Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
L 153 Bilag 14
Offentligt
Jeg takker for din mail.
Jeg formoder, at de forskellige tidsfrister nu er overskredet, men jeg føler det som min pligt at gøre
opmærksom på, at ministerens svar, med al tydelighed, viser, at den nedsatte taskforce intet begreb har
om arbejdsopgaverne for en dispachør.
Svaret indeholder formuleringer, der viser, at taskforcen ikke er bekendt med grundlæggende begreber
som ”havari”, ”surveyor” og ”vurderingsmand”. I tillæg forekommer det nærmest komisk, når det nævnes,
at der
”… er få skibshavarier i Danmark…”
når jeg kan oplyse, at vores arbejdsområde omfatter havarier på
verdenshavene. Jeg skal i den anledning undlade også at tillægge de forskellige stavefejlene nogen særskilt
betydning.
Det er særdeles bekymrende, at folketinget vedtager et lovforslag om at nedlægge en fortrinlig ordning,
som har eksisteret siden 1763, når baggrunden for beslutningen bygger på uvidenhed om de faktiske
forhold.
Jeg tror næppe de nuværende dispachører føler bekymring for fremtiden. Uden de begrænsninger der
fremgår af Lovbekendtgørelse nr. 184 om dispachører, vil dispachørerne, med vedtagelsen af det fremlagte
lovforslag, få mulighed for at udføre opgaver som ikke tidligere har været mulige, men det synes at være
forbigået taskforcens opmærksomhed, at beskikkelsen ikke tjener til at give dispachørerne en
konkurrencemæssig fordel, men snarere tjener til, at de parter som benytter en dispachør, kan have tillid
til, at denne agerer helt og aldeles uvildigt. Denne misforståelse undrer mig en smule når netop jeg i
svarskrivelsen kan læse, at taskforcens arbejde også har omfattet en vurdering af ”…de
oprindelige
beskyttelseshensyn…”.
Havde taskforcen gjort sig den ulejlighed, at kontakte én af de tre dispachører, havde taskforcen forholdsvis
enkelt fået svar på det forholdsvis enkle spørgsmål: Hvad laver en dispachør?
Med venlig hilsen
Lars Voigt Larsen