Jeg lover at gøre det kort.
Jeg vil tillade mig at gøre Tinget opmærksom på den mærkværdighed, der opstod under udvalgsarbejdet, idet Enhedslisten havde bedt om at få en høring om den her anlægslov og etableringen af dette kæmpemæssige infrastrukturanlæg, som der er tale om – immer væk et anlæg til 64 mia.
kr., som det jo er steget til.
Men det blev afvist af de øvrige partier, og det synes jeg er lidt mærkværdigt, i og med at lige nøjagtig høringer er et redskab i vores demokratiske værktøjskasse, som vi jo trods alt bruger under udvalgsbehandlingen.
Men det blev afvist i den her situation med henvisning til, at forligskredsen, som Enhedslisten jo altså ikke deltager i, har hørt nok.
Færdig – ikke mere snak, nu skal der handles!
Jeg synes, det er sådan på grænsen til det demokratisk betænkelige, når man begynder at majorisere sig igennem på den måde.
Sagen er jo, at der i høj grad var behov for en høring.
Beregningerne, både trafikberegningerne og ikke mindst beregningerne af økonomien, er jo draget alvorligt i tvivl på projektet, og i hvert fald kan vi nu konstatere, at anlægsprisen er steget med omkring 22 pct., nemlig med lige knap 10 mia.
kr.
Derfor vil man også se i betænkningen, at der er lavet et såkaldt robust betænkningsbidrag, som forligskredsen kaldte det, og som betyder, at anlægsloven, som vi ellers vedtager ved tredjebehandlingen om ikke så længe, ikke sættes i kraft, før prisen er fastlagt.
Og den bliver ikke fastlagt, før man har forhandlet med entreprenørerne, og det regner man med at have afsluttet i september.
Men man har ikke tilkendegivet en smertegrænse for, hvor meget prisen så må stige med.
Nu er den steget med omkring 22 pct., og det kunne jo være interessant at vide, om en stigning på kun – i gåseøjne – 20 pct.
var nok for forligspartierne, eller om vi skal ned på 15 pct.
eller 10 pct.
Det aner vi ingenting om, og derfor kan man jo også have en mistanke om, at det mest af alt handler om at lægge røgslør ud over det problem, der er opstået, i og med at beregningerne på projektet jo blev afsløret som fuldstændig ude i hegnet og ikke passende med noget som helst.
Det er selvfølgelig gået op for enhver og altså også for forligspartierne, og det problem skulle så klares, ved at man lægger røgslør ud.