By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
L 139
Offentligt
1510707_0001.png
Dato:
20. marts 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 17 ad forslag til
lov om ændring af lov om friplejeboliger, lov om almene boliger m.v., lov om social
service og lov om individuel boligstøtte (Fri adgang til plejeboligmarkedet, ophævelse
af krav om genudbud, ændring af afregningssystemet, pantsætningsforbud, forenkling
af friplejeboligordningen m.v.) (L 139). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikke-
medlem af udvalget Pernille Vigsø Bagge (SF)
Spørgsmål nr. 17:
Hvordan vurderer ministeren, at tilsynet med friplejerboligerne fungerer? Ministeren bedes vurdere,
hvordan tilsynet fungerer i forhold til tilsynet med kommunale plejeboliger? Og kan beboerne i de to
boformer garanteres samme kvalitet i tilsynet?.
Svar:
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har oplyst følgende, som jeg kan
henholde mig til:
”Evalueringen af lov om friplejeboliger, der ligger til grund for L 139, har ikke givet anledning til at
foreslå en revision af tilsynsreglerne.
Det er kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, der har ansvaret for, at den enkelte borger,
der vælger en friplejebolig, får den hjælp og støtte, som vedkommende har behov for. Det er også
kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen, der har ansvaret for at følge op i forhold til den
enkelte borger, og for at føre tilsyn. Friplejeboliger kan rumme tilbud til mange forskellige målgrupper,
herunder ældre, personer med handicap og sindslidende. Reglerne for certificering af og tilsyn med
friplejeboliger tager højde herfor.
Det følger af servicelovens § 151 a, stk. 1, at pligten til at følge op på enkeltsager og føre tilsyn, jf. §
148, stk. 1 og 2, og § 151, stk. 1, for lejere og beboere i friplejeboliger påhviler kommunalbestyrelsen i
den kommune, hvor friplejeboligerne ligger. Det følger af bemærkningerne til § 151 a (uddrag af
bemærkningerne til § 101 i L 80, Forslag til lov om friplejeboliger, fremsat 15. november 2006), at:
”Den foreslåede § 151 a i serviceloven skal sikre, at kommunalbestyrelsen har tilsvarende forpligtelse
til at føre tilsyn med friplejeboliger, som den har til at føre tilsyn med plejeboliger m.v., hvor der er
kommunal anvisningsret.”
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Der er således fastsat tilsvarende regler for tilsyn med friplejeboliger, som der er med at føre tilsyn
med kommunale plejeboliger m.v.
Herudover er der fastsat regler om certifikation. Reglerne har til formål at sikre kvaliteten i den pleje,
som friplejeboligleverandøren leverer.
Endvidere er der fastsat nogle særlige regler i tilknytning til tilsynsreglerne for servicen i
friplejeboligerne. I henhold til servicelovens § 151 b, stk. 1, har kommunalbestyrelsen i
beliggenhedskommunen pligt til at informere borgeren, hvis det ved tilsynsbesøget konstateres, at den
pågældende ikke modtager den hjælp, som denne efter afgørelsen har krav på. Tilsvarende skal
kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen orientere den kommune, der har truffet afgørelse om
service og pleje efter servicelove herom, hvis denne ikke er identisk med beliggenhedskommunen.
I henhold til § 151 b, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen meddele
friplejeboligleverandøren de påbud, som er nødvendige for at sikre, at hjælpen leveres i
overensstemmelse med afgørelsen, herunder om at bringe forholdene i orden, sådan at borgeren
modtager den hjælp, som denne efter afgørelsen har krav på. Bestemmelsen angår lige som stk. 1
kommunalbestyrelsens pligt som handlekommune i forhold til lejere og beboere i friplejeboliger til at
sikre sig, at de modtager den hjælp, som de har behov for.
Kommunalbestyrelsen skal påse, at friplejeboligleverandøren har efterkommet påbuddet og bragt
forholdene i orden.
Virkningen af, at friplejeboligleverandøren ikke efterkommer kommunens påbud og fortsat ikke leverer
hjælpen i overensstemmelse med afgørelsen er, at kommunalbestyrelsen straks skal underrette
Socialstyrelsen, der tager stilling til, om friplejeboligleverandørens certifikation skal tilbagekaldes.
Der er fastsat regler om Socialstyrelsens pligter og beføjelser i lov om friplejeboliger. Lovens § 5, stk.
4, giver Socialstyrelsen hjemmel til at påbyde friplejeboligleverandøren at overholde vilkårene for
certifikationen og meddele vilkår, som friplejeboligleverandøren skal overholde. Påbud efter stk. 4 kan
fx gå ud på at bringe et bestemt forhold i overensstemmelse med grundlaget for certifikationen.
Socialstyrelsen skal give friplejeboligleverandøren en rimelig frist til at bringe forholdene i orden.
Efterkommer denne ikke påbuddet inden for den frist, som Socialstyrelsen har fastsat, kan denne
tilbagekalde certifikationen efter friplejeboliglovens § 93, stk. 1 og 2.
Endelig gælder for friplejeboligerne et driftsorienteret tilsyn efter lov om friplejeboliger § 89, hvorefter
kommunalbestyrelsen fører tilsyn med friplejeboliger beliggende i kommunen, og påser i den
forbindelse, at boligerne udlejes til og bebos af den berettigede kreds. Tilsynet omfatter tilsyn med
boligernes etablering, drift og økonomi samt regnskab og revision.
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold mener på den baggrund ikke, at der
stilles ringere krav til kvaliteten med tilsynet med servicen i friplejeboliger, end der gør til tilsynet med
servicen i kommunale plejeboliger.”
Med venlig hilsen
Carsten Hansen
2
af
2
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk