Dette er et rigtig godt lovforslag, som jo udspringer af vækstpakkens delaftale nr.
108, en delaftale, som Enhedslisten på trods af ikke at medvirke i den samlede pakke er rigtig glade for at kunne medvirke til.
Forslaget kan sagtens ses som et første led i at gennemføre den trafikale ligestilling i forbindelse med færgetransporten til og fra vores små og store øer, hvilket vi jo har snakket ganske længe om.
Og vi har også set, at nu er den analyse, vi har efterlyst eller bestilt, langt om længe kommet.
Dermed ligger forslaget også i forlængelse af den aftale, Enhedslisten indgik med regeringen – dengang Socialdemokratiet, Radikale og SF – gældende fra 2014, som forhøjede det generelle tilskud til de små øer i Sammenslutningen af Danske Småøer med 15 mio.
kr., heraf de 2 mio.
kr.
til etablering af et færgesekretariat, som jo senere er etableret på Ærø.
Her er vi da i øvrigt glade for, at der i lovforslaget – det er vi faktisk rigtig glade for – er medtaget, at tilskuddet til nedsættelse af færgetaksterne for godstransport kan gøres betinget af, at kommunerne med de små øer kan redegøre for anvendelsen af beløbet fra den tidligere aftale, altså de der 13 mio.
kr.
Intentionen var foruden etablering af færgesekretariatet at gøre persontransporten i turistydersæsonen gratis tillige med godstransporten, og en ø som Endelave har i september gennemført et fantastisk forsøg med gratis transport, som var en overvældende succes.
Vi synes blot, ligesom fru Mette Hjermind Dencker, at bemyndigelsen til ministeren om, at han kan gøre tilskuddet til nedsættelse af godstaksterne betinget af, om de 13 mio.
kr.
er brugt efter hensigten, skal ændres til et »skal«.
Det bør være et must, at det er sådan.
Det har nemlig vist sig, at kommunerne med små øer – med enkelte undtagelser, det skal indrømmes – ikke har brugt pengene efter hensigten, og den var jo sådan mere overordnet, kan man sige, at medvirke til at sikre udviklingen af og på vores små øer.
Det her berører jo hele problematikken om bloktilskud kontra målrettede tilskud fra statens side, og når nogle kommuner i deres høringssvar skriver, at det er en noget bureaukratisk ordning, der etableres, med afrapportering og redegørelse for pengenes anvendelse, og jeg skal give dig, skal jeg, er det nok udtryk for lidt af det samme:
Det var da meget nemmere, hvis vi fik pengene ude i kommunerne, så skal vi nok selv bestemme, hvordan pengene skal bruges.
Nej, her gør vi nok klogt i at tage erfaringerne i agt, og lovforslaget sikrer da også, især hvis vi ændrer »kan« til »skal«, at pengene rent faktisk bruges på det, de er udset til.
Når Bornholms Regionskommune i deres høringssvar skriver, at der skal sikres en kontrolmekanisme, således at nedsættelserne af godstaksterne kommer fragtkunderne til gode, er det fuldstændig rigtigt, og det er sådan set lidt af det samme.
Meningen med det her initiativ er jo ikke, at vi skal fylde lommerne på færgerederierne eller vognmændene, der fragter godset over, ej heller en slunken kommunekasse her og der.
Det skal komme godsmodtagere og godsafsendere til gode, i sidste ende forbrugerne, de fastboende og turisterne på øerne.
Her får de lokale øboere jo altså også en opgave med at holde øje med, om priserne nu også rent faktisk falder henne hos købmanden.
Tillad mig også at sige, at høringssvaret fra Fanø giver anledning til bekymring og en del harme, derfor lige et par kommentarer til det.
Kommunen forudser nemlig vanskeligheder med at leve op til lovforslagets krav om, at »kommunalbestyrelsen skal udarbejde en redegørelse« om, hvorledes tilskuddet er anvendt.
Og hvorfor nu det?
Jo, det er, fordi Fanø Kommune, som de skriver, gentagne gange har forsøgt at få adgang til regnskabsmateriale fra udbyderen, rederiet Færgen, for at få indsigt i netop prisfastsættelsen, men Færgen har ikke ønsket at imødekomme dette.
Det er efter min mening simpelt hen ikke acceptabelt, at et rederi, som oven i købet er ejet med 50 pct.
af staten gennem Transportministeriet, og som står til at nyde godt af et kommende statsligt tilskud, ikke vil medvirke positivt til at etablere denne ordning om at nedsætte godstaksterne.
Jeg synes også, at man kan sige, at Færgen fortsætter sin uheldige optræden, idet det heller ikke er lykkedes for den arbejdsgruppe, som fredag barslede med en analyse af trafikal ligestilling, at hive nogle tal ud af rederiet.
Jeg forstår simpelt hen ikke, at Transportministeriet som medejer af Færgen vil medvirke til en sådan optræden.
Her står vi altså med et rederi, som kan se frem til stigende omsætning i kraft af statslige tilskud, men som ikke spiller med i udviklingen af færgedriften og ikke spiller med i Folketingets dagsorden.
Jeg har været ude med en pressemeddelelse og simpelt hen kaldt det sabotage af Folketingets arbejde for at sikre billig færgedrift til øerne.
Man får nemt den opfattelse, at Færgen simpelt hen ikke vil kigges over skulderen, fordi det er en overordentlig givtig forretning at drive Fanøoverfarten, og vi, der bor i Esbjerg og omegn, ved jo også godt, at det skal være endog særdeles fint vejr, før vi begiver os som endagsturister eller weekendturister til Fanø.
Så er det billigere at tage bilen eller cyklen til Blåvand eller Vejers.
Men bortset fra dette sidste er Enhedslisten som nævnt glade for forslaget og stemmer for det.
Vi vil i udvalgsarbejdet problematisere, hvorfor havneafgifter og godshåndtering i havnene ikke kan medtages i forslaget som foreslået af Bornholms Regionskommune, men fuld opbakning fra Enhedslisten til lovforslaget.