Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 145:

Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister. (Særlig adressebeskyttelse til personer, som udsættes for trusler mod deres person i forbindelse med æresrelaterede eller samlivsrelaterede konflikter m.v.).

Af økonomi- og indenrigsministeren (Morten Østergaard).

(Fremsættelse 25.02.2015).

Mødet er hermed genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første taler er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre som ordfører.

Tak for det. Vi behandler i dag et lovforslag, der omhandler en forbedring af beskyttelsen af visse truede og udsatte borgeres adresse i cpr-registeret. Lovforslaget er således en ændring af loven om Det Centrale Personregister, nemlig cpr-loven, der betyder, at personer, der udsættes for trusler mod deres person i forbindelse med æresrelaterede eller samlivsrelaterede konflikter, kan få en særlig form for adressebeskyttelse.

Der er ingen tvivl om, at lovforslaget lægger op til en etablering af en særlig form for adressebeskyttelse, der som nævnt rækker ud over sådan den almindelige adgang til at få registreret navne- og adressebeskyttelse. Borgere, der udsættes for alvorlige trusler, som er relateret til æres- eller samlivsrelaterede konflikter, har mulighed for at få den særlige adressebeskyttelse. Det kræver så, at de truede og udsatte borgere har bopæl eller et fast opholdssted, og derudover kræver det en politifaglig vurdering, der medgiver, at borgeren har behov for at have en særlig adressebeskyttelse.

Så alt i alt er det faktisk noget, vi i Venstre er rigtig, rigtig positive over for. Vi synes kun, at det er rigtig godt, ikke mindst set i lyset af de situationer, vi desværre har oplevet – og ikke bare i pressen – hvor der er folk, som er kommet i sådan en æreskonflikt, og hvor der er mistanke om, at der måske er sådan et decideret informantnetværk forskellige steder, som simpelt hen kan byde ind med adresse eller anden oplysning, som kan gøre, at nogle af de her personer kan få fat i personen og måske true eller indirekte eller direkte presse den pågældende til at komme tilbage til familien eller noget andet. Det er alt i alt en situation, som i hvert fald absolut ikke er ønskværdig.

Det stiller selvfølgelig også spørgsmålet om, hvad det er for et cpr-system, vi har, og hvad det er for et cpr-system, vi skal have. Er det sikkert nok? Vi har jo haft den diskussion flere gange både med den nuværende minister, men også med den tidligere minister på området, og fra Venstres side har vi hele tiden gjort det meget, meget klart, at vi ønsker at kigge på, om et system, som var rigtig godt for en del år siden, stadig væk er godt i 2015, i den digitale tidsalder, som vi lever i i dag. Vi har jo oplevet andre sager, hvor man også via cpr-registeret har kunnet få alt for mange oplysninger.

Men alt i alt er vi rigtig positive over for lovforslaget. Vi vil have en række forskellige spørgsmål i udvalgsbehandlingen, men indtil videre er vi i hvert fald overvejende positive.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det er bare sådan et rent faktuelt spørgsmål. Vi er enige i, at lovforslaget bør vedtages, men jeg vil høre, om Venstre under læsningen af lovforslaget har opdaget, hvorfor det er nødvendigt at give folk en særlig adressebeskyttelse, når de allerede har adressebeskyttelse. Hvorfor virker den eksisterende adressebeskyttelse ikke? Hvad er det, der sker i systemet der? Det synes jeg ikke jeg har kunnet finde ud af.

Ordføreren.

Jeg har bemærket, at der var en artikel i Information den 10. marts her i år, det vil sige for få dage siden, som omhandlede, at der jo desværre, i hvert fald efter hvad de har fundet ud af, er et såkaldt netværk af personer, som de har mistanke om kan få de her oplysninger, selv efter at man har en eller anden form for beskyttelse. Hvor Information har det fra, skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig til dommer over. Jeg siger bare, at hvis der overhovedet er en mistanke om, at det nuværende sikkerhedssystem ikke er godt nok, er jeg absolut villig til at gå skridtet videre.

Men jeg er da enig i det, jeg næsten hører Liberal Alliances ordfører sige, nemlig at hvis der er utryghed ved det nuværende system, er det jo totalt kritisabelt, og det skal vi selvfølgelig også have kigget på.

Så er det fru Pernille Skipper.

Nu skal jeg formulere det her som et spørgsmål. Kunne ordføreren måske bekræfte, at det her lovforslag kommer efter flere års ønsker faktisk fra bl.a. kvindekrisecentre, som har oplevet, at unge mennesker, der er under beskyttelse mod deres familier, faktisk bliver fundet af familierne igen, f.eks. fordi faren eller moren kan ringe til lægen og på den måde få tiltusket sig adresseoplysninger, selv om de unge mennesker står som beskyttet i cpr-registeret? Det er altså nogle konkrete anledninger, hvor systemet ikke bliver misbrugt som sådan, men bare ikke er stærkt nok, der har givet anledning til, at regeringen har igangsat det her arbejde og nu er kommet med det her lovforslag.

Ordføreren.

Jeg kan godt bekræfte, at der desværre har været nogle konkrete sager, som jeg også selv har læst om, og at jeg da også har bemærket, hvornår regeringen startede med at tale om det, og hvornår lovforslaget så foreligger. Der er gået en rum tid, lad os sige det på den måde.

Fru Pernille Skipper. Nej, der er ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Simon Kollerup, Socialdemokratiet.

Det her lovforslag er en opfølgning på regeringens strategi mod æresrelaterede konflikter, som blev lavet i 2012. Målet med den strategi er at sikre, at alle borgere i Danmark kan nyde de samme basale rettigheder. Det gælder retten til selv at vælge sin ægtefælle, retten til ligestilling mellem kvinder og mænd og retten til selv at vælge det liv, som man ønsker at leve.

Desværre oplever vi, at der er nogle unge, der udsættes for social kontrol og er underlagt familiens krav om at leve efter et bestemt æreskodeks. I værste fald betyder det, at nogle børn og unge udsættes for undertrykkelse eller tvang og i nogle tilfælde vold og andre overgreb fra familiens side. Det vil vi ikke acceptere, og derfor er indsatsen mod æresrelaterede konflikter vigtig.

Det her lovforslag følger så op på den del af strategien, der handler om støtte til de unge. Konkret betyder lovforslaget, at borgere, som efter politiets vurdering har et særligt behov for adressebeskyttelse, kan registreres uden fast bopæl i cpr-registeret. Det betyder, at borgerens faktiske bopæl eller faste opholdssted ikke fremgår af CPR. På den måde bliver borgeren sikret mod uretmæssig udlevering af oplysninger om adressen fra CPR.

Så indsatsen mod æresrelaterede konflikter er helt central for Socialdemokraterne og regeringen. Vi vil ikke acceptere, at borgere i Danmark udsættes for utilbørlig social kontrol, tvang, trusler og vold. Med det her lovforslag opnår vi en bedre beskyttelse for de berørte unge, og derfor støtter vi lovforslaget.

En kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen.

Vi har et system, der giver folk adressebeskyttelse, men det virker ikke, så derfor skal vi have et system ved siden af, der giver særlig adressebeskyttelse. Skal vi så skrotte det første system, i erkendelse af at det ikke virker? Altså, hvis man vil have adressebeskyttelse, siger vi jo med det her lovforslag, at den almindelige adressebeskyttelse ikke er god nok, men at man skal have en særlig adressebeskyttelse. Så kan vi vel droppe den almindelige adressebeskyttelse, eller hvad?

Ordføreren.

Som jeg også nævner i min ordførertale, tror jeg, det er vigtigt at tage med, at i forhold til den her særlige adressebeskyttelse er det altså efter en politifaglig vurdering. Man kan sige, at der i dag findes en adressebeskyttelse, og så kommer den særlige, hvor politiet kan vurdere, at der kan være behov. Og det går simpelt hen ud på, at adressen slet ikke er til stede i cpr-registeret, og på den måde kan den ikke udleveres uretmæssigt.

Så jeg synes, det er en god tilføjelser til cpr-lovgivningen, at vi har fået den nye mulighed, og jeg er helt tryg ved, at det er politiet, der vurderer, hvornår den skal træde i kraft.

Ole Birk Olesen.

Det er ikke, fordi vi vil stemme imod det her lovforslag. Vi synes, det er godt, at man laver adressebeskyttelsen bedre, når den ikke virker. Det, der bare undrer mig lidt, er, at man stadig væk kalder det adressebeskyttelse, selv om det øjensynlig ikke virker. Man opretter så en særlig form for adressebeskyttelse, som så faktisk virker.

Ministeren sidder og ryster på hovedet, og det er muligt, at det er mig, der ikke kan finde ud af læse et lovforslag. Men det forekommer mig, at der skal køre to adressebeskyttelser ved siden af hinanden. Den ene virker ikke – men den anden virker.

Ordføreren.

Jeg er sikker på, at vi får en fin udvalgsbehandling af det. Men grundlæggende tror jeg, man kan sige, at nogle af dem, der er under adressebeskyttelse, måske oplever et større pres for at få adressen udleveret, eller at der er en større risiko for, at adressen uretmæssigt bliver udleveret. Den risiko minimerer vi i hvert fald med det lovforslag, vi behandler i dag, og dermed øger vi sikkerheden for de borgere, der er under adressebeskyttelse. Det synes jeg er fint, og derfor er jeg også helt tryg ved forslaget og særlig tryg ved, at det er politiet, der skal vurdere, hvornår det er nødvendigt.

Der er sandelig en kort bemærkning fra hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Som jeg sagde i min ordførertale, går Venstre absolut ind for lovforslaget, som det ligger nu, så snart vi får nogle gode svar på de udvalgsspørgsmål, vi vil stille.

Men det, som jeg kunne tænke mig at spørge om, er, hvordan man ser det her i sammenhæng med hele cpr-systemet, som jeg også var inde på i min tale. I dag har vi et cpr-system, som har rigtig, rigtig mange år på bagen. Kunne det ikke være, at man måske skulle til at tænke helt nyt? Vi har jo hørt den tidligere indenrigsminister være ude at tale om, at man måske skulle tænke i helt nye baner. Måske skulle man tænke på et begreb som privacy by design eller anden form for anonymisering af de data, der i dag ligger i cpr-systemet. Hvad mener Socialdemokraterne om det?

Ordføreren.

Jeg er først og fremmest glad for, at der er opbakning til lovforslaget, og jeg tror, at vi i første omgang skal holde os til til det, som lovforslaget handler om, nemlig at prøve at optimere den måde, cpr-systemet er indrettet på. I dag kan vi se, at der er nogle uhensigtsmæssigheder, når en adresse godt kan udleveres, hvor vi faktisk vil gå ind og skabe mulighed for, at en adresse simpelt hen kan slettes fra cpr-registeret. Så kan den ikke uretmæssigt udleveres, og dermed optimerer vi sikkerheden omkring cpr-systemet.

Jeg har ikke gjort mig nogen tanker om, hvordan et cpr-system kan erstattes af noget andet, og jeg ønsker egentlig heller ikke at kaste alle de bolde op i luften, som Venstre gør på nuværende tidspunkt. Jeg synes, at det vigtige er, at de mennesker, der oplever problemer, kan se, at vi tager deres problemer alvorligt og gør, hvad vi kan for at optimere sikkerheden omkring deres adressebeskyttelse.

Michael Aastrup Jensen.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at følge op, men når jeg så får at vide, at Venstre kaster alle bolde op i luften, er det så ikke det, der ville være smartest, altså at vi begyndte at gøre det på en eller anden smart måde i stedet for at prøve at tage problemerne lidt efter tur, så vi – med det tempo, regeringen har haft med det her lovforslag – vil være færdige om 10-15 år?

Altså, det er jo der, problemet ligger. I dag har vi en problemstilling i forhold til sikkerhed, som man bør tage lidt mere alvorligt, end jeg hører Socialdemokraternes ordfører gøre. Derfor vil jeg bare appellere til – det er jo det eneste, man kan gøre som opposition – at vi også tager fat på mange af de andre aspekter, der er med manglende sikkerhed inden for hele cpr-systemet.

Ordføreren.

Jeg synes, det er fint at sende sådan en appel. Jeg vil bare lige så stille sige, at jeg synes, det er klogere at tage problemerne og løse dem, som vi gør nu med det her lovforslag. Jeg synes ikke, tiden er til at eksperimentere med vores samfundsindretning, heller ikke cpr-systemet, lige nu. Og det er det, jeg mener, når jeg siger, at Venstre kaster alle boldene op i luften. Jeg mener, det er bedre, at vi løser problemet, og det synes jeg faktisk lovforslaget gør.

Tak. Så giver jeg ordet til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Fra Dansk Folkepartis side betragter vi lovforslaget som en forbedring af det eksisterende system og jo også en anerkendelse af, at systemet, som vi har i dag, ikke er godt nok. Det har bl.a. været et ønske fra kvindekrisecentre, at der kom en bedre beskyttelse af nogle af de personer, som bliver udsat for det, vi kalder for æresrelaterede konflikter og forbrydelser – selv om det jo ikke har så meget med ære at gøre, når det kommer til stykket. Men det er nu engang den betegnelse, vi har. Der har også tidligere i Folketinget været behandlet forslag om rådgivning og handleplaner til unge i kommunalt regi, som har været udsat for æresrelaterede forbrydelser, og det her ligger jo i fin forlængelse af det.

Vi har så også fra Dansk Folkepartis side flere gange sagt, at vi ønsker bedre muligheder for, at man rent faktisk kan få et helt nyt cpr-nummer, og det vil vi meget gerne opfordre regeringen til at arbejde videre med.

Så synes vi også, det kunne være relevant lige at give systemet et ekstra serviceeftersyn, for når man kommer med det her forslag, er det jo, fordi der er nogle, der har brugt det eksisterende system til uretmæssigt at hive oplysninger ud, som er videregivet til familiemedlemmer og til andre i nærmiljøet, som ikke burde have kendskab til, hvor en person opholder sig. Og det synes jeg faktisk også er et meget, meget stort problem.

Men altså, vi støtter lovforslaget og opfordrer ministeren til også at kigge på, hvordan vi generelt kan gøre, at systemet bliver mere vandtæt.

Tak. Så giver jeg ordet til Det Radikale Venstres ordfører, hr. Helge Vagn Jacobsen.

Tak for det. Med det her lovforslag er vi med til at beskytte personer, der er udsat for æresrelaterede konflikter eller anden form for forfølgelse som følge af samværsrelaterede konflikter, f.eks. vold, trusler og alvorlig chikane. Det er nødvendigt med den her lovændring for at kunne beskytte ikke mindst udsatte kvinder.

Med lovforslaget gives der mulighed for at hemmeligholde en krænkets adresse, ved at adressen simpelt hen ikke optræder i cpr-registeret, og det vil herefter kun være den pågældende persons bopælskommune, der efter reglerne i persondataloven kan få viden om og eventuelt videregive oplysninger om bopælsadressen.

Det vil fortsat være politiet, der er ansvarlig for personbeskyttelsen, med de redskaber, de allerede har i dag og kan anvende over for truede borgere, f.eks. udlevering af overfaldsalarmer, tilhold osv. Det er således også politiet, der fremover skal vurdere behovet for at fjerne adressen i cpr-registeret. Og Rigspolitiet skal ifølge lovforslaget udarbejde de konkrete retningslinjer for administrationen af den her ordning.

Radikale Venstre kan på den baggrund støtte lovforslaget.

Tak. Så giver jeg ordet til SF's ordfører, fru Pernille Vigsø Bagge.

SF ser det her lovforslag som en stærk forbedring af beskyttelsen af nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund, borgere, hvis liv er udsat, og hvis liv kan være i fare. Det er mennesker, som er på flugt i deres eget land, og borgere, som må flygte fra mennesker, de tidligere har stolet på, måske boet sammen med, måske elsket. Her er der et særligt behov og en pligt til fra vores side at hjælpe og beskytte.

Det var også derfor, der blev udarbejdet en national strategi mod æresrelaterede konflikter i 2012, og at Folketinget i overvældende enighed i 2013 forpligtede kommunerne på at tilbyde borgere, der er udsat for æresrelaterede konflikter eller er i risiko for at blive det, en handleplan. Det er helt indlysende, at vi skal hjælpe de mennesker, der er truet af den her form for konflikter, som også, som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, ofte er meget komplicerede og har mange nuancer.

Det er også derfor, det er afgørende, at alle de nødvendige kompetencer inddrages, når der skal foretages trusselsvurderinger i den her type konflikter. I SF er vi, lidt på linje med nogle af høringssvarene, usikre på, at en ren politifaglig vurdering alene er tilstrækkelig. Det fremgår af høringsnotatet, at Rigspolitiet i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjer til politikredsene om trusselsvurderinger vil inddrage relevante organisationer. Det synes vi er en lille smule løst formuleret, og derfor kommer vi nok til at bede ministeren vurdere og redegøre for, om Rigspolitiet har de nødvendige kompetencer til at udarbejde retningslinjer til politikredsene, og om politikredsene har de nødvendige kompetencer til at foretage de nødvendige og korrekte trusselsvurderinger.

Men SF bakker alt i alt op om forslaget, og vi glæder os til det videre udvalgsarbejde.

Tak. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper.

En ny ph.d.-afhandling fra december sidste år påpeger, at der ofte er tale om en automatreaktion, når etniske eller religiøse minoriteter i nære relationer udsætter hinanden for vold. Det bliver meget hurtigt set som et kulturelt problem, hvorimod det ofte, hvis der udøves vold i nære relationer hos en etnisk dansk familie, begrundes med voldsudøverens psykiske problemer, misbrug, sociale problemer og lignende. Så med den ph.d.-afhandling in mente kan man konkludere, at man skal passe på med automatreaktioner, også i en debat om æresrelaterede konflikter – bestemt.

Samtidig er der selvfølgelig også problemer med vold, psykisk terror, trusler, meget streng social kontrol i nogle familier, som bunder i bestemte kulturelle baggrunde, og det skal vi også tage alvorligt uden at skære alle over en kam.

I 2012 lancerede regeringen sin strategi for æresrelaterede konflikter, som flere har omtalt her fra talerstolen, og det var en strategi, som tog flere rigtig vigtige skridt. F.eks. oprettedes en hotline, der hedder Etnisk Ung, hvortil der er sket en stor stigning i antallet af henvendelser, siden den startede. Det er gået støt opad, og det skal med al sandsynlighed ses som noget ganske positivt, for det er nemlig ikke udtryk for, at problemerne er blevet større, men det er udtryk for, at der er flere, der henvender sig og tager imod en udstrakt hånd.

Derudover har vi også alle sammen herinde, som SF's ordfører nævnte, lagt stemmer til et tiltag, der sikrer, at borgere, der bliver udsat for æresrelaterede konflikter – voldelige eller ej – kan få gratis anonym rådgivning, hvis de henvender sig, og at de også tilbydes en handleplan for deres fremtid. Men der kan gøres mere.

I den seneste tid har vi kunnet læse om eksempler på, at unge falder igennem det sikkerhedsnet, man altså har forsøgt at skabe. De afvises f.eks. på krisecentre på grund af manglende plads, og der har også været tilfælde, hvor unge har kunnet spores af den familie, som de er flygtet fra, fordi de ikke har kunnet skifte identitet ordentligt, og fordi det som nævnt har været muligt at omgå cpr-systemets adressebeskyttelse.

Det er så her, at det her lovforslag kommer ind i billedet. Lovforslaget gør det nemlig om ikke fuldstændig sikkert, så i hvert fald mere sikkert, at en familie eller et socialt miljø ikke kan udnytte cpr-systemet til at opspore et menneske, der ikke ønsker at blive fundet. Det indebærer, at borgere, der er kommet i den her udsatte position, så kan registreres som fuldstændig værende uden bopæl, selv om det ikke er tilfældet, og at det altså er en politifaglig vurdering, om det skal være tilfældet.

Det indebærer selvfølgelig også nogle ulemper, såsom at lægen ikke kan sende en breve og myndighederne vil have svært ved at kontakte en. Så derfor er det jo ikke noget, der skal udstrækkes til alle. Men i Enhedslisten er vi dog enige med de organisationer, som ikke kritiserer lovforslaget i dets grundlag, men kritiserer det for måske at omfatte en lidt for snæver gruppe. Det bekymrer os, og vi synes sådan set, at regeringen måske skulle have lyttet til det og udvidet mulighederne en lille smule, bl.a. for at andre end politiet kan komme ind over beslutningen om, om det er nødvendigt.

Når det er sagt, er der jo ikke nogen tvivl om, at det her er et vældig positivt skridt, der er taget for en gruppe af især unge mennesker og kvinder, som har brug for det. Omend det heldigvis er en lille gruppe, så er det en meget vigtig gruppe.

Hr. Ole Birk Olesen har en kort bemærkning.

Jeg synes, det var en lidt ærgerlig indledning på talen fra fru Pernille Skipper, fordi fru Pernille Skipper der forsøger at sige, at uanset om det er etniske danskere eller folk med anden etnisk baggrund, der begår en forbrydelse mod familiemedlemmer, er årsagen nok den samme, men at vi bare kalder det noget andet. Når det er danskere, kalder man det psykiske problemer; når det er folk med anden etnisk baggrund, kalder man det kulturelle problemer. Kan fru Pernille Skipper fortælle, hvor mange tilfælde vi inden for de seneste år har haft med brødre, der har slået deres søstre ihjel, eller hvor mange fædre, der har slået deres døtre ihjel, fordi deres døtre eller søstre havde fået en kæreste, som familien ikke kunne lide, og som var af dansk afstamning?

Ordføreren.

Heldigvis er det jo i det hele taget et meget, meget lille antal, det er sket for. Jeg føler lidt, at hr. Ole Birk Olesen har lyst til at starte en eller anden form for diskussion, som jeg faktisk finder er vældig upassende. Jeg har på ingen måde forsøgt at sige – hr. Ole Birk Olesen er allerede i gang med at rejse sig op, så jeg føler ikke, at han overhovedet kommer til at høre resten af det, jeg vil sige, men er klar med sit næste argument, og så blev jeg bekræftet i den antagelse – at der ikke er et problem blandt nogle familier med bestemte kulturelle og etniske baggrunde. Det, jeg talte om i min indledning, var generelt om vold i nære relationer, og jeg henviste sådan set til en ph.d.-afhandling, som påpeger, at man generelt ved vold i nære relationer har en tendens til at forklare det forskelligt afhængigt af etnicitet og kulturel baggrund, og at det ikke nødvendigvis er den rigtige måde at gøre det på.

Ole Birk Olesen.

Hvis det er en upassende diskussion, hvilket jeg ikke kan se at det er, så burde fru Pernille Skipper måske have ladet være med at rejse denne diskussion i indledningen af sin tale, for det var jo der, fru Pernille Skipper begyndte at sige, at det sådan set er det samme, vi ser i etnisk danske og etnisk udenlandske familier, men at vi bare kalder det noget forskelligt. Uanset om fru Pernille Skipper henviste til en ph.d.-afhandling, var det det, der var fru Pernille Skippers argument. Der er det bare, jeg siger, at det faktisk ikke er det samme, vi her har på spil, for nogle af de her forbrydelser begås i særlig grad af etnisk udenlandske familier, som er bosat i Danmark.

Ordføreren.

Der bliver jeg simpelt hen nødt til at rette hr. Ole Birk Olesen. Det er simpelt hen ikke rigtigt, at vold i nære relationer er et særligt etnisk problem. Der er vold i nære relationer også i etnisk danske familier, og det har der været i mange år. Vi tillader os sågar med vores egen danske kultur nogle gange at definere det som husspetakler, når mænd gennemtæver deres hustruer. Og det er noget, der hører til inden for hjemmets egne fire vægge. Så vi har bestemt vores egne, meget, meget danske kulturelle problemer at gøre op med, når det kommer til vold i nære relationer. Og det, jeg talte om, var vold i nære relationer. Det er ikke et bestemt etnisk problem.

Tak til Enhedslistens ordfører. Og så er det samme hr. Ole Birk Olesen som ordfører.

Så kan jeg jo lige svare fru Pernille Skipper. Der er bestemte typer af vold i de nære relationer, som i særlig grad er knyttet til familier med baggrund i lande uden for Danmark, som er bosat her i Danmark, f.eks. den slags vold, som er knyttet til, at en bror udøver vold eller ligefrem begår mord eller fremsætter trusler på livet mod sin søster, fordi søsteren har tilladt sig at få en kæreste. Så det her er etnisk knyttet til personer med udenlandsk baggrund, som er i Danmark. Altså, der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er det, det handler om.

Så til selve lovforslaget. Heldigvis er det jo sådan, at de fleste børn gerne vil kunne findes af deres forældre og deres familie. Vi er trygge ved, at familien ved, hvor vi er, men der er nogle familier, hvor det er anderledes; der er nogle familier, hvor det ikke er sådan. Derfor er det meget vigtigt at vedtage det her lovforslag, så de også kan få den tryghed.

Det, vi bare ikke helt forstår, er, at når vi allerede har en adressebeskyttelse, hvad er det så, der sker, når adressen alligevel slipper ud? Det tyder på, at der i det eksisterende system er noget galt, som regeringen bør gøre noget ved. Det tyder på, at der i disse familier, som vi frygter, er nogle, der har kontakter ind i systemet, og at der så i systemet sidder nogle myndighedspersoner, som man burde have tillid til kunne finde ud af at respektere en adressebeskyttelse, men som ikke respekterer den. Derfor er det nødvendigt med det her nye lovforslag at afholde dem fra overhovedet at kunne se adressen, for ellers kan vi risikere, at de videregiver adressen til familien, som stræber deres familiemedlem efter livet eller vil begå vold mod deres familiemedlem.

Det er lidt mærkeligt, at regeringen sådan springer meget let hen over det og siger: Nå ja, så er der myndighedspersoner, som udleverer adressen, selv om der er adressebeskyttelse; vi laver bare et system ved siden af, hvor det ikke kan lade sig gøre, fordi disse myndighedspersoner så slet ikke kan se adressen. Hvad vil regeringen gøre ved det første problem, altså at den eksisterende adressebeskyttelse ikke virker efter hensigten, fordi der er myndighedspersoner, der sætter deres forhold til bestemte personer, som ønsker adressen, højere end deres pligt i jobbet til ikke at udlevere adressen? Det synes jeg er et problem.

Men vi stemmer for det her lovforslag, fordi det er nødvendigt for at beskytte nogle mennesker i Danmark mod, at de bliver forfulgt i særlig grad af deres egen familie.

Tak. Så er det den konservative ordfører, hr. Lars Barfoed.

Jeg tager ordet her efter aftale med vores sædvanlige ordfører i sagen, hr. Mike Legarth, da han er blevet forhindret i at deltage på det her tidspunkt.

Jeg skal da starte med at sige, at Det Konservative Folkeparti ser det her lovforslag som et godt skridt på vejen til en bedre beskyttelse af dem, som er truet i de her sammenhænge, og derfor vil vi også kunne støtte forslaget. Det er jo et forslag, der har en lidt længere forhistorie, som flere ordførere har været inde på, og derfor er der selvfølgelig også grund til at overveje, om det nu er tilstrækkeligt, fordi forslaget jo er udtryk for, at et system, der egentlig skulle beskytte de pågældende, ikke er tilstrækkelig godt, da de alligevel oplever, at deres ellers beskyttede adresse slipper ud på den ene eller på den anden måde. Men det her er som sagt et positivt skridt på vejen, og så må man jo løbende vurdere, om det er tilstrækkeligt.

Men der er vel anledning til også at gøre sig nogle overvejelser og se, om man kan komme dybere ind i årsagsforklaringen, med hensyn til hvorfor de her adresser slipper ud, og hvor det er, der er læk i systemet, som det er i dag.

Jeg synes så også, at der er grund til under udvalgsarbejdet lige at opholde sig lidt ved målgruppen for forslaget. Det er jo, som det er formuleret i bestemmelsen, personer, som udsættes for trusler mod deres person i forbindelse med æresrelaterede eller samlivsrelaterede konflikter, der er målgruppen, men der kunne jo sagtens være andre personer, som er udsat for lige så store trusler blot i andre sammenhænge. Spørgsmålet er så: Hvorfor skal en person på grund af et familieforhold eller et andet forhold til en bestemt person, der er udsat for en trussel, være omfattet af den her beskyttelse, mens andre, som måske er udsat for lige så alvorlige trusler, ikke er omfattet af målgruppen.

Det Kriminalpræventive Råd, kan jeg se, gør i deres høringssvar i hvert fald opmærksom på, at man måske skulle interessere sig lidt mere for trusselsgraden og lidt mindre for relationerne mellem de pågældende involverede personer. Det synes jeg i hvert fald er noget, man bør interessere sig for under udvalgsarbejdet. Dertil kommer, at vi vel løbende skal vurdere, om vi er tilstrækkelig markante i vores reaktioner over for dem, som truer andre, for det grundlæggende problem er jo, at der er nogle, der overhovedet finder på at true nogen i forbindelse med samlivsrelaterede konflikter, og det burde vi måske sætte endnu hårdere ind over for. Men det er så en anden lovgivning og en anden minister, så det skal vi jo ikke komme nærmere ind på her i dag.

Tak til den konservative ordfører og alle de øvrige ordførere. Så har økonomi- og indenrigsministeren mulighed for at slutte af.

Jeg vil da starte med at takke for den meget brede opbakning, der har været til lovforslaget. Det er som sagt et ud af 33 konkrete initiativer i regeringens nationale strategi mod æresrelaterede konflikter, som har til formål at bekæmpe æresrelaterede konflikter, tvangsægteskaber, social kontrol m.v.

Som det også er fremgået af debatten, er forslagets kerne, at den faktiske adresse slet ikke fremgår af cpr-registeret og derfor heller ikke fra CPR vil blive leveret til de mange it-systemer, som aftager data fra cpr-registeret. Det er en klar forbedring i forhold til i dag, og det indebærer en reel begrænsning, i forhold til hvor mange der rent faktisk kan få kendskab til adressen.

Men så synes jeg også, at det måske er vigtigt på det her tidspunkt i debatten at få slået en pæl igennem en myte, der nu er båret ved til, særlig af hr. Ole Birk Olesen. Det er jo ikke udtryk for, at det nuværende system ikke fungerer. Vi har ikke konkrete eksempler – jeg har i hvert fald ikke kendskab til konkrete eksempler – på, at der ad den vej er skabt problemer for folk i æresrelaterede konflikter, men vi ved, at det er et stærkt ønske, som kan bidrage til trygheden, at man får lavet den her model for de særlig grelle tilfælde. Men det er altså ikke sådan, at man kan sige, at adressebeskyttelsen ikke fungerer.

Vi har altså valgt det her, fordi det har været rejst som et ønske, fordi det har været noget, der kunne bidrage til trygheden, og fordi vi ikke har lyst til at vente på, at situationen eventuelt måtte opstå. Det er bare for at sige, at der ingen grund er til at nære den fundamentale mistillid til adressebeskyttelsen i det nuværende system, men der er selvfølgelig altid grund til at overveje, om man kan gøre det bedre, særlig for dem, der er allermest udsatte, også henset til deres oplevede tryghed, som det vil være, når de har vished for, at deres adresse ikke findes i cpr-registeret.

Så er der nogle, der spørger, om målgruppen er for snæver. Det diskuterer vi gerne under udvalgsbehandlingen, men det er en diskussion, som er opstået på baggrund bl.a. af et stærkt ønske fra kvindekrisecentre, hvor jeg tror det bl.a. handler om trygheden og det at føle sig sikker på, at man nu rent faktisk lever, uden at nogen har kendskab til ens adresse, og det er jo derfor, vi har valgt at gøre det på den måde.

Vi svarer selvfølgelig også på spørgsmål om politiets kompetence i den henseende, men jeg tror og håber da, at vi er enige om, at her i landet er det i sidste ende politiets opgave at vurdere, hvem der er udsat, og hvem der ikke er, al den stund at der jo kan være forskellige redskaber, der skal tages i anvendelse.

Så til det spørgsmål, som også blev rejst om, hvordan borgernes adresse skal håndteres: Her vil jeg bare understrege, at det er der jo allerede regler for i dag, og at der er logning i systemet. Det er oplysninger, som er underlagt forskellige regler i persondatalovgivningen og forvaltningsloven. Som sagt hører personbeskyttelse under politiet, og derfor skal man, hvis man er forfulgt og er i risiko for at blive fundet, henvende sig til politiet. Så har de en række redskaber ud over det, der måtte ligge her, til at yde personbeskyttelse.

Men vi går altså med lovforslaget en ny vej i forsøget på at yde sårbare borgere hjælp og give dem tryghed. Derfor har jeg besluttet, og det kan måske også være et svar til de mange, der har ideer til, hvad man ellers kunne gøre, at vi efter 1 år udarbejder en redegørelse over, hvordan det har virket i praksis. Så kan vi på den baggrund også vurdere, om vi synes, at forslaget og lovgivningen er af den rette støbning.

Jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få nærmere belyst, når vi kommer i gang med det.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kommunaludvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.