Tak for det.
I Dansk Folkeparti mener vi jo grundlæggende, at det er fornuftigt med fælles registrering på det her område, og at det grundlæggende er fornuftigt, at man kan udveksle informationer.
Derfor plejer Dansk Folkeparti jo også at støtte forslag, som minder meget om det forslag, vi har her vedrørende Eurodac, og jeg medgiver, at det kan være en god idé at indsætte de foreslåede frister i lovgivningen.
Men jeg synes også, det er relevant at spørge, hvor godt den fælles registrering virker i dag.
Hvor meget får vi egentlig ud af det samarbejde, som vi har i forvejen?
For vi udveksler jo allerede informationer, som det er i dag.
Hvis vi tager Dublinaftalen, kan vi se, at der for nuværende sidder ca.
200 asylansøgere, som vi ikke kan sende til Italien, til trods for at vi jo faktisk har nogle fælles aftaler på området, og til trods for at vi allerede udveksler informationer med Italien.
Så der er jo noget, der ikke fungerer helt efter planen, så vi vil stille en række uddybende spørgsmål i udvalget.
Eksempelvis vil vi spørge ind til, hvorfor forslaget vurderes til at være tæt på udgiftsneutralt, når politiet pålægges at informere udlændinge skriftligt og mundtligt, og når det fremgår, at det er noget nyt.
Det må jo trække ressourcer ud af systemet, og det er vel ressourcer, som man godt kunne tro kunne bruges andre steder i politiets arbejde.
Jeg synes, det er lidt tankevækkende, at samtidig med at man – sådan som jeg læser lovforslaget – faktisk pålægger politiet nogle ekstra omkostninger, så skriver man til sidst i lovforslaget, på side 12, at det ikke vurderes at have de store økonomiske udgifter for det offentlige.
Begge ting kan jo ikke være rigtige – det stritter i hvert fald i hver sin retning.
Vi vil også spørge ind til, hvorfor tredjelande ikke må få del i oplysningerne.
Hvis det er sådan, at et tredjeland, Australien, USA, eller hvem det nu kan være, har en interesse i at få delt nogle af de oplysninger, vi har, i det fælles register, og vi tilsvarende måske har interesse i at få nogle oplysninger fra de lande, hvorfor skal man så afskære sig muligheden for at udveksle oplysninger med hinanden om konkrete personer, hvis det kan være fordelagtigt for alle parter?
Vi vil også bede justitsministeren om en kommentar til høringssvaret fra Retspolitisk Forening, hvor der er nogle betragtninger omkring, hvordan lovforslaget spiller sammen med den aftale, som en række EU-positive partier har lavet herinde, om at afskaffe retsforbeholdet.
Så vi går ind i udvalgsbehandlingen med et kritisk syn på lovforslaget, og så ser vi, hvad der kommer ud af drøftelserne i udvalget, og om der kommer nogle gode svar fra justitsministeren.
Det skal være bemærkningerne.