Tak for ordet.
Så vil jeg tillade mig at sige, at jeg kan huske, at Venstres ordfører sagde, at Venstres tilslutning og argumenter også gjaldt for Det Konservative Folkeparti.
Derfor vil jeg med de ord sige tak for flertallet, der bakker op om lovforslaget, der giver mulighed for at udbyde ungdomsuddannelser i udlandet.
Når man lytter til diskussionen, skulle man tro, at det er helt nyt, at der slet ikke er nogen erfaringer med det, men sådan er det jo ikke.
Det er jo faktisk sådan, at inden for de videregående erhvervsrettede uddannelser har man givet muligheden tilbage fra 2009.
Nogle af de bekymringer, som er blevet rejst her, er jeg derfor sikker på man også havde dengang, men det er der faktisk taget højde for, og vi har skelet til den lovgivning, der har været i forhold til de videregående erhvervsrettede uddannelser, og derfor håber jeg også, at når vi får svaret på de spørgsmål om nogle af de mere tekniske og økonomiske forudsætninger, der er blevet anmeldt her, at det muligvis kunne overbevise nogle af de partier, der har været skeptiske, om, at det her alligevel er en god idé.
Det her er egentlig bare for at sige, at det åbner en mulighed, vi har givet til andre videregående uddannelser, og det giver også mening for relevante ungdomsuddannelser, ikke mindst inden for de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, som både tilbyder erhvervsuddannelser og en række voksen- og efteruddannelsesaktiviteter.
Jeg kunne godt tænke mig at sætte et par billeder på af, hvad det her egentlig betyder.
Det er rigtigt, som det er blevet nævnt, at jeg havde fornøjelsen af at være i spidsen for den første uddannelseseksportdelegation, hvor vi på baggrund af ekspertudvalgets anbefalinger har besluttet at arbejde med Vietnam som modelland for at etablere uddannelsessamarbejder.
Når det er Vietnam, der er blevet valgt som modelland, er det, dels fordi Danmark har en historisk tradition for at samarbejde på uddannelsesområdet, dels fordi vi allerede har etableret nogle af de forståelsesaftaler, der skal til, for at vi gensidigt anerkender hinandens uddannelser.
Vietnam er et af de økonomiske vækstlande i Asien.
De har en gennemsnitlig vækst på 5 pct.
En række danske virksomheder har slået sig ned i Vietnam, og det, der er det interessante ved Vietnam, er, at man simpelt hen mangler medarbejdere med relevante erhvervsrettede uddannelser.
Man har simpelt hen ikke erhvervsuddannelser, sådan som vi har det i Danmark.
Et af de særkender, vi har i Danmark, er, at vi har et veludbygget erhvervsuddannelsessystem, herunder voksen- og efteruddannelse, og der er stor interesse for at lære af den pædagogik og den måde, vi arbejder med erhvervsuddannelser på.
Derfor giver det jo stor mening, at man inden for de her områder, ligesom vi allerede har muligheden for på de videregående uddannelser, etablerer fælles samarbejder med uddannelsesinstitutioner i udlandet, der kan udbyde uddannelser, der har præcis den høje kvalitet og de eksaminer, der tæller, så det kan bruges også videre på arbejdsmarkedet og på videregående uddannelse.
Det er det, det her bygger på.
Noget, vi gjorde i Vietnam, var at drøfte med de danske virksomheder den utrolig vigtige mulighed, det giver for dem for at få veluddannede medarbejdere.
Det giver også det andet, at det er med til, at de danske institutioner, der udbyder uddannelser i udlandet – og en af de store, der gør det, er bl.a.
Niels Brock – på den måde også kan være med til at internationalisere deres egne uddannelser i Danmark, fordi der både er studenterudveksling og lærerudveksling.
På den måde får man plus-plus, fordi man giver mulighed for indtægtsdækket virksomhed i udlandet på uddannelser, der er efterspørgsel efter.
Jeg synes, det er godt, at vi kan være stolte over, at der er en reel, stor interesse i udlandet og ikke mindst inden for det erhvervsrettede område, hvor vi har en lang og god og stærk uddannelsestradition med uddannelser af høj kvalitet, men det giver altså også noget tilbage til de danske uddannelser, når vi ønsker at internationalisere spørgsmålet om, hvad elever og studerende skal have med sig af kompetencer.
Det er korrekt, at der har været en dialog mellem ministeriet og også ministeren med både LO og DA på baggrund af kritiske høringssvar fra LO's side.
De drøftelser har været gode.
De har også betydet, at der er gennemført nogle ændringer og præciseringer, så arbejdsmarkedets parter er enige om, at det, der ligger her, ser rigtig fornuftigt ud.
Jeg vil godt nævne nogle af de ting, der er blevet præciseret på baggrund af de drøftelser og også andre høringssvar.
For det første er det en præcisering af, at et udbud af erhvervsuddannelser i udlandet skal være tilpasset modtagerlandets behov og vilkår.
De uddannelser, der godkendes til udbud i udlandet, vil ikke kunne godkendes til udbud i Danmark og vil ikke automatisk være kompetencegivende i Danmark.
Det er bl.a.
noget af det, der kom på baggrund af drøftelsen med LO og DA.
En anden ting, jeg vil nævne på baggrund af drøftelserne med parterne, er forslaget om, at godkendelse af udbud i udlandet af en hel erhvervsuddannelse gives efter fælles ansøgning fra institutionens og vedkommendes faglige udvalg.
Det vil sige, at parterne er helt inde over, sådan som vi kender det i Danmark.
En tredje ting, der kom med, er, at vi også runder, hvordan vi udmønter det for erhvervsuddannelserne.
Det, der er blevet spurgt til af bl.a.
SF, er, om der er en risiko for, at det her åbner for social dumping.
Selvfølgelig kunne regeringen ikke drømme om via lovgivning at åbne for social dumping.
Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at bekæmpe social dumping, og det vil vi selvfølgelig ikke snige ind ad bagvejen med det her forslag.
Lige præcis derfor giver vi en ekstra runde til erhvervsuddannelserne for at være helt sikre på, at den bekymring kan manes i jorden.
I øvrigt beder vi REU om at afgive indstilling, inden et udbud af erhvervsuddannelser godkendes endeligt.
Så vi har prøvet at tage højde for de indvendinger, der har været, og noterer os også, at arbejdsmarkedets parter synes, at det er lykkedes med de ændringer af lovforslaget, der er kommet her.
Det er værd at bemærke, fordi det har været en diskussion, at vi også har udbygget bemærkningerne i lovforslaget om, hvilke midler institutionerne vil kunne indskyde i forbindelse med udbud i udlandet, som bl.a.
Dansk Folkeparti har rejst.
Det, der nu er præciseret, er, at sådanne aktiviteter skal udføres som særskilt indtægtsdækket virksomhed, og at udbud af uddannelser i udlandet derfor ikke må finansieres af danske taxametertilskud.
Vi kan høre, at nogle af de partier, der er skeptiske, måske kan overbevises, hvis vi leverer gode svar på de spørgsmål, der udspringer af bekymring.
Det vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at gøre, for det her er faktisk en fantastisk mulighed for både at etablere gode danske uddannelser i udlandet og at være med til at internationalisere uddannelserne her i Danmark.
Så med de her ord vil jeg sige, at jeg glæder jeg mig til det udvalgsarbejde, der kommer i forbindelse med lovforslaget.