Det næste punkt på dagsordenen er:

29) 1. behandling af lovforslag nr. L 188:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af justitsministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 16.04.2015).

Den første, der får ordet, er hr. Preben Bang Henriksen, Venstre, som ordfører.

Igen i dag skal vi behandle et af de særlige lovforslag, som giver statsborgerskab til en lang række mennesker. I dag er der tale om 3.314 voksne, og der er tale om 1.867 børn, som får indfødsret sammen med deres forældre.

For mig som Venstres ordfører er det glædeligt at kunne være med til at sikre, at en masse mennesker nu kan føje et dansk statsborgerskab til deres identitet. De har med deres ansøgning allerede vist, at de vælger Danmark, og at de vil Danmark. Det er glædeligt, for Danmarks døre er åbne for dem, der kan og vil og vil de danske værdier.

Vi har tidligere i den her folketingssamling behandlet forslag om dobbelt statsborgerskab her i salen. De mennesker, der får statsborgerskab med det forslag, som vi behandler nu, vil også få mulighed for at opnå dobbelt statsborgerskab, hvis de ønsker det. Det kan jo være, at de stadig væk også føler sig tæt knyttet til det oprindelige hjemland, og at de derfor ønsker at bevare deres statsborgerskab dertil. Det er der bred politisk forståelse for her i Folketinget.

Venstre byder de nye statsborgere velkommen og støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Karen J. Klint. Hun er her ikke, så vi går til den næste ordfører. Hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Papkasse efter papkasse fyldt med papirer er uge efter uge blevet slæbt ind på bl.a. mit kontor. Den massive mængde af papir er dispensationsansøgninger fra personer, som først og fremmest ønsker at fritages fra sprogkrav. Hvis de kan henvise til bl.a. PTSD eller en anden sygdom, kan der gives fritagelse, hvilket er op til Indfødsretsudvalget.

Det har et rødt flertal i dette udvalg benyttet sig overordentlig flittigt af, så der siden valget i 2011 er gået inflation i dispensationerne. I 2011 blev der givet 214 dispensationer. Prøv så at sammenligne med 2014, hvor et rødt flertal gav 1.682 dispensationer. Vi ved endnu ikke, hvad tallet ender på i år, men i februar var det 574 dispensationer, og det vil, hvis regeringen fortsætter, ende med at blive skyhøjt.

Hvad betyder disse tal så? De betyder, at flere og flere får dansk statsborgerskab uden at kunne det danske sprog. Man giver altså personer ret til at stemme til folketingsvalget, det, vi kalder demokratiets festdag, uden at de nødvendigvis kan det danske sprog. Når almindelige mennesker, der ikke har fået korrumperet deres synspunkt af politisk korrekthed, dvs. almindelige mennesker med almindelig snusfornuft, hører om sådan noget, tager de sig til hovedet: Kan man virkelig få statsborgerskab uden at kunne det danske sprog? Ja, i Danmark kan man. Og under den nuværende regering får man det i stor stil.

Sproget er jo selve udgangspunktet for, at man overhovedet kan blive integreret i det danske samfund. De personer, som man giver dispensation fra sprogkrav, vil, tror jeg, aldrig nogen sinde blive en del af det danske samfund. Og hvorfor skal de så have statsborgerskab og valgret til Folketinget? Vi kan bl.a. af den grund ikke stemme ja til det her lovforslag. Selve formålet med sprogkrav og prøver er jo, at den enkelte lærer det danske sprog, sætter sig ind i danske forhold, i dansk historie, lærer landet at kende, lærer landets kultur og ånd at kende. Meningen er, at man gennem et kendskab til det danske sprog og en viden om Danmark bliver integreret, og kronen på værket for vellykket integration er statsborgerskab, hvor den enkelte bliver dansker, bliver indlemmet i det danske folkefællesskab.

Der er også andre grunde til, at vi ikke kan stemme ja. Regeringen har på så mange områder, der har med udlændingepolitikken at gøre, lempet. Det gælder også her, hvor man lemper på sprogkravene. Vi vil gerne gå den modsatte vej. Vi vil gerne styrke sprogkravene, så af den grund kan vi heller ikke stemme for. Og så til sidst er der en person, der har fået automatisk statsborgerskab via statsløsekonventionen uden at opfylde de krav, som alle andre må opfylde med hensyn til danskkundskaber og statsborgerskabsprøve. Det er altså ringe, at barren sættes så lavt, for der er faktisk folk, der bestræber sig, er flittige og gerne vil have det danske statsborgerskab og derfor opfylder betingelserne.

Vi kan ikke af de her nævnte grunde sige ja til den her lov. Så DF siger nej.

Tak til ordføreren. Så er fru Karen Klint dukket op, og så går vi til fru Karen Klint som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak. Jeg beklager. Der var lidt langt fra det møde, jeg sad i, og herned. Vi har haft en lang dag, men det er gået stærkt her til sidst.

Jeg synes, vi har en meget alvorlig sag og for nogle også en meget glædelig sag til drøftelse netop nu – lov om indfødsretsmeddelelse. Når jeg siger, det er en alvorlig sag, er det også lidt set i lyset af den alvorlige tragedie, der skete i Middelhavet i søndags, og som jo desværre ikke er enkeltstående. Der er mange mennesker, der føler, at de ikke kan forblive i deres hjemland, så de er parat til at sætte livet på spil for at finde et sted, der er mere fredeligt, end hvor de kommer fra.

Det er også lidt glædeligt, for der er jo ikke mange dage til søndag, hvor vi har statsborgerskabsdagen herinde, og den gør alle partier til en festdag, fordi vi jo også synes, det er en kærlighedserklæring til Danmark, at så mange mennesker, der har boet her i en årrække, også gerne vil være fuldgyldige medlemmer af vores samfund.

Det lovforslag, vi har på i dag, er så nummer to, og det er den rytme, vi plejer at have i en samling, altså at vi har to lovforslag – et om efteråret og et om foråret. På lovforslaget er der 3.314 voksne på og 1.867 børn.

Jeg er nødt til at understrege for at forebygge misforståelser, at det altså ikke er alle borgere på det her lovforslag, som har dispensation. Vi har nogle helt klare regler, der giver dispensation til nogle personer. Det er jo ikke alle 3.000 på lovforslaget, for der er også nogle, som opfylder kriterierne. Grunden til, at der er nogle, der får dispensation, er, at de har lært dansk på en anden måde end ved at gå på sprogskole. Der er faktisk mennesker, der har været selvforsørgende og lært arbejdspladsdansk og har begået sig i det danske samfund i rigtig mange år. Der er også borgere, som er født af forældre, hvor den ene forælder f.eks. er engelsk statsborger og den anden dansk statsborger, og da de blev født for mange år siden, glemte man, at de børn, der kom ud af sådan et engelsk-dansk ægteskab, ikke automatisk var danske statsborgere, og så er det faktisk først, når de går til kommunen og skal have fornyet deres pas, at kommunen siger: Jamen du har da aldrig været dansk statsborger.

Så vi har hele spektret af forskellige muligheder for at søge om statsborgerskab og også for at få dispensation.

Når vi har rigtig mange sager på, både sidste gang og den her gang, er det jo også, fordi der er ansat ekstra bemanding til at gennemgå de ansøgninger, der er, fordi vi havde en ventetid på at få svar på ens anmodning på omkring 18 måneder eller mere. Så vidt jeg husker, er det 15 ekstra sagsbehandlere, der er ansat, og selvfølgelig laver de mennesker noget, og selvfølgelig får vi også arbejdet puklen ned, og derfor har vi rigtig mange personer på.

Der er også nogle andre cases, som har gjort indtryk. En ældre herre på 96 år, som har været her siden kulturrevolutionen i Kina, har været her i Danmark som en stille eksistens i de snart 50 år. Og det kan da godt ske, at han ikke udadtil ligner en af de mest velintegrerede personer i Danmark, men han har i hvert fald brødfødt sig selv, og han har været i det danske samfund uden at rage uklar med nogen som helst. Jeg har det faktisk fint med, at han kan få en dispensationsmulighed og leve resten af sin tid i Danmark, hvor han jo har levet over halvdelen af sin tid, og gøre det som dansk statsborger.

Så er der nogle sygdomsbetingelser, der gør, at et flertal i Folketinget kan vedtage, at man giver dispensation for visse forhold. Det er meget traumatisk læsning, for der får vi jo indblik i, hvor ødelæggende det er at udsætte mennesker for tortur. De lande, der går ind for tortur, har jo – og det er meget beskæmmende at sige – rigtig stor succes med det. De har succes med det formål gennem tortur at ødelægge mennesker, og det gør de. Og så bliver man indhentet af det, man har været udsat for; måske sker det ikke lige fra dag et, når man kommer ud af fængslet eller kommer væk fra torturen, men måske sker det efter nogle år. Det kan være en trafikulykke, der så får det til at blive udløst, så man får PTSD med alvorlige følger for liv og helbred og for trivsel. Vi har i udvalget haft et ekspertmøde om PTSD, og hvad det gør ved mennesker, og det gjorde i hvert fald indtryk på mig, og jeg tror også, det gjorde indtryk på de andre tilstedeværende, hvad det egentlig er, PTSD kan gøre ved folk, også sådan med tilbagevirkende kraft, hvis man kan sige det. Det er næsten, som om man får en demens, og man mister måske også næsten sit modersmål, man mister i hvert fald det dansk, man har lært, og så får man brug for dispensation. Personligt har jeg det godt med, at vi skal se de personsager her i Folketinget – eller i hvert fald nogle af os skal – for det giver et rigtig godt indblik i, hvad det er, de mennesker har været igennem.

Ude i fremtiden vil vi også komme til at se nogle andre sager, for nu har vi jo lukket op for dobbelt statsborgerskab, og det vil så give nogle andre betingelser. Så fra socialdemokratisk side står vi bag det lovforslag, der ligger her.

Der er et enkelt spørgsmål. Hr. Christian Langballe.

Jeg tror ikke, at ordføreren hørte, hvad jeg sagde. Det tror jeg ikke, for jeg sagde ikke, som ordføreren antydede, at alle på forslaget havde fået dispensation. Det udtalte jeg mig ikke om. Jeg gav nogle eksakte tal på, at der siden 2011, og siden regeringen er kommet til, er et rødt flertal i Indfødsretsudvalget, som giver dispensation til alt. Det vil sige, at der er folk, der får statsborgerskab, som ikke kan dansk. Det er det, jeg opponerer imod, fordi selve forudsætningen for at få et statsborgerskab og blive dansker må være, at man kan dansk.

At de her personer har brug for at komme til læge, kan jeg forstå. Men at man vil give dem et statsborgerskab, så de tilmed kan stemme til Folketinget uden at kunne dansk, uden nødvendigvis at kunne sætte sig ind i den måde, som Danmark fungerer på, forstår jeg simpelt hen ikke. Det er det, jeg opponerer mod.

Man kan jo se på de tal, som vi har fået fra justitsministeren, at der virkelig er gået inflation i, hvor mange dispensationer der bliver givet. Det er Socialdemokratiets ansvar, og det er det røde flertals ansvar – ikke mit.

Ordføreren.

Nu adresserede jeg ikke min tale til hr. Christian Langballe, men til befolkningen, og det var af hensyn til befolkningen, at jeg nævnte tallet på lovforslaget. Så jeg beklager, at jeg ikke lige hørte indledningen af hr. Christian Langballes ordførertale. Jeg taler ikke kun til en enkelt ordfører, når jeg holder en ordførertale. Så taler jeg til Folketinget og til befolkningen.

Det er korrekt, at der er et stigende antal, og det var det, jeg forsøgte at forklare ved at sige, at når man høvler af en pukkel, vil der jo i den periode, hvor vi når ned på normal tilstand, være en ophobning af ekstra ansøgninger, også om dispensation.

Så er det ændret, således at hvis man har PTSD, som er en forhindring for, at man kan lære dansk eller gå til danskundervisning, så kan der gives dispensation. Så findes der faktisk også nogle eksempler på, at jeg personligt ikke har givet dispensation, og det tror jeg også godt hr. Christian Langballe ved. Jeg ved godt, at de ikke tæller voldsomt i den store mængde, men vi læser dem faktisk. Vi læser alle sagerne, og vi tager stilling til, om der er en god begrundelse.

Så kan man altid diskutere, hvor vigtigt det danske sprog er. Jeg synes også, det er vigtigt. Jeg synes også, kulturforståelsen er vigtig, men jeg synes faktisk, at rigtig mange af de mennesker har magtet, til trods for det, de har været igennem, at få mange af deres børn, hvoraf nogle af dem er blevet voksne, igennem en højere uddannelse i Danmark. Så de har faktisk opført sig som ansvarlige voksne og som ansvarlige borgere i Danmark.

Hr. Christian Langballe.

Jeg vil godt lige spørge om den pukkel, som man mener er blevet høvlet af, og som skulle være et eller andet administrationsproblem. Når vi kigger på de folk, der får dispensation, viser det sig, at det er folk, der er blevet afvist under den blå regering, under den forrige regering. Det er den pukkel, som et rødt flertal nu konsekvent siger ja til. Det er en undtagelse – en virkelig undtagelse – som jeg har svært ved at erindre, at der bliver sagt nej.

Ordføreren.

Nu er det ikke længere siden end i sidste uge, at vi faktisk drøftede, hvorvidt jeg sagde nej til en sag. Så hukommelsen er pænt kort, synes jeg.

Det er jo rigtigt, at der er sket en ændring i forhold til sygdomsbilledet, der kan spille ind, og så er der også sket nogle andre ændringer med hensyn til naturalisering i forhold til nogle andre lande. Men det er jo ikke den røde regering, der har oparbejdet den pukkel, der var. Det er ikke alle, der har ansøgt, efter at vi er kommet til. Det er jo også, fordi der var en lang sagsbehandlingstid. Der var også en lang sagsbehandlingstid, før der skete en ændring i det med sygdomsbilledet. Så der er mange grunde til, at der nu er de mange mennesker, men jeg synes, det er rimeligt, at folk får svar inden for overskuelig tid.

Så er der en politisk uenighed om, hvad der skal gives dispensation for, og det tager jeg til efterretning. Det ligger ikke i mine hænder at overbevise hr. Christian Langballe om noget andet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jeppe Mikkelsen, Radikale.

Tak for ordet, formand. Min ordførertale i dag er ikke synderlig lang, til gengæld har jeg glædet mig til at holde den. Det er nemlig første gang, at jeg som ordfører skal være med til at førstebehandle et lovforslag om indfødsrets meddelelse. Det er normalt fru Marlene Borst Hansen, der er indfødsretsordfører, men da hun er forhindret, har jeg fået æren her i dag.

Det er stort at få tilkendt dansk statsborgerskab, og det er ansvarspådragende, både for de mennesker, der nu bliver danske statsborgere, og for alle os andre, der har været det i mange år eller altid, for med dette forslag bliver vores fællesskab større, og når det fællesskab skal fungere, kræver det, at vi alle tager det på os, tager ansvaret på os og samarbejder om at gøre det stærkt og robust.

Det er jeg ikke i tvivl om at de 5.181 mennesker, som inden længe får indfødsrets meddelelse, vil kæmpe og arbejde for, og jeg er også sikker på, at langt de fleste af os, som i dag udgør det fællesskab, vi kalder Danmark, vil glæde os over det og vil byde de nye medlemmer velkommen. Jeg vil i hvert fald gøre det her fra folkestyrets allerfineste platform, nemlig Folketingets talerstol. Jeg vil byde alle de nye danske statsborgere hjertelig velkommen til vores danske fællesskab. Tak for ordet.

Jeg siger tak til Jeppe Mikkelsen og giver ordet til den næste ordfører, som er fra SF, og det er Karina Lorentzen Dehnhardt.

Når man har deltaget i statsborgerskabsdagen her i Folketinget, ser man virkelig, hvor festligt, folkeligt og fornøjeligt det er, når alle de nye statsborgere får mulighed for at komme ind på Christiansborg. Det er en rigtig stor dag for dem at få deres statsborgerskab. Det er dagen, hvor man er sluppet igennem nåleøjet med prøver, selvforsørgelse og alle de andre krav, vi stiller til nye danske statsborgere. Det er noget ganske særligt, når man har fået sit statsborgerskab, og derfor vil jeg også sige tillykke til de mange, mange mennesker, som nu er blevet optaget på lovforslaget, og som forventeligt får et dansk statsborgerskab.

Så vil jeg sige, at der jo er rigtig mange af dem, der er blevet optaget på lovforslaget, som sikkert har ventet i rigtig lang tid på at få deres statsborgerskab, for vi har meget lange sagsbehandlingstider lige nu på Indfødsretskontoret. Det var en fornøjelse, da udvalget var på besøg i Justitsministeriet og kunne konstatere, hvor grundigt man arbejder med de her sager. Men vi vil også glæde os til, at vi snart får en løsning med digitalisering, som får Indfødsretskontoret ind i den digitale verden. Og vi håber, at det vil nedbringe sagsbehandlingstiderne for de mange nye fremtidige ansøgere om statsborgerskab.

Så: Et tillykke med jeres nye pas og et velkommen her i Danmark.

Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Så giver jeg ordet til den næste ordfører, og det er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Jeg skulle hilse fra vores integrations- og udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, som desværre ikke kan være her, og ønske alle på lovforslaget tillykke med statsborgerskabet. Vi stemmer selvfølgelig for.

Tak til fru Pernille Skipper. Så går vi over til den næste ordfører, og det er hr. Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Det er jo en alvorlig sag, vi beskæftiger os med, og forud er gået, at man her på Christiansborg har slæbt rundt med kassevis af bilag med personfølsomme oplysninger, og derfor kan vi naturligvis heller ikke her i dag overhovedet diskutere, man kan sige det reelle indhold i det her lovforslag.

Vi kan konstatere, at et bestemt antal nu får indfødsrets meddelelse, 3.314 plus små 2.000 børn, og der er grund til at notere, at det forhåbentlig også bliver godt for Danmark – og godt for dem, der får det. For det er jo helt rigtigt, som Dansk Folkepartis ordfører peger på her, at der er ændret politik på det her område. Det blev der efter sidste valg, da vi fik et rødt flertal; der blev der ganske enkelt vedtaget en praksis, der betød, at kunne man levere den rigtige lægeerklæring, var det selvsagt, at man fik et ja, uanset at man ikke kunne det danske sprog, og uanset om man ikke kunne klare en indfødsretsprøve.

Det vil sige, at vi jo giver indfødsret til en række personer, som faktisk har ret dårlige odds for at klare sig godt i det her samfund. Og det er en markant ændring fra tidligere, at det forholdsvis snævre flertal siger ja til næsten alt, hvad der kommer på tavlen. Der er jo to hold i det her, nemlig dem, der opfylder reglerne, og som Justitsministeriet kører igennem, uden at det skal behandles i Folketinget, og så dem, der får dispensation. Normalt er en dispensation vel tænkt til situationer, hvor der skal være en særlig begrundelse, en særlig anledning til at give dispensation. Og her er det så blevet sådan, at stort set alle dem, der kommer på listen, får dispensation. Det er ret sjældent, at der er nogle, der får nej, og derfor er vi selvfølgelig nogle partier her, der har sagt nej til en række, som så alligevel får et ja i dag. Vi noterer os, at det flertal er der; jeg vil bare gerne her i dag understrege, at det er det røde flertal, der blev etableret efter sidste valg, der ændrede fundamentalt på spillereglerne for indfødsrets meddelelse.

På trods af det siger vi naturligvis ja til det her lovforslag, fordi det har den sammensætning og det indhold, det har. Og vi byder også velkommen til alle og ønsker tillykke med det, men peger på, at vi sådan set er klar til, lige så snart det er muligt, at medvirke til en anden politik på det her område, som efter vores opfattelse bliver betydelig mere ansvarlig for alle parter end det, der foregår i dag.

Så med de bemærkninger tilslutning til lovforslaget. Tak.

Tak til hr. Leif Mikkelsen. Jeg giver ordet til næste ordfører. Det er for Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Daniel Rugholm.

Tak for det. Da den konservative ordfører ikke kan være til stede, har jeg lovet at fremføre hendes tale.

Lovforslaget omfatter 3.314 voksne og 1.867 børn, som får indfødsret sammen med deres forældre. Vi indstiller lovforslaget til vedtagelse og vil allerede på nuværende tidspunkt ønske tillykke til ansøgerne, idet vi forudser, at lovforslaget også vil nå frem til en tredjebehandling og blive vedtaget her i Folketinget.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor dag for alle de her personer, når de efter lovforslagets tredjebehandling har fået dansk statsborgerskab. Når man får dansk statsborgerskab, får man de samme rettigheder som alle andre danskere, men man får også de samme pligter. Til de nye statsborgere vil jeg direkte sige: Vi har en klar forventning om, at I engagerer jer i det danske demokrati og samfund. Et aktivt medborgerskab er helt afgørende og vigtigt for fortsat at sikre sammenhængskraft i vores land.

En af mulighederne for at deltage er at deltage i statsborgerskabsdagen på søndag. Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at lægge vejen forbi Christiansborg og hilse på. Mødet mellem de nye statsborgere og Folketingets partier er rigtig godt, og det viser, at der er kort afstand til de folkevalgte. Det er bare én af de gode ting, der er ved vort demokrati. Ud over at være en festlig dag er det også en højtidelig dag, for det er meget stort at opgive sit hidtidige statsborgerskab for at kunne blive dansk statsborger. Et stort tillykke ønskes herfra til de kommende nye danske statsborgere.

Tak til hr. Daniel Rugholm. Så giver jeg ordet til justitsministeren – men justitsministeren har ikke noget at tilføje.

Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, betyder det, at forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.