Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 194:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Kompetenceændring i relation til sager om humanitær opholdstilladelse m.v.).

Af justitsministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 29.04.2015).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der har ordet, er hr. Martin Geertsen fra Venstre som ordfører.

Tak for det. Her står vi så med et forslag fra regeringen, som jo i princippet stammer helt tilbage fra det regeringsgrundlag, som blev udarbejdet for snart længe, længe siden. Man går vel ikke for langt ved at sige, at det, uanset hvordan valget så måtte falde ud, er i noget nær sidste øjeblik, at der så kommer et konkret udkomme af regeringsgrundlaget på lige præcis dette felt.

Regeringen vil med det her forslag ændre kompetencen til at træffe afgørelser i sager om humanitær opholdstilladelse. Det foreslås derfor, at det ikke længere skal være Justitsministeriet og justitsministeren, der skal have kompetencen, men derimod Udlændingestyrelsen, og desuden skal der indføres en klageadgang direkte til Flygtningenævnet. Derudover foreslås det, at betingelserne for helbredsbetinget opholdstilladelse skrives direkte ind i loven, og sidst, men absolut ikke mindst, foreslås det, at praksis ændres, således at det i fremtiden også vil være muligt at give humanitær opholdstilladelse til særligt sårbare familier, hvor forældrene er syge og kun har meget begrænsede forældremæssige ressourcer, uden at det nødvendigvis skyldes helbredstilstanden.

I Venstre støtter vi ikke denne lempelse i udlændingepolitikken. Vi mener, at den nuværende ordning, den nuværende praksis i sager om humanitær opholdstilladelse fungerer ganske udmærket. Vi finder det i virkeligheden tryggest, når det lige præcis kommer til humanitære opholdstilladelser, at det er den til enhver tid siddende justitsminister, som har hænderne på rattet, og vi ser ikke nogen grund til at lempe reglerne yderligere. Personer, der får humanitært ophold i Danmark, er en særlig gruppe, som bør forblive relativt lille. Humanitært ophold skal fortsat have undtagelsens karakter. Derfor skal vi også efter vores opfattelse passe meget på ikke at lempe reglerne her som på andre områder, hvilket det er vores opfattelse sker lige præcis her.

Venstre kan på den baggrund ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Ole Hækkerup, Socialdemokratiet, som ordfører.

Tak. Socialdemokraterne kan støtte det her lovforslag. Som det i øvrigt, tror jeg, allerede er blevet nævnt af hr. Martin Geertsen, betyder lovforslaget, at vi justerer reglerne for humanitær opholdstilladelse, der gives til asylansøgere i sager, hvor der er tale om væsentlige humanitære hensyn.

Jeg skal sige med det samme, at grundlæggende er det den socialdemokratiske holdning, at praksis fortsat skal være restriktiv. Humanitær opholdstilladelse skal gives undtagelsesvis, fordi det er en undtagelsesbestemmelse. Når det giver mening at justere reglerne, skyldes det, at hensigten med reglerne ikke helt svarer til praksis.

Først og fremmest er der det, som allerede er blevet nævnt, om det såkaldte børnefamiliekriterium. Det blev i virkeligheden indført helt tilbage i 2007 af VK-regeringen. Kriteriet skulle imødekomme de børnefamilier, hvor forældrene ikke i er stand til at tage vare på børnene på grund af deres helbredstilstand. Da kriteriet blev indført helt tilbage dengang, var det vurderingen, at 20-50 personer om året ville være omfattet. Siden har det så vist sig, at kun en enkelt børnefamilie er blevet omfattet af kriteriet. Med andre ord må man sige, at det har vist sig, at loven i praksis ikke er anvendelig, som det var hensigten i 2007, og derfor synes jeg, der er god fornuft i at overveje at justere loven en smule.

Derudover betyder lovforslaget, som det også allerede er fremgået, at afgørelser i sager om humanitært ophold fremover træffes af Udlændingestyrelsen og ikke af Justitsministeriet, hvilket samtidig betyder, at der bliver mulighed for at klage over afgørelser til Flygtningenævnet. Det styrker selvsagt retssikkerheden. Der skal ikke være nogen tvivl om, at det med humanitær opholdstilladelse i dag er et nåleøje, og det er vores opfattelse, at det skal det blive ved med at være. Det er en undtagelse, og det vil det her lovforslag sådan set ikke lave om på.

Men det er nødvendigt med justeringer, så det fungerer efter hensigten, og på den baggrund skal jeg anbefale det til vedtagelse.

Tak. Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Det går stærkt. Så er det hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, som ordfører.

Tak for det. Der er allerede blevet redegjort for indholdet af det her lovforslag, så det skal jeg sådan set ikke gentage. Jeg skal bare sige, at vi generelt synes, at der på udlændingeområdet er for mange klagemuligheder. Vi ser gerne, at de beslutninger, som bliver truffet i første instans, som hovedregel er gældende og endelige beslutninger og afgørelser. Så kan der selvfølgelig være nogle særtilfælde, hvor der kommer nye oplysninger til osv., og der kan så være mulighed for, at man kan klage højere oppe i systemet.

I dag er det jo sådan, at når vi taler om humanitært ophold, spørger man Justitsministeriet, om der er mulighed for at blive i Danmark, og så er det Justitsministeriet, der træffer den afgørelse. Reelt er den afgørelse endelig, for det er meget få sager, som bliver anket videre til domstolene.

Vi ser ikke nogen grund til, at man lægger den kompetence over til Udlændingestyrelsen, og ser heller ikke nogen grund til, at man igen-igen styrker Flygtningenævnet fra regeringens side. Vi har sådan set fra Dansk Folkepartis side en ambition om at lave asylsystemet grundlæggende om, og vi synes egentlig ikke, det vil gøre nogen skade, hvis Flygtningenævnet ikke havde nogen fremtid i asylsystemet fremadrettet. Så vi synes egentlig, at den del af lovforslaget er ganske unødvendig, og vi ser ikke behov for det. Vi synes heller ikke, der er nogen grund til at bruge flere ressourcer på at behandle klager på det her område. Vi ser som sagt gerne, at afgørelserne bliver endelige i første instans.

Den anden del af lovforslaget ser vi heller ikke nogen grund til at bakke op om. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor mange der ender med at få opholdstilladelse i forhold til i dag, men man må antage, at der må være flere, der ender med at få opholdstilladelse, og vi synes egentlig, det er meget fornuftigt, at praksis på det område er meget restriktiv, og den redegørelse, som blev sendt over til Folketinget i starten af i år, viser jo også, at praksis er restriktiv, og det ser vi faktisk ikke nogen grund til at ændre ved.

Så det bliver et nej fra vores side.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marlene Borst Hansen, Radikale Venstre, som ordfører.

Radikale Venstre er glade for det her lovforslag, fordi vi med det er med til at indføre en langt bedre retssikkerhed for mennesker, som søger humanitært ophold. Humanitært ophold er noget, man søger, når man som flygtning ikke er berettiget til at få asyl, men af forskellige årsager, som oftest sygdom, ikke kan vende tilbage til sit hjemland. Det er meget sjældent, at der gives humanitært ophold, og betingelserne for at få det er meget strenge. Det her lovforslag ændrer ikke på det, men det giver en ny retssikkerhed på området.

Som det er i dag, er det alene justitsministeren, som kan tildele humanitært ophold, og der er ingen mulighed for klageadgang, hvis man får afslag. Man kan dog anlægge en sag ved en almindelig domstol, men det kræver utrolig mange ressourcer, og det er der meget få mennesker som har mulighed for, og meget få som gør.

Det, regeringen foreslår med det her lovforslag, er, at kompetencen til at afgøre ansøgning om humanitært ophold flyttes fra Justitsministeriet til Udlændingestyrelsen, og de opretter en ny klageadgang til Flygtningenævnet. Der har været lidt kritik af, at vi med forslaget afskærer ansøgere fra at anlægge sag ved domstolene, men idet Flygtningenævnet jo fungerer som en domstolslignende instans, mener vi afgjort, at retssikkerheden styrkes for ansøgerne.

Desuden lemper lovforslaget en lille smule på børnefamiliekriteriet, som har vist sig at være så stramt, at det aldrig har været brugt til at give humanitært ophold ud fra. Og uanset hvor stram en udlændingepolitik, man ønsker at føre, kan det vel aldrig være hensigten med et kriterium, at det aldrig kan bruges.

Alt i alt er det altså et lovforslag, som vi i Radikale Venstre er meget, meget glade for, og som vi naturligvis støtter.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pernille Vigsø Bagge, SF, som ordfører.

Tak for det. Jeg udtaler mig på vegne af SF's udlændingeordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Der foreslås en ændring af udlændingeloven. For det første indebærer forslaget, at kompetencen til at træffe afgørelser i sager om humanitær opholdstilladelse overføres fra Justitsministeriet til Udlændingestyrelsen med klageadgang til Flygtningenævnet. Derudover foreslås det, at betingelserne for en såkaldt helbredsbetinget opholdstilladelse udtrykkeligt kommer til at fremgå af bestemmelsen i udlændingeloven. Endelig ønskes det, at myndigheder altid inddrager og vægter hensynet til barnets bedste, når der træffes afgørelser for familier, der anmoder om ophold i landet. Går det stærkt?

SF finder både gode elementer i forslaget, men også nogle svagheder, som vi er meget optaget af. Vi ser bl.a. positivt på, at man ønsker at flytte kompetencen fra Justitsministeriet til Udlændingestyrelsen med klageadgang til Flygtningenævnet. Dermed sikrer vi toinstansprincippet, hvilket vil styrke ansøgerens retssikkerhed, og vi er nemlig meget optaget af, at retssikkerheden er i orden.

Vi finder dog også en svaghed ved forslaget, da vi finder det kritisk, at der ikke er mulighed for at få prøvet ens afgørelser hos domstolene eller Ombudsmanden, efter den har været hos Flygtningenævnet. Denne mulighed havde været der, hvis afgørelsen var truffet hos Udlændingenævnet.

Dertil kommer også, at det kan være betænkeligt, at anken i Flygtningenævnet alene behandles af formanden. Det ville styrke retssikkerheden, hvis man også benyttede sig af eksempelvis uvildig lægelig rådgivning som vejledning, når afgørelser skal træffes om alvorlige helbredsforhold. Sådan en administrativ praksis benyttes i alle andre forvaltningsmæssige afgørelser, når der skal træffes afgørelser om helbredsmæssige foranstaltninger. Hvorfor skulle det så ikke også gælde her? Denne lægefaglige rådgivning vil også være vigtig i forhold til åbenbart grundløse ansøgninger om humanitært ophold, så afgørelserne bygger på en lægefaglig begrundelse og ikke en juridisk. Her er der nødt til at være en høj grad af retssikkerhed, da vi med en procedure for åbenbart grundløse sager afskærer klageadgangen for visse ansøgere. Hvis det viser sig, at andelen af sager, der ender med at blive behandlet efter proceduren for åbenbart grundløse sager, stiger, vil der være risiko for, at intentionen med at øge retssikkerheden med et toinstansprincip bliver udhulet.

Vi er også meget imødekommende over for, at man nu i højere grad vil tilgodese de helt særlige hensyn til børn, der vokser op i familier under ustabile forhold og vanskelige livsvilkår og med meget ressourcesvage og syge forældre. Med det forslag vil vi i endnu højere grad end i dag sikre beskyttelsen af børn, der er på flugt fra krig og rædsler. Men for at kunne træffe sådanne afgørelser på et ordentligt grundlag, bør der ligeledes inddrages uvildige eksperter eller organisationer samt vejledning fra Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet.

SF er således positivt stemt over for de grundlæggende intentioner med lovgivningen, men vi ser gerne, at det bliver undersøgt nærmere, hvordan vi i endnu højere grad kan sikre retssikkerheden.

Tak til ordføreren.

Vi nærmer os pausen, og den første ordfører efter pausen er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten.

Jeg skal hermed sige, at mødet er udsat indtil kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:58).

Mødet er genoptaget.

Vi går videre med førstebehandlingen af lovforslag nr. L 194, og den næste i ordførerrækken er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

I 30 år har udlændingeloven jo været indrettet sådan, at den til enhver tid siddende justitsminister har haft kompetence til at give en humanitær opholdstilladelse til en afvist asylansøger, hvis der var alvorlig sygdom eller andre humanitære hensyn, der skulle tages. Og i samtlige de her 30 år har reglen været brugt meget, meget restriktivt. I regeringsgrundlaget fra 2011 skrev regeringen, at man ville gennemføre en gennemgang af reglerne om humanitært ophold, og det her lovforslag er jo altså et resultat af den gennemgang, som regeringen afsluttede for ganske kort tid siden.

Jeg synes sådan set, at der er brug for et langt mere vidtgående opgør med den i mine øjne alt, alt for stramme praksis, der er omkring humanitært ophold. Og i den forbindelse er det vigtigste jo nok den regel fra 2010, som fastslår, at man kan give afslag på humanitært ophold, hvis den medicin, som en ansøger har brug for, er tilgængelig et eller andet sted i hjemlandet. Om det så er praktisk muligt for ansøgeren at få medicinen, er efter den her regel fra 2010 fuldstændig underordnet. Bare den formelt er tilgængelig, kan man altså give et afslag. Det synes jeg er helt skørt, og den urimelighed gør lovforslaget jo altså ikke op med. Tværtimod lægger man sig fast på, at man på næsten alle områder fortsætter den meget, meget stramme praksis.

Da regeringen lancerede det her forslag i slutningen af marts, hed det i en overskrift i Politiken: »Syge forældre skal lettere have humanitært ophold« . Når man så læser artiklen i Politiken lidt nøjere, og ikke mindst når man læser selve lovforslaget, kan man konstatere, at den såkaldte lempelse får betydning for et meget, meget lille antal personer. Man kan sige, det er et miniskridt i den rigtige retning, men det er selvfølgelig bedre end ingenting.

Det afgørende nye ved det her lovforslag er, at sagsbehandlingen flyttes fra Justitsministeriet til Udlændingestyrelsen med klageadgang til Flygtningenævnet, og det synes jeg sådan set der kan være nogle gode argumenter for. Medarbejderne i Udlændingestyrelsen er måske fagligt mere kompetente til at behandle ansøgninger om humanitært ophold end embedsmænd i Justitsministeriets departement. Der kan også være en fordel ved, at det er de samme myndigheder, som behandler asylsagerne, der også behandler de humanitære sager. Og alt andet lige kan man sige, at det gavner retssikkerheden, at man indfører et toinstanssystem, sådan at et afslag i Udlændingestyrelsen så kan sendes videre til Flygtningenævnet.

Men når vi nu taler om retssikkerhed, synes jeg, det er værd at hæfte sig ved, at det som udgangspunkt er Flygtningenævnets formand, der alene afgør sagerne; at det som udgangspunkt alene skal ske på et skriftligt grundlag; at der som udgangspunkt ikke er mulighed for at få en beskikket advokat; og at der skal være ganske særlige grunde til, for at en klage til Flygtningenævnet får opsættende virkning. Med andre ord kan man sige, at det ikke er sådan en dramatisk forbedring af retssikkerheden, der er tale om.

Et særligt problem, som bl.a. Institut for Menneskerettigheder har påpeget, er, at Flygtningenævnets afgørelser jo er endelige. Det fremgår af lovforslaget, at også Flygtningenævnets afgørelser i de her humanitære sager fremover vil være endelige. De kan altså ikke indbringes for domstolene. Det kan Justitsministeriets afgørelser af sager om humanitært ophold i dag, også selv om den mulighed bliver brugt meget, meget sjældent.

At Flygtningenævnets afgørelser er endelige i asylsager, begrunder tilhængere af den ordning med, at Flygtningenævnets afgørelser typisk bygger på troværdighedsvurderinger, som ikke sådan egner sig til at blive prøvet ved en domstol efter Flygtningenævnets afgørelse.

Men det er jo netop ikke tilfældet, når der er tale om humanitære sager. Her kan f.eks. spørgsmålet om, hvorvidt et medicinsk præparat er tilgængeligt i en asylansøgers hjemland eller ej jo ganske udmærket gøres til en del af bevisførelsen i en retssag. Man kunne derfor overveje at skrive ind i loven, at Flygtningenævnets afgørelser i humanitære sager ikke er endelige, og at der er mulighed for at indbringe dem for domstolene.

En anden mulighed er at lade Udlændingenævnet være klageinstans i de humanitære sager, for i Udlændingenævnet gælder det her med endelighedsbestemmelsen ikke.

Det, som er afgørende for Enhedslisten, er, at retssikkerheden ikke skal forringes, og at adgangen til humanitær opholdstilladelse ikke bliver endnu mere snæver i kraft af den her lovændring, og vi har faktisk ikke gjort vores stilling til lovforslaget endeligt op. Vi opfordrer regeringen til at tænke over de spørgsmål, der er blevet rejst i høringssvarene, bl.a. fra Institut for Menneskerettigheder, og som jeg har rejst her fra talerstolen i dag. Jeg vil også stille nogle skriftlige spørgsmål, bl.a. om, hvor ofte det er sket, at en sag om humanitært ophold er blevet bragt videre til domstolene, efter at den er blevet afgjort i Justitsministeriet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Pind, Venstre. Værsgo.

Jeg sad som minister med de her humanitære opholdstilladelser, og det er fuldstændig rigtigt, som fru Johanne Schmidt-Nielsen siger, at det bl.a er i forhold til meget, meget syge mennesker, at man altså har mulighed for at dispensere fra alle mulige andre regler.

Jeg undrer mig over, at fru Johanne Schmidt-Nielsen så taler om retssikkerhed og jura, for hele hensigten er jo netop, at man i de særlige situationer, hvor nogle har behov for hjælp, kan sætte sig ud over det og give en humanitær opholdstilladelse.

Nu bliver det meget mere rigidt, og derfor er jeg faktisk lidt forundret over fru Johanne Schmidt-Nielsen. Altså, hvorfor ønsker Enhedslisten ikke den sikkerhedsventil, at der ud fra en politisk motivation kan gives en humanitær opholdstilladelse til mennesker, der vitterlig har det behov? Det vil sige, at en minister, som repræsenterer det politiske folkestyre, siger: Den her situation er så enestående, at her giver vi altså en humanitær opholdstilladelse. Hvorfor vil Enhedslisten måske – vi ved jo ikke, hvad det ender med – bureaukratisere det og få det ind i et rigidt system med for og imod? Det tror jeg ikke at jeg forstår.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg må sige, at jeg jo synes, det er ret uigennemsigtigt, sådan som systemet fungerer i dag, fordi det netop er op til den enhver tid siddende justitsminister at afgøre, om man lige synes, at en eller anden person skal have humanitært ophold eller ej. Og jeg mener altså også, at det, der hedder nuttethedsfaktoren, kommer til at spille en ret stor rolle, altså om man lige har været på forsiden af Politiken eller i Godmorgen Danmark eller noget andet.

Derfor synes jeg, der kan være noget fornuft i at lægge det over i Flygtningenævnet, hvor man må gå ud fra, at de så tager udgangspunkt i de retningslinjer, der er, for, hvornår der tildeles humanitært ophold. For sådan nogle retningslinjer er der jo, og det ved hr. Søren Pind selvfølgelig godt. Altså, det er jo ikke bare sådan, at justitsministeren ud af det blå finder ud af, hvornår der gives humanitært ophold.

Så det kunne være fordelen ved at lægge det over i Flygtningenævnet, frem for at det ligger hos ministeren og gives ud fra, hvad ministeren lige synes.

Hr. Søren Pind.

Jeg har det sådan med det, at retfærdighed jo er meget, meget vigtigt, men det er barmhjertighed også. Og i den argumentation, som Enhedslistens ordfører fremfører, er det, som om det er meget, meget vigtigere med retfærdighed, gennemskuelighed, enkelhed og at regler er ens for alle, end det er, at en politisk repræsentant for det danske folkestyre i en konkret situation udviser en barmhjertighed på kollektivets vegne.

Det undrer mig, for det kender jeg ikke normalt Enhedslisten som værende repræsentant for, og jeg undrer mig over den angst for, at en ganske lille del af den danske udlændingepolitik er politisk.

Ordføreren.

Jeg synes jo, al udlændingelovgivning er politisk. For den lovgivning, vi vedtager, og som er gennemskuelig, og som gælder for alle osv., er jo politisk. Og jeg synes godt, man kan kombinere barmhjertighed og retfærdighed. De to ting er vel ikke hinandens modsætning.

Jeg vil gerne give et eksempel, nemlig Im-loven, som nogle kan huske. Det er et eksempel på en sag, som kørte i pressen, og man endte med simpelt hen at ændre loven. Altså, man gav ikke bare Im mulighed for at blive, man endte også med at sige, at hvis andre ender i sådan en situation, som Im stod i, så gælder det også for dem. Hun var en pige, der boede i Nordjylland hos sin danske stedfar, men stedfaren døde, så vidt jeg husker, men det er sådan set også underordnet. Pointen med det er, at man politisk sagde: Det er ikke en god situation; det er ikke i orden, at hun skal smides ud, så nu ændrer vi loven, sådan at andre, som er i samme situation, heller ikke skal smides ud.

Det synes jeg sådan set var klogt, og det er vel at kombinere det, som ordføreren kalder barmhjertighed med retfærdighed.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål, og den næste ordfører er hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Der er blevet sagt og redegjort meget, og sådan er det jo, når man er ordfører nr. 7 i rækken: Så er de forskellige lovforslag blevet gennemtrawlet på kryds og tværs, og det er jo godt sådan i folkeoplysningens tjeneste.

Jeg skal så undlade at gentage, men vil pege på, at det, der jo foreslås i lovforslaget, er, at praksis ændres, så det fremover efter omstændighederne også vil være muligt at give humanitær opholdstilladelse til særlig sårbare børnefamilier, og det lyder jo meget, meget tilforladeligt. Nu er det bare sådan, at Liberal Alliances politik på det område faktisk går på, at den slags helst ikke skulle nå dertil.

Vi mener faktisk, at der skal bruges flere ressourcer og gøres større anstrengelser for at hjælpe mennesker i deres nærområde. Det vil være billigere, det vil være bedre, og vi vil blive fri for at have så stort et antal, som gror fast i en anden kultur end den, de kender og er vant til, hvor de jo så over tid, og i hvert fald så længe vi har et rødt flertal, gror fast i Danmark og pludselig får tilkendt dansk statsborgerskab. Og det får de endda, uden at de kan vores sprog, og dermed har de ikke en chance for integration. Så følgevirkningen af det er betænkelig.

I nærområderne vil det være billigere at hjælpe, og det vil være bedre, og så skal man bruge asyl til det, det egentlig oprindelig var tænkt til, nemlig til dem, der er personligt forfulgt på grund af deres overbevisning, deres opgaver, f.eks. forfattere, deres udtryk osv. Det ville være mere hensigtsmæssigt, at det i højere grad blev indskrænket til det.

Så med de her bemærkninger siger vi, at vi ikke kan støtte det fremsatte lovforslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gøre det ganske kort: Vi Konservative synes egentlig, det er fint med et toinstansprincip. Men hvad angår den del, som vedrører humanitært ophold og det med at ændre praksis for det her børnefamiliekriterium, som jo undtagelsesvis bliver brugt, og som skal være restriktivt, er vi på nuværende tidspunkt ikke i stand til at kunne gennemskue, hvor mange flere opholdstilladelser der med det her reelt vil blive givet. Dermed er vi lidt usikre på, hvad vi egentlig vil komme til at sige ja til, hvis vi støtter det. Derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren.

Tak for det, og tak for de forskellige ordførerindlæg, der har været. Ikke så overraskende er der jo delte meninger om et forslag som det her, for det er der jo om humanitært ophold i det hele taget. Nogle mener, at det, vi lægger op til, er for stramt, og andre mener, at det måske burde strammes op.

Jeg vil gerne i forlængelse af det, den socialdemokratiske ordfører sagde, sige, at humanitært ophold i regeringens øjne er, og også skal være, et nåleøje; det er en undtagelsesbestemmelse, som gælder nogle af de allermest syge og udsatte mennesker, for hvem alle andre muligheder på det aktuelle tidspunkt er udtømt, og som vi af humanitære hensyn – og ikke andet – giver lov til midlertidigt at blive i Danmark. Regeringen ønsker ikke et opgør med det grundlæggende regelsæt, hvad angår humanitært ophold, men der er alligevel grund til at lave en lille forbedring af reglerne.

For det første vil det, som flere ordførere har været inde på, i fremtiden blive sådan, at sagerne skal behandles i to instanser: Første instans vil være Udlændingestyrelsen, og ved en klage bliver bliver det uafhængige Flygtningenævn andeninstans.

Jeg synes, det er en god idé at flytte opgaven fra mig, som lige nu er landets justitsminister, og jeg synes i det hele taget, det er klogt, at det er myndigheder, der varetager den her type opgaver og ikke skiftende ministre. Med den foreslåede ordning vil langt de fleste reelt have muligheden for og ressourcerne til at få prøvet deres sag ved en højere instans, og Flygtningenævnet vil kunne ændre et afslag til en tilladelse.

Derudover foreslår vi jo, at betingelserne for humanitær opholdstilladelse på baggrund af helbredsforhold kommer til at fremgå udtrykkeligt af loven; der bliver ikke ændret materielt i bestemmelserne her, men det bliver præciseret.

Så foreslår vi en mindre justering angående den gruppe af børnefamilier, hvor forældrene som følge af deres helbredstilstand kun meget vanskeligt kan tage vare på børnene. Justitsministeriets gennemgang af det nuværende regelsæt, som blev indført af VK-regeringen tilbage i 2007, viser nemlig, at der ikke en eneste gang er givet tilladelse ud fra regelsættet.

Jeg takker for debatten, og vi skal selvfølgelig nok besvare nogle af de spørgsmål, som ikke mindst Enhedslisten rejser. Men jeg vil gerne igen understrege, at humanitær opholdstilladelse skal være undtagelsen og ikke reglen.

Tak. Der er et par korte bemærkninger nu, og den første er fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det kan jo undre lidt, at regeringen vælger at fjerne kompetencen fra Justitsministeriet og lægge den over i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. For den sag, som også blev nævnt tidligere i dag af fru Johanne Schmidt-Nielsen, altså Im-sagen, var jo et resultat af, at man faktisk fjernede kompetencen fra Justitsministeriet og lagde den over i Udlændingestyrelsen. Man kunne jo håbe, at regeringen måske havde lært lidt af den sag – det var faktisk den, der gjorde, at Folketinget så sig nødsaget til at vedtage en særlov på det område.

Det er vel også det, som man dybest set lukker op for her, fordi man faktisk fjerner ministerens mulighed for at gribe ind i nogle af de her sager. Jeg synes faktisk, at hr. Søren Pind havde en god pointe i at sige, at man ødelægger noget af fleksibiliteten i udlændingesystemet, og det synes jeg faktisk er ganske unødvendigt. Det var mere en kommentar.

Spørgsmålet er: Det fremgår jo, at der vil blive brugt 4 mio. kr. årligt på det her. Hvorfor prioriterer man på den måde fra regeringens side? Hvis man har 4 mio. kr., man kan bruge på et eller andet, så er der jo masser af andre ting i samfundet, man kunne bruge dem på – det kunne være politiet, det kunne være velfærdsområdet osv. Hvilke prioriteringer ligger der bag, når man siger, at man har nogle millioner, som man så bruger på det her område i stedet for på så mange andre områder?

Tak. Ministeren.

Nu er det selvfølgelig ikke i den rækkefølge, der er prioriteret. Men jeg synes, det er åbenbart, at der også for eksempelvis afviste asylansøgere kan være nogle helt særlige humanitære forhold, der gør sig gældende, sådan at vi i en periode skal passe på nogle mennesker, der har det rigtig, rigtig svært, fordi de typisk er meget, meget syge. Det følger, synes jeg, både af vores internationale forpligtelser, men også helt banalt af vores menneskelige forpligtelser.

Hr. Martin Henriksen.

Jo, men systemet giver jo allerede i dag mulighed for, at Justitsministeriet kan gribe ind i nogle af de her sager og træffe en afgørelse om, at man skal have lov til at blive i Danmark i en bestemt periode, hvis der er nogle ekstraordinære forhold, der gør sig gældende. Den mulighed er der jo allerede i dag.

Det, man så gør her, er jo sådan set, at man dybest set bevarer den mulighed. Man kommer måske med en lille udvidelse, men dybest set bevarer man den mulighed. Man fordyrer bare systemet, og det er det, jeg ikke forstår. Hvorfor gør man egentlig det, når man har et system, der sådan set fungerer ganske udmærket i dag?

For hvis regeringen er enig med Dansk Folkeparti i, at praksis skal være restriktiv, hvilket den er i dag, hvorfor så ikke fastholde det, hvis man dybest set mener, at det fungerer nogenlunde fornuftigt, i stedet for at lave det om og fordyre systemet? Pengene kunne jo være brugt på mange andre ting.

Tak. Ministeren.

Vi ændrer det jo selvfølgelig, fordi vi synes, der er behov for både at lave nogle præciseringer på det her område, men også at sikre en større gennemsigtighed i, hvem det er, der egentlig træffer beslutningerne. Og det synes jeg sådan set er klogt for alle.

Tak. Og så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Hvad er ministerens kommentarer til de indsigelser, som bl.a. Institut for Menneskerettigheder har, om, at man fratager ansøgere til humanitært ophold muligheden for at få sagen for en egentlig domstol? Jeg ved godt, at man jo lægger en anden instans ind i form af Flygtningenævnet, som er et domstolslignende organ, men jo dog kun er et domstols lignende organ.

Tak for det.

Jeg skal lige sige, at man gerne må fotografere oppe fra tilhørerlogen, men man må ikke bruge blitz.

Værsgo til ministeren.

Det er jo netop, som fru Johanne Schmidt-Nielsen selv siger, et domstolslignende organ, som nu bliver anden instans. Det mener vi retssikkerhedsmæssigt er en god måde at gribe det an på, og vi kender det også fra andre steder, så jeg deler ikke bekymringen.

Jeg er, kan man sige, i lighed med nogle af høringsparterne meget optaget af, at der er retssikkerhed på det her område, og at man selvfølgelig skal have mulighed for at få afprøvet sin sag. Men det vil der også være med lovforslaget her.

Det var det. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)