Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
L 138
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Dato: 28. april 2015
”Hvordan sikres det, at kvinderne ikke falder tilbage i et voldeligt forhold, når de
forlader kvindekrisecenteret, og er kvinderne sikre på at kunne modtage efter-
værn?”
Kvinder og børn, der tager ophold på et kvindekrisecenter, udgør ofte en meget
sårbar gruppe. Hensynet bag rådgivningsordningen er bl.a. at støtte den enkelte
kvinde og hendes eventuelle børn i den vanskelige overgang mellem et ophold
på et krisecenter og etableringen i egen bolig med henblik på at undgå, at de
falder tilbage i den uholdbare situation, de kom fra, fx et voldeligt forhold.
Den indledende og koordinerende rådgivning har således til formål at bidrage til,
at kvinden og hendes eventuelle børn kan få en ny og mere stabil tilværelse, og
som en del af den koordinerende rådgivning skal kvinden modtage støtte og
rådgivning vedrørende bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner
og sundhedsvæsen m.v.
Det følger af L 138, at den indledende rådgivning skal iværksættes så tidligt som
muligt efter, at kommunen orienteres om kvindens optagelse i boformen, og at
den koordinerende rådgivning skal iværksættes senest, når forberedelsen til
udflytning fra boformen påbegyndes og gives, indtil kvinden og eventuelle børn
er etableret i egen bolig. Det bemærkes i den forbindelse, at den indledende
rådgivning bl.a. skal indeholde vejledning om, hvor kvinden vil kunne henvende
sig i tilfælde af, at kvinden uplanlagt flytter fra krisecentret, inden den koordine-
rende rådgivning er iværksat.
Side 1 af 2