Børne- og Undervisningsudvalget 2014-15 (1. samling)
L 181 Bilag 8
Offentligt
Til lovforslag nr.
L 181
Folketinget 2014-15
Betænkning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 12. maj 2015
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen
(Indførelse af fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi, ændring af bedømmelsesordning ved folkeskolens skriftlige
prøver m.v.)
[af undervisningsministeren (Christine Antorini)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 26. marts 2015 og var til 1.
behandling den 10. april 2015. Lovforslaget blev efter 1. be-
handling henvist til behandling i Børne- og Undervisnings-
udvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været
sendt i høring, og undervisningsministeren sendte den 5. fe-
bruar 2015 dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del – bi-
lag 86. Den 26. marts 2015 sendte undervisningsministeren
de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til undervisningsministe-
ren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Spørgs-
mål og svar er optrykt som bilag til betænkningen.
2. Tilkendegivelse fra undervisningsministeren
Det fremgår af folkeskolelovens § 14, stk. 4, 2. pkt., at
undervisningsministeren kan fastsætte regler om censorer.
Sådanne regler er fastsat i kapitel 6 i bekendtgørelse nr.
1001 af 15. september 2014 om folkeskolens prøver. Heraf
fremgår det bl.a., at Undervisningsministeriet beskikker cen-
sorer i folkeskolen, og at der stilles krav om, at censoren in-
den for de sidste tre år har gennemført et undervisningsfor-
løb, der fører frem til den pågældende prøve.
Den foreslåede ændring af folkeskolelovens § 14, stk. 4,
2. pkt., er en videreførelse af den gældende bestemmelse,
dog således at ministerens bemyndigelse til at fastsætte reg-
ler om, at kommunalbestyrelsen skal udpege et antal censo-
rer til at bedømme 9. -klasseprøver i nærmere angivne fag,
ophæves.
Ministeren vil dermed også efter lovforslagets vedtagelse
og ikrafttræden kunne fastsætte regler om censorer i folke-
skolen. Det er anført i lovforslaget, at de nye regler om den
ændrede bedømmelsesordning for så vidt angår folkeskolens
skriftlige prøver vil blive udmøntet og beskrevet i bekendt-
gørelsen om folkeskolens prøver.
I forbindelse med høringen over lovforslaget og behand-
lingen af lovforslaget i Folketinget er der udtrykt bekymring
for, hvorvidt forslaget om én bedømmer ved skriftlige prø-
ver i tilstrækkelig grad sikrer, at der ikke gives en fejlagtig
bedømmelse. Jeg har forståelse for denne bekymring og vil
imødekomme den ved at sikre, at alle censorer skal have
mulighed for faglig drøftelse, inden karakteren fastsættes.
Jeg har på den baggrund til hensigt at sikre censorerne
mulighed for at drøfte karakterfastsættelsen med (mindst) en
anden censor. Censorerne vil blive sat sammen i grupper (op
til fem censorer) med mulighed for faglig sparring om be-
dømmelserne. Ønsker en censor sparring om bedømmelsen
af en elevbesvarelse, kan vedkommende kontakte en af de
øvrige censorer i gruppen og bede om en vurdering af den
konkrete besvarelse. Den anden censor skal have adgang til
at læse elevens besvarelse, når det er nødvendigt for at sikre
en kvalificeret dialog. Det vil fortsat være den censor, som
er udpeget til at bedømme den pågældende besvarelse, der
fastsætter karakteren. Gruppen af censorer kan endvidere
udgøre rammen om et generelt fagligt samarbejde, hvor cen-
sorerne løbende kan drøfte spørgsmål, der har relevans for
deres censorhverv.
Tilsvarende vil den (nye) censor, der skal foretage en
eventuel ombedømmelse i forbindelse med en klage, få mu-
lighed for at få faglig sparring med en af de øvrige censorer
i censorgruppen. Det vil også i dette tilfælde være den udpe-
gede censor, der fastsætter den endelige karakter.
AX017566