Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
L 143 Bilag 2
Offentligt
HØRINGSSVAR fra HF Danshøj
Høringssvar af 17. november 2014
Høringssvar til Banedanmark om projekt Niveaufri udfletning Vigerslev fra Haveforeningen
Danshøj, Vigerslev Alle 158, 2500 Valby.
Banedanmark har sendt projektet Niveaufri udfletning Vigerslev i høringsfase for at indhente
forslag og kommentarer fra borgere og foreninger og interesseorganisationer.
Da vores haver risikerer at blive berørt i betydeligt omfang både under selve anlægsfasen og
bagefter, har vi engageret os i projektet gennem en positiv dialog med Banedanmark. Vi håber, at
vi også denne gang får et godt, positivt og udbytterigt samarbejde som det, vi oplevede i 1999 i
forbindelse med Ringbaneprojektet.
Lidt om os
Haveforeningen Danshøj blev stiftet i 26. maj 1935 (se bilag 2), og vi lægger stor vægt på,
at naturens vækster skal trives sammen med grøntsager, frugtbuske og stauder. Vi har
derfor et meget begrænset reglement i forhold til ukrudtsbekæmpelse og har på den front
fravalgt kemisk ukrudtsbekæmpelse. I modsætning til mange andre kolonihaver rummer HF
Danshøj også høje, gamle træer. Det rige og varierende planteliv skaber skjulesteder for
dyre- og insektliv. Haveforeningen har et meget rigt dyreliv med pindsvin, egern, tudser,
vandsalamander, firben, flagermus og mange fugle. Vi har rugende gærdesmutter og
sangfugle som stær og munk.
HF Danshøj og kolonihavelovens intentioner
Af bemærkningerne til kolonihaveloven ved fremsættelsen i 2001 fremgår det, at formålet
med loven bl.a. er at fastholde kolonihaver i bymiljøet, integrere haveforeningerne i byens
grønne træk i samspil med byens andre friluftsaktiviteter og bidrage til at kvalificere det at
bo i byen også for den lavere lønnede del af befolkningen. Kolonihaveloven skal være med
til at sikre bybefolkningens muligheder for rekreation. Dette opfylder HF Danshøj til fulde.
HF Danshøj ligger i et område med en blanding af erhverv, boliger, station, jernbaner,
genbrugsplads og benzintank. Området er præget af betydelig trafik. HF Danshøj og de
øvrige haveforeninger i området er med til at sikre, at området også rummer grønne og
rekreative arealer.
I bemærkningerne til kolonihaveloven fremhæves, at placeringen af kolonihaveområderne i
byen (eller i hvert fald bynært) har en positiv indvirkning på transportbehovet, og dermed en
positiv indvirkning på miljøet.
HF Danshøj ligger attraktivt for borgere med bopæl i etagebyggeri i Københavns Kommune.
Haveforeningen er optimalt tilgængelig med offentlige transportmidler og ligger i
cykelafstand til København V, N, NV, SV og K. Det betyder, at man som børnefamilie kan få
glæde af haven hele sommeren - man kan flytte i haven, passe sit arbejde og nå børnenes
skole/daginstitution uden at det kræver en bil.
Kolonihaveloven blev ændret i 2013. Formålet med ændringen var at sikre, at kolonihaver
fortsat skal være et økonomisk realistisk tilbud for flest mulige. Loven giver
kommunalbestyrelser og staten mulighed for at fastsætte lejen af kolonihavearealerne
under markedsprisen og er med til at sikre, at alle på lige fod kan komme i betragtning til en
kolonihave ved at stille krav om ventelister. Dette formål opfylder HF Danshøj også. H/F
Danshøj har i over 25 år ført venteliste.
Afslutningsvis kan vi tilslutte os denne bemærkning til kolonihaveloven fra 2001:
"Kolonihaveområder har stor betydning for livskvaliteten for en stor gruppe mennesker."
Formand Dunia Furahalliem, Vigerslev Allé 158 K, 2500 Valby, tel. 40160620,
Side
1
af
8