Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
L 168 Bilag 16
Offentligt
1523526_0001.png
Til Kulturudvalget
27. april 2015
Ændringsforslag til forslag til lov om ændring af arkivloven
(Databeskyttelse af visse personoplysninger indsamlet i forbindelse med
patientbehandling) (L 168)
Til titlen
01)
Titlen ændres til:
”Særlig regulering i arkivloven af Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD).”
Til § 1
02)
Nr. 3, 4 og 5 ophæves og i stedet indsættes som nr. 3:
Ӥ 21 a.
Oplysninger i Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD) om
enkeltpersoners helbredsmæssige eller øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger, der ikke er opnået tilladelse til indsamling af, skal ikke
afleveres til Rigsarkivet.”
Til § 3
03)
§ 3 ophæves.
Bemærkninger
Til nr. 1
Titlen på lovforslaget ændres som konsekvens af, at ændringsforslaget foreslår en
særlig regulering i arkivloven af Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD).
Til nr. 2
Baggrunden for ændringsforslaget er, at der med den omfattende indsamling af
følsomme personoplysninger uden tilladelse til AlmenMedicinskDatabase (DAMD),
er skabt en helt ekstraordinær situation, hvor der er behov for at regulere for at
genetablere tilliden mellem læge og patient. Dette sikres ved, at de pågældende
fortrolige personoplysninger, som slet ikke skulle have været indsamlet i første
omgang, ikke skal afleveres til i Rigsarkiveret med henblik på bevaring til
Dok. nr. 2656087
L 168 - 2014-15 (1. samling) - Bilag 16: Ændringsforslag samt betænkningsbidrag, fra kulturministeren
Side 2
eftertiden. Udsigten til, at oplysningerne senere bliver offentligt tilgængelige og
kan bruges i andre sammenhænge, er skadeligt ikke blot for aktuelle men også
fremtidige tillids- og fortrolighedsforhold mellem læge og patient. Hensynene til
tillid og fortrolighed vejer i dette helt ekstraordinære tilfælde tungere end
hensynet til at kunne bevare oplysningerne i Rigsarkivet.
Der er med DAMD som nævnt tale om en helt ekstraordinær situation, hvorfor
ændringsforslaget er målrettet til spørgsmålet om arkivering af DAMD. Det er i
øvrigt hensigten, at arkivlovens almindelige principper videreføres.
Med ændringsforslaget foreslås det, at de dele af DAMD, som Statens Serum
Institut ikke har givet Region Syddanmark tilladelse til at indsamle, jf. Statens
Serums Instituts redegørelse af 24. november 2014, ikke skal afleveres til
Rigsarkivet.
Spørgsmålet om lovligheden af den skete indsamling af oplysninger i DAMD er
afgjort efter reglerne i sundhedslovgivningen. Sagen har givet anledning til andre
spørgsmål, f.eks. om anmeldelse til Datatilsynet og om Region Syddanmarks brug
af databehandler. Disse spørgsmål er pt. under behandling i Datatilsynet.
Ændringsforslaget har den konsekvens at, når forslag til lov om ændring af
arkivloven (L168) træder i kraft efter Folketingets vedtagelse, ophæves
Rigsarkivets krav om bevaring af DAMD. Dermed kan Region Syddanmark
kassere databasen, hvilket regionen gentagne gange har tilkendegivet at ville gøre.
Såfremt Region Syddanmark ikke har kasseret de dele af DAMD, der ikke er givet
tilladelse til, senest 1 uge fra denne lovs ikrafttræden, vil regeringen fremsætte et
lovforslag, der forpligter Region Syddanmark til at kassere disse dele af DAMD.
Ændringsforslaget indebærer, at alene de kliniske databaser, som Statens Serum
Institut har givet Region Syddanmark tilladelse til at indsamle til DAMD, bliver
afleveret til Rigsarkivet. Afleveringen af disse oplysninger følger de almindelige
procedurer i medfør af arkivlovgivningen.
Til nr. 3
§ 3 ophæves som konsekvens af ophævelsen af lovforslagets nr. 3, 4 og 5.