Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
L 137
Offentligt
1515685_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M
[email protected]
W
sum.dk
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Dato: 7. april 2015
Enhed: Primær Sundhed
Sagsbeh.: SUMBGB
Sags nr.: 1300459
Dok nr.: 1676956
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 25. marts 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 26 (L 137 – forslag til lov om ændring af lov om an-
vendelse af tvang i psykiatrien (fastlæggelse af mindreårige psykiatriske pati-
enters retsstilling, indførelse af ny formålsbestemmelse, skærpede kriterier for
tvangsfiksering, ændring af kriterierne for åbning og kontrol af post, undersø-
gelse af patientstuer og ejendele, samt kropsvisitation m.v.)), som hermed be-
svares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Sundhedsudvalget.
Spørgsmål nr.26:
’’Vil ministeren redegøre for, hvordan man håndterede spørgsmål om børns
rettigheder i psykiatrien før lovændringen i 2006? Vil ministeren sende udval-
get opgørelser over tvangsforanstaltninger og magtanvendelse overfor børn
før 2006 i det omfang opgørelserne foreligger? ”
Svar:
Efter lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psyki-
atrien fremgår det af § 1, skt. 2, at der ved tvang forstås anvendelse af foran-
staltninger, som patienten modsætter sig.
Af kommentaren til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien af
Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen fra 1991 fremgår det vedrørende defini-
tionen af tvang s. 36:
”Det følger af bestemmelsen i § 1, stk. 2, at der ved tvang forstås anvendelse
af foranstaltninger og midler – være sig indlæggelse, fortsat ophold, behand-
ling, fiksering m.v. – som den pågældende patient modsætter sig.
En foranstaltning er herefter frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker,
uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i an-
dre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. En foranstaltning
anses også som frivillig – eller rettere som ikke-tvungen – hvis patienten hver-
ken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men f.eks. for-
holder sig passiv.
Begrebsbestemmelsen i § 1, stk. 2, indebærer en begrænsning af tvangsbe-
grebet og en tilsvarende udvidelse af frivillighedsbegrebet i forhold til sædvan-
lig juridisk teori, hvor der normalt stilles krav om gyldigt samtykke som betin-
gelse for, at der foreligger frivillighed. ”
For så vidt angår mindreårige under 18 år fremgår det af kommentaren s.40:.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 2
”På baggrund af forarbejderne må det konstateres, at der ikke med vedtagel-
sen af den nye psykiatrilov er tilsigtet nogen særlige ændringer i retstilstanden
for så vidt angår spørgsmålet om lovens anvendelse på mindreårige psykiatri-
ske patienter.”
Retstilstanden sammenfattes i kommentaren side 40:
”Modsætter forældremyndighedens indehaver sig, at den mindreårige indlæg-
ges, behandles eller tilbageholdes på en psykiatrisk afdeling, må der i givet
fald gås frem efter bistandslovens § 123. Det vil dog næppe være udelukket at
anvende psykiatrilovens bestemmelser, hvis betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt.
Er forældremyndighedens indehaver og vedkommende læge enige om, at ind-
læggelse og behandling af den mindreårige er nødvendig, men den mindreåri-
ge protesterer imod det, har det betydning, om den mindreårige anses for habil
til at protestere ligesom det har betydning, om den mindreårige er omfattet af
psykiatrilovens tvangskriterier. Mindreårige mellem 15-18 år vil normalt blive
anset for habile, mens mindreårige mellem 10-15 år afhængig af konkret mo-
denhed, evne til at overskue konsekvenserne af protest o.lign. vil blive det.
Mindreårige under 10 år vil kun helt undtagelsesvist kunne anses for habile i
denne retlige relation.
Er en mindreårig, der efter det anførte anses for habil til at protestere mod ind-
læggelse og behandling, sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles
hermed, må lovens regler iagttages, herunder med hensyn til førelse af
tvangsprotokol og beskikkelse af patientrådgiver.”
I 2006 blev tvangsdefinitionen ændret, således der ved tvang forstås anven-
delse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke,
jf. kap. 5 i sundhedsloven. Med ændringen blev psykiatrilovens grænser æn-
dret for, hvornår en given foranstaltning er frivillig eller hvornår der modsat er
tale om tvang i overensstemmelse med samtykkereglerne i sundhedsloven.
Med ændringen sikres det, at en foranstaltning i forhold til en patient, der ikke
selv har afgivet et informeret samtykke, betragtes som en tvangsmæssig for-
anstaltning med mindre der foreligger et stedfortrædende samtykke.
I sundhedslovens § 17, stk. 1, fastsættes det, at en patient, der er fyldt 15 år
selv kan give informeret samtykke. Forældremyndighedens indehaver skal til-
lige have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.
Baggrunden for ændringen i 2006 var blandt andet, at grænserne for, hvornår
behandling m.v. kan siges at være frivillig i sundhedslovens og psykiatrilovens
forstand ikke var overensstemmende. Efter den daværende psykiatrilov ansås
behandlingen m.v. som frivillig, hvis patienten forholdt sig passiv i forhold til et
foreslået behandlingstiltag, mens der i henhold til sundhedsloven er krav om et
informeret samtykke. Tærsklen for et gyldigt samtykke var efter psykiatriloven
fra 1989 lavere for psykiatriske patienter end for patienter med somatiske li-
delser.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 3
En patient, der i henhold til reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven på grund af in-
habilitet ikke selv kan give informeret samtykke til behandling m.v. på grund af
mindreårighed eller nedsat psykisk funktionsevne skal inddrages mest muligt i
beslutningsprocessen, også selv om der er legale repræsentanter, dvs. foræl-
dremyndighedens indehaver, der er bemyndiget til at varetage patientens inte-
resser gennem det informerede samtykke.
For at opsummere, så var retstilstanden med lovændringen i 1989, at såfremt
en mindreårig mellem 10-15 år protesterede mod et indgreb, var det afgøren-
de, om den pågældende mindreårige blev anset for moden i forhold til at forstå
konsekvenserne ved sin protest. Det skal i den forbindelse fremhæves, at
tærsklen i 1989 loven for, hvornår der var givet et samtykke var lavere, end
hvad der gælder efter loven fra 2006, hvor der var krav om et informeret sam-
tykke i forbindelse med tvangsdefinitionen.
./.
Jeg vedlægger til Sundhedsudvalget orientering opgørelse over anvendelse af
tvang i psykiatrien 2001-2013.
Med venlig hilsen
Nick Hækkerup
/
Birgitte Gram Blenstrup