der ligger i det her lovforslag, er glimrende. Og som fru Charlotte Dyremose sagde så præcist, er det her måske også et af eksemplerne på, når den danske model fungerer, hvor parterne er gået ind i det.

Det afspejler så måske også lidt debatten her i dag, for der er ikke nogen tvivl om, at der kunne være ønsker på begge sider af bordet og på begge sider af det politiske spektrum om andet og mere. Men vi har valgt at fremsætte det her lovforslag, i øvrigt i enighed med partierne, og jeg mener, det er sådan, at vi rammer noget, som driver hele det her område væsentlig videre, og det synes jeg er godt for alle parter. Jeg skal sørge for, at vi får en hurtig og fornuftig behandling af det i det udvalgsarbejde, som nu går i gang, og af de spørgsmål, der eventuelt måtte være.

Hr. Christian Juhl har en kort bemærkning.

Jeg vil gerne høre, om ministeren ikke synes, det er for dårligt, at Venstre stikker af fra deres tilsagn, da de sidst havde ministerposten, om at gøre noget ved de aftaler, der er hemmelige og ulovlige.

Så vil jeg gerne spørge ministeren som det andet spørgsmål: Vil han tage initiativ til, at vi får rettet op på det fra førstebehandlingen og frem til den endelige vedtagelse af lovforslaget?

Ministeren.

Jeg er meget glad ved, at Venstre er en del af den her aftale, og jeg er i øvrigt meget glad ved, at det, så vidt jeg kan bedømme, er en meget bred aftale. Det er det, jeg først og fremmest lægger vægt på. Jeg skal ikke have noget rettet op undervejs imellem behandlingerne her. Jeg vil gerne sige til hr. Christian Juhl, som jeg jo ved også er optaget af arbejdsmarkedsforhold, at her er der en afbalanceret aftale, som parterne på arbejdsmarkedet også kan se sig selv i. Og den harmoni, der er her, har jeg ikke tænkt mig at bryde. Jeg mener, at vi kommer nogle afgørende og gode skridt videre.

Skulle det vise sig, også i forhold til nogle af de spørgsmål, som hr. Christian Juhl stiller undervejs, at der stadig væk er nogle problemer, så er der også en evalueringsklausul i det her lovforslag, som der er i alle mulige andre lovforslag. Så jeg er på bundlinjen godt tilfreds med det her forslag.

Hr. Christian Juhl.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om der ikke også ville have været meget harmoni i det, hvis man allerede for 6-7 år siden havde erkendt, at der var et problem, og havde sagt, at det måtte man have løst – og det var bredt, man havde erkendt det problem – og at man så havde sagt til alle arbejdsmarkedets parter: Vi løser alle problemerne undervejs, når vi nu kender dem. Jeg kan forstå, at det er LO, der har været parten i den her sammenhæng, men der findes jo også andre parter, som har det her tættere inde på livet, end LO har.

Vi har jo kendt problemet. Det er ikke et problem, der lige pludselig er opstået i går eller sidste år. Det var faktisk i den gamle regerings tid, at det problem blev erkendt, og hvor der blev lavet en beretning, hvor man sagde: Det er vi enige i.

Ministeren.

Nu forbyder vi det, helt klart. Jeg tror, det er hr. Eigil Andersen, der nogle gange undervejs har sagt, at det ikke er sikkert, at det er det samme, som at forbuddet bliver overholdt. Det har vi andre eksempler på. Men nu gør vi det da i hvert fald fuldstændig klart, at det skal forbydes.

Jeg vil bare sige, at der er en balance i det her, som er helt fornuftig, og jeg vil citere Christian Juhl: Det kan da godt ske, at når vi åbner noget i forhold til én side, kan det være lige så berettiget, at der skal åbnes noget til en anden side. Jeg har det faktisk ganske udmærket med, at vi har et afbalanceret forslag her, som tilsyneladende har et meget bredt flertal i Folketinget bag sig, og som bliver bakket op af arbejdsmarkedets parter. Det er faktisk ikke den allerdårligste model, man har.

Jeg har lige været 3 dage i Kina, og jeg tror faktisk, der er mange i Kina, som kunne ønske, at man kunne have en sådan harmoni i forhold til sådan nogle ting som det her. Det er i hvert fald en af de oplevelser, jeg har med tilbage fra den tur, der så stadig væk giver lidt jetlag.

Så kom der en ekstra kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Den er affødt af nogle af ministerens svar her. Der bliver talt om arbejdsmarkedets parter, og at LO og Dansk Arbejdsgiverforening har indgået en aftale angående det her emne, men er ministeren ikke enig med mig i, at der er andre arbejdsmarkedsparter i Danmark end LO og Dansk Arbejdsgiverforening? Altså, er ministeren ikke enig med mig i, at FTF i høj grad også er en del af arbejdsmarkedets parter?

Ministeren.

Jo, og AC og så mange andre. Derfor tror jeg, at jeg brugte betegnelsen, at en væsentlig del af arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale, som de så har reflekteret på i forhold til det her lovforslag. Andre synspunkter kan man jo så høre og læse om i høringssvarene.

Hr. Eigil Andersen.

Det er bare en kort replik. Kan man så ikke konkludere, at så kan det være en god idé, når man sidder her som politiker, at man ser på flerheden af de tilkendegivelser, der kommer fra arbejdsmarkedets parter, altså at det ikke kun er et spørgsmål om LO og DA?

Ministeren.

Jo, og der er det lige præcis, at vi som politikere skal træde i karakter, for så skal vi finde den løsning, som vi tror på dribler videre i forhold til det, vi gerne vil – det gør det her lovforslag – og så skal vi finde, hvad jeg også tror er vigtigt, og som jeg tror vi er enige om, der, hvor vi har bredde i det, både i forhold til det politiske liv, men også i forhold til det liv, der er uden for det politiske liv. Det mener jeg helt bestemt vi klart har fundet med det her lovforslag.

Tak til beskæftigelsesministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.