Kommunaludvalget 2014-15 (1. samling)
L 140
Offentligt
Folketingets Kommunaludvalg
Christiansborg
Finansministeren
07.05.2015
Svar på Kommunaludvalgets spørgsmål nr. 6 (L 140) af 4. maj
2015 stillet efter ønske fra Morten Marinus (DF)
Spørgsmål 6
Vil ministeren senest 1 år efter ikrafttrædelsen af lovens bestemmelser om
overgang til obligatorisk digital selvbetjening sikre, at der gennemføres en
evaluering af lovens virkninger, herunder i hvilket omfang loven har medført de
forventede effektiviseringer i den offentlige sektor, om brugervenligheden af de
digitale selvbetjeningsløsninger er gode nok, og om mulighederne for at blive
undtaget for de digitale selvbetjeningsløsninger er gode nok, og vil ministeren på
baggrund af evalueringen sende en rapport herom til udvalget?
Svar
Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi gælder perioden 2011-2015 og er blandt
andet udmøntet ved indførelse af obligatorisk digital selvbetjening på relevante
områder i fire årlige såkaldte bølger (bølge 1-4) ved fire samlelove i årene 2012-
2015. L 140 er fjerde og sidst samlelov og gælder de områder, der bliver obligato-
risk digitale den 1. december 2015.
Digitaliseringsstyrelsen følger løbende overgangen til obligatorisk digital kommu-
nikation, borgernes tilfredshed med Digital Post og borger.dk, og er i løbende
dialog med blandt andet myndigheder og interesseorganisationer med henblik på
at indhente erfaringer og følge brugen og kvaliteten af de digitale løsninger mv.
Digitaliseringsstyrelsen indhenter desuden løbende erfaringer fra relevante myn-
digheder og organisationer, med henblik på at afdække om reglerne for fritagelse
og undtagelse virker og administreres hensigtsmæssigt.
Digitaliseringsstyrelsen vil som del af en samlet evaluering af den fællesoffentlige
digitaliseringsstrategi 2011-2015 foretage en evaluering af områderne i bølge 1-4,
herunder af brugertilfredsheden, af anvendelsen af undtagelsesmulighederne og af
hvorvidt anvendelsen af den digitale kommunikation har nået et niveau, der gør,
at betingelserne er til stede for, at de enkelte myndigheder kan realisere de forven-
tede gevinster.
Der henvises i øvrigt til svaret på spørgsmål 7.
Med venlig hilsen
Bjarne Corydon
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk