Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
L 173 Bilag 4
Offentligt
Medlem af:
Skatteudvalget
Vedr. Lovforslag L 173
Struer, den 23. april 2015.
Som leder hos Danmarks største
privatejede
spilleautomat operatør (den største operatør
på det fysiske spilleautomater er Danske Spils datterselskab, Elite Gaming) følger jeg
naturligvis med i lovgivning omkring spil på spilleautomater.
Jeg har bl.a. læst referatet fra Folketingets debat omkring lovforslag L 173.
Stort set alle partiers ordfører i Folketinget bakker op omkring lovforslaget. De fleste roser
bl.a. Skatteministerens initiativ til at lukke spillehaller mellem 24.00 og 07.00. Dette skulle
angiveligt ske for at beskytte ludomaner mod at spille om natten.
Nu venter jeg så
spændt på hvordan Skatteministeren vil stoppe spillet på Internettet mellem 24.00
og 07.00.
Debatten i Folketinget afspejler slet ikke virkeligheden. En undersøgelse af spillevanerne i
Danmark vil formentlig vise, at Internet spillemarkedet genererer langt flere ludomaner end
vores fysiske spilleautomater. Det tyder udtalelser fra ludomani behandlingscentrerne i
hvert fald på.
Man kan, hjemmefra på sin computer – endda uden at stå ud af sengen, fra sin
mobiltelefon på vej på arbejde, eller hvor som helst hvor man har adgang til Internettet,
spille sig fra hus og hjem på kort tid, bl.a. fordi, der hos Internet spilleudbyderne ikke er
nogen regulering af hverken indsats eller præmie.
Vores fysiske marked er reguleret til spil med 0,50 kr. og en maksimal gevinst på 300 kr.
pr. spil (forslag L 173 fordobler dog disse satser). Alle kan regne ud, at det tager noget
længere tid at spille formuen væk på fysiske spilleautomater – selv med 1 kr. pr. spil – end
med ubegrænset indsats på Internettet.
Det fysiske marked betaler minimum 41 % i statsafgift af BSI (indsats – gevinst). Internet
spil betaler 20 % i afgift. Internet spilleudbyderne fortæller alle der vil høre på dem – at de
ikke
kan
betale mere i afgift. Det er ikke korrekt! Fakta er, at de bruger den afgiftslettelse
Folketinget har givet dem, til massiv markedsføring i de danske medier, i stort set alle
idrætshaller, og i sportsklubber hvor bl.a. mange unge har sin daglige gang. Den massive
markedsføring fastholder ludomaner i deres misbrug, og får dem til at spille endnu mere.
Dan Automater Struer A/S, Kjeldsmarkvej 3-9, DK 7600 Struer
Tlf: +45 9684 2163 – Fax: +45 9785 4412 – Mail: [email protected] www.dan-automater.dk